Baggrund
Læsetid: 3 min.

EP-formand: Snak om politisk union er spild af tid

I stedet for at diskutere en politisk union må Europa erkende sine fejl og gribe til resolut handling, siger parlamentets formand
Udland
10. september 2012

Ja, vi burde have introduceret en politisk union sammen med euroen. På det punkt svigtede vi, og vi har brug for at komme efter det. Men det hjælper os ikke i den nuværende situation.« Sådan lyder den ærlige udmelding fra Europa-Parlamentets formand, den tyske socialdemokrat Martin Schulz, der i et opsigtsvækkende interview i det tyske ugemagasin Der Spiegel betegner det som en »dramatisk fejl«, når både Angela Merkel og hendes finansminister Wolfgang Schäuble i første linje diskuterer forudsætningerne for en politisk union, der allerede burde have været indført med euroen. Dertil er krisen for akut.

»Som om strukturelle ændringer ville løse disse kortsigtede problemer«, siger Schulz med henvisning til stigende renter for kriseramte lande som Spanien, Italien og Grækenland.

»På mig virker det, som om man sidder i et fly, der oplever alvorlig turbulens, mens man i cockpittet debatterer, hvordan man skal forbedre motoren«, siger Schulz.

Med sine krav om en resolut politisk indgriben i den europæiske gældskrise åbner Schulz først og fremmest en front mod den konservative EU-skepsis, der i længere tid har vundet indpas i den tyske debat. Han går i rette med det, han opfatter som en række potentielt katastrofale vrangforestillinger på den konservative og EU-skeptiske fløj i Tyskland.

Noget tyder imidlertid på, at Europa bevæger sig efter Schulz’ anbefalinger. I sidste uge valgte den europæiske centralbank til udbredt bekymring blandt tyske kommentatorer, økonomer og politikere at tillade opkøb af kriseramte landes statsobligationer på det sekundære marked. Centralbankens manøvre har på kort sigt medvirket til at sænke renten på spanske statsobligationer, men tyske konservative frygter, at redningsaktionen på trods af de medfølgende betingelser om strukturelle reformer vil slække på reformviljen hos italienske og spanske politikere. Af samme grund er ideerne om et tysk brud med eurozonen atter blevet aktuelle.

I forlængelse af den tyske filosof Jürgen Habermas, der i et nyligt debatindlæg har skitseret den europæiske krise som et valg mellem en stærk politisk union eller en tilbagevenden til nationale valutaer, langer Schulz derfor ud efter konservative tyske politikere, der drømmer om at kappe forbindelserne til det kriseramte Sydeuropa med et tysk exit fra eurozonen. Tilhængere af den isolationistiske linje overser ifølge Schulz, at den eksportbaserede tyske økonomi i vid udstrækning er afhængig af en velfungerende europæisk fællesvaluta.

»D-marken ville være en ekstremt stærk valuta, der ville gøre tysk eksport langt dyrere. Den tyske bilindustri ville ikke længere skulle frygte Kina, men wsnarere Frankrig og Italien, Citroën, Peugeot og Fiat. Tyskland ville ende med at være for stor til Europa, men for lille til verden. Det er stof til eftertanke til dem, der kræver, at Grækenland skal forlade eurozonen.«

Behov for handling

Samtidig går Schulz i rette med de intellektuelle blindgyder, der følger af diskussionen om en gentegning af den europæiske magtstruktur som en forudsætning for eurokrisens løsning. I stedet er der behov for øjeblikkelig handling, der kan sende et stærkt signal om et forenet Europa og dermed bilægge private investorers tvivl på valutafællesskabets overlevelser.

»Vi har behov for at handle nu og på kort sigt«, indskærper Schulz i Der Spiegel.

»Jeg kan ikke acceptere, at vi i den nuværende situation fortaber os i en teoretisk debat. Det er ikke presserende at omstrukturere den europæiske union i øjeblikket. I stedet er vi nødsaget til at løse meget forskellige problemer inden for et begrænset tidsrum.«

Den teoretiske debat om konturerne af en fremtidig politisk union med vægt på øget demokratisering er igennem eurokrisen blevet anført af Jürgen Habermas, der for nylig blev æret med Georg August Zinn-prisen af den hessiske afdeling af det tyske socialdemokrati.

I sin takketale understregede den 83-årige filosof, der siden halvtredserne har talt for institutionelle reformer af det europæiske demokrati, behovet for »politikkens selvbemægtigelse« over for finanssektorens overmagt. Til det formål forestiller Habermas sig, at det kan blive nødvendigt med en folkeafstemning om en ny europæisk forfatning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her