Nyhed
Læsetid: 10 min.

Europas fremtid på vippen

Udland
12. september 2012

I den tyske industriby Karlsruhe kan otte personer i dag rette et dødbringende slag imod den fælleseuropæiske valuta og i et videre perspektiv mod hele EU-konstruktionen. Otte dommere, der udgør Forbundsrepublikkens forfatningsdomstol, tager i dag stilling til, om Den Europæiske Centralbank (ECB) plan om ubegrænset opkøb af kriseramte medlemslandes statsobligationer er udemokratisk og udtryk for selvudnævnt rettighed. Dommen vil kunne føre til en opløsning af eurozonen og det videre europæiske integrationsprojekt. At Europa står foran skæbnestund afspejles også i den internationale presse, der i de seneste dage har været fuld af bekymrede indlæg fra fremtrædende kommentatorer og intellektuelle.

Her bringer vi et udpluk:

 

Hans Magnus Enzensberger, tysk forfatter, i Der Hauptstadtbrief:

»Krise? Hvilken krise? Cafeerne, bistroerne og ølhaverne er velbesøgte. I de tyske lufthavne er der trængsel af feriegæster, man hører om rekordomsætning i eksport­erhvervene og om faldende arbejdsløshedstal. Man skulle tro, at Den Europæiske Unions sande helbredstilstand kun var noget, man kunne se på tv. Gabende tager folket notits af de snart ugentlige ’topmøder’ og eksperternes fortumlede strid. Det hele ser ud til at udspille sig

i et retorisk ingenmandsland fuld af uforståelige sprogregler, som ikke vækker nogen form for genkendelighed i den virkelige verden.

Det kommer tilsyneladende ikke længere bag på nogen, at de europæiske lande i et godt stykke tid ikke længere har været regeret af demokratisk valgte institutioner, men derimod af en lang række forkortelser, der har overtaget pladsen. Forkortelser som EFSF, EFSM, ECB, EBA og IMF. Kun eksperter er i stand til at afkode disse akronymer. Desuden er det kun de indviede, der kan fornemme, af hvem, hvordan og om hvad der bliver truffet beslutninger i EU-Kommissionen og eurozonen. Det, som alle disse institutioner har til fælles, er, at de ikke er foreskrevet af nogen af verdens forfatninger. Og at ingen af os normale vælgere nogensinde vil kunne give vores besyv med om disse beslutninger. Den eneste aktør, som disse institutioner stadig lytter til, er de såkaldte ’markeder’, hvis magt udtrykker sig i rentesvingninger, valutakurser og bedømmelser fra et par amerikanske ratingbureauer (...)

Spøgelsesagtig må den forekomme, den afslappethed hvormed vort lille kontingents beboere finder sig i ekspropriationen af deres politiske magt. Dette kan bero på, at vi historisk har at gøre med en aldrig før set situation: I modsætning til de revolutioner, nationalstridigheder og militærkup, som Europas historie er så rig på, så foregår det hos os i dag uden larm og vold. Deri består originaliteten ved denne magtovertagelse. Ingen fakkeltog, ingen protestmarcher, ingen barrikader, ingen panser! Det hele foregår fredeligt i bag­værelset.

At der i den forbindelse ikke kan tages hensigt til traktatlige forpligtelser, kan vel ikke undre nogen. Eksisterende regler som Romtraktatens subsidiaritetsprincip eller Maastrichts forbuds­klausul mod redningspakker ophæves efter forgodtbefindende. Grundsætningen Pacta sunt servanda (’aftaler skal holdes’) affejes som tomme fraser (...)

Helt åbent proklameres retsstatens afskaffelse i traktaten om Den Europæiske Stabilitets­mekanisme. Hvad de toneangivende medlemmer af ’redningskorpset’ beslutter sig for, får uden videre folkeretslig retskraft og er ikke bundet af de nationale parlamenters tilslutning.

Som skikken var i gamle koloniregimer kalder de sig guvernører og skylder på samme måde som direktører ikke offentligheden nogen regnskabsaflæggelse. Tværtimod er de udtrykkeligt forpligtet til hemmeligholdelse.

Det minder om omertà (tavshedens lov), som hører til mafiaens æres­kodeks. Vores gudfædre er hævet over enhver retslig kontrol. De nyder et privi­legium, som end ikke tilkommer Camorraens chef: den absolutte strafferetslige immunitet (Læs selv, det står i artikel 32-35 af ESM-traktaten).«

 

Claudio Magris, italiensk forfatter, i Corriere della Sera:

»Også Tyskland er skyldner: Der ville ikke have været nogen Nietzsche uden de græske tragedier (...) Den forfærdelige blindhed i nutidig tysk politik er, at man ikke forstår, at Grækenlands aktuelle skæbne ikke er som en sørgelig historie om gammel, sulten mand, men at det er vores skæbne. (...)

På den ene side skylder den klassiske græske kultur Tyskland meget, for uden den tyske filologi, som har rekonstrueret og givet os mulighed for at læse de filosofiske og litterære tekster, ville vi ikke have denne arv. På den anden side kan Tyskland takke Grækenland for selve essensen af sin højeste højkultur. For det er ved at tænke over Grækenland, at Tyskland skabte den sidste klassiske kultur, den tyske klassicisme med Goethe og andre, fordi man i Grækenland ser muligheden for et helt menneske, et harmonisk menneske, et ikke sekterisk menneske. Den græske model står altså ikke som noget antikveret eller musealt, men for spørgsmålet om, hvorvidt en fuldendt og ikke opsplittet menneskehed er mulig.«

Rui Tavares, portugisisk historiker, i Público:

»Arme ord! Ordene er de første ofre for Europas ledere, som bruger og misbruger dem indtil det punkt, hvor de taber al deres betydning.

For tyskere er ’solidaritet’ nu kommet til at betyde ’disse forbistrede sydeuropæere, som bliver ved med at kræve flere penge’. For grækerne er ’solidaritet’ kommet til at betyde ’disse forbistrede tyskere, som konstant forlanger nye ofre’. Ingen ved længere, at ’føderalisme’ oprindelig betød decentraliseret demokrati. Sarkozy brugte sågar termen i præcis den modsatte betydning. Og løber vi tør for ord, kan vi altid kræve ’mere Europa’ – et udtryk, der betyder absolut ingenting.

Måske har vi brug for mere demokrati, mere integration, større sammenhængskraft – i det mindste ved vi nogenlunde, hvad de ord betyder, men ’mere Europa’ – jeg har ingen anelse om, hvad det betyder. (...)«

 

André Glucksmann, fransk

filosof, i Der Spiegel:

»Europæernes manglende forståelse for det globale perspektiv betyder, at unionens raison d’être er gået tabt. At finde veje ud af den aktuelle finanskrise bør ikke være en overmenneskelig opgave. Der vil altid være måder at forbedre EU’s institutioner på og tilpasse dem til situationens behov. Her bør vi kunne stole på, at vores politikere og jurister har den fornødne kompetence.

Europas virkelige udfordring dukker op på et andet niveau og handler om overlevelse. Hvis ikke Europas gamle nationer formår at frembyde en forenet front, vil de blive reduceret til ubetydelighed (...) Spørgsmålet om størrelse er blevet en absolut nødvendighed i globaliseringen. Fru Merkel fornemmer, at også Tysklands skæbne kan blive bestemt i Europas baggård, og netop derfor har hun trods alt også valgt solidariteten, om end i en tøvende og behersket udgave. Ikke desto mindre har hun tilladt krisen at splitte Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien. Hvis vore lande kan splittes under markedskræfternes pres, visner de, både sammen og hver for sig. (...)

Globaliseringen har udløst et globalt kaos, og en global politistyrke – en rolle, USA påtog sig længe – findes ikke længere. De storpolitiske aktører er muligvis ikke opsat på krig, men derfor kan deres hensigter godt være onde.

I den herskende anarkistiske forvirring må Europa blive bedre til at hævde sig selv og imødegå trusler mere offensivt. Putins Rusland, som vil genvinde dele af, hvad det har tabt, er en trussel. Kina, en bureaukratisk slavestat, er en trussel. Militant islamisme er en trussel. Europa er nødt til at lære igen at tænke i en fjendskabsoptik. Det forstår Jürgen Habermas ikke, når han hævder, at en velmenende kosmopolitanisme kan forene alle i et globalt medborgerskab. Den store universalhistoriker Arnold J. Toynbee evaluerede kulturernes udvikling på grundlag af deres evne til at reagere på nye udfordringer. Er Europa rede til at se sin skæbne i øjnene? Det er der grund til at betvivle. (...)

Europa lider ikke bare under mangel på politisk lederskab og handlekraft. Europa lider også under ligegyldighed og isolationisme i den offentlige opinion. Og under de europæiske intellektuelles fallit. Se på valgene i Europa. Hvilken rolle spiller udenrigspolitik og Europas plads i verden? (...) Det 21. århundrede bliver de store kontinenters århundrede. Hvis Europa ikke forstår at træde ind i den dimension, synker vi tilbage i det 19. århundrede. Så vil vores politiske aktivitet bygge på mindet om svundne tider: Europa – ængstelsens og nostalgiens kontinent.«

 

Massimo Franco, italiensk

politisk kommentator, i Corriere Della Sera:

»Måske er De ikke klar over det, men i Nordeuropa mener mange mennesker, at ’spændet’ i renten mellem deres egne ’dydige’ stater og de kriseramte sydeuropæiske stater er frugten af en katolsk synd. På tysk dækker ordet Schuld både ’skyld’ og ’gæld’. Denne semantiske nuance afspejler en dybereliggende kulturforskel og kan hjælpe os til bedre at forstå manglen på tillid – eller fordommene – i nogle nordeuropæiske lande over for de lande, der ses som medlemmer af en ansvarsfri middelhavsklub. Spændet mellem spanske og italienske obligationer på den ene side og de tyske på den anden fører i retning af antagelser af implicit moralsk overlegenhed, der risikerer at kaste os tilbage til værdier, der fletter kultur og religion sammen og indsprøjter gammel gift i Europas trætte vener.

Sandt at sige er et tabu blevet brudt, der igen har gjort det muligt for spøgelserne fra Reformationen og Modreformationen og de europæiske krige, der blev udkæmpet i Guds skygge, at genindtage scenen. Den antisydeuropæiske retorik og den retorik, der flyver tilbage mod Tyskland, nærer på et ubevidst plan stereotype forestillinger om ’sandheder’, der var begravet i Det Gamle Kontintents hukommelse, og som det vil være bedst ikke at grave op igen for ikke herved at løbe en fare for at ødelægge det vanskelige kompromis mellem Europas nationer, der har opretholdt den sociale og politiske fred i årtier.

Det ønske om at blive ladt i fred, som vinder indpas i visse kredse i de dele af Tyskland, der erklærer sig lutheransk, og i lande med protestantiske flertal såsom Holland, Finland og andre nordiske lande, har hos en kommentator foranlediget den hypotese, at hvis den tyske 1500-tals-teolog Martin Luther kunne have været til stede i Maa­stricht i 1992, da valutaunionens grundlag blev lagt, ville han have nedlagt veto imod middelhavslandenes kandidatur (...)

Den aktuelle bitterhed i Nordeuropa over for ’det andet Europa’ udspringer således af en krænkelse af ’Luthers lov’, hvis overtrædelse har hidbragt alle vore dårligdomme. Hvis derimod hans imaginære formaning var blevet hørt, ville euroen have været mere sammenhængende og Europas økonomi i langt mindre vanskeligheder. (...)

Hvor det gamle EU’s enhed oprindeligt blev bygget over Tyskland, Frankrig og Italiens central- og sydeuropæiske akse, har vi nu fået et fællesskab, hvor den tyske nation har etableret hegemoni over og til tider ser ud til at dyrke de protestantiske traditioners ressentiment mod de tyske katolikker og deres Europa-begejstring. Kansler Angela Merkel stammer fra Østtyskland og er datter af en protestantisk pastor, mens Tysklands nye præsident, Joachim Gauck, selv er tidligere lutheransk pastor.«

 

George Soros, ungarsk-amerikansk økonom, i essay i The New York Review of Books:

»Jeg har altid været en glødende tilhænger af Den Europæiske Union som legemliggørelsen af et åbent samfund – et frivilligt forbund af ligestillede stater, der afgav en del af deres suverænitet af hensyn til et større fælles gode. Men nu er eurokrisen ved at forvandle EU til noget grundlæggende andet. Medlemslandene er inddelt i to klasser – kreditorer og debitorer – og kreditorerne, i første række Tyskland, bestemmer. (...)

