Læsetid: 5 min.

Homoseksuelle afghanere kan vælge mellem ægteskab eller eksil

Det frygtsomme liv, som homoseksuelle afghanere bliver tvunget til at leve, blotlægges i Hamid Zahers erindringsbog, ’Living in a Nightmare’
Det frygtsomme liv, som homoseksuelle afghanere bliver tvunget til at leve, blotlægges i Hamid Zahers erindringsbog, ’Living in a Nightmare’
28. september 2012

Første gang Hamid Zaher var i seng med en mand, var han en ung afghaner med ringe erfaring på livet uden for Kabul. Hans elsker, en ældre mand fra Pakistan, var den helt rigtige type – dannet, moden og velopdragen. Den unge, homoseksuelle afghaner mødte den ældre mand ved et tilfælde. Hamid havde ligesom de fleste afghanere familie i Pakistan, og da han besøgte sin søster, gik han en dag tur i en offentlig park nær hendes hjem. Den anden mand var der tilfældigvis og kom gående imod Hamid.

I sine brutalt ærlige erindringer, Living in a Nightmare, skriver Hamid om andre, enlige mænd, der vandrer lige så rastløst rundt i parken. Han anede, at de også var på udkig efter den forbudte kærlighed med en anden mand. Den ældre mand fastholdt den unge afghaners blik, mens han kom gående imod ham og kom tættere og tættere på. Han standsede, da han nåede hen til Hamid, og indledte en samtale. Intuitionen tog hurtigt over, og de to mænd fandt en fjern bænk, hvor de kunne være i fred. Den ældre mand komplimenterede Hamid for hans smukke øjne og bad om lov til at røre og kysse dem. Han strøg forsigtigt Hamids ansigt og betragtede omhyggeligt den unge mands reaktion. Hamid var dog på ingen måde forfærdet, men derimod smigret. Pludselig sad han og holdt en ældre mand i hånden og blev kysset og kærtegnet af ham.

Det ene førte til det andet, og for Hamid føltes den første homoseksuelle oplevelse helt rigtig. Det var trods alt virkeliggørelsen af alt, hvad han havde drømt om siden puberteten:

»Jeg har ondt af alle de mænd, der dør uden nogensinde at have realiseret deres drøm om kærlighed med en anden mand,« skriver Hamid i sine erindringer.

Et ængsteligt liv

Sådanne mænd findes i Afghanistan. De er som oftest gift og har børn og fører på overfladen et perfekt og »respektabelt« liv. Men de længes hemmeligt efter denne anden, forbudte kærlighed. Officielt er Afghanistan et strengt heteroseksuelt, familiebaseret samfund, hvor sex uden for ægteskabets juridiske grænser er en forbrydelse, der straffes med fængsel. Men bag respektabilitetens renskurede overfalde findes en tåget underverden af kaotisk seksualitet uden klare regler og grænser, hvor de sårbare, herunder homoseksuelle mænd, er uden beskyttelse:

»Vi forelsker os nemt og giver vores hjerte og sjæl, men bliver kun forrådt og latterliggjort,« skriver en homoseksuel blogger fra Kabul.

Han giver et eksempel på den form for frygtsom tilværelse, som er en del af det at være homoseksuel i Afghanistan. Bloggerens tidligere kæreste, som viste sig at være efterretningsofficer, afsluttede deres forhold med en handling, der lugter af selvhad grænsende til sadisme. Efter at have afsluttet forholdet gav efterretningsofficeren sin tidligere kærestes navn og telefonnummer til alle sine mandlige bekendtskaber og tilskyndede dem til at opsøge ham for at dyrke sex.

De følelsesmæssige skader, som en sådan grusomhed kan medføre, risikerer naturligvis at være uoprettelige, men alligevel er det ingenting i forhold til den livsfare, som offentlig afsløring af homoseksualitet medfører. Hvis en afghansk mand bliver afsløret som homoseksuel (og nogle gange er det nok bare at blive omtalt som bøsse), betragtes han som en skændsel for sin familie og risikerer at blive offer for et æresdrab.

Familien er det vigtigste i Afghanistan. Det er en lille mafiastruktur, der hersker over liv og død og sikrer beskyttelse af dem, der overholder reglerne, og straffer dem, der vover at afvige fra dem. At være homoseksuel og afghaner betyder, at man lever i evig frygt for at blive afsløret og forrådt – en paranoid tilværelse i konstant rædsel for offentligt at blive omtalt som homoseksuel.

Det maskuline ideal

Foruden disse sjæleknusende bekymringer er der det konformistiske samfunds vedholdende forestilling om ideel mandighed, som alle mænd forventes at stræbe efter. Repræsentationen af dette ideal er den stærke og magtfulde patriark.

At blive gift og få børn er ikke nok til at leve op til dette ideal. En mand skal være hård og maskulin, rig og magtfuld. Og det er endnu vigtigere, at han får mange sønner og opdrager dem som lydige soldater under sin kommando. Det er den slags mand, som bliver misundt i det afghanske samfund. (Krigsherrerne med deres store maver og lange skæg er ikke andet end en nutidig inkarnation af den traditionelle model for dyrisk, militant maskulinitet).

Homoseksuelle, afghanske mænd stræber selvfølgelig ikke efter dette ideal, men frygter udsigten til et bryllup, forsøger at afværge de mange spørgsmål om giftermål og udskyder ægteskabet så længe som muligt.

En anden mand

For Hamid Zaher, som er den første homoseksuelle mand i Afghanistan, der står åbent frem, var det simpelthen udelukket at skulle foregive at leve et liv som heteroseksuel. Han flygtede fra Afghanistan og udholdt flere års afsavn i Iran og Tyrkiet for at undslippe den afghanske konformismes tyranni. Det er en konformisme, hvor alle bliver tvunget ind i ægteskabet: unge drenge og piger, homoseksuelle mænd og lesbiske kvinder, og dem, der bare ikke har nogen interesse i seksualitet eller i at leve et typisk afghansk familieliv.

Mange afghanere flygter ikke på grund af politik, de flygter fra deres samfund og kultur, skriver Hamid i sine erindringer efter at have mødt teenagere, der er flygtet fra Afghanistan for at undgå at skulle gifte sig.

Hamid har slået sig ned i Canada, hvor han skrev sin banebrydende bog. Det var i Canada, at han på nettet mødte den mand, som han selv ville være blevet, hvis han ikke var flygtet fra Afghanistan. Den anden mand, som også er homoseksuel, var bukket under for samfundet, havde giftet sig og er i dag far til fire børn:

»Det er et bittert liv kun at have én længsel og aldrig, ikke engang en enkelt dag, at få denne længsel opfyldt,« skrev den anden mand fra et kontor i Kabul.

For Hamid var disse ord nok til at afklare, hvem af dem der havde truffet den rigtige beslutning.

 

© The Guardian & Information 2012. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Mange afghanere flygter ikke på grund af politik, de flygter fra deres samfund og kultur.."
---------------------
Ja, det er sørgeligt/kritisabelt,
at menneske-rettigheder i bl.a. muslimske samfund - lande, som er medlem af FN -
ikke respekteres!

Sex mellem dansedrenge er ikke det samme som et værdigt homoseksuelt liv. Det næste mål for menneskerettighedsforkæmpere må være at få homoseksualitet anerkendt som en variation blandt mennesker, som det ikke er tilladt at. Forhindre med drab.

Det er kun et par år siden, at man mente, at det var religionen, der var årsag til intolerance overfor homoseksuelle.

Så viste det sig, at et par baltiske lande ikke kunne garantere sikkerheden for "Gay Pride" - og de regnes ellers for noget af det mest sekulære i det gamle Sovjet.

Det var heller ikke præster men "skin heads" der var truslen.

Spørgsmålet er, om det ikke altid er en form for skin-heads der er problemet ?

Hvad giver folk lyst at være voldelige overfor andres seksuelle tilbøjeligheder ?

Jeg mener - hvis nu naboen kun kan få udløsning af at løbe rundt i sin baghave iført dykkerdragt og råbe "hysj hysj" af sine stikkelsbærbuske ?

Jeg ville måske finde det morsomt, men det ville da ikke give mig lyst til voldsudøvelse.

Ville skinheads også blive vrede på min (hypotetiske) nabo ?

Majbritt Nielsen

Gorm Petersen

Kan det komme ud af at hvis en selv skal have det hårdt. Så skal "de" andre heller ikke vide sig for sikre?
Ofte er dem der mobber/chikanere, forfølger eller på anden måde sætter sig til doms over andre. Nogen der selv er skadet på sjælen i en eller anden grad. Ikke at det undskylder gerningen.
Men en person med almindeligt godt selvværd, har ikke behov for at hævde sig.

Hvilket i øvrigt får mig til at tænke på at jeg skal huske og se det program en tv-station har lavet omkring mænd (og sikkert også kvinder) der forfølger sin eks.
Introen så ret interesant ud.