Læsetid: 7 min.

’Den afghanske regering er som en fugl i et bur’

Talebans oprørsstyrker behersker i realiteten alle landeveje til og fra Kabul, fortæller lokale civile til Information
Afghanske politifolk på patrulje ved det sted, hvor en selvmordsbombemand slog til i Kabul i tirsdags.

Afghanske politifolk på patrulje ved det sted, hvor en selvmordsbombemand slog til i Kabul i tirsdags.

Ahmad Massoud

20. september 2012

De maskerede mænd dukkede op uden varsel, pegede med deres geværløb på journalisten og hans chauffør og tvang dem ud af deres køretøj. »I skal ikke være bange,« sagde en af mændene til journalisten, imens de gennemsøgte begge. »Vi er Mujahideen,« sagde han – det ord, Taleban plejer at bruge om sig selv.

Den afghanske regering og de internationale ISAF-sikkerhedsstyrker bagatelliserer ofte de Taleban-loyale oprørsgruppers styrke. Begge er også tilbøjelige til at overdrive den reelle styrke hos den regeringstro afghanske nationalhær, ANSF.

F.eks. roste ISAF’s militære chef, den amerikanske generalløjtnant John R. Allen, for nylig, hvad han betegnede som »ANSF’s voksende kapacitet og troværdighed«, mens ISAF’s talsmand, den tyske brigadegeneral Günter Katz, kunne fortælle journalister, at de afghanske styrker »bliver stedse mere kapable.«

Men her på hovedvejen nær hovedbyen i Logar-provinsen er der talrige vidnesbyrd, som bekræfter det, som mange afghanere mener: At det er oprørerne snarere end koalitionsstyrkerne eller den afghanske præsident Hamid Karzais styrker, der kontrollerer store dele af landet.

Det var således under en halv kilometer fra den afghanske hærs nærmeste kontrolpost, at journalisten og hans chauffør blev tilbageholdt af Taleban. Episoden rejser ikke kun spørgsmål om den lokale sikkerhed i Logar, men også om forholdene i Afghanistans hovedstad, Kabul, som stadig flere afghanere ser som stadig mere usikre på grund af den tiltagende usikkerhed i provinserne omkring den afghanske hovedstadsregion, herunder Logar.

Som almindelige afghanere påpeger, fremhæver de lokale og udenlandske politikere samt ISAF’s chefer måske nok ofte de angivelige forbedringer i sikkerheden i Afghanistan. Men kun sjældent forlader de selv Kabul ad landevejen. Fly foretrækkes, selv på korte ture.

Lastbilchauffører, der jævnligt befærder hovedvejen fra Kabul til Kandahar, siger til Information, at de afghanske regeringsstyrker ikke kun er ude af stand til at varetage sikkerheden på hovedvejen, men at nogle af disse sikkerhedsstyrker selv er kilde til problemer.

»Vi er bange for regeringen, for banditter og for mullaherne (Taleban, red.),« siger Haji Asif, en 55-årig chauffør, der kører lastbil i fast rutefart mellem de to byer.

»Når vi kører ad denne vej, bliver vi ofte beskudt, og vi aner ikke, om angriberne er regeringsstyrker, banditter eller mullaher. De kan alle finde på at bestjæle dig,« siger han.

Asif, som Information taler med i Kabul by ved siden af udfartsvejen mod syd, fortæller, at bilister risikerer at løbe ind i problemer allerede få kilometer fra hovedstaden.

»Når du kommer til Maidan Shahr [i Wardak-provinsen, der grænser op ti Kabul] er der ingen sikkerhed længere,« siger han.

»Den afghanske regering er som en fugl i et bur,« tilføjer Asif. »Regeringen er låst inde og kan ikke tage nogen steder hen.«

Dyr transport

Asifs kollega, Haji Baheer, fortæller Information, at han mange gange er blevet stoppet af oprørere under kørsel fra Kabul til Kandahar, herunder i Salar, en af Wardaks største byer. »Der er talebanere for hver 10. meter i Salar,« siger han.

Baheer tilføjer, at blot en time tidligere er en tankbil blevet ramt af granater blot 500 meter fra Wardaks guvernørkontor i Maidan Shahr.

»Hvis der ikke er sikkerhed 500 meter fra guvernørens kontor, hvem skal så beskytte os?,« spørger han.

Hayatullah Habib, en forretningsmand fra Kabul, hvis virksomhed er hyret til at fragte containere til og fra det amerikanske militær på Bagram-basen nord for hovedstaden, bekræfter, at angreb på firmaets køretøjer er almindelige.

»Hver uge bliver to eller tre af vores chauffører eller sikkerhedsvagter dræbt.«

Habib pointerer, at den nemmeste måde at måle omfanget af usikkerhed i provinserne omkring Kabul er ved at se på den pris, som USA betaler hans firma for at levere materiel og forsyninger til Kandahar – 12.000 dollar pr. container. Han forklarer Information, at langt hovedparten af denne sum går til at lønne de private sikkerhedsstyrker, der skal beskytte hver enkelt lastbilskonvoj.

»Hvis sikkerheden var i orden, ville prisen på en containertransport fra Bagram til Kandahar ligge på 1.000 dollars,« siger Habib.

Mange Kabul-borgere, som Information har talt med, har udtrykt bekymring for, at en yderligere forværring af sikkerheden i områder som Logar og Wardak skal fremskynde den udvikling, der er ved at gøre hovedstaden til en slags ø – en enklave omgivet af provinser, der er domineret af oprørerne, med endnu mindre statslig kontrol end der findes for øjeblikket. Nogle, deriblandt Habib, mener, at Kabul allerede er effektivt isoleret, hvis man ser bort fra luftvejen.

»Befolkningen i Kabul sidder i fængsel,« siger han. »Alle landeveje, der fører fra byen, er meget farlige og usikre. De er alle i hænderne på Taleban.«

’De brændte alt’

Denne opfattelse understøttes dog ikke helt af kendsgerningerne. Turen fra Kabul østpå til Afghanistans grænse til Pakistan over Khyber-passet er ikke farefri, og de fleste vil nødig rejse denne vej om natten. Men de fleste lokale gør det gerne om dagen og oplever som regel ikke episoder.

Men det er ikke svært at forestille sig, hvordan også denne rute – en livline for handel, der snor sig igennem et perfekt bagholdsterræn – kan blive alvorligt truet, hvis det Taleban-ledede oprør fortsat kan vinde fremdrift.

Selv den angiveligt ’sikre’ rute fra Kabul via Parwan-provinsen til Afghanistans nordlige provinser er ikke helt sikker, og forlader man hovedvejen umiddelbart nord for hovedstaden for at dreje mod vest, løber man store risici. I de seneste måneder har der været en bølge af angreb i Parwans Ghorband-distrikt på lastbiler med forsyninger til og fra Bamiyan- provinsen.

En borger i Bamiyan, der udtaler sig på betingelse af anonymitet på grund af frygt for repressalier fra oprørerne, siger til Information, at han har kendskab til talrige tilfælde, hvor lastbilchauffører er blevet dræbt og deres køretøjer plyndret og ødelagt af oprørere i Ghorband. »De brændte alt,« siger han.

Andre afghanere, der rejser gennem Parwan på vej til og fra Bamiyan, har også rapporteret om en stigning i antallet af episoder, hvor oprørere stopper og gennemsøger civile køretøjer, og for nylig har der i dele af Parwan været intense kampe mellem oprørere på den ene side og koalitionsstyrker og afghanske regeringsstyrker på den anden.

I mellemtiden, i Kapisa, en strategisk vigtig provins, der grænser op til Kabul i den nordøstlige del af hovedstaden, må tre ud af fem distrikter notere en massiv tilstedeværelse af oprørsstyrker. De lokale embedsmænd oplyser, at de afghanske regeringsstyrker vil komme på en hård opgave med at opretholde sikkerheden, når de franske tropper, der er udstationeret i området, rejser hjem ved udgangen af dette år.

Faktisk har et betydeligt antal afghanere, som Information har talt med inden for de seneste uger, udtrykt bekymring for, at deres lands politi og hær ganske enkelt vil være ude af stand til at håndtere truslen fra Taleban, når koalitionens kamptropper trækker sig ud ved udgangen af 2014.

Flere afghanske sikkerhedsfolk anerkender stiltiende problemets omfang. Hazrat Mohammad, politichef i Logars Baraki Barak-distrikt – hvor journalisten og hans chauffør blev stoppet – lægger kortene på bordet:

»Taleban befinder sig mindre end en kilometer fra byens centrum,« siger han. »De bevæger sig rundt på motorcykler – gennemsøger køretøjer, stopper folk.«

Skyggeadministration

Lokale civile er endnu mere pessimistiske over sikkerhedssituationen i Logar. Mohammad Anwar Kochi, en ældre leder fra landsbyen Sajawand, siger blot: »Taleban er overalt.«

Hvis afghanske regeringsembedsmænd påstår, at det er dem, der styrer provinsen, så lyver de, siger Kochi. Alle centrale beslutninger i området blev foretaget af Taleban.

»De dominerer overalt, undtagen lige i byens centrum,« tilføjer han. »De har en skyggeguvernør, skyggedommere og en hærchef i Logar.«

Nogle hævder, at der er lidet nyt over sådanne påstande. Tilbage i december 2009 anslog det amerikanske militærs efterretningschef i Afghanistan, at 33 af landets 34 provinser havde skygge-Taleban-administrationer: en guvernør, dommere, selv en politistyrke på nogle områder.

Det påfaldende er imidlertid, i hvor høj grad oprørerne har formået at opretholde og endda udbygge deres indflydelse – til trods for den ’optrapning’ af den amerikanske troppetilstedeværelse, der begyndte i 2010, og på trods af en massiv indsats fra ISAF og den afghanske regering i de seneste to et halvt år for at forbedre de lokale sikkerhedsstyrkers slagkraft, effektivitet og mandtal. Hvis lokale borgere som Kochi har ret, rækker regeringens magt i bedste fald til en håndfuld af de største byer – og i landdistrikterne, hvis den overhovedet findes her, bliver den kun håndhævet i dagtimerne.

Denne oplevelse er ikke begrænset til provinserne uden for Kabul. I februar kørte Information med politiet til landsbyen Chino Ghondai i Musahi-distriktet i Kabul-provinsen, mindre end en times kørsel fra centrum af hovedstaden. Mens vores amerikansk leverede Ford Ranger pløjede gennem det sneklædte terræn, og politichefen begejstret fortalte om dens kvaliteter, indrømmede han, at hans mænd kun kunne bruge deres køretøjer om vinteren.

»Oprørerne her omkring udlægger så mange vejsidebomber, at det ville være selvmord at køre på vejene, når sneen er smeltet,« forklarede politichefen. »Så til den tid patruljerer vi hovedsageligt til fods.«

Adspurgt om, hvad han og hans mænd vil gøre, når koalitionens kampstyrker forlader Afghanistan i 2014, var hans åbenhjertige svar.

»Vi vil gøre, hvad alle i sikkerhedsstyrkerne vil gøre,« sagde politichefen. »Smide vores uniformer og stikke af. Vi vil ikke være i stand til at stoppe oprørerne.«

 

Jon Stephenson er newzealandsk freelancejournalist. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Tilbage i december 2009 anslog det amerikanske militærs efterretningschef i Afghanistan, at 33 af landets 34 provinser havde skygge-Taleban-administrationer: en guvernør, dommere, selv en politistyrke på nogle områder."
Ja giv os bare lidt mere tid og så har vi vundet. (Yeah, right! Regeringen falder som et korthus når NATO/ISAF forlader landet. Mon ikke USA vil give asyl til nogle af de korrupte krigsherrer i Karzias regering, som har smuglet kuffertfulde af penge ud af landet?)

Husk paa, at de har alle fingrene i klemme, undtagen EL, saa det SKAL jo gaa godt dernede.

Det bliver ligesom i Irak : En sejrrig tilbagetraekning ... og saa snakker vi ikke mere om det ! Vel ?

De mange doede soldater er jo nok ligeglade, hvis de overhovedet er glade, men deres efterladte maa have en ram smag i munden : Hvad f..... har det hele drejet sig om ?

Adspurgt om, hvad han og hans mænd vil gøre, når koalitionens kampstyrker forlader Afghanistan i 2014, var hans åbenhjertige svar. »Vi vil gøre, hvad alle i sikkerhedsstyrkerne vil gøre,« sagde politichefen.

»Smide vores uniformer og stikke af. Vi vil ikke være i stand til at stoppe oprørerne.«

Den ærlighed kunne de danske politikere lære meget af i relation til Afghanistan.

Jens Overgaard Bjerre

Der er, og vil altid være en håbløs affære i Afghanistan, at forsøge at omvende befolkningen til en vestlig levevis. I øjeblikket satser USA og dermed især DK, på at give, vel nok verdens mest korrupte regering, flere penge. Penge, som nok kunne bruges herhjemme. Men herhjemme lader det til, at regeringen afskyr de fattige. Selvom ministrene både kan regne og skrive, lader de som om de slet ikke eksisterer, efter have banket dem på lommerne, for at se om de har nogen penge, som de kan tage. Og bruge. Til Afghanistan?