Læsetid: 5 min.

Fra frihedsheltinde til realpolitiker

I denne uge er Myanmars Aung San Suu Kyi og landets præsident Thein Sein på det, der ligner en hyldestturné i USA
I denne uge er Myanmars Aung San Suu Kyi og landets præsident Thein Sein på det, der ligner en hyldestturné i USA
29. september 2012

Vi har set svære valg blive taget – fra Naypyidaw (Myanmars hovedstad, red.) til Kairo til Abidjan – for at give mere magt til borgerne,« sagde USA’s præsident Barack Obama i sin tale til FN’s Generalforsamling i tirsdags.

»I Burma har en præsident sat politiske fanger på fri fod og åbnet et lukket samfund, en modig dissident er blevet valgt til parlamentet, og folk ser frem til reformer.«

Obamas ordvalg var langtfra tilfældigt – især referencen til de to hovedpersoner, hvis besøg i denne uge i USA nemt kunne have udviklet sig til en pr-katastrofe og undergravet det endnu nye forhold mellem de to, som landets reformer hviler på.

Suu Kyis lokale og internationale popularitet blev af det tidligere militærstyre, under hvilket præsident Thein Sein var general og premierminister, set som en stor trussel mod deres magt. Militærets støtte til Thein Seins reformproces afhænger i høj grad af, om han kan overbevise skeptikere inden for militæret og den øvrige elite om, at risikoen ved tabet af en del af magten belønnes med stabilitet, økonomisk fremgang, udenlandsk accept – og ikke mindst med æren i behold.

For bare et par måneder siden aflyste han et statsbesøg til Thailand i sidste øjeblik – hvilket af mange blev tolket som et tegn på, at han ikke ønskede at stå i skyggen af Suu Kyis rockstjerne-lignende modtagelse i landet i dagene forinden.

Derfor var besøget i USA ventet med nervøs spænding. Den blev ikke mindre, da det blev klart, at præsident Obama i USA ville mødes med Suu Kyi – et menigt parlamentsmedlem – og ikke med Thein Sein, en statsleder.

Reformer og genforening

Men de to hovedpersoner har nu gjort skepsissen til skamme og cementeret den overraskende nære alliance mellem den tidligere general og det kun delvist forgangne militærstyres hovedfjende.

»Som borger i Myanmar vil jeg lykønske hende med de æresbevisninger, hun har modtaget i dette land som anerkendelse af hendes indsats for demokrati,« sagde Thein Sein således under sin tale til FN’s Generalforsamling i torsdags om den kvinde, hvis foto var forbudt i landets aviser indtil for nylig.

»Din tilstedeværelse giver mig tro på, at Burmas fremtid kan blive en med reformer og genforening,« sagde Suu Kyi, da hun i sidste uge fik overrakt Kongressens guldmedalje – den højeste pris, den uddeler – med henvisning til ledende reformminister i Thein Seins regering, Aung Min, som hun havde inviteret med. Også USA’s udenrigsminister Hillary Clinton hyldede ham og andre tilstedeværende regeringsrepræsentanter »for at lægge forskelle til side i forhold til oppositionen«.

»Jeg ser hende som en søster,« udtalte Aung Min om oppositionslederen til Information i Yangon før sin afrejse til USA. »Vi er endda blevet enige om, hvilken farve tøj vi skal have på i Kongressen,« tilføjede han med et smil.

»Jeg kan rigtig godt lide mange af generalerne,« forklarede Suu Kyi på CNN tidligere på ugen i et interview om de mænd, der nægtede hende at se sine børn og sin ægtemand, da han lå for døden.

»Jeg så aldrig det, de gjorde mod mig, som noget personligt. Det er politik. Og hvis du går ind i politik, må du være parat til at finde dig i den slags problemer. (…) Jeg synes, det er naturligt for mig at føle sådan. Jeg er altid kommet godt ud af det med folk i hæren. Min far var grundlæggeren af den burmesiske hær. Det er derfor, jeg har et blødt punkt for dem, selv om jeg ikke kan lide, hvad de gør.«

Under USA-besøget udtrykte Suu Kyi i øvrigt sin uforbeholdne støtte til yderligere lempelser af USA’s sanktioner i forhold til Myanmar. Onsdag, da Myanmars præsident mødte Hillary Clinton – samme dag som han også mødtes med Henry Kissinger og Bill Clinton – informerede hun ham om, at USA’s importrestriktioner for varer fra Myanmar ophæves »i anerkendelse af de fortsatte fremskridt mod reformer og i respons til ønsker fra både regering og opposition«.

Den store udfordring

Det er store ting, der står på spil – også under dette besøg. I 2015 er der parlamentsvalg – en jordskredssejr til Suu Kyis parti National League for Democracy (NLD) er inden for rækkevidde. En betydelig milepæl efter 50 år med skiftende militært støttede regeringer og kamp for demokrati.

Men det kan tabes på gulvet, hvis det ikke lykkes Suu Kyi at opbygge et tillidsforhold til hæren, hvilket er afgørende for, at de tør overgive magten og ikke – som det skete ved valget i 1990 – at beholde den.

»Suu Kyis enorme popularitet stiller NLD i en meget stærk position i forhold til valget i 2015,« understreger Myanmar-ekspert Richard Horsey over for Information.

»Den store udfordring er ikke at vinde valget, men at bygge broer til andre partier og deres vælgere inklusive de etniske partier, andre demokratiske kræfter og den gamle militær-politiske elite.«

Demokratiets pris

Men først er der altså et valg, der skal vindes. Det er derfor ikke nok, at Suu Kyi udfylder sin rolle som frihedsheltinde eller forsøger at være flink mod de tidligere eller nuværende generaler. I et begyndende demokrati kan det at fastholde den brede befolknings opbakning blive afgørende – men det kan have sin pris.

»Situationen er yderst vanskelig for Aung San Suu Kyi,« forklarer den ledende avisredaktør og formand for Myanmar Journalists Association, Maung Wuntha, der er en af hendes tidligere nære kolleger og medstifter af hendes parti National League for Democracy (NLD), som han nu har forladt.

»Det er meget svært for hende at gøre alle tilfredse,« tilføjer han med henvisning til hendes internationale ikonstatus som menneskerettighedsforkæmper og hendes relative tavshed i forbindelse med den voldelige og eksplosive konflikt i Rakhine-delstaten.

Mindst 89 mennesker har mistet livet, og op mod 90.000 blev fordrevet i løbet af to uger i juni. Mange af dem er nu forvist til lukkede flygtningelejre – der adskiller de to befolkningsgrupper.

»Dette handler om hendes behov for politisk og folkelig støtte,« mener Tun Lin Oo fra tænketanken Yangon School of Political Science.

»Hun er mere liberalt tænkende end andre ledere i landet, men hun kan ikke sige det [støtte til rohingyaerne] offentligt, for så ville hun miste opbakning fra folket – især nationalister og rakhinere.«

Han henviser til, at der i befolkningen er en udbredt og stærk antipati mod rohingyaerne, der generelt anses som illegale, muslimske, bengalske immigranter.

Menneskeret og realpolitik

I optakten til og under USA-besøget har Suu Kyi været under pres fra verdenssamfundet og internationale medier, der forventer, at hun sætter menneskerettigheder højere end realpolitik.

Selv endte hun efter to måneders tavshed med en mellemløsning, der ikke støder lokale eller internationale sympatisører, men omvendt er vag med hensyn til konkrete løsninger – ligesom en rigtig politiker.

»Menneskerettigheder og retssikkerhed – disse må ikke ignoreres, hvis vi skal løse alle disse problemer mellem lokalsamfund (i Rakhine, red.). Og det, mener jeg, skal accepteres af alle ansvarlige parter. At ignorere menneskerettigheder eller retssikkerhed; eller insistere på menneskerettigheder og lade, som om retssikkerhed er en anden sag, vil ikke fungere. Heller ikke den anden vej rundt.«

 

Sara Olsen skriver af sikkerhedsgrunde under pseudonym fra Myanmar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu