Nyhed
Læsetid: 7 min.

Romney bringer mormonsk tro ind i valgkamp

Ingen anden præsidentkandidat i mands minde har været så formet af sin religion som Mitt Romney. Det rejser spørgsmålet, hvordan og i hvilken grad mormonismen vil påvirke ham som præsident
Bortset fra en enkel episode har Romneys tro aldrig givet anledning til kontroverser i Massachusetts. Under Romneys valgkamp mod senator Edward Kennedy i 1994 fremførte et medlem af Kennedy-klanen, at mormoner forbød kvinder og sorte mænd at være præster i kirken.  Det første var rigtigt, det sidste forkert.

Bortset fra en enkel episode har Romneys tro aldrig givet anledning til kontroverser i Massachusetts. Under Romneys valgkamp mod senator Edward Kennedy i 1994 fremførte et medlem af Kennedy-klanen, at mormoner forbød kvinder og sorte mænd at være præster i kirken. Det første var rigtigt, det sidste forkert.

Brendan Smialowski

Udland
28. august 2012

For ti år siden fortalte en usædvanlig åbenhjertig Mitt Romney i et interview med magasinet The New Yorker, at to af hans mormonske oldefædre – og måske flere – havde dyrket flerkoneri i slutningen af det 19. århundrede.

Det var en praksis, som forbundsregeringen i Washington havde nedlagt forbud mod i 1862, men som mange mormoner fortsatte med at praktisere i territoriet og senere i delstaten Utah. Det vurderes, at mellem 40.000 og 100.000 mormoner tilhørende fundamentalistiske sekter stadig lever i polygamiske forhold.

Som politiker og menneske har Mitt Romney altid taget afstand fra flerkoneri. Men i nævnte interview fra 2002 havde han endnu ikke været valgt til et politisk embede, dog var han samme år ansvarlig for organiseringen af de olympiske vinterlege i Salt Lake City – en helt central by for Jesu Kristi Kirke af de Sidste Dages Hellige.

Måske derfor gav Romney luft for sine virkelige følelser om det omstridte emne.

Han fortalte The New Yorker, at det var mormonkirkens autokratiske leder, Brigham Young, der havde beordret hans oldeforældre til at gifte flere kvinder ind i deres familier i Utah.

»Disse ægteskaber blev virkelig sat på en hård prøve,« forklarede han.

Men som så mange andre mormonske mænd udtrykte Romney forståelse for kirkens officielle standpunkt, at flerkoneri var nødvendig for at håndtere det store overskud af kvinder i Utah-territoriet i slutningen af det 19. århundrede.

Det til trods for – som bladet anfører – at den officielle befolkningsstatistik fra perioden anfører et 50/50-forhold mellem mænd og kvinder i Utah.

I stedet for personligt at fordømme den forkastelige praksis fortalte Romney en anekdote om sin far, George Romney, der i 1964 og 1968 forgæves søgte at blive kåret som Det Republikanske Partis præsidentkandidat:

»Min fars venner drillede ham under valgkampen med, at der ikke ville være plads til en familiesammenkomst i Det Hvide Hus. Han havde 232 fætre og kusiner,« lød det muntert fra Mitt Romney.

I dag kan man ikke vride et ord ud af den republikanske præsidentkandidat om flerkoneri, andet end en kategorisk fordømmelse. Siden den sidste valgkamp i 2008 har Romney affejet alle interviewforespørgsler om hans medlemskab af Jesu Kristi Kirke af de Sidste Dages Hellige og kun sjældent nævnt sin tro.

Åbner op på kongres

For kort tid siden blev hans kampagnerådgivere imidlertid overbeviste om, at han vil kunne øge sin ret lave popularitet ved at tale åbenhjertigt om sit livslange velgørende arbejde for kirken på partikongressen i denne uge i Tampa, Florida.

»Det kan undre, at en præsidentkandidat som Romney – der har så svært ved at komme på bølgelængde med vælgerne – har valgt at ignorere noget af det mest menneskelige ved ham, nemlig hans tid som missionær og hans godgørende arbejde,« siger Jim Braude, radiovært i Boston og tidligere demokratisk guvernørkandidat i Massachusetts.

Men for Romney er der en vis risiko forbundet ved at tale åbent om hans tro. Nogle konservative kristne vælgere har mildt sagt ikke noget tilovers for mormonkirken og kan blive frastødte af hans kandidatur.

»Det bliver virkelig interessant at se hvor mange evangeliske kristne, der vælger at blive hjemme på valgdagen eller går ud og stemmer på Romney, fordi de trods alt vejer hensynet til at sende Obama hjem højere,« siger Noah Feldman, en juraprofessor på Harvard University, der har skrevet om religionens betydning i amerikansk politik.

»Jeg er overbevist om, at langt de fleste vil holde sig for næsen og stemme på Romney, og det vil ændre de evangeliske kristnes syn på mormonismen.«

Religions betydning

Romneys religion er efter alt at dømme langt vigtigere for ham som person og som politiker end for nogen anden præsidentkandidat i mands minde. Han har altid levet en gudfrygtig tilværelse og accepteret kirken som det naturlige midtpunkt i hans liv.

Lige fra de to år som ung mormonsk missionær i Frankrig 1968-70 til hans ledelse af kirken i Massachusetts fra 1986 til 1994 og frem til i dag har hans religion vejledt ham i alle beslutninger. Siden 2007 har Romney sat alt på et bræt for at blive USA’s første mormonske præsident.

Spørgsmålet er derfor, i hvilken grad Romney vil skelne mellem sin religion og sin politik, hvis han bliver præsident.

Sidste gang, en præsidentkandidat blev udfordret på sin tro, var i valgkampen i 1960. Dengang forklarede katolikken John F. Kennedy, at hans religion var et privat anliggende, som var irrelevant for hans forvaltning af præsidentembedet.

»Kennedys klokkeklare skelnen blev taget for troende, men det er anderledes for Romney,« siger professor Feldman. Han forklarer videre:

»Under de republikanske primærvalg i 2007-08 var religiøse værdier en central komponent i hans valgkamp. Selv om vi har hørt mindre til det i denne omgang, er der ingen tvivl om, at Romneys mormonske tro vil påvirke ham som præsident. Derfor er det også et legitimt emne at debattere.«

Feldman understreger samtidig, at der er behov for at tegne et nuanceret billede af Romneys religion:

»Mormonismen er den mest forfulgte og diskriminerede tro i USA’s historie, så man bør vige udenom stereotype beskrivelser,« betoner han.

En mormonsk præsident

Men hvor vigtigt er det at forstå den mormonske side af præsidentkandidaten?

Det er ikke let at adskille kirken og andre faktorers indflydelse på Mitt Romney som menneske, forretningsmand, mand og familiefar, konkluderede The New York Times i en artikel offentliggjort i maj efter at have talt med snesevis af Mitt og Ann Romneys livslange venner af samme tro.

Avisens kilder peger på flere aspekter af mormonernes tro, som Romney praktiserer i sit private såvel som politiske liv. Han går f.eks. meget op i at være arbejdsom – eller ’deseret’, som det hedder i den mormonske bibel. Da han var direktør i investeringsfirmaet Bain Capital, rekrutterede han medarbejdere og støvede kunder op med en mormonsk missionærs ildhu.

Det hedder endvidere i The New York Times, at Mitt og Ann Romney tror på et liv efter døden, og at det er derfor, deres ægteskab øjensynligt er super stærkt.

Han er et menneske, der går op i at følge reglerne. Som lægpræst i den mormonske kirke udviste han ingen bamhjertighed og ekskommunikerede syndere, der f.eks. havde dyrket sex før ægteskabet eller fået en abort. Og han gjorde alt i sin magt for at overbevise kvinder om at lade deres mænd tjene pengene, så de selv kunne blive hjemme og passe børn.

The New York Times skriver: »Ronald Reagan benyttede sit skuespiltalent i valgkampen, Barack Obama talte en social aktivists sprog, og Romneys stil er inspireret af mormonkirkens kultur og teologi.«

En amerikansk religion

Den væsentlige forskel mellem den mormonske og kristne tro er, at de Sidste Dages Hellige anser Gud for at have været et menneske.

