Nyhed
Læsetid: 4 min.

Lokalpolitik kan afgøre amerikansk valg

Det bliver en udfordring for Barack Obama at gentage sin overraskende valgsejr i North Carolina i 2008. Siden 2010 er den konservative sydstat rykket til højre og vil fra januar være styret af en republikansk guvernør og parlament
North Carolina er den mest konservative af de tre ‘svingstater’ på den amerikanske østkyst, hvor Obama og Romney står lige ifølge meningsmålingerne.

North Carolina er den mest konservative af de tre ‘svingstater’ på den amerikanske østkyst, hvor Obama og Romney står lige ifølge meningsmålingerne.

Brendan Smialowski

Udland
7. september 2012

Når stemmerne er blevet talt op, og de første resultater ruller over tv-skærmene tidligt på aftenen den 6. november, vil alles opmærksomhed være rettet mod tre svingstater på USA’s østkyst, hvor meningsmålingerne lige nu viser uafgjort mellem demokraten Barack Obama og republikaneren Mitt Romney.

Det drejer sig om Florida, North Carolina og Virginia.

Sydstaten North Carolina er den mest konservative af de tre delstater. I 2010 fik republikanerne her et flertal i den lovgivende forsamling, og det forventes, at de vil overtage guvernørposten fra en demokrat ved valget i november.

Så umiddelbart ser det ikke godt ud for præsident Barack Obamas kampagne i North Carolina, som han vandt med en meget smal margin – 14.000 stemmer – i 2008. Denne sydstat er ligesom mange andre rykket til højre efter midtvejsvalget i 2010.

North Carolina er blevet en vigtig slagmark for de to præsidentkandidater. Hvis Mitt Romney lider nederlag her, er det svært at forestille sig, at han vinder valget. Hvis derimod Obama vinder, kan han føle sig temmelig sikker på at blive siddende i Det Hvide Hus.

»Alle opinionsinstitutter siger, at Obama kan blive genvalgt uden en sejr i North Carolina, mens Romney skal vinde her,« siger den demokratiske lokalpolitiker Elaine Marshall.

Elendig økonomi

Trods den dårlige økonomi i North Carolina – med bl.a. en ledighed på 9,4 pct. – er det mangeårige demokratiske kongresmedlem David Price fra Raleigh optimistisk.

»Hele dette år har Obama og Romney stået lige i meningsmålingerne, og vores lokale økonomi er begyndt at vokse og skabe nye arbejdspladser,« siger han.

Price tilføjer, at mange vælgere i staten udmærket er klar over, at den lange vej fra en dyb økonomisk recession tilbage til vækst og en lavere arbejdsløshed ikke kun kan lægges Obama til last.

»Folk forstår, at Republikanerne i Kongressen har lagt hindringer i vejen for Obama, og at de også har en del af ansvaret for den manglende økonomiske vækst,« siger Price, der har siddet i Repræsentanternes Hus siden 1986.

Men når det kommer til stykket, kan udfaldet i North Carolina i sidste instans blive afgjort af de samme faktorer som under præsidentvalget i 2008.

»Hvis det lykkes for Obamas kampagnestab og frivillige at få registreret masser af nye vælgere og få dem mobiliseret på valgdagen, er det muligt for ham at vinde North Carolina,« mener Gardner Altman, juridisk konsulent og demokratisk støtte i Fayetteville.

Apati i Obama-lejren

Men i år vil begejstringen og entusiasmen ikke nå de samme højder som i 2008.

»Nogle gamle Obama-vælgere har politikerlede og er blevet apatiske. De tror, han vil tabe, så der skal et ekstra skub til for at få dem til stemmeurnerne,« siger en skeptisk Altman.

Obama-kampagnen har etableret 40 kontorer rundtomkring i North Carolina mod 50 i 2008. Dengang stemte 23.000 frivillige dørklokker hos næsten 1 mio. husstande i ugen inden valget. Sammen med andre organisationer fik kampagnen registreret 630.000 nye vælgere på amternes valglister (Romney-kampagnen og Republikanerne har tilsammen kun 20 kontorer i staten).

Denne gang er præsidentens tropper ikke mobiliseret i samme tal. Det er bl.a. derfor, at hans rådgivere besluttede at holde partikongressen i Charlotte, den største by i North Carolina, hvor demokraterne står stærkt.

Ikke alene skulle ’konventet’ fyre op under Obamas vælgere; formålet var samtidig at benytte Obamas planlagte takketale i aftes på et stort sportsstadion til at mobilisere frivillige. De blev tilbudt adgang til stadion mod at lægge et vist antal arbejdstimer i at registrere nye vælgere, stemme dørklokker og ringe til vælgere.

Men vejret var ikke med dem. Truslen om torden og lyn fik Secret Service til at flytte torsdagens arrangement inden døre, og her var der ikke plads til hen imod 50.000 lokale Obama-fans. De må vente på bedre vejr og kampagnens løfte om at sende Obama tilbage til North Carolina senere på valgsæsonen.

Behov for nye vælgere

Oven i dette skuffende tilbageslag skal lægges, at Demokraterne i North Carolina har registreret langt færre vælgere end i 2008. Ifølge en undersøgelse i august fra tænketanken Third Way er antallet af registrerede demokrater faldet med 4,1 pct. i de sidste fire år, mens Republikanerne kun har oplevet en tilbagegang på 0,7 pct. Antallet af partiuafhængige vælgere er derimod eksploderet.

Disse tal afskrækker imidlertid ikke den prominente demokratiske politiker Eric Mansfield, der er medlem af North Carolinas senat og kandidat til viceguvernørposten.

»I det amt, hvor jeg bor, har vi allerede registreret 30.000 nye vælgere. Det samme gælder for to naboamter. Hvis vi bare anstrenger os, kan vi vinde,« siger han.

Kongresmedlem Price – en anset politiker med en ph.d.-grad i statsvidenskab – tør endda spå om en solid sejr til Obama i North Carolina.

»Tro det eller ej, men vi er på vej til at forbedre facit fra 2008. Vi kan vinde på at få et betydeligt antal amerikanere af indiansk afstamning registreret og på at engagere de mange pensionister, som flytter til vores atlanterhavskyst i stort tal,« siger han.

North Carolinas befolkning af indiansk afstamning udgør 100.000 ud af et samlet indbyggertal på 9,4 mio.

Men hvordan skal man motivere de gamle og temmelig skuffede Obama-vælgere? En mulighed er at tydeliggøre over for kvindelige vælgere, hvor stor risikoen er for at miste rettigheder, som de har vundet gennem årtiers kamp.

»Vi bliver nødt til at forklare dem, hvad Det Republikanske Parti vil gøre, hvis det vinder guvernørposten i North Carolina og præsidentposten,« siger Elaine Marshall, minister for erhvervsfremme i statens demokratiske regering.

Advokat Gardner Altman har en anden idé.

»Obama og Demokraterne vinder ikke, medmindre de fremstiller valget som en kamp mellem den rige 1 pct. af befolkningen og de andre 99 pct. Det er den kontrast, Romney og hans donorer prøver at udviske med alle deres penge,« siger han.

Men det er efter alt at dømme en modsætning, Obama vil vige uden om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her