De politikker, som forfølges under tysk ledelse, vil formentlig kunne holde sammen på euroen for en umiddelbar fremtid, men ikke for altid. Den permanente opsplittelse af EU i kreditor- og debitorlande, hvor kreditorerne fastsætter betingelserne, vil være politisk uacceptabel for mange europæere. Hvis, eller rettere når, euroen bryder sammen, vil dette ødelægge fællesmarkedet og Den Europæiske Union. Europa vil stå i en værre situation, end før bestræbelserne på at forene det begyndte, fordi sammenbruddet vil efterlade en virkningshistorie af gensidig mistro og fjendskab. Jo senere det sker, jo værre bliver udfaldet i sidste ende. Det er et så dystert perspektiv, at det er på tide at overveje alternativer, som indtil for nylig blev anset for utænkelige.

For mig at se er den optimale udvej i den aktuelle situation at overtale Tyskland til enten at blive et mere velvilligt hegemoni. Eller også forlade euroen. Tyskland må enten lede eller falde fra.

Da al akkumuleret gæld er denomineret i euro, gør det alverden til forskel, hvem der kommer til at bestemme over euroen. Hvis Tyskland forlod valutazonen, ville euroen falde i værdi. Gældsbyrden ville forblive den samme nominelt, men mindskes reelt. Gældslandene ville genvinde deres konkurrencedygtighed, fordi deres eksport ville blive billigere og deres import dyrere. Kreditorlandene derimod ville lide tab på deres investeringer i euroområdet. Tabenes omfang vil afhænge af valutaens nedskrivningsgrad. Kreditorlandene ville derfor have interesse i at holde valutanedskrivningen inden for visse grænser.

Slutresultatet vil opfylde John Maynard Keynes’ drøm om et internationalt valutasystem, hvor både kreditorer og debitorer deler et fælles ansvar for at opretholde stabiliteten. Og Europa ville undgå den truende depression.

Det samme resultat kan imidlertid opnås med lavere omkostninger for Tyskland, hvis Tyskland vælger at opføre sig som et velvilligt hegemoni. Dette vil forudsætte en større jævnbyrdighed i fastlæggelse af spillereglerne mellem debitor- og kreditorlande og en fælles målsætning om en nominel vækst på 5 procent, således at Europa med andre ord kunne vækste sig ud af sin overdrevne forgældethed. Dog vil dette formentlig forudsætte en højere grad af inflation, end den tyske centralbank kan leve med.«

 

Barbara Spinelli, italiensk forfatter, i La Repubblica:

»Har borgerne stadig et forhold til de nationale forfatninger, føler de sig beskyttet af dem? Det kan man tvivle på, og det kan ikke undre, at en forfatningsdomstol, den tyske, stiller det spørgsmål. Den 12. september skal den domstol – og kun den, andetsteds mangler så initiativrige dommere –

afgøre, om unionens kriseaftaler (finanspagten og stabilitetsfonde) er i overensstemmelse med den folkelige suverænitet, som den tyske forfatning garanterer. Domstolen i Karlsruhe tager kun nationale briller på, men konstaterer, at vi alle er alvorligt syge. De nationale forfatninger er ikke på højde med et Europa, som der uddelegeres stadig mere suverænitet til, men som samtidig bliver nægtet vedblivende og umisforståelig regeringsmagt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Har siden denne gestalt Mario dukkede op - gud ved med hvilken biografi i bagagen - haft de samme associationer som Enzensberger - omertà og mafiøse strukturer - demokrati på udfasning ...

Hans Magnus går man sjældent galt i byen med ...

Er du gal for en lang artikel!!