Læsetid: 4 min.

Al-Shabaab er ikke et overstået kapitel

Mens Somalia vælger en ny regering, er den islamistiske gruppe al-Shabaab forsvundet fra landet. Men ikke for evigt, advarer eksperter, der forventer, at der kun er tale om en stakket frist
Den Afrikanske Unions styrker patruljerer gaderne i Merka, 90 kilometer nord for Mogadishu, den somaliske hovedstad, som al-Shaabab kontrollerede for blot et år siden.

Den Afrikanske Unions styrker patruljerer gaderne i Merka, 90 kilometer nord for Mogadishu, den somaliske hovedstad, som al-Shaabab kontrollerede for blot et år siden.

Mohamed Abdiwahab

3. september 2012

Rollerne var byttet om i sidste uge på Afrikas Horn. Mens relativ fred prægede Mogadishu i slutningen af ugen, da et nyt, møjsommeligt sammensat parlament valgte en ny formand som et led i processen med at vælge en ny somalisk præsident og en ny regering, kunne det samme ikke siges om nabolandet Kenya. I landets næststørste by, Mombasa, udspillede der sig scener, man umiddelbart snarere ville forbinde med det somaliske kaos, da en islamistisk prædikant mandag blev myrdet, og muslimske folkemængder efterfølgende kæmpede med politiet og almindelige mennesker og brændte en kirke af.

Optrinet er blot det seneste i en lang række uroligheder, hvor bombeangreb, kirkeafbrændinger, morter-angreb og håndgranater kastet ind på barer har præget den kenyanske dagligdag og krævet mange ofre.

Freden det ene sted og den stigende uro det andet sted er ikke tilfældig. Mens en forstærket indsats fra Den Afrikanske Unions styrker i Somalia, AMISOM, fremmede styrker fra Etiopien og Kenya, bedre trænede somaliske styrker og den islamistiske gruppes egen upopulære adfærd har jaget al-Shabaab væk fra dets somaliske hjemmebane, har gruppen i stedet rettet sit fokus mod Kenya.

»Når en bombe springer, er vi i dag vant til at se tv-rapporter gennem butiksruder og ringe til vores nærmeste og tjekke, at de er o.k. Og vi er vant til at placere ansvaret på den anden side af grænsen, i Somalia,« konstaterede den kenyanske journalist og forfatter Dayo Olopade for nylig i en kommentar med en efterfølgende overvejelse om, hvorvidt det kan retfærdiggøres, at indsatsen i Somalia koster ofre på hjemmebanen.

Ikke geografisk fæstnet

Al-Shabaab, der for et år siden kontrollerede næsten hele Mogadishu og hovedparten af det centrale og sydlige Somalia, har oplevet et markant tilbageslag. I slutningen af sidste uge måtte de opgive havnebyen Marka, og deres strategisk vigtige hovedby, havnebyen Kismayo, står umiddelbart for tur. Her spekuleres der allerede på, om militsen, der har erklæret sig selv som en del af al-Qaeda, overhovedet vil kæmpe eller blot overlade byen til de fremmede og somaliske styrker.

Men al-Shabaab er næppe et overstået kapitel, hverken i Kenya eller Somalia, understreger Somalia-ekspert Joakim Gundel.

»Al-Shabaab er ikke en geografisk fæstnet gruppe ligesom andre islamister. De har i lang tid forberedt sig på, at de ville miste deres territorium, og i februar lagde de en plan, der gik ud på at overgå til guerillakrig, mens mange af de fremmede krigere forsvandt over grænsen til Kenya, hvor man også har lagt planer om at destabilisere landet, til dels som hævn for den kenyanske invasion,« siger Joakim Gundel.

Men mens han vurderer, at gruppen har mistet en del opbakning blandt befolkningen på grund af sine rå metoder og ikke mindst den manglende evne til at afhjælpe sidste sommers hungersnød eller den manglende tilladelse til i det mindste at lade andre at gøre det, mener han og andre observatører også, at gruppen iagttager de igangværende forhandlinger om en ny regering og venter på en ny chance. En ny præsident kan blive udråbt når som helst i de kommende uger, og uanset hvem vinderen bliver, vil den ny præsident nok som noget af det første være nødt til at forholde sig til al-Shabaab.

»Der er næppe nogen tvivl om, at de vil forsøge at lave en ny opstand, når den nye regering er på plads. De regner med en sekulær, vestligt orienteret regering, og at det vil give dem nye muligheder – og de har stadig deres folk på plads. De tager en pause og venter på det rigtige tidspunkt,« siger Joachim Gundel, der samtidig vurderer, at opstanden vil komme, uanset hvilken form den nye regering får, men at det vil være vigtigt for, hvor store chancer for succes de har.

Vil skabe ustabilitet

Manden på den vigtige post som parlamentsformand, Mohamed Osman Jawaari, er tidligere minister under Mohamed Siad Barre, der regerede indtil 1991 i Somalias seneste fredelige periode. Jawaari ses i vid udstrækning som et opgør med både den skandaliserede og korrumperede overgangsadministration og som uafhængig af Somalias forskellige magtfulde krigsherrer efter at have siddet i eksil i Norge i mange år.

Der er dog stadig en vis sandsynlighed for, at enten præsidenten eller premierministeren for den afgående overgangsadministration vil få præsidentposten, og det kan være afgørende for al-Shabaabs muligheder for at vende tilbage.

»Folk har oplevet al-Shabaab som noget negativt, men på den anden side har der også været stor skuffelse over overgangsregeringen og deres korruption, ikke mindst hos mange mindretal. Samtidig er der også krigsherrer, som ikke er blevet taget med på råd i den nye regeringsdannelse, og det kan give et rum for al-Shabaab at arbejde i,« siger Joachim Gundel, der også ser en mulighed for, at gruppen koncentrerer sig om bjergområdet mellem de to semiautonome somaliske provinser Puntland og Somaliland.

Det betyder imidlertid næppe, at problemerne i Kenya blot flytter tilbage over grænsen igen med de islamistiske krigere. De lokale stridigheder og angreb fra islamistiske grupper har for længst bredt sig til lokale grupper i et område, hvor problematikken indgår i en farlig cocktail af voksende skel mellem rige og fattige, høj arbejdsløshed og et komplekst regionalt puslespil, hvor de islamistiske gruppers indflydelse vokser i områder, der er fattige og underprioriteret af regeringen. Samtidig er al-Shabaab i vid udstrækning ifølge flere iagttagere, Information har talt med, blevet transformeret til en transnational terrorgruppe med en vidtgående interesse i at skabe ustabilitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu