Læsetid: 4 min.

11 gode råd til en ikkevoldelig revolution

Pussy Riot har gjort det på én måde, Occupy Wall Street på en anden og Yes Men på en tredje. Gjort oprør. En oprørsveteran og en ung kampagnesnedker er enige om, at vejen frem for forandring går gennem ikke-vold og medievenlig modstand. Den kreative aktivismes grand old man Gene Sharp har viet sit liv til at studere ikkevoldelig modstand. Forfatter og kampagnesnedker Andrew Boyd har ladet sig inspirere af Sharps tanker, samt ideer og råd fra 70 eksperter i civil ulydighed og skrevet en håndbog i revolution uden vold. Så hvis du vil lave verden om, er her et revolutionskatalog
Pussy Riots er et eksempel på en bevægelse, som bruger humor i kampen mod magthaverne.

Pussy Riots er et eksempel på en bevægelse, som bruger humor i kampen mod magthaverne.

15. september 2012

1) Find modstanderens svaghed

Alle diktatorer har en akilleshæl. De modstandsformer, som retter sig mod diktaturets identificerbare svagheder, giver med større sandsynlighed resultat end dem, der angriber det, hvor det er stærkest. Det er et spørgsmål om, hvordan kampen skal føres.

Det gælder også, hvis modparten er økonomiske giganter. Store firmaer har ofte facetter af deres virksomhed, som ikke er speciel sympatiske. Tænk bare på medicinalindustrien, tobaksindustrien og olieindustrien, som ikke gør det vanskeligt at finde ting at slå ned på.

2) Brug humor

De fleste diktatorer har nogle svaghedstræk, som man kan tage fat på og fremhæve. Diktatorer har det således ret svært med humor.

Det er Pussy Riot i de sprælsk-farvede elefanthuer et godt eksempel på. I Putins Rusland har man set sig nødsaget til at fængsle tre af punkpigerne.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Information, Mellem Folkeligt Samvirke, redaktør og idémand, Andrew Boyd, Silas Harresbye...

...og Dansk Herremoderåd, velsagtens.

Måske skulle de ovenstående revolutionære ekspertiser lige ta og få styr på det der med revolutionens mål og målenes proklamering og ikke mindst fastholdelse, således at pressen ikke fordrejer folks opfattelse, som det er sket med det arabiske forår.

Og med hensyn til pkt. 3) Brug ikke vold.?

Burde overvejelserne ikke omfatte øvelsen at "Undgå vold" - det er jo en helt anden og mere realistisk udfordring.

Men en hyggelig rødvinsaften kan der vel nok komme ud af anstrengelserne på Fælledvej.

smile even though it's broken smile even when you'r stroken smile when you take to the sky then just fly,fly even thogh you'r sinking fly as your GOD is blinking fly baby fly to the sky and die !
"hold nu lidt kæft og æd for pokker!"
"Jamen Far " "jeg ka altså ikke lide araberkompot !"
"RABARBER. Rabarber rabarber !

"okay far ! Men jeg kan heller ikke lide rabarberkomplot , det smager af rævepis og terpentin, og en ganske lille smule af vin og svin ! "

Her vil jeg for en gangs skyld give Bill Atkins ret: At undgå vold er en helt anden og mere realistisk udfordring end blot selv at lade være med at bruge vold.

"Den kreative aktivismes grand old man" (hvem har udråbt ham til det?) hævder i samme "gode råd", nr. 3: "Ikkevoldelige revolutioner har historisk set været mere succesfulde end væbnede."

Det er direkte usandt. Den franske revolution var voldelig, den russiske var voldelig, den kinesiske var voldelig. Og de revolutioner kan man vist godt kalde succesfulde...

Desværre hr. store gamle mand: Vold virker. Ellers ville verdens stormagter ikke bruge det middel.

Ovenstående skal ikke læses som et forsvar for vold eller som et forsøg på at hævde, at vold er forsvarligt.

Mellemfolkeligt Samvirke var jo meget tidligt ude med aktiv støtte - lokaler i København o.s.v. - til det arabiske forår, som jo startede med at en ingeniørs protest mod arbejdsløshed og politichikane.

Mener MS at europæiske arbejdsløse unge i tilfælde af politivold under protestdemonstrationer mod arbejdsløshed, kan regne med en tilsvarende NATO-støtte, som den vi så i Libyen?

Ja ikke at forglemme den største og mest successfulde af dem alle, men helt glemt her i manglen på vold min helt og den fantastiske ydmyge og nøjsomme kære gamle mand i kjortel og med en kæp som stok, og næh ikke Jesus da , næh Mohandas Karamchand Ghandi !

Walk your talk !

there is noone as blind as the one that will not see....!

Den nød vore arbejdsløse lider , svarer ikke til den nød man har i de fattigste lande hvor en mans skal forsørge en hel familie uden nogenssinde at kunne få lægehjælp og understøttelse,hvis man her i Danmark tillader sig at sidestille de danske arbejdsløse med disse i nord-afrika ekstremt nødstedte mennesker, så har man fået helt forkert fat i verdens proportioner, og det er lige før jeg ville råde staten til at genopfinde den rejsende højskole,også selv om den konsekvent nærmest fik eleverne til at nasse sig hjem på bistanden og blev årsagen til at man i dag som Dansker ikke kan få økonomisk hjælp af staten om man er i nød i udlandet

Peter Andreas Ebbesen

Sikke engang småborgerligt pis! Magten gror nu engang ud af et geværløb!
Jeg tror sgu da ikke at oligarkerne og embedsværket frivilligt afgiver magten til folket.

Punkt 3) "Undgå vold", er jo en borgerskabets nødbremse for hvor langt de skal støtte en socialt berettiget "revolutionen". De 1200 arresterede på Amagerbrogades asfalt havde i manges øjne fortjent den brutale behandling - der var jo blevet smadret et vindue... i udenrigsministeriet.

I øvrigt undgik Gandhi absolut ikke vold, men han personligt slog ikke igen .

Problemet med ovenstående 11 gode råd er, at de er fabrikeret af folk med tæt tilknytning til den amerikanske velgørenhedsbranche, kampagne- og eventindustri.

Han kalder de organisationer, han arbejder for, "clients", nøjagtigt som enhver anden reklamemand. Han samler på "testimonials" fra sine "clients". Dvs. han ser dem, som kunder og prøver at angle nye kunder via sin hjemmeside. Hvilken revolutionær i verdenshistorien har betragtet sine medsammensvorne som kunder?!

Hele denne businesstankegang gennemsyrer også de 11. gode råd. Det er skrevet på basis af en overordnet målsætning, som ikke er revolution, men eventmageri, PR og sidst, men ikke mindst, fundraising. Opmærksomhedskamagner. Indsamlingskampagner. "Se, der er en hjemløs på din vej. Donér til denne organisation. Så får han et bedre liv."

Hvis man bad enhver kampagnesneder i danske velgørenhedsorganisationer om at give gode råd til revolutionen, ville han/hun helt sikkert også udforme de gode råd efter en kalkyle, der skæpper i kassen.

Første gode råd: "Forkæl altid den befolkningsgruppe, som er størst og sidder på flest penge. Ros den. Giv den en feel good fornemmelse med din kampagne. En succesoplevelse. Vis den, at den kan skabe resultater ved at støtte os. Få den til at føle at den kan gøre en positiv forskel ved at sortere sit affald, give en skærv, drikke mindre, støtte en fagforening, melde sig ind i en velgørenhedsorganisation, købe en T-shirt".

Det hedder salgsteknik. Og Boyds 11. gode råd er baseret på Salg, salg og mersalg, som kalkyle - ikke revolution.

"At overøse med venlighed er vejen frem." - Det er præcis det, en sælger gør. Men er revolution et salgsobjekt? Skal revolutionen sælges til dem, der ikke ønsker den? Vil de købe den?

Der er velsagtens hjælp at hente fra USAs udenrigstjeneste CIA. De har gennem tiden hjulpet en del mellem-amerikanske lande med at blive kvit deres folkevalgte regeringer. Iøvrigt burde danske PET have lignende materiale, med tanke på deres fremtrædende rolle i ulovlige aktiviteter i dansk efterkrigstid.

Hvad med denne drejebog til det Nicaraguansk folk?
http://crapaganda.com/cia/cia-sabotage-manual/

Så vidt jeg kan forstå er det CIAs grundlæggende ide, at fordyre statsappataturet.
Det kan såklart blive vanskeligt at konkurrere med bankerne om den strategi.

Der bør gøres MEGET for at brug af vold undgåes,
men brug af vold kunne vise sig at være nødvendig
FOR flertallets kampe mod kapitalistlakajer
og kapitalister.

Mht. kapitalistlakajer -
som vi andre - for sikkerheds skyld, lige bør gøre opmærksomme på:

At 15 år mere med kapitalisme - formodentlig vil betyde at mindst 80% af de lakajer, er afløst med droner og lignene,
og derfor er uden job, proletariserede.

Og at vi andre kan forvente at de lakajer - i det mindste derfor - nu har indset at de evt. bør undlade at kæmpe for kapitalister.

Michael Kongstad Nielsen

Den bedste, ikke voldelige revolution foregår i stemmelokalerne.

Alt det, der udgives håndbog i her, er mere happenings, events, maskerader, shows, skuespil, optrin.

De største påvirkningsmagere er lobbyisterne i alverdens regeringskorridorer, de laver "revolution" hver dag til egen fordel, og har en langt større påvirkningseffekt, end hvad Pussy Riot og Occupy Wall Street kan diske op med.
.

"Ikkevoldelige revolutioner har historisk set været mere succesfulde end væbnede." Denne overraskende påstand er omhyggeligt dokumenteret af de to forskere Erica Chenoweth og Maria Stephan i undersøgelsen "Why Civil Resistance Works". De har sammenlignet 323 voldelige og ikkevoldelige kampagner mellem 1900 og 2006 og konstaterede, at ikkevoldskampagner havde næsten dobbelt så stor sandsynlighed for at opnå hel eller delvis succes, som deres voldelige modstykker. Der kommer en dansk bog om emnet i starten af næste måned, som jeg har været med til at redigere.

Problemet med denne debat er, at der er en vis begrebsforvirring på spil. Man forveksler kampagner med revolutioner.

Så er MS alligevel mere klare i mælet end både Information og Boyd. På deres hjemmeside har de, i stedet for A toolbox for Revolution givet bogen paralleltitlen: Den kreative kampagnehåndbog. I deres reklamemateriale for mødearrangementet bruger de det allestedsnærværende buzzword "Innovation" (begrebet "innovation" er altid knyttet til økonomisk vækst og iværksætteri - ellers hedder det "kreativitet). Der er altså tale om kampagner som de tænkes i reklamebranche og i vækstvirksomheder (inkl. vækstvirksomheder i skikkelse af politiske organisationer). Ikke revolutioner som i "Nu overtager vi magten og økonomien".

Den bog, du henviser til, handler også om kampagnevirksomhed - ikke om revolutioner.

Vibeke, hvis det er svar til mig, må jeg gøre opmærksom på, at den "kampagnevirksomhed" som bogen "Why Civil Resistance Works: The Strategic Logic of Nonviolent Conflict" har undersøgt fx indbefatter "the Russian Revolution, the Chinese Revolution, the North Vietnames revolution, the Cuban Revolution and the Taliban's rise to power".

Bogen er altså en meget omfattende historisk gennemgang og vurdering af mange slags revolutioner og opstande - og blev oprindeligt skrevet med det for en forsker bedste udgangspunkt, nemlig at modbevise denne absurde påstand. Resultatet blev det stik modsatte, da ikkevold viste sig generelt at være en mere effektiv strategi end vold og krig.

Tom Paamand.

Mere effektiv strategi til hvad? Hvad er forfatternes succeskriterier? Hvad mener de er målet for alle sociale opstande, hvis de da mener, at alle sociale opstande har det samme mål? Det må de jo nærmest mene, siden de mener, at de kan opstille fælles succeskriterier for dem allesammen og derefter sammenligne dem? Så Taliban havde altså samme mål og succeskriterie for kampen som dem, der kæmpede for den russiske revolution... Det må de efter forfatternes mening have haft, siden de med statistik i hånden kan måle dem efter samme målestok...

Så hvad var det fælles succeskriterie og den fælles målestok efter forfatternes mening. Liberalt demokrati? Arbejderklasseklassens diktatur? Socialistisk økonomi? Globalt kalifat? Eller noget helt syvende?

Eller er succeskriteriet blot, om de hver især opnåede det, de ville, som om det er noget entydigt? Lad os bare tage den Iranske revolution som eksempel. Kommunister kæmpede side om side med islamister. Var den en succes? For nogle ja, for andre nej. Så hvordan måles succes i denne kontekst?

Masser af gode spørgsmål. Klik på mine links - læs bogens forord, eller du kan nøjes med foredraget. Jeg orker altså ikke at folde hele bogen ud, så du må selv studere lidt. Her er lidt nemmes slides, men logikken ligger blandt andet meget simpelt i om konflikten fortsætter, eller afsluttes.

Du behøver såmænd ikke at folde hele bogen ud. Jeg søgte selv lidt info imens jeg ventede på dit svar. Karakteristisk nok er forfatternes succeskriterie for enhver revolution - altså dens endemål - ikkevold. Jeg synes ærlig talt det er lidt tyndt i forhold til, hvad man hører revolutionære selv sige....

Pointen er bare den simple, at hvis man ikke selv bruger vold er risikoen for at man bliver mødt med vold ikke så stor. Og det er så succes...eller noget...

Michael Kongstad Nielsen

Det forekommer mig let at indse, at ikke-vold fører til de bedste resultater. Resultater såsom at komme af med undertrykkere, få selvstændighed, få etableret et nyt samfund.

Succeskriteriet er ikke "ikkevold", men fravær af daglig vold og undertrykkelse. Logikken er, at en militant revolution ofte bringer et militant samfund til magten - og omvendt. Og det er ganske rigtig indlysende.

Men åbenbart ikke indlysende nok, for ind til videre arbejder det meste af verden ihærdigt på at skabe eller videreføre sådanne militante samfund, blot under ny ledelse. Disse er af natur ikke fredelige, og kun relativt kortvarigt stabile.

Forøvrigt bliver nok så fredelige revolutioner ofte mødt med uproportional og brutal undertrykkelse. Som Gandhis eksempel viste, kan det godt blive en blodig affære alligevel. Og her er det så at der skal arbejdes effektivt ud fra den ikkevoldelige kogebog, for at søge at minimere modstanderens muligheder og trang til at slå igen med vold.

Jeg er egentlig ikke uenig med dig, Tom Paamand. Det, du skriver, er også et godt argument imod de seneste ti års forsøg på fra vestlig side at indføre demokrati gennem brutal militant fremfærd i øst og syd.

Men jeg "køber" altså ikke den der med blomsten i geværløbet. Lige så lidt som jeg "køber" dette udsagn fra Andrew Boyd i søsterartiklen til denne her:

"»Der er en stor skare af kreative bevægelser, som er aktive over alt i verden lige nu. Især i de sidste par år, har der været stor aktivitet,« siger han og omtaler blandt andet det russiske punkband Pussy Riot, som succesfulde kreative aktivister."

http://www.information.dk/311055

Pussy Riot har ikke succes. De sidder i russisk fængsel. Hans succesmål er åbenbart ikke at undgå vold imod de protesterende, men blot at der bliver skabt noget opmærksomhed, nogle spændende æstetiske symboler, som er anvendelige i kampagner (mhp salg af merchandise, livsstilsmagasiner, musik, tøj, idéer, medlemskaber osv.) og at de protesterende ikke selv bruger vold. Hvad deres videre skæbne er, er åbenbart underordnet. At de bliver udsat for vold har åbenbart ingen indflydelse på, om de i hans optik "har succes". Den er gal med hans etik, simpelthen.

"Succeskriteriet er ikke “ikkevold”, men fravær af daglig vold og undertrykkelse. Logikken er, at en militant revolution ofte bringer et militant samfund til magten - og omvendt."

Nogle revolutionære ønsker faktisk et militant samfund, eller rettere, de ønsker, som vi, her i det liberale demokrati, at holde deres fjender fra livet. Det gør man ved markere grænser og hvis fjenderne er tilpas aggressive eller besværlige i forhold til, hvad man gerne vil opnå, gør man det med militær.

Så hvorfor overføre et succeskriterie, som ikke nødvendigvis er de revolutionæres eget succeskriterie, på deres revolution? Jeg tror vitterligt, der findes mennesker, som ønsker eksempelvis et globalt kalifat og som er ret ligeglade med, om det kræver, at man holder befolkningen i benhård skak. For dem er dit projekts succes bare ikke godt nok. Det er ikke succes for dem.

Fredelige omvæltninger har - af flere grunde - bedre udsigt til langsigtede succes end voldelige ditto.

En af de væsentligste årsager hertil - er simpelthen at sådanne tilfælde, hvor fredelige midler rækker, og der altså findes en fredelig vej, i sig selv er 'lettere' tilfælde end tilfælde, hvor der ingen fredelig vej findes - og hvor fredelige midler således ikke rakte eller ville række.

At fredelige revolutioner historisk set har været mere succesfulde end voldelige - hvis den data altså holder stik - betyder ikke fredelige midler er mere succesfulde end voldelige - men blot at de tilfælde, hvor fredelige midler rakte, er tilfæde, hvor revolutionære bevægelser oftere har haft succes - som følge af helt andre faktorer end deres valg af ikkevoldelig kampmidler.

Pacifisternes argumentation her - svarer til at lunkent vand skulle være et mere probat rengøringsmiddel end skarp lud - helt uden omtanke for snavsets beskaffenhed.

Men bevares - hvis snavset kan fjernes med lunkent vand, da skal man naturligvis ikke finde luden frem - mens ellers skal der nogle gange skarp lud til skurvede hoveder.

Mange venstrorienterede siger jo at de borgerlige selv vælger midlerne i kampen -

hvis det passer så må arbejdsværgringer jo være de mest oplagte midler.

Stephan Paul Schneeberger

jeg er enig i mange af af hans punkter især om ideen om ikkevold er meget sympatisk, men når det gælder revolutioner i demokartiet gælder der nogle andre regler end i dikatatur, demorkatiet integrer protest og ønsker dem. Politikere ønske repæsentation af bevægelser som disse kan forhandle med og med især medie virksome stunds er ligeså overfladisk eller dybt som medierne syns er slægbart. Det dybergående årsager og at bevægelser slår rødder over længer til i en større del af befolk kræver helt andre arbejdsgange og mål end det teksten beskriver.

Socialstater et integrerende faktor som betyder at opstår der kritik og itale sættes den med succes et social problem er der straks sociologer og socialarbejder udsent som er med til at opbygge institutioner som definere ny sociale opgaver og projekte. Event udvikles der enddaa ny institutioner eller institutioner tilpassen et given ny gruppe.

Institutioner og deres sociale ydelser dannelses opgaver bliver privatiseret, der skal brugerbetaling eller man prøver at simulere markedet intern i det offentige system igennem man laver selvejende institutioner for at nye krav betyder et der bliver brug for mange penge (stikord: new publik managment).

Nye Instutioner skaber et marked af firmer som er tilknytet, konsulenter, vikarbyroer, fagforeninger, forlag der udgiver litteratur, arkitekter og byggevirksomehder der laver instutionerne og lege pladser. Nogle de social beævgelse ideer ender som produkter faktisk marekdet kan bruges til noget: økomad, opfindelser som alternative cykler, computer programer, alternativ medicin, fair trade, konflikløsing og impowerment strategier for chefer, lønmodtager og børn fordi alle skal have lige chancer i konkurencen, men årsagen til hvofor folk begynde at gøre modstand bla netop at der penge og regeringer der styre er ingen der rigtig virkeligt husker år efter.

I sidste ende har man skabt af en protest gruppe faktisk bliver til en ny forbruger af statslgie ydelse, men også skabt ny markeder nyder godt af dem ange nye produkter der tilfredstiller den ny forbrugergruppes behove.

I praksis betyder at defintionsmagt for hvad hvor mange recurser der går til noget et givende social problem læger hos poltikerne og ikke mere hos de mennesker som faktisk itale sætte og vill gøre noget ved dette emne.

Mange glemmer, hvorfor de mest velkendte ikke-voldelige kampagner var succesfulde. I både Gandhis og Kings tilfælde, stod der voldsparate militante i kulisserne, som magthaverne frygtede, og selv Gandhi foretrak retfærdig vold frem for passivitet.