Læsetid: 2 min.

’Løsning på pirateriet findes kun på land’

Den internationale flådes tilstedeværelse ved Afrikas Horn har været stærkt medvirkende til, at antallet af piratangreb ud for Somalias kyst er faldet de seneste seks måneder. Men det grundlæggende problem skal løses til lands og ikke til vands, mener ekspert
20. september 2012

Den internationale jagt på pirater ud for Somalias kyst, som også Danmark bidrager til at bekæmpe, er én af hovedårsagerne til at antallet af kapringer er faldet dramatisk i de første seks måneder af 2012.

Det konkluderer en rapport fra interesseorganisationen International Maritime Bureau (IMB), der overvåger trusler mod verdens skibstrafik.

Antallet af piratangreb er mere end halveret på et år fra 163 i det første halvår af 2011 til 69 i samme periode af 2012. Ligeledes er antallet af succesfulde kapringer faldet fra 21 il 13 i samme periode.

Det store fald skyldes ifølge rapportens forfattere, at piraterne er blevet stadig mere presset af de internationale flådefartøjers tilstedeværelse i området samt at handelsskibene er blevet bedre til at forsvare sig selv med privathyrede sikkerhedsfolk ombord.

»Flådeaktionerne spiller en afgørende rolle i at frustrere piraterne. Der er intet alternativ til deres fortsatte tilstedeværelse,« sagde direktør i IMB, Pottengal Mukundan, da rapporten udkom.

Den vurdering er den danske piratekspert og forsker ved Københavns Universitet, Lars Bangert Struwe, enig i.

Lokalbefolkning rammes også

»Piraterne er er helt sikkert presset på flere fronter. Både inde i Somalia, hvor deres popularitet er dalende og på det åbne hav, hvor de internationale flådestyrker har optrappet jagten på dem de seneste år,« siger han.

Den dalende opbakning inde på land skal ses i sammenhæng med, at EU’s piratbekæmpelses flåde, ATALANTA, nu har fået bemyndigelse til at angribe piratinstallationer på land. Hidtil er det kun sket én gang, men det har åbnet mange somaliernes øjne op for, at konsekvenserne af pirateriet kan blive store for lokalbefolkningerne, mener han.

Det er også på land, at løsningen på det grundlæggende problem skal findes, mener Bangert Struwer.

Succesen på havet kan blive kortvarig, hvis ikke der bliver taget initiativer til at finde en politisk løsning inde i landet. Piratbekæmpelsen på det åbne hav er nemlig mere symptombehandling end faktisk håndtering af det reelle problem, forklarer han.

»Der er ingen grund til at tro, at man kan kappe hovedet af slangen ved at jagte piraterne på havet. Det kræver en politisk løsning på land,« siger han uddyber:

»I de 2.000 år vi har kilder fra, kan jeg ikke komme i tanke om ét eneste tilfælde, hvor pirateri ikke er blevet løst på land. Pirateriet i Somalia er nøje forbundet med borgerkrigen. Først når den er ovre kan der fokuseres på kriminalitetsbekæmpelse, herunder pirateri.«

Somalia er af mange iagttagere blevet kaldt en ’fejlslagen stat’, og centralregeringen i hovedstaden, Mogadishu, har været de facto uden kontrol over det meste af landet i to årtier.

Så sent som sidste uge var der et terroranslag rettet mod en minister i den nye regering, der kom til magten 11. september i år, ligesom den islamistiske organisation al-Shabaab stadig har kontrol over den sydlige del af landet og menes at få en del af deres midler fra pirateriet.

FN’s Somalia-udsending, John Steed, udtalte således til Reuters i juni sidste år, at organisationen havde tætte forbindelser med piraterne, der blev afkrævet penge for at operere fra al-Shabaab kontrollerede områder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Larsen

Men hvordan løses problemet på land?

Som det ganske rigtigt fremgår af artiklens titel, findes løsningen på piratproblemet kun på land. Det er jeg absolut helt enig i. Men, det store og altafgørende spørgsmål er, hvad er løsningen?

Er løsningen forsat, at øge ulandsbidraget, som for Danmarks vedkommende er fordoblet det seneste år, og dermed at berige enkelte fraktioner, som uden tvivl har forbindelse med pirateriet, yderlig. Det er desværre det faktum, som denne løsning har udmøntet sig i hidtil?

Eller, er løsningen at få de pengegriske bagmænd bag piraterne (som givetvis skal findes på land, hvor de sidder som en anden edderkop og dirigere aktionerne på søen) sat ud af spillet ved at intensivere jagten på disse forbryderiske menneskehandlere?

Hidtil har disse pengestærke bagmænd haft mere eller mindre fred til at udføre deres beskidte forbrydelser, under dække af et yderst raffineret netværk, som det internationale samfunds myndighedsudøvere ikke har haft mulighed for at bryde.

Jeg mener ikke at de internationale politikere forsat stiltiende kan stikke halen mellem benene, og undskylde sig med, at Somalia er en fejlslagen stat, som er uden kontrol og derfor kan rumme disse forbrydere.

Hvis man for alvor vil denne usmagelige og feje menneskehandel til livs, og undgå at hundrede af søfolk forsat skal have deres liv ødelagt, må der unægtelig andre og skrappere sanktioner til fra internationalt side.

Og det opnår man ikke ved forsat at tro, bare man ukritisk bevilliger et x-antal millioner, så løser problemet sig.