Læsetid: 4 min.

Den kreative aktivismes døgnfluer skaber forandring

Opbakningen til Occupy Wall Street svinder, og hvem husker lige Attac-bevægelsen? De kreative aktivisters samarbejde har det med at smuldre efter en periode. Men ifølge forskere gør det slet ikke noget, for kampagnerne efterlader nyttige aftryk på samfundet
Tyske globaliseringsaktivister fra bl.a. Attac og miljø-organistationen Bund tøjrer en oppustelig tomat på Gendarmenmarkt midt i Berlin for at sætte fokus på de ukendte konsekvenser af genetiske manipulerede fødevarer.

Tyske globaliseringsaktivister fra bl.a. Attac og miljø-organistationen Bund tøjrer en oppustelig tomat på Gendarmenmarkt midt i Berlin for at sætte fokus på de ukendte konsekvenser af genetiske manipulerede fødevarer.

Arnd Wiegmann

21. september 2012

En uge efter at Barack Obama blev valgt som præsident i 2008, gik en falsk udgave af New York Times i trykken. 80.000 eksemplarer blev delt ud på gaden i New York og Los Angeles, og da folk fik dem i hænderne, var datoen sat et år ud i fremtiden. På forsiden lød den dengang sensationelle nyhed: »Iraq War Ends«, og resten af avisen indeholdt andre ønskelige bud på, hvad Barack Obama kunne opnå som præsident på et år.

Bag udgivelsen af avisen stod blandt andre aktivistgruppen The Yes Men sammen med hundredvis af skribenter, kunstnere og aktivister, som ønskede at præsentere amerikanerne for deres muligvis utopiske drømme om fremtiden.

Kulminationen af disse menneskers arbejde med at skabe den falske avis var, da aviserne blev delt ud. Derefter opløstes fællesskabet.

Bevægelserne smuldrer

Tre et halvt år efter står den falske udgave af avisen som et vidnesbyrd om, at der var stemmer i USA, som ønskede Irak-krigen slut. Det lykkedes som bekendt i 2011, hvor de sidste amerikanske soldater trak sig ud.

Set udefra er det let at betragte fællesskabet som en form for flygtigt fænomen, der trak sig fra sagen, da det ikke havde mere at byde ind med, men sådan betragter ph.d.-studerende Silas Harrebye fra Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet, som om få dage afleverer sin afhandling om kreativ aktivisme, ikke aktivisternes input.

»Vi skal forstå, at når socialpolitiske grupper eller bevægelser ebber ud eller skifter form, er det ikke nødvendigvis, fordi de ikke har opnået det, de ville. Et kendetegn ved den kreative aktivisme er, at de kan skifte karakter, men det gør ikke deres indflydelse på, hvad der bliver sat på dagsordenen mindre,« siger Silas Harrebye og fortsætter.

»De kreative aktivister formår nogle gange at få prikket hul på bylden og få mobiliseret folk omkring en sag; at få kommunikeret det på en måde, så det også kommer ud til den bredere offentlighed på tværs af grænser.«

Denne uge havde bevægelsen Occupy Wall Street et års jubilæum, og under demonstrationer på etårs-dagen var det tydeligt, at der var tyndet ud i tilhængere, som var fysisk tilstede. Occupy-bevægelsen er et eksempel på, at det kan være svært for organisationerne at holde synligt gang i aktivisterne, mens man stadig yder indflydelse.

»Occupy-bevægelsen har været med til at sætte finanssektoren på dagsordenen på et historisk vigtigt tidspunkt. De har haft stor indflydelse i USA, især på valgkampen, hvor man nu taler om de 99 procent over for den ene procent, direkte inspireret af bevægelsen,« siger Silas Harrebye.

Af andre eksempler kan nævnes bevægelsen Attac, som blev spået stor politisk indflydelse i 00’erne. Attac eksisterer stadig, men med langt mindre opmærksomhed, end da bevægelsen kom frem.

Den mest effektive metode

Silas Harrebye er ikke alene om at kunne se, at bevægelsernes indsats kan rykke i det lange løb, selv om de kan ende med at gå i sig selv. Forsker og medforfatter til bogen Why Civil Resistance works Erica Chenoweth, som i øjeblikket forsker på Denver University, bakker nemlig op om Silas Harrebyes forskning.

»De ikke-voldelige kampagner appellerer til en meget bredere skare af mennesker, end det voldelige oprør gør. Godt nok skal potentielle støtter overvinde en vis frygt, når de skal sige deres mening offentligt, men de behøver ikke have moralske skrupler over at bruge vold mod andre. Det personlige offer ved at være aktivist er mindre blandt de kreative aktivister,« skriver Erica Chenoweth til Magasinet Foreign Policy.

De fingeraftryk, som bevægelserne sætter ved at påvirke den politiske diskurs, kommer til udtryk mange steder i vores samfund. Især som understrøm i vores kultur og i måden at tale om politik på.

»Jeg tror primært, at de kreative aktivister kan være med til at ændre den politiske diskurs, snarere end at de er med til at sætte deres præg på de konkrete reformer, som beslutningstagere formulerer,« siger Silas Harrebye.

Det er ikke kun måden at tale om politik på i Vesten, som de kreative aktivister har indflydelse på. Den kreative aktivisme er effektiv i alle kulturer.

Erica Chenoweth’s forskning viser, at fra 1900 til 2006 var ikke-voldelige kampagner mere end dobbelt så succesrige som voldeligt oprør, når det gjaldt om at komme af med diktatorer, udenlandsk besættelse eller opnå selvbestemmelse. De seneste år alene viser tendensen; selv før Det Arabiske Forår formåede ikkevoldelige sammenstød i Serbien (2000), Madagascar (2002), Ukraine (2004), Lebanon (2005) og Nepal (2006) at fortrænge regimer fra magten.

På trods af den kreative aktivismes tydelige resultater mener Silas Harrebye dog, at det er vigtigt, at de kreative aktivisters aktioner ikke står alene.

»Det er vigtigt at holde fast i, at det ikke er enten-eller. Kreative aktivister kan ikke alene ændre verden. Vi har brug for folk, som tager de seje lange træk, indgår kompromiser og får gennemført reformer ,« siger Silas Harrebye. Men en uddeling af en avis fyldt med drømme for fremtiden skal bestemt ikke undervurderes.

»Vores demokrati har brug for konstant at blive udfordret og udviklet. Gennem historien har det altid været grupper i yderkanten af de her miljøer, som har været med til at flytte grænserne for, hvad der kan lade sig gøre – og stille de svære spørgsmål til, hvordan vores samfund fungerer,« siger Silas Harrebye.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Problemet er vel at både demokratiet og ydergrupperne, har det meget svært i Danmark. Ny-liberalismen har slået rod selv indenfor de traditionelle arbejderpartier. Og i DF har vi set en tendentiel fascistisk opbygning i partistrukturen og i dets argumentation. Op politiet har vist, at det er villigt til at slå ned på hvilken som helst ydergruppe demonstration. Samtidig er vi nok det mest kontrollerede og overvågede land i Europa. Med krydsundersøgelser af personnumre og accepteret angiveri eller stikkeri af hinanden. Nogen gange bliver jeg nervøs for, at linien vil fortsætte og vores samfund vil blive mere og mere 'patriakalsk', og forbyde alle former for aktioner og demonstrationer, som sætter de nødvendige spørgsmål ved om landet nu også er så demokratisk, som man gerne vil gøre det til?

Kære Jens Overgaard Bjerre.

Danmark har en veloplyst og godt uddannet befolkning, en superlav gini-koefficient og et velfungerende demokrati.

Det er derfor de ekstreme ydergrupper har det svært i Danmark.

Ekstreme ydergrupper har det bedst i lande med sociale uretfærdigheder og en dårigt uddannet befolkning .

Det dannske demokrati har det fint uanset at ydergrupper falskeligen hævder det modsatte for moralsk at legitimere sig selv.

Jens Overgaard Bjerre

Kære Robert Kroll.

Bare jeg kunne give dig ret, men det kan jeg desværre ikke. Overvågningningen og kryds-brugen af vores personlige data er uovertruffen. Selv Jacob Mchangama fra Cepos finder, at demokratiet er truet. Så dit argument med gini-index'et og uddannelsesniveauet, begge er faldende, kan ikke stå alene. Der er flere indekatorer, som skal vurderes med i et samlet billede.
-------------------------

Se f.eks. Wikipedia: Veldfærdsstaten i Danmark.
Indikatorer for velfærd

Da velfærd ikke kan måles direkte, forsøger bl.a. OECD at finde frem til nogle relevante indikatorer for velfærd.BNP angives ofte som det overordnede velfærdsmål for et samfund, idet produktionen antages at være grundlaget for et lands rigdom. Ved sammenligninger mellem forskellige lande over tid anvendes BNP pr. indbygger som indikator.[13] Dette mål kan dog langfra stå alene; andre forhold, som er af betydning for velfærden i et samfund er sundhedsforhold, herunder forventet levetid samt uddannelse, herunder det gennemsnitlige uddannelsesniveau.[13] SFI har vurderet fordelingen af velfærden i Danmark med udgangspunkt i social status[14] På grundlag af en sammenvejning af forskellige indikatorer kan der konstrueres forskellige velfærdsindeks, fx det af FN udviklede HDI-indeks. I denne type indeks ligger Danmark blandt de højest lande placerede i verden.[13] Også indkomstfordelingen, målt ved gini-koefficienten nævnes ofte som en betydende indikator for velfærd. Danmark havde i 2001 den mest lige indkomstfordeling i verden, men siden da er uligheden blevet større, og Norge, Sverige, Østrig, Finland og Belgien havde i 2010 mere ligelig indkomstfordeling end Danmark.[15]

Michael Kongstad Nielsen

Gerne udfordre, men ikke revolutionere. Man skulle jo nødig risikere, at man ikke selv en dag kom til at sidder på millionerne/ milliarderne. Den amerikanske drøm sidder i enhver lotto-spiller, og vinder man en dag, kan solidariteten gå ad helvede til.

Hvordan er Silas Harrebye blevet det store lys i horisonten, ekspert i samfundsudvikling og "hva' folk ve' ha'"? Han er jo et tågehorn uden lige.

Sloganet med de 99% for eksempel. Det er direkte problematisk, fordi det oser af populisme og bærer mindelser om retorikken i de værste diktaturer. 99% stemte på præsidenten. Resten har vi fængslet.

Alligevel jubler Harrebye.

Andre steder kan han eksempelvis citeres for at sige, at danske unge er rigtig glade og godt tilfredse - og derfor ser vi ikke den store politiske protest fra dem i dag. Vel at mærke sagt i en krisetid, hvor ungdomsarbejdsløsheden er på 80'er niveau og andelen af unge hjemløse er strøget helt til tops. Forsvindende lidt peger i retning af, at det går frem for økonomien.

Der er i det hele taget en lalleglad stemning over artiklen. Ukraine som dette vidunderlige volds- og diktaturløse samfund, hvor folk danser befriede i gaderne???? Øøøøh..... hvaøøøh...... er der en nyhed, jeg er gået glip af???