»Mormonerne tror, at de gennem ihærdige bestræbelser og hårdt arbejde selv kan blive guder. Det er et amerikansk ideal og gør kirken til et specifikt amerikansk fænomen,« siger professor Feldman.

»Deres profet, Joseph Smith, sagde, at Jesus havde været i USA, og at paradisets have lå midt på kontinentet, i delstaten Missouri. Mormoner som Romney er overbeviste om, at USA er en exceptionel nation, og at Gud står bag forfatningen. I hans øjne udvalgte Gud USA til at spille en særlig rolle.«

Bortset fra en enkel episode har Romneys mormonske tro aldrig givet anledning til kontroverser i Massachusetts. Under Romneys valgkamp mod senator Edward Kennedy i 1994 fremførte et medlem af Kennedy-klanen, at mormoner forbød kvinder og sorte mænd at være præster i kirken.

Det første var rigtigt, det sidste forkert. Siden 1978 har sorte mænd i teorien kunnet nå lige så langt op i kirkehierarkiet som hvide mænd, mens kvinderne stadig indtager en underdanig rolle i kirkelivet. Romney kunne tilbagevise det vigtigste punkt – at den mormonske kirke racediskriminerer. Herefter var den sag bilagt.

Under guvernørvalget i Massachusetts i 2002 blev Romneys tro aldrig genstand for debat, og der er bred enighed om, at han som guvernør ikke blandede politik og religion sammen.

Appel til kristne højre

Men den situation ændredes brat, da Romney stilede efter præsident-embedet for første gang i 2008. Her gjorde han sig fra begyndelsen store anstrengelser for at indynde sig hos evangeliske kristne ledere, der bl.a. blev indbudt til frokost i hans villa i Boston-forstaden Belmont.

Romneys forsøg på at vinde anerkendelse fra den magtfulde kristne højrefløj i partiet gav imidlertid bagslag. Nogle konservative evangeliske kristne vælgere blev skræmt fra vid og sans, da de hørte om hans tro. Mormoner bliver i disse kredse anset for at være kristne kættere eller slet og ret en outreret religiøs kult.

Kort før partivalget i Iowa i januar 2008 besluttede Romney, at han blev nødt til at redegøre for sit syn på religion og politik for at vinde den vigtige stat.

I en tale bedyrede han, at det er legitimt at bringe religion ind i det offentlige rum, og at det var Gud, der skænkede amerikanerne deres frihed. Begge synspunkter deles af det religiøse højre i Det Republikanske Parti.

Trods denne charmeoffensiv stjal den evangeliske prædikant og tidligere Arkansas-guvernør Mike Huckabee en strategisk vigtig sejr fra Romney i Iowa. Det var nok til at skade Romneys kandidatur og kridte banen op for senator John McCains kåring i 2008.

»Læren, Romney drog af denne sag, er, at jo mindre han taler om religion, desto bedre,« siger Noah Feldman.

I fortvivlelse over at være faldet bagud i meningsmålingerne vil han derfor på partikongressen, der begynder i Tampa i dag, for første gang i sin politiske karriere bruge sin religion som et vindende kort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mascha Madsen

Ja en interessant religion ,hvis man vil se på hvordan religioner kan være opstået, og interessant når man også ser det I lyset af legalisering af perversioner så som flerkoneri men åbenbart ikke som I Katholisismen en formel ramme om pædofili blandt hetero og bøsse præster : lad de små børn komme til mig , thi de er en himmerigsmundfuld !"

Religioner af forskellig art behersker suverænt de store olieproducenter i mellemøsten og de øvige muslimske lande og lande som f eks Israel, USA samt i ikke ubetydeligt omfang de sydlige europæiske lande .

Det er faktisk et globalt fænomen .

Selv i Danmark har vi religiøse mennesker , der gerne vil have abortforbud, kvinderne hjem i køkkenet o s v og i øvrigt skrue tiden 100 år baglæns.

Bjørn Pedersen

@Mascha

Hvordan er flerkoneri ligefrem "perverst"? 0.o Det eneste jeg kan komme på, der skulle være forkert ved den praksis ville være hvis polygami kun var forbeholdt mænd... hvad den ganske vist er hos mormonerne, men de har jo ikke monopol på polygami.

Philip C Stone

Lidt om mormonernes tro og skrifter:

The Book of Mormon purports to be the history of two tribes of Israel—the fair-skinned, virtuous Nephites and the dark-skinned, conniving Lamanites. The Nephites and the Lamanites battle for centuries, eventually carrying their feud into North America. In the midst of their warfare, the resurrected Jesus suddenly appears in the New World, demanding repentance. He teaches the Nephites the Lord’s Prayer and delivers a discourse similar to the Sermon on the Mount. The two tribes are temporarily reconciled. But, four hundred years later, the Nephite leader Mormon is slain, with hundreds of thousands of his people, in the final triumph of the Lamanites. Mormon’s son, Moroni, survives to record this last event on the golden plates, which are then buried on Cumorah...

The Book of Mormon poses formidable problems for scholars. After many decades of research, not a single person or place named in it has been shown to exist. If Nephite civilization once covered the continent, where are the ruins? Nowhere in North America is there evidence of an ancient civilization that had, as Smith describes it, wheeled transportation or the capacity to make steel weapons, or a written language that corresponded to Egyptian...

Even more troubling for Mormon scholars is a document called the Book of Abraham. In 1835, Joseph Smith, who was then living in Kirtland, Ohio, bought a wagonful of Egyptian mummies from a man named Michael Chandler. Inside two of the mummy cases, wrapped in linen, were scrolls of papyrus covered with hieroglyphs. Smith gave the mummies to his mother, who charged visitors a quarter to see them. Meanwhile, he undertook a translation of the scrolls. Before long, he was telling fellow-Mormons that the scrolls contained the writings of two Old Testament patriarchs, Abraham and Joseph.

In 1842, Smith published the Book of Abraham. It purports to be an unfinished fragment of Abraham’s autobiography, the very material from which the Book of Genesis was drawn. At the time that Chandler visited Kirtland, no scholar in America believed that it was possible to translate hieroglyphs; news had not yet reached America of the discovery of the Rosetta stone or of Champollion’s success at rendering the hieroglyphic language into French. The Book of Abraham is disconcerting, not only because its dubious authenticity reflects on Smith and the Book of Mormon but also because of what it actually says.

The book describes a multiplicity of gods and posits the preëxistence of souls, and also delves into the subject of race. Pharaoh, Abraham says, was descended from Ham, whose line was cursed with black skin, and for that reason “he could not have the right of Priesthood.” On the basis of this statement, the Church denied priesthood to black members until 1978.

After Smith’s death, the papyri were sold to a collector, and for many years it was thought that they had ended up in the Wood Museum, in Chicago, which was destroyed in the great fire of 1871. Then, in 1966, a retired professor of Middle Eastern studies from the University of Utah, Aziz S. Atiya, who was doing research at the Metropolitan Museum of Art in New York, decided to take a closer look at some fragments of papyri in one of the document cases. He said he realized at once that he had found the original scrolls for Smith’s Book of Abraham. (Museum officials maintained they knew that the papyri had belonged to Smith, and said they granted Atiya access to them in the hope that he would convey them to the Church.) When the Church showed the documents to four distinguished Egyptologists, however, each of them came to the same conclusion: the papyri were ordinary Egyptian funerary documents and had nothing at all to do with Abraham.
http://www.newyorker.com/archive/2002/01/21/020121fa_FACT1

Philip C Stone

Romney har også bragt tidligere pornostjerne Jenna Jameson ind i valgkampen:

"I'm very looking forward to a Republican being back in office," Jameson said while sipping champagne in a VIP room at Gold Club in the city's South of Market neighborhood. "When you're rich, you want a Republican in office."
http://www.huffingtonpost.com/2012/08/03/jenna-jameson-mitt-romney-endor...

I et indslag i The New Yorker er hendes støtteerklæring blevet til:

When asked what initially appealed to her about Mr. Romney, Ms. Jameson said, “He’s the only person who’s assumed more positions than I have.”

The actress said that she researched Mr. Romney’s career thoroughly, and was particularly impressed by his tenure at Bain Capital: “There’s nothing more American, I think, than screwing people you don’t know for money.”
http://www.newyorker.com/online/blogs/borowitzreport/2012/08/jenna-james...