Læsetid: 5 min.

Somalia tror på fremtiden

En ny optimistisk ånd er ved at bryde frem i verdens mest fejlslagne stat. I hovedstaden Mogadishu er kunstnerne tilbage på gaden, og i går fik landet sin første regering i årtier
De unge i Somalia udgør hovedparten af befolkningen, og den oprørske militsgruppe al-Shabaab har godt fat i netop den del af befolkning, og har indført Taleban-lignende forbud mod tv, musik og afbildninger af mennesker og dyr.

De unge i Somalia udgør hovedparten af befolkningen, og den oprørske militsgruppe al-Shabaab har godt fat i netop den del af befolkning, og har indført Taleban-lignende forbud mod tv, musik og afbildninger af mennesker og dyr.

Elyas Ahmed

21. august 2012

I ly af mørket begiver mænd sig ud i Somalias hovedstad: Deres mål er at skabe opmærksomhed. Ved daggry er de væk. Men byen vil ikke være den samme.

Muhiyidin Sharif Ibrahim, Adan Farah Affey, Mohamed Ali Tohow og Ahmed Ado hedder nogle af medlemmerne af et kollektiv af malere, som langsomt men sikkert er ved at forandre Mogadishu gennem ’guerillakunst’.

Deres budskab – for fred, mod korruption – rider på en bølge af optimisme, hvis sidestykke ikke er set i over to årtier i denne fortvivlede og krigshærgede by. De militante islamister er jaget ud. Tusinder af eksilsomaliere strømmer tilbage. En ny forfatning har set dagens lys. Og i går var det planen, at en ny præsident skulle overtage den første fungerende regering siden 1991. Valget af en ny præsident er dog blevet udskudt.

Men Somalia, der længe blev set som verdens mest fejlslagne stat, fatter håb.

Mogadishu er stadig en ruinby. Utallige bygninger ligger pulveriseret som af en vred kæmpe. Det tidligere Grand Hotel står som et skelet. En katedral har intet tag. Strandbarer og restauranter ligner gamle ruiner. Få mure er frie for skudhuller. Vejene er opkørte og fulde af huller, der hurtigt bliver fulde af regnvand. Stinkende skrald forbliver uafhentet. Fordrevne bor i kuppelformede telte midt i murbrokkerne. Bevæbnede mænd ses overalt.

Genoplive en kultur

Det er i denne apokalyptiske vision, at kunstnerne finder deres motiver. I deres garageatelier flere af deres gigantiske værker læner sig op ad væggene. Et af dem viser en falden ung somalier, der rejser sig og til sidst står fuldt oprejst med det nationale flag.

Midt om natten bliver disse kunstværker i al stilhed opstillet på centrale steder som led i en kampagne for retfærdighed, sikkerhed og en nationalt samlende vision. Kunstnerne, de fleste af dem ældre mænd, er ved at genoplive en kultur, der forsvandt for 21 år siden, da Somalias regering brød sammen, og krigsherrer udfyldte tomrummet.

Den 62-årige Ibrahim slapper af i et bilsæde på jorden (bilen er for længst væk). Han havde en italiensk mentor, der lærte ham at male, og han var den officielle portrætmaler for præsidentkandidater.

»Man var nødt til at gøre sit bedste for at få præsidentkandidaterne til at se så flot og elegant ud som muligt,« husker han: »Man kunne ikke vise, hvor gamle de i virkeligheden var.«

Hundredvis af portrætter og mange af hans øvrige værker gik tabt i krigsherretidens kaos. Så kom al-Shabaab, der skabte en smule orden og appellerede til ungdommen (bevægelsen har sågar en Twitter-konto), men også indførte et Taleban-lignende forbud mod tv, musik og afbildninger af mennesker og dyr. Kunstnerne måtte udøve deres kunst bag lukkede døre. Kunstnerkollektivet underviser nu en gruppe unge efter en ordning, som drives af Somalias Center for Forskning og Dialog. Adan Farah Affey håber, at dette kan blive startskuddet til at få grundlagt Somalias første kunstakademi. Men førhen var han bange for de unge.

»Al-Shabaab brugte ungdommen til rekruttering,« siger han: »En ung fyr kunne komme hen og slå dig ihjel. Men jeg tror, at dette projekt vil kunne afholde dem fra at slutte sig til al-Shabaab. For kunstnere er nødt til at koncentrere sig. Kunsten lærer dem en ny måde at leve på. Hvis du er kunstner, må du være blid og klog.«

Centret, der arbejder for national forsoning, ledes af den 42-årige Jabril Ibrahim Abdulle, som mistede hele sin familie under borgerkrigen. Det kører også andre ungdomsprojekter, fotogruppen ’Mit Mogadishu’ – »i stedet for at skyde med AK47, skyder de med et kamera« – en ordning, der uddeler stipendiater og endda en talentkonkurrence for sangere.

Jabril Abdulle hævder, at de unge, som udgør hovedparten af befolkningen, er dem, der afgør Somalias skæbne.

»Den nye forfatning nævner intet om unge. Der er ingen, der hører på dem. Det var derfor, al-Shabaab blev stærk. Bevægelsen antog ligefrem navnet ’ungdom’ (Shabaab). De gjorde det, som regeringen forsømte med hensyn til at nå de unge. Og de rekrutterede folk fra diasporaen via Facebook til at komme og sprænge sig selv i luften.«

Jabril Abdulle fortæller, at der har været »fire eller fem« mordforsøg på ham. Han var i Nationalteateret, da en selvmordsbomber slog til tidligere på året, og kun fordi han havde overladt sit sæde til en ældre mand, blev han ikke dræbt.

Fuld af varm luft

Det er tydeligt, at al-Shabaabs nederlag i Mogadishu og den fred – et relativt begreb – har vakt håbet til live. Drenge ses sparke fodbold på strande, fiskemarkedet er blomstret op, og blandt de nye butiksfacader ses Mogadishus første renseri i to årtier. Byen summer af trafik: Proppede minibustaxier, firehjulstrækkere med mørke vinduer og sedaner, der har set bedre dage – en travlhed, der var utænkelig for bare et år siden.

»For første gang i Somalia sker der noget,« siger Jabril Abdulle.

»Folk siger, at vi ikke skal stole på regeringen. Det, du ser i Mogadishu, har ikke noget med regeringen at gøre. Al-Shabaab besejres af det somaliske folks vilje og forhåbninger. Folket er virkelig klar til at komme videre.«

Det største håb er også den største risiko: I går blev den svage og midlertidige føderale regering erstattet af en præsident, premierminister, parlamentsformand og parlamentsmedlemmer, der er valgt af klan-ledere (Somalia er langt fra at være klar til et ægte demokratisk valg). FN har advaret om, at processen er gennemsyret af korruption. En plads i parlamentet kan efter sigende købes for 50.000 dollar.Resultatet kan blive en blanding af krigsherrer, der kappes om magten. Der er allerede nogen, som siger, at der er kommet flere checkpoints i Mogadishu, efter tropperne fra Den Afrikanske Union er taget af sted for at videreføre kampen mod al-Shabaab andetsteds. To militsgrupper siges at ville konkurrere om byttet, hvis og når al-Shabaab også drives ud fra sin højborg, havnebyen Kismayu. Nogle analytikere mener allerede at kunne læse skriften på væggen. En af dem siger: »Min fornemmelse af denne transition er, at den er fuld af varm luft. De virkelig store udfordringer kommer i det næste halve år. Fattige ugandere fra Den Afrikanske Unions styrker bliver helt sikkert dræbt for at skabe plads til noget, men ingen er sikre på, hvad det er.«

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu