Læsetid 5 min.

Stemmeslugerne

De magtfulde Super PAC’s, der ved dette års præsidentvalg har fået lov til at yde ubegrænset støtte til USA’s politiske kandidater, er hovedsageligt finansieret af 26 milliadærer. Og de vil have noget igen
Det amerikanske præsidentvalg bliver langtfra kun afgjort af præsidentkandidaterne selv og deres græsrødder. En lille gruppe milliardærer, der støtter de såkaldte Super PAC’s, er i år mere magtfulde end nogenside.

Det amerikanske præsidentvalg bliver langtfra kun afgjort af præsidentkandidaterne selv og deres græsrødder. En lille gruppe milliardærer, der støtter de såkaldte Super PAC’s, er i år mere magtfulde end nogenside.

4. august 2012

Det er ikke navne, der slår stort ud på radaren hos selv ganske politisk interesserede amerikanere, men folk som Harold Simmons, de tre Koch-brødre, Sheldon Adelson og Peter Thiel er blandt dette valgårs absolut mest prominente shooting stars i amerikansk politik.

I sidste uge sad Sheldon Adelson, en casinoejer fra Nevada, f.eks. ved præsidentkandidat Mitt Romneys side, da han kom med en række ganske kontroversielle bemærkninger om palæstinensisk kontra israelsk kultur og deres respektive økonomiske output – som kandidatens mest prominente ledsager. En rolle en række af de andre navne også har indtaget i dette års amerikanske præsidentvalg.

Det, de seks nævnte navne og 20 andre har til fælles, er, at de er blandt USA’s rigeste og alle befinder sig på en liste over de væsentligste bidragydere til de såkaldte Super PAC’s, samlet sammen og dokumenteret af den uafhængige (og erklæret socialistiske) senator Bernie Sanders.

De nye støttefonde, der ikke må støtte eller koordinere direkte med deres foretrukne kandidater, men til gengæld modtage og bruge ubegrænsede mængder på at føre kampagne for dem, er resultatet af en amerikansk højesteretsdom fra 2010, der fjernede begrænsningerne på, hvor meget individer, selskaber og foreninger må give til de såkaldte PAC’s –Political Action Committees – der fører kampagne for eller imod politiske kandidater.

Og mens kritikere siden dommen har råbt op om, at superfondene kunne ændret spillereglerne i det amerikanske valg til fordel for de rige, er det først nu, det for alvor begynder at stå klart, hvor radikal den forandring er. Allerede i februar oversteg formuen hos de nye Super PAC’s det beløb, der blev brugt af de tidligere støttefonde under hele valget i 2008. Samtidig viser en pågørelse fra juli fra organisationen Center for Responsive Politics, at relativt få, ekstremt rige mennesker, investerer enormt stort i fondene: kun én procent af donorerne finansierer hele 67 procent af de nye støttefonde. Og det får de selvfølgelig indflydelse for.

»Det kortslutter fuldstændig demokratiet. Alle undersøgelser viser, at kandidaten med flest penge stor set altid vinder. Og i måske 90 procent af tilfældene vil vinderen også efter dette valg være den kandidat, der har størst økonomisk støtte,« siger Bill Buzzenberg, direktør for organisationen Center for Public Integrity, der selv laver en liste over milliardærdonorer, som i store træk bekræfter Bernie Sanders liste. Og han er ikke i tvivl om, at pengene køber direkte indflydelse.

»Disse donorer gør jo ingen hemmelighed ud af, hvad de kræver gennemført, og jeg er ikke i tvivl om, at det også vil komme konkret til udtryk i lovgivningen efter valget. Det reducerer vores demokrati til et finansielt kapløb,« siger han.

Interesser på spil

Det er for eksempel inden for områder som skattepolitik, fagforeninger og miljøregulering, at milliardærklubben har en agenda. Når den 8. rigeste mand i USA, Sheldon Adelson, har lovet op til 100 mio. dollar til at vælte Obama, handler det i høj grad om at knække fagforeningernes indflydelse, mens det for Koch-brødrene, der også hører til blandt topdonorerne og ifølge bl. a. websitet POLITICO har stillet 400 mio. dollar i udsigt til Romneys kampagne, blandt andet handler om skattepolitik og om miljøregulering for brødrenes store industriforretning, der i sin tid blev bygget på en ny måde at rafinere olie.

»Da USA’s højesteret med sin afgørelse tillod de nye Super PAC’s, var der en formodning om, at det først og fremmest ville være store virksomheder, der støttede dem. Men virksomhederne har i vid udstrækning undgået det, fordi de ikke vil snaskes til i det politiske spil, og i stedet er det fortrinsvis familieejede virksomheder og milliardærer, der har støttet dem,« forklarer Niels Bjerre-Poulsen, ekspert i amerikansk politik og lektor ved Syddansk Universitet.

»Deres største styrke er i og for sig, at de kan presse republikanske kandidater til at gennemføre deres politik, fordi de ellers kan støtte en modkandidat, der vil,« forklarer han.

Han nævner som eksempel Wisconsinguvernøren Scott Walker, som har startet en meget omtalt offensiv mod fagforeninger, som de fleste kæder sammen med støtten fra libertarianske milliardærer.

En påstand, der for nylig blev underbygget, da en radiokanal ringede op til senatoren, udgav sig for at være milliardæren og Super PAC-støtten David Koch og fik direkte adgang og en række tåkrummende udsagn fra den republikanske politiker om hans støtte til Kochs ønske om at knække fagforeningerne.

De nye støttefonde er imidlertid også en del af et internt republikansk slagsmål. Ved det netop overståede primærvalg i Texas blev Tea Party-kandidaten Ted Cruz således valgt frem for Det Republikanske Partis foretrukne kandidat, ikke mindst takket være bidrag fra Super PAC’en Club for Growth Action , der var engageret i en slags giganternes kamp med to andre Super PAC’s finansieret af milliardærerne Bob Perry og Harold Simmons.

Hovedparten af pengene forventes imidlertid at blive brugt til at føre kampagner imod demokratiske kandidater. Pengene udefra er svære at gøre op, men ifølge Center for Responsive Politics har de 708 Super PAC’s på nuværende tidspunkt indsamlet 318 mio. dollar, og forventes at samle minimum 750 mio. dollar til en valgkamp, centeret spår vil komme til at være den dyreste nogensinde; 5,8 mia. dollar.

Af de allerede brugte penge kan centeret se, at der går godt fire dollar til konservative kampagner for hver gang, der bliver brugt en dollar på liberale.

Offentlig bekymring

Spørgsmålet er, om udviklingen kan vendes. Barack Obama hoppede ved sidste valgkamp selv fra et forslag om at begrænse andelen af kampagnefinansiering udefra, fordi han havde overvældende succes med at rejse penge på især græsrodsniveau.

Denne gang peger pilen dog eftertrykkeligt i modsat retning, og selvom bl.a. fagforeninger spytter i de demokratiske Super PAC’s, og bl.a. milliardæren George Soros har lovet 100 mio. dollar til græsrodsorganisationer, får demokraterne svært ved at indhente det finansielle republikanske forspring.

Og selvom vælgerne er skeptiske over for de nye Super PAC’s, fungerer deres strategi alligevel.

I en undersøgelse tidligere i år fra Pew Research Center erklærede 65 procent af de adspurgte amerikanere, at de så Super PAC’s som havende en negativ indflydelse på USA’s demokrati, men i en spritny undersøgelse samme sted fra, at kun 40 procent rent faktisk vidste, hvad en Super PAC var, og hvad de foretager sig.

»Jeg tror, nogen vil undlade at stemme i væmmelse over Super PAC’s og den massive markedsføring, og der er afgjort en offentlig bekymring over finansieringen. Men i sidste ende viser alle undersøgelser, at folk ikke er i stand til at stå imod. Jeg tror, det vil virke,« siger Bill Buzzenberg fra Center for Public Integrity.

»Min umiddelbare fornemmelse er, at Super PAC’s vil blive forbudt inden næste valg, fordi det så åbenlyst afsporer demokratiet. Men på det tidspunkt har du måske en kongres med republikansk flertal, hvor mange reelt er blevet valgt ind af Super PAC’s. Og så er der måske ingen, der har interesse i at ændre reglerne,« konstaterer han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Hanne Gregersen
Hanne Gregersen

Fin artikel, men der er vel ikke så meget nyt i, at økonomisk support har afgørende betydning for valg. Det var da også en væsentlig faktor i seneste valgkamp, hvor der på begge sider blev postet penge i at få det "rigtige" resultat....... ingen kan undsige sig at være fedtet ind i den praksis !

Brugerbillede for odd bjertnes

Fraværet af koordination med yndlings-kandidatens egen kampagne er det eneste gode der er at sige om disse PAC's - og jeg ser da frem til det første tilfælde af en kandidat der undsiger bulderet fra en magtfuld PAC-fanklub.
Hvis de tør. Det er der det hnger - ellers er det jo den sædvanlige ytringsfrihedens fordel til den der kan købe billboards og sendetid på det frie marked.

Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
Erik Pørtner Jensen

@peter fonnesbech

Tak for dit linket til den fantastiske musik video fra musicalen "Money" - sunget afLiza Minnelli ogJoel Grey. Meget rammende til emnet der debatteres..

Lidt sjovt at 12.663 mennesker kan lide at høre en sang der hylder penge og dens velsignelser, mens 414 kan ikke lide den. Hvem er de sidste mon?

Brugerbillede for Lars  Poulsen

Nu er der jo ikke den store forskel på Demokraterne og Republikanerne. Det er stort set ligegyldigt hvem der vinder.
Det Super PACs gør er at sætte fokus på hvor råddent det Amerikanske system er, og det er måske positivt i længden.

Brugerbillede for Hugo Pieterse
Hugo Pieterse

Bortset fra bemærningen om "Romneys kontroversielle bemærkninger om palæstinensisk kontra israelsk kultur", bliver indtrykket vakt i artiklen, at det udelukkende er økonomiske interesser det drejer sig om. Bare det var så vel, kunne man måske sige, for det ville gøre en analyse - og en løsning måske en smule mere enkelt.

Også sjovt at læse en artikel om "PACs", et ord som de fleste mennesker formentlig ikke har hørt uden nærmere specifikation, uden at denne PACs of PACs, som oven i købet er en interesseorganisation til fordel for en fremmed magt, bliver nævnt ved navn. Måske en øvelse i antydningens kunst? Men er det stadigvæk nødvendigt for at overleve som journalist i Danmark?

Den britiske parallel til denne PACT of PACTs var i øvrigt en af de største donorer til både Labour og Conservatives respektive valgkampe. Google for "Lord Cashpoint".

Brugerbillede for Jens  Yde

Hvad bidragyderne har fælles? Ham den uafhængige, Bernie Sanders,(der er socialist), og som lavede listen, er fra New York, født i Brooklyn.

Den førstnævnte meget rige velgører, Sheldon Adelson, gik på college i New York. Egentlig var han demokrat, men efterhånden, som han blev megarig, skiftede han til republikanerne.

Koch-brødrene har været libertarianere og giver en enorm sum ifølge listen. The New York State Theater, som er hjemsted for the New York City Opera og New York City Ballet fik i 2008 navnet David H. Koch Theater, efter at milliardæren gav 100 mio dollars til renovering af teateret. Koch er den næstrigeste mand i New York City. Borgmester Michael Bloomberg, der har stillet op til valg som både demokrat og republikaner, er den rigeste.

Den næste på listen, Jim Walton, fra Wal-Mart supermarkedskæden falder uden for New York-fællesskabet.

De resterende på listen har kun doneret småbeløb på få millioner kroner til valget af præsident.

Sådan noget kan vi finde ud af i dag på mindre end en time. Det kunne vi ikke, da Bill Clinton skulle vælges.