Læsetid: 5 min.

Benzin, våben og kikkerter til den syriske oprørshær

Oprørshæren i Syrien har vist sig måske at være mere modstandsdygtig end antaget af de fleste. Fra Antakya i Tyrkiet til erobrede politistationer i Syrien koordineres trafikken af både flygtninge og våben ind og ud af det konfliktramte land. Ifølge Free Syrian Army finansieret af syrerne selv
span class="photo-credit">Foto: Brian EsbensenI 20-liters dunke transporterer syriske oprørere benzin fra Tyrkiet, så det er klar til at blive hældt på oprørshærens køretøjer på den anden side af den tyrkisk-syriske grænse.

span class="photo-credit">Foto: Brian EsbensenI 20-liters dunke transporterer syriske oprørere benzin fra Tyrkiet, så det er klar til at blive hældt på oprørshærens køretøjer på den anden side af den tyrkisk-syriske grænse.

Brian Esbensen

12. september 2012

Nogle krøllede 100-dollar-sedler skifter hænder, og det følges op med indforstået nikken. Den lille busholdeplads i udkanten af den sydtyrkiske by Antakya, en halv times kørsel fra grænsen, er et af de steder, hvor den illegale trafik ind og ud af Syrien koordineres af oprørshærens folk i Tyrkiet. Det var Antakya, der var afgangsstedet for de skandinaver, som Information i sidste uge fulgte på deres vej ind for at tilslutte sig de salafistiske oprørsgruppers kamp mod Bashar al-Assad. Og det er også her, en stor del af oprørsbevægelsens våbentransporter koordineres. I dag er det kikkerter, benzin og våben, der er på vej ind over grænsen.

På den anden side af grænsen, to-tre kilometer inde i Syrien, har de syriske oprørere (FSA) erobret en tidligere politistation, der nu fungerer som en slags central, hvor syriske flygtninge på vej ud registreres, og leverancer ind i landet organiseres.

Sydfra ankommer konstant desperate flygtninge på ladet af små asiatiske varevogne, og da den uofficielle sluse, Tyrkiet har etableret i grænsepigtråden, senere på dagen skal åbnes, råber en repræsentant fra FSA til de tyrkiske myndigheder på den anden side, at i dag er der mellem 2.000 og 2.500.

I den stærke eftermiddagshede kollapser folk løbende, og slusen åbnes et kort øjeblik, så de ventende ambulancer kan modtage de forkomne og dehydrerede flygtninge. Der er ingen skygge af nogen art, da al vegetation er fjernet i et bælte på omkring 100 meter på hver side af grænsepigtråden, så soldater kan holde øje med trafikken fra høje udkigstårne. Der, hvor den bare jord hører op, breder kæmpe olivenlunde sig i det bakkede landskab.

Nye udfordringer for FSA

Inden flygtningene sendes igennem disse olivenlunde på vej mod lejrene i Tyrkiet, er de blevet registreret af FSA på den lille kommandocentral, så man senere kan underrette slægtninge om, at de savnede er flygtet den og den dag og dermed ikke døde.

Efter det lykkedes FSA at befri relativt store områder i det nordlige Syrien – herunder to store officielle grænseovergange – har man måttet løse udfordringen med at oprette en form for midlertidig civil administration, som bl.a. operer fra disse tidligere politistationer. FSA er nok et netværk af små spredte militære oprørsenheder, men der, hvor man har haft succes på slagmarken, er der nu i Assad-regimets fravær behov for at løse opgaver af mere civil karakter, såsom opretholdelse af sikkerhed, maddistribution og altså registrering af flygtningetrafikken.

Kører man få kilometer længere ind i landet bliver det tydeligt, at Syrien er et land i krig. På de større hovedveje står udbrændte tanks og andet af Assad-regimets militære isenkram, der nu er på oprørshærens hænder. Omkring 40-50 kilometer længere inde kæmpes intensivt, og kamphelikoptere cirkulerer højt oppe i luften for at undgå FSA’s antiluftskyts, mens de bomber de syriske landsbyer under dem.

Våben og penge

FSA har stadig hårdt brug for våben og ammunition, og netop i dag venter man på denne kommandocentral på en sending, der skal afhentes i et bjergområde på den tyrkiske side. En lille gruppe på fire oprørssoldater har lige forsøgt at krydse grænsen, men blev opdaget og sendt tilbage af en tyrkisk grænsepatrulje.

Man er ellers i konstant forbindelse med et netværk af spejdere, der opererer i olivenlundene for at overvåge tyrkernes grænsesoldater, men selv når der bliver meldt ’fri bane’, er chancerne for at blive pågrebet relativt store. En lille lastbil ankommer til den FSA-kontrollerede central, de fire oprørssoldater springer op på ladet, og man tager af sted for at gøre et nyt forsøg et andet sted på grænselinjen.

FSA insisterer på, at de våbenleverancer, der krydser den tyrkisk-syriske grænse i disse uger ikke er finansieret af andre. Også når man stiller spørgsmålet til den officielle ledelse i Istanbul: »Det er korrekt at Qatar og Saudi-Arabien støtter den syriske opposition økonomisk, men de midler går hovedsageligt til at drive flygtningelejre i Jordan og Libanon. De her våben har vi selv rejst penge til ved at bruge vores netværk af civile syrere i eksil både i Tyrkiet og internationalt,« lyder det.

Det samme gælder en kasse med kikkerter og en mindre leverance af benzin, der krydsede grænsen denne formiddag. Midlerne har man ifølge FSA selv rejst, og nu står de store 20-liters-dunke, man har båret på skuldrene over grænsen, klar til at blive hældt på oprørshærens pick-upper og minivans.

Fristed for desertører

For foden af trappen ind til politistationen står et par oprørssoldater med deres ældre, men velholdte, Kalashnikov-maskinpistoler over skuldrene, og på selve trappen sidder 6-7 yngre mænd i civilt tøj. Flere af dem er deserterede soldater fra regimets hær, og de har nu fundet midlertidig sikkerhed på denne FSA-central.

En af dem er Tarek fra Damaskus. Han er veluddannet, taler flydende engelsk og arrangerede sin egen flugt for fire uger siden efter mere end et år i militæret. Hans værnepligt startede sidste år, hvor han gjorde tjeneste på hospitalet i byen Homs som vagt ved lighuset.

Tarek fortæller om sine oplevelser i Homs og afslutter:

»Prøv at tænk på, at jeg aldrig havde set et dødt menneske før, og pludselig overværede jeg de her ting.«

Når Tarek taler om »disse ting« mener han lig, bogstaveligt talt i bunker, som havde været udsat for de mest uhyrlige ting:

»Nogle gange havde de end ikke gjort sig den ulejlighed at fjerne torturinstrumenterne, før de indleverede ligene.«

Da kampene i Aleppo startede for nogle måneder siden, blev Tarek flyttet dertil.

Men på samme tid blusede konflikten også voldsomt op i Damaskus, hjembyen, og tanken om at være en del af den hær, som nu bombede familie og venner, var dråben, og den nu tidligere soldat i Assads hær deserterede.

Kontrasten til den krig, der var en realitet for få uger siden – og stadig er det tæt herpå – er slående. Den tidligere politistation ligger smukt på et af de højeste punkter i den lille by med udsigt over et kuperet grønt landskab og endeløse olivenlunde. Oppositionsflag vajer på toppen af bygningen, og for første gang i over 40 år kan man tale frit om, hvad man mener om diktatoren i Damaskus.

Om den situation er midlertidig eller starten på hele Syriens befrielse, ved ingen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer