Læsetid: 6 min.

Og vinderen af 10 års krig mellem USA og Taleban er ... Kina

I over ti år har vestlig militærmagt domineret Afghanistan, men fremtidens fremmede magt i Afghanistan er ikke militær, men økonomisk, og den hedder Kina, mener den ansete pakistanske forfatter og journalist Ahmed Rashid. Hvis altså ikke det hele går op i krudt og kugler på grund af manglende mod til at forhandle en løsning på plads med Taleban og nabolandene
Ifølge den anerkendte pakistanske forfatter og journalist Ahmed Rashid tyder alt på, Kina bliver fremtidens væsentligste magtfaktor i Afghanistan. Her rydder afghanske mænd op efter et selvmordsangreb i Kandahar i forgårs.

Ifølge den anerkendte pakistanske forfatter og journalist Ahmed Rashid tyder alt på, Kina bliver fremtidens væsentligste magtfaktor i Afghanistan. Her rydder afghanske mænd op efter et selvmordsangreb i Kandahar i forgårs.

Massoud Hossaini

30. august 2012

Med USA og den vestlige alliance på vej ud af Afghanistan er fremtiden uvis: Vil det regeringsapparat, Vesten har været med til at opretholde med våben og økonomisk støtte, kunne holde på den anden side af den vestlige tilbagetrækning i 2014, eller vil landet kollapse tilbage til den fraktionerede borgerkrig, Afghanistan befandt sig i 90’erne?

Men mens Afghanistans stabilitet i høj grad er et åbent spørgsmål, er det i stigende grad blevet synligt for iagttagere af det skrøbelige land, at den vigtigste fremmede indflydelse, hvis Afghanistan ikke kollapser, ikke vil blive USA, men Kina.

»Kina er en meget vigtig fremtidig aktør i Afghanistan, og dets betydning vil kun vokse. Det er i høj grad dem, der står til at dominere Afghanistan, i takt med at USA trækker sig, forudsat at anarki ikke indtræffer,« siger den rutinerede Afghanistan-iagttager Ahmed Rashid, der er en af de mest respekterede analytikere af landet, udnævnt af Foreign Policy til verdens 51. mest indflydelsesrige tænker og forfatter til flere storsælgende værker om Afghanistan og regionen.

Han mener, at regionen geopolitisk står over for et »teutonisk skifte«, hvor magten skifter fra Vest mod Øst, i takt med at de vestlige støttepenge svinder, og behovet for en ny samarbejdspartner vokser. Her står Kina ideelt placeret med allerede store planlagte investeringer i afghansk infrastruktur og en række store aftaler på plads om koncessioner på den afghanske undergrund, der er fyldt med værdifulde metaller, olie, gas og mineraler. Samtidig har kineserne undgået at blive kontamineret af den kontroversielle militære rolle, som vestlige styrker har spillet i de seneste 11 år.

»Kina vil komme for undergrunden, og fordi de har brug for Afghanistans rigdom. Og Afghanistan har brug for deres investeringer og for deres engagement for at bevæge sig fremad. De vil kunne bygge infrastruktur og skabe stabilitet og økonomisk fremgang. Kina har brug for Afghanistan, og Afghanistan har brug for Kina,« konstaterer Ahmed Rashid.

Et synspunkt, der ikke just bliver modsagt af hverken kinesiske eller afghanske politikere. Den kinesiske ambassadør i Kabul, Xu Feihong, sagde således tidligere på sommeren, at »Kina er Afghanistans mest pålidelige ven«, mens Hu Jintao under et møde i juni med Hamid Karzai lidt mere uldent uddybede samarbejdet.

»Vi vil fortsætte med på egen hånd at håndtere regionale spørgsmål, mens vi skærmer os mod uro uden for regionen, og vi vil spille en større rolle i Afghanistans fredelige genopbygning,« sagde den kinesiske leder.

Kina vil ikke skabe fred

Det er en udvikling, der har vakt en vis harme i visse vestlige hovedstæder, hvor man har set skævt til Kinas manglende vilje til både at bidrage til sikkerhedsarbejdet i Afghanistan og deres indtil videre temmelig begrænsede bidrag til udviklingsarbejdet. Kina har i de seneste ti år blot forpligtet sig til at støtte Afghanistan med 200 mio. dollar, hvoraf langtfra det hele, ifølge analytikere, er nået frem. Til gengæld har landet i overensstemmelse med sin generelle udenrigspolitik i stedet investeret i infrastruktur i forbindelse med kommercielle projekter, forhandlet på plads med den afghanske regering og er med en række store koncessioner på mine- og olieprojekter blevet den suverænt største kommercielle investor i Afghanistan.

Men mens man måske kunne vente en vis modvilje fra amerikansk side mod at give afkald på den underjordiske rigdom, er det modsatte faktisk tilfældet, ifølge Ahmed Rashid.

»Jeg tror ikke, amerikanerne vil protestere over Kinas indtog. De er ikke konkurrenter, og faktisk understøtter de det aktivt, fordi det aflaster deres ansvar for den afghanske økonomi og kan gøre en tilbagetrækning nemmere,« konstaterer han.

Hverken for kineserne eller den afghanske regering er den fremtidige plads i Afghanistan imidlertid sikker. For der ligger stadig et uafklaret problem forude, hvor både USA, Kina, Pakistan og en række andre regionale aktører mangler at få ryddet op i nutidens problemer, før fremtiden kan tegnes op.

»Kina vil komme til at spille en vigtig rolle, men næppe når det gælder etableringen af en fredsaftale. Kineserne vil komme bagefter og få en stor rolle på grund af deres penge og investeringer. Men de vil ikke skabe fred. De er ikke villige til at engagere sig militært og ideologisk og garantere sikkerheden på den måde, Vesten har forsøgt. Det er ikke deres politik,« siger Ahmed Rashid og peger på, at det derfor haster med at finde en løsning med de nuværende magtfulde interne og eksterne aktører i Afghanistan:

» Mange ting kan gå galt, og USA og NATO’s nuværende strategi er ikke en strategi, der vil skabe stabilitet. Det burde ikke være en militær transition, der dominerede Vestens tænkning, men en politisk,« konstaterer den pakistanske forfatter.

»NATO og USA har sat sig militære mål, men har brug for at tage langt flere politiske beslutninger. Hvis man ikke retter det og fortsætter blindt frem mod 2014 med en idé om, at man blot kan overføre militær magt fra en amerikansk hær til en afghansk hær, tager man meget fejl, og så vil man skabe et kæmpe politisk vakuum, som vil kunne blive udfyldt af en decideret borgerkrig,« siger Ahmed Rashid.

Forfatteren efterlyser en fremadsigtet dialog, der først og fremmest inddrager regionens vigtigste lande og Taleban direkte i fredsforhandlinger.

»Der er et vakuum, fordi der ikke findes nogen politisk plan, der inkluderer dem og giver en rolle til dem. Alle nabolandene har en rolle at spille, som man har ignoreret, selv om Richard Holbrooke forsøgte at forhandle med dem, har der ikke været noget forsøg fra denne administration på faktisk at samle regionen, og indtil nogen gør det, vil vi ikke se nogen positiv udvikling,« siger han og understreger behovet for at engagere nabolandene konstruktivt i Afghanistans fremtid.

»De vil alle spille en rolle i Afghanistan efter 2014; de ønsker alle fred og stabilitet. De store lande, Kina og Indien, ønsker at investere i Afghanistan og udnytte mineral- og olieressourcerne i Afghanistan. De to største knaster er Iran og Pakistan. De lokale krigsherrer, der kontrollerer i Afghanistan, må tilfredsstilles. For eksempel er iranerne meget bekymrede over permanente amerikanske militærbaser nær deres grænser, mens Pakistans største problem er, at det er blevet ignoreret indtil nu. Problemet er selvfølgelig, at man giver husly til Taleban og på den måde tillader krigen at fortsætte fra pakistansk område. Men det, Pakistan beder om, er en rationel dialog, og en dialog mellem amerikanerne og Taleban, hvor pakistanerne kan spille en rolle. Hvis man ikke tillader dem at spille en rolle, vil de kaste grus i maskineriet. Og de forhandlinger, som kunne engagere naboerne, burde laves nu, ikke i 2014,« uddyber han.

Karzai søger støtte

Spørgsmålet er, hvem der kan gennemføre den proces. Ahmed Rashid peger på behovet for direkte forhandlinger med Taleban og deres indirekte beskyttere i Pakistan, men han understreger også, at den afghanske regering er i en temmelig skidt forfatning til at gennemføre dem.

»Hamid Karzai (Pakistans præsident, red.) kan ikke få en fredsaftale på plads alene, og i Karzais regering er der også stor splittelse. Internt i regeringen er der folk, der søger at sabotere fredsforhandlingerne med Taleban, fordi de ikke bryder sig om ideen om at forhandle med dem. Det er uacceptabelt. I stedet kigger han mod amerikanerne, men de er selv splittede og har ikke nogen klar strategi. Han søger efter støtte fra det internationale samfund, fra de omgivende lande og fra afghanerne selv, og den får han ikke, blandt andet fordi hans regering er blevet så inkompetent og korrupt,« siger han.

Her er den ukendte faktor igen Kina – og til dels en anden, indtil nu tilbagetrukket, aktør i det regionale magtspil, Rusland, hvor begge lande også har en særdeles kraftig interesse i et stabilt Afghanistan uden radikaliserede islamiske grupper.

Der har tidligere verseret rygter om, at kineserne ville engagere sig i at træne og udstyre afghanske sikkerhedsstyrker, men Ahmed Rashid mener, det er usandsynligt, at Kina vil blande sig i sikkerhedsarbejdet – men at de til gengæld kan blive en stabiliserende faktor i forhold til områdets andre forstyrrende aktører.

»Kina har en meget bevidst politik om ikke at blande sig i andre landes politiske forhold. Men kineserne er også meget frustrerede over den rolle, Pakistan spiller i opbygningen af radikale islamistiske grupper og træningslejre for militante, der også er aktive i Kina. På det seneste har landet fra officiel side tre gange kritiseret Pakistans myndigheder for at huse militante islamister, hvilket er fuldstændig uden foregangstilfælde. Og Kina har ganske meget at sige, også i Pakistan. De vil kunne spille en positiv rolle,« siger Ahmed Rashid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stig Rasmussen

Spændende og korrekt, men hvis kinesiske investeringer bidrager til et bedre Afghanistan så hvorfor ikke? - det er desværre bare ikke det man ser i Afrika...

Martin Kaarup

Jamen skal vi ikke lige nyde et måske passende citat af Napoleon:
"Never interrupt your enemy when he's making a mistake"

Martin B. Vestergaard

Vindere er der nu som regel i den slags konflikter, men sjældent blandt de krigsførende parter, eller dem de slås for (eller måske skulle der stå "slås om")

Og som Stig Rasmussen påpeger, betyder Kinas involvering i en region sjældent at lokalbefolkningen bliver vindere. På det område er Kinas historie, om muligt, mindre flatterende end USA's og vores egen.