Nyhed
Læsetid: 2 min.

To dialoger om muligheden af en kidnappet datter

Det er risikabelt at være tyrker i Libanon for tiden, men kun hvis man er mand og myndig ...
Udland
27. august 2012

Barnets mor ringer fra Istanbul. Hun er bekymret: »De kidnapper tyrkere i Beirut,« siger hun.

»Ja,« siger jeg, »men indtil videre kun to.«

’De’ er en libanesisk shiamuslimsk klan, hvis ’militære enhed’ har taget en snes syrere i opposition til Bashar al-Assad, en saudi-araber og to tyrkere som gidsler som gengæld for militante oppositionsenheders bortførelse af et klanmedlem i Damaskus.

»De har sagt, at de vil fortsætte.«

»Ja,« gentager jeg. »Det har jeg set.«

»Hvad gør vi?« spørger hun.

»Vi gør ikke noget. Ansætter vi en bodyguard, vil det vække unødig opsigt. Desuden er bodyguards sælgers marked med alle de rige syrere, der er i byen. Det kan hurtigt løbe op.«

... (Stilhed i telefonen)

»Du må i hvert fald sørge for, at hun kun kører med Imad,« siger hun så. »Hun må ikke køre med taxichauffører, vi ikke kender.«

»Det er klart,« siger jeg.

»Jeg takker Gud for, at Imad er shia.«

»Ja, Gud er stor.«

»Du skal også passe på. Der er mange, der ved, at du er tyrkisk gift, og at jeg er ansat på al-Jazeera.« (Det syriske regimes tilhængere er ikke begejstrede for den arabiske satellitkanal).

’Det skal hun ikke sig højt’

»De, der ved det, er ikke kidnappere,« siger jeg. »Og det nye kvarter er kristent. Godt nok er dørmanden syrer, men han har travlt med op til flere job og taler i øvrigt ikke noget kendt sprog ud over arabisk.«

»Det er, som om du ikke tager det alvorligt.«

»Jeg gør mit bedste,« protesterer jeg, »men barnet er på ferie i Ankara og lige nu uden for risikozonen. Og hun har mit efternavn, som selv ikke med ond vilje kan forveksles med et tyrkisk.«

Barnets mor er ikke overbevist. Vi ringer af.

Jeg ringer op igen, nu til en libanesisk ven og kollega, der dækker sekteriske bortførelser for sin avis:

»Har barnets mor grund til at være bekymret?«

»For hvad?« spørger han.

»For barnet. Hun er jo sådan set tyrkisk og formelt sunni, selv om hun går i en kristen skole, har et godt dansk bondeefternavn og er erklæret agnostiker.«

»Er hun agnostiker? Jeg troede hun var heavy metal gothic.«

»Det var sidste år. Nu er hun 18 og gnostiker. Hun mener at vide, at Gud er noget, nogen har fundet på.«

»Det skal hun ikke sige højt her.«

»Det siger jeg til hende. Er der i øvrigt grund til morens bekymring?«

»Det er usandsynligt, at klanen kidnapper hende. Den har meddelt, at kvinder og børn ikke er mål, da det strider mod dens æreskodeks. Det er jo anstændige kriminelle, vi har med at gøre. Hun bliver ikke kidnappet. I hvert fald ikke af klanen.«

Barnets mor sender mig kopi af sin e-mail-udveksling med en libanesisk ven og politiker, der forudser ’et helvede’ og tilråder, at barnet bliver i Tyrkiet. Vi enes om, at hun jo skal passe sin skole. Så hun er på vej. Jeg må se at få ringet til Imad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her