Læsetid: 3 min.

Hizbollah samler titusinder til protest mod islamofobisk film

Demonstrationen ses som en afledning af kritikken mod det shiitiske parti for dets støtte til det syriske regime
18. september 2012

Nyheden var ikke, at titusinder samledes i Dahiya-bydelen i det sydlige Beirut, hvor det shiitiske Hizbollah-parti er enerådende med egen politistyrke. Nyheden var, at Hizbollahs generalsekretær Hassan Nasrallah gjorde en undtagelse fra sin normale sikkerhedsprocedure og talte – omgivet af fem eller seks livvagter – direkte til mængden i stedet for, som det har været kutyme siden 2006, at meddele sig via storskærm. Intentionen var naturligvis at understrege alvoren i protesten mod den islamofobiske film Muslimernes uskyld – en protest, Nasrallah udmøntede i tre krav og en trussel:

1. Hver eneste regering bør forbyde internethjemmesider, der håner islam, og de bør boykotte YouTube, der insisterer på at vise »de fornærmende scener«. Som tidligere omtalt fremstiller en 13 minutter lang trailer for filmen islams profet som pædofil sexgalning.

2. USA, der under parolen om frihed »bedragerisk afviser« at gøre noget, må forstå, at dersom filmen vises i sin helhed, vil det få »fatale følger«.

3. »Alle vore muslimske regeringer og folk må presse det internationale samfund til at vedtage love, der kriminaliserer enhver forhånelse af de monoteistiske religioner (jødedommen, kristendommen og islam, red.).

Nasrallah har desuden opfordret den libanesiske regering til at bringe den aktuelle sag op i Den Arabiske Liga, hvor Libanon for tiden varetager det roterende formandskab. Det skete umiddelbart efter hans tale, da Libanons udenrigsminister anmodede om en ekstraordinær session i ligaen for at drøfte filmsagen

Kærkommen anledning

Hizbollahs tv-kanal, al-Manar, sendte dagen igennem i går en båndsløjfe med citater fra Hassan Nasrallahs tv-tale søndag, hvor han kaldte sine trosfæller til protest, kun få timer efter at pave Benedict XVI havde forladt Libanon efter at have afleveret en opfordring til fred og fordragelighed mellem trosretningerne.

Hassan Nasrallah sagde, at You-Tube-traileren for Muslimernes uskyld er et bevidst forsøg på at så splid mellem kristne og muslimer, og er »et værre angreb på islam« end forsøget på at nedbrænde al-Aqsa-moskeen i Jerusalem i 1969, karikaturerne af Profeten i europæiske medier og Salman Rushdies bog De sataniske vers’.

»Ja, Hizbollah vil sikre, at det bliver stort,« siger Ernest Khoury, medredaktør af et politisk ugemagasin for Beirut-avisen As-Safir. »Meningen er selvfølgelig at sende et budskab til amerikanerne, men også at fortælle sunnitterne i Tripoli, at de ikke har monopol på at forsvare Profeten, og at Hizbollah kan gøre meget mere effektivt og uden vold.«

Ernest Khoury tilføjer, at Hizbollah kan have andre dagsordener, bl.a. at retfærdiggøre støtten til det syriske regime. Det er kun et par uger siden, den amerikanske regering indførte sanktioner mod Hizbollah som led i sanktionspolitikken mod Syrien. Sanktionerne, der bl.a. fryser Hizbollah-konti i amerikanske banker, er rent symbolske, da Hizbollah i forvejen er ’frosset’, eftersom partiet er på den amerikanske terrorliste.

Hizbollah støtter aktivt det syriske regime med militante fra partiets milits, der kæmper sammen med Bashar al-Assads tropper mod oprørerne. Søndag blev det desuden officielt bekræftet, at al Quds-styrken, den iranske revolutionsgardes specialtropper, »er til stede i Syrien og Libanon i en rådgivende funktion«, som det blev oplyst af styrkens chef, general Mohammad Ali Jafari. Den kristne libanesiske præsident, Michel Suleiman, har udbedt sig en ’forklaring’ på tilstedeværelsen.

Ovenpå sidste uges uroligheder har det amerikanske udenrigsministerium annulleret alle visa til USA for libanesiske studerende og har desuden udsendt en ny rejsevejledning, der advarer amerikanske borgere mod at tage til landet. Disse skridt kommer efter salafistiske ekstremisters demonstrationer mod den amerikanskproducerede film i Tripoli, Libanons næststørste by, hvor fastfood-restauranterne Hardee’s og Kentucky Fried Chicken (KFC) blev angrebet, og hvor en demonstrant er blevet dræbt under gadekampe med politistyrker. Hen over weekenden indtog hærens karakteristiske minikampvogne, der er konstrueret til bykrig, positioner foran fast food-kæderne KFC, Burger King, McDonalds og Pizza Hut i Beirut og i Sidon, også et sunnitisk støttepunkt, hvor der blev demonstreret søndag.

Hizbollah har bebudet protester mod filmen i morgen i Tyrus i Sydlibanon og på søndag i Bekaadalen. Ved redaktionens slutning var det ikke kommet til voldelige optøjer. I Pakistan. Indonesien, Tunesien, Afghanistan og på Vestbredden var der i går demonstrationer. Indtil videre er 12 aktivister dræbt rundt om i verden på grund af den famøse film.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer