Læsetid: 5 min.

Den magtesløse militære stormagt

EU har verdens næststørste forsvarsbudget, men nationale interesser og manglende koordinering gør det usmidigt og ekstrem dyrt. Sammen med de nedskæringer, som finanskrisen har medført, er resultatet en magtesløs union, der i dag ikke kan gennemføre en operation som den i Libyen. Nu opfordrer 11 europæiske udenrigsministre til at øge samarbejdet
Konflikten i Libyen viste tydeligt Europas begrænsninger med hensyn til militær formåen – og det var en advarsel til unionen, mener en sikkerhedsekspert fra Institute for Security Studies.

Konflikten i Libyen viste tydeligt Europas begrænsninger med hensyn til militær formåen – og det var en advarsel til unionen, mener en sikkerhedsekspert fra Institute for Security Studies.

Manu Brabo

27. september 2012

Der var ikke en amerikaner i sigte, da den britiske premierminister, David Cameron, og den daværende franske præsident, Nicolas Sarkozy, i midten af september for et år siden lod sig hylde i Tripoli en måned efter, at Libyens mangeårige diktator Muammar Gaddafi var blevet væltet og dræbt. De to havde taget initiativet til den NATO-ledede operation i Libyen og advarede Syrien og andre regimer i Mellemøsten og Nordafrika om, at »Det Arabiske Forår kan blive til en arabisk sommer«.

Hvad de to imidlertid udmærket vidste – for det var blevet pinligt klart under operationen – var, at selv hvis Europa havde haft den politiske vilje, så ville kontinentet ikke have den militære kapacitet til en lignende operation. Ifølge NATO’s egen evaluering af operationen, rapporteret i The New York Times, ville de europæiske medlemmer, »som var blandt de første til at opfordre til en militær intervention, aldrig have kunne klaret det uden omfattende amerikansk involvering«.

Konklusionen er siden blevet almindelig anerkendt blandt sikkerhedseksperter og politikerne i EU. »Konflikten i Libyen – i Europas nabolag – har tydeligt vist Europas begrænsninger. Det var en advarsel. Hvis Libyen skete nu, kunne Europa sandsynligvis ikke gribe ind,« siger Patryk Pawlak, sikkerhedsekspert ved Institute for Security Studies, en EU-tænketank, til Information. Chatham House-ekspert Benoît Gomis er enig i vurderingen.

»Libyen var en relativ lille operation – kun en femtedel i størrelse i forhold til missionen i Kosovo. Ikke desto mindre forbliver det usikkert, hvorvidt Europa vil være i stand til at påtage sig endnu et Libyen i de kommende år,« skriver han i rapporten European Defence and Security 2012: Commitments, Capabilities and Cash.

En europæisk hær

Læren fra Libyen og de massive nedskæringer af Europas forsvarskapacitet som resultat af finans- og eurokrisen bekymrer både EU’s militære chefer og NATO, og i sidste uge kom den såkaldte ’Future of Europe’-gruppe – bestående af 11 EU-udenrigsministre – med deres bud på, hvordan Europa skal genopbygge en forsvarskapacitet, der svarer til unionens ambitioner i verden. I idekataloget foreslår udenrigsministrene, at den europæiske union foretager en »væsentlig revision« af den nuværende udenrigstjeneste, styrker unionens udenrigspolitiske chefs position og arbejder for skabelsen af »en europæisk forsvarspolitik med fælles indsats i forhold til forsvarsindustrien«, der i sidste ende kan føre til oprettelsen af en europæisk hær.

Et ambitiøst forslag, der stødte på øjeblikkelig og ventet modstand fra adskillige hovedstæder – især London.

Ikke desto mindre var der samme uge tegn på, at et øget samarbejde er på vej, om end drevet af forsvarsindustrien. Britiske BAE Systems meddelte nemlig, at det er i fremskredne samtaler med det fransk-tyske EADS om en fusion af de to koncerner. Resultatet vil blive verdens største fly- og våbenproducent med kapacitet til at udvikle både civile og militære fly. Sammenlægningen betegnes af eksperter som et eksempel på, hvad Europa bør gøre på forsvarsområdet.

»Er det virkelig nødvendigt at udvikle og producere seks typer 8x8-køretøjer (ottehjulstrækkere) inden for den europæiske union?« spørger Frank Haun, administrerende direktør for den tyske producent af militære køretøjer KMW, i et interview på European Defence Agency’s hjemmeside.

Nick Witney, forsvarsekspert ved tænketanken Europen Council on Foreign Relations, påpeger over for Reuters, at øget samarbejde må være måden »at forbedre effektiviteten af, hvad vi får ud af vores skatteyderes euro og pund i Europa«.

Netop økonomien er i løbet af finanskrisen kommet til at spille en stadig mere central rolle i forhold til Europas forsvarskapacitet, idet de fleste lande har skåret i deres forsvarsbudgetter mellem 2008 og i dag (se boks).

Konsekvensen er ifølge den svenske general Hakan Syren, formand for EU’s Militære Komité, at det europæiske forsvar er nået til et kritisk punkt:

»EU-landenes militære kapacitet er stødt nedadgående. Hvis vi kigger et par år ind i fremtiden, er det simpel matematik at forudse, at mange medlemsstater ikke vil være i stand til at opretholde afgørende dele af deres nationale styrker – luftvåbnene er her det mest nærliggende eksempel,« sagde han for nylig i Bruxelles på et seminar organiseret af formandslandet Cypern.

Manglende koordinering

At det tilsyneladende står så skidt til, er imidlertid ironisk, eftersom EU samlet set stadig har verdens næststørste forsvarsbudget på 281 mia. dollar om året. Men det er ifølge eksperter et problem, at regeringer ofte forfølger konkurrerende forsvarsprojekter eller bestiller forskellige versioner af udstyr frem for at koordinere deres indkøb og supplere hinanden.

»Mens de europæiske forsvarsudgifter kun er en tredjedel af USA’s, får de langt mindre end en tredjedel af USA’s kapacitet for´ pengene. Europa bruger 50 procent af sine forsvarsudgifter på personel, mens USA bruger 25 procent. Mere end 75 procent af Europas forsvarsprogrammer er nationale uden nogen form for koordinering med andre europæiske lande,« skriver Benoir Gomis i sin rapport og tilføjer, at »de fortsatte nedskæringer i forsvaret finder sted på en ukoordineret måde uden for eksempel at det nævnes for Det Nordatlantiske Råd«.

Manglen på koordination i Europa blev sidste år påtalt i en yderst kritisk tale af den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates.

Han sagde, at det samlede europæiske forsvarsbudget »hvis brugt klogt og strategisk, kunne købe en væsentlig andel anvendelig militær kapacitet. I stedet er resultatet væsentligt mindre end summen af reservedelene.«

Resultatet er, forudså Gates, at Europa kan se frem til »kollektiv militær irrelevans«, med mindre det tager sig sammen.

Patryk Pawlak mener ikke, at Europa helt kan afvise Robert Gates’ kritik:

»Gates har ret, og de fleste europæiske embedsmænd er enige med ham off the record. Så kritikken af vores forsvarskapacitet var retfærdig, men konklusionen om Europas manglende evne til at handle som en sikkerhedsfaktor i verden var ikke. Forsvaret er kun en del af billedet, hvis du ser på det i en bredere sikkerhedskontekst. På andre områder – international bistandshjælp, intern sikkerhed såsom kampen mod terrorisme og organiseret kriminalitet – gør Europa det faktisk ikke så skidt,« siger Pawlak.

Imidlertid er han enig med Gates og andre kritikere i, den militære kapacitet er blevet for hullet, og at øget koordinering på det militære område er nødvendig i en tid, hvor det vil være svært for nogen europæisk politiker at argumentere for yderligere udgifter til forsvaret. Men for at opnå dette er det først og fremmest vigtigt at inddrage EU-borgerne i debatten om, hvorfor det er vigtigt, påpeger han.

»Nedskæringer på forsvarsområdet er vanskelige, for ingen almindelig borger vil lægge mærke til en reduktion på 100 kampvogne på samme måde, som de ville mærke til nedskæringer på deres pensionsordning. Men vi bliver nødt til at indse, at Europas forsvar er blevet meget svagt, og at noget må gøres omgående. Der mangler en dialog mellem borgerne og politikerne om hvorfor, forsvarssamarbejde og -udvikling er nødvendigt,« siger Patryk Palak.

Han tvivler dog på, at EU nogensinde vil ende som den militære supermagt, som unionens samlede forsvarsbudget kunne tale for, at den burde være.

»Jeg tror ikke, at der er nogen i Europa, der drømmer om, at Europa bliver en militær supermagt – bare at EU har en militær kapacitet, der matcher vores ambitioner i verden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels H. Poulsen

"Hvis Libyen skete nu, kunne Europa sandsynligvis ikke gribe ind"
Hvordan kan et land ske?
Der menes selvfølgelig, "hvis der er et nyt land, som har smidt sine tidligere herskere ud, men nu er forsvarsløs pga. afpresning fra Vesten, så har Europa ikke nok penge til at angribe det og underkaste sig det igen."
"massive nedskæringer af Europas forsvarskapacitet! " FORSVARSKAPACITET! det er NWO- nysprog.

Slå hele millitærapparatet sammen, vi skal alligevel ikke bruge det imod hinanden.
Lav et fælles-Europæisk forsvar og lad betalingen falde pr. Indbygger ... SÅ kommer Tyskland til at betale en rimelig andel og Grækenland en hel del mindre.Og skab så i samme ombæring et ydre grænsemillitær og med kystpatruljering også

Nej primært et aggressivt Rusland og/eller et fjendligt Iran og evt. Et Islamistisk Syrien og/eller om vi er meget uheldige et fjendligt Egypten og Pakistan i mindre grad,og hvis vi er mere heldige end man har været i tidligere historiske perioder, slet ingen !

Nu er det historisk set ikke de lande du omtaler, der har truet os Mascha. Derimod har landene i Europa været enormt gode til at true deres naboer.

Hvorfor skal vi tilbage i den rolle?

Der er ikke tale om trusler, men propaganda fra krigsindustrien. Så vær lidt mindre bange for "de røde", "muslimerne" og hvad de nu ellers finder på og vær med til at sænke krigsaktiviteten globalt.

Michael Kongstad Nielsen

De 11 krigsgale udenrigsministre kan godt klappe i, og hvad rager Robert Gates os? Han kan stikke piben ind og passe USA´s vanvid på krigsfronten, så passer vi vores, og alle de bekymrede NATO-chefer EU-militærfolk kan godt spare sig, og de er nok mest bekymrede for at miste deres job.

Unionen har ingen ambitioner i verden - heldigvis - så de 11 udenrigsministre er ude af trit med virkeligheden. Gud ske lov kan Europa ikke klare endnu et Libyen - hvis det er sandt, hvad jeg tvivler på - men hvad skal vi med mere krig?

En europahær, angler de 11 for, vor herre bevares, det ville være rædsomt, men ønsket går godt i spænd med Informations ønsker om Europas Forenede Stater, som Mette Rodgers skrev så positivt om i denne leder fornylig.
http://www.information.dk/311830

Den mulige sammenlæning af britiske BAE Systems og fransk-tyske EADS til verdens største våbenfabrik får mundvandet til at løbe hos de krigsgale. Jeg vil dog mene man skulle tage alle krigsekspertene og deres tænketanke med og bundte dem sammen i et stort bundt og skyde dem ud sammen med en kanonkonge så de lander på den anden side af Atlanten, så kan de sidde derovre og tænke videre..

Krigsindustien og forsvarsudgifterne er heldigvis for nedadgående i EU, og der kan spares masser endnu på de budgetter. Og EU kommer aldrig til at få en europahær (som Danmarks under alle omstændigheder ville være udtaget fra), dertil er enkeltstaterne alt for ueninge, Frankrig og Storbritannien vil ikke opgive deres permanente pladser i FN´s Sikkerhedsråd, Balkan har sine helt egne interesser, Tyskland og Frankrig ville ikke være med i Irakkrigen 2003 osv. osv.

Men det gør ikke noget, for vi skal ikke have mere krig, og vi skal bruge alle pengene på konsekvenserne af den økonomiske krise.

Ups jeg glemte i skyndingen et aggressivt og ekspanderende Kina der spiller med musklerne millitært og prøver at udvidde deres adgang til råstoffer og næsten opbrugte særligt væsentlige og vanskeligt tilgængelige grundstoffer o.lign. Drikkevands-resourcer.

Nu er det jo også således at USA har meddelt os at vi må beskytte os selv mens de prøver at beskytte oceanien og Australien og områderne nord-for mod Kinesiske ekspanderinger og dominans...

DET STILLER ET KLODSET OG UKOORDINERET europæisk millitær i er meget komisk og ubehjælpsomt lys ...eftersom man på nuværende tidspunkt ville kunne skiftevis drille det ene land efter det andet og/eller spille landene ud mod hinanden og ikke nødvendigvis forvente en hurtig og solidarisk afvisning af og advarsel mod millitære provokationer, som når Russiske jagerfly tager et lille ulovlige raid for sjov ind over Norge..for at se hvor alerte deres millitær er, responshastighed og hvordan hele Europas reaktion er på sådanne reaktioner.... Og lad mig gætte mange ved slet ikke at Rusland i blandt prøver sig sådan frem,plus at de har sat deres millitærudgifter mege meget op det seneste år/par år...hvorfor gør de det ? Vi har jo på ingen måder fløjet provokerende ind over Rusland vel ? Ikke så vidt jeg er oplyst ?

Jeg er ikke passifist og jeg går ind for at vi har et millitær og jeg tror ikke på at et Europa uden et millitær ikke vil blive underlagt ydre magters dominans..

Jeg synes faktisk det er på tide at vi går sammen om et fælles millitær, jeg var også for hjælpen til Libyen og jeg tror det kan give god mening at have et stærkt og moderne millitær, også om det alene er et afskrækkelses redskab..

mht. Hvem vi ikke har haft trusler fra før, så er verden en anden og jeg vurderer at fjendtligheden i store dele af de enirme grupper af islamister i Iran/i mindre grad i Irak, I afghanistan og især i Pakistans er så stor at det kun er et spørgsmål om tid før vi bliver angrebet på forskellig vis af Islamister, der har skaffet sig enten lederskab af et millitær og en stat eller har fået tilranet sig atomvåben eller andre farlige lang-distance raketter/bomber ..
sådan ser jeg på den islamistiske udvikling og jeg mener overhovedet ikke den er harmløs, tværtimod !

Desuden tror jeg Putin er magtliderlig og gerne igen vil gøre Rusland til en union, og måske endda gennem millitær tvang, og det skal han ikke have lov til uden modstand eller uden at de lande han ku tænke sig at indlemme kan hente vores hjælp !

Bare rolig Mascha,

der er meget, du ikke har forstået, men de fæle russere lader næppe de onde kinesere køre hen over sig, så de kan komme og tage de "pæne mennesker" i EU. ;-)

(og hvorfor også sende flåden eller hæren, hvis man kan sende fogeden?)

Ja jeg fra min side vil hævde at der er meget du har misforstået eller ikke har bemærket. NIC :-) ...mon ikke jeg er tættest på de fleste vestlige analyttikkeres vurdering af hvordan forskellige millitære oprustninger og politiske srømninger ude i verden ændrer retning og mål, men lad os da høre nogle eksperter og politiske iaggtagere om de globale strømninger og udsagn og forskellige transglobale alliancer osv... Hvilken retning ser de magt-interesser og aggressor tendenser pege ... ? ?

En syg artikel !

Definitionen af viderebragt propaganda er, når man aldrig stiller spørgsmålstegn ved præmissen, OG heller ikke siger, AT man ikke stiller spørgsmålstegn, men blot har tænkt sig ukritisk at viderebringe, hvad propagandamaskinen flyder over med.

Martin B. Vestergaard

Er desværre bange for at vi i Europa også i fremtiden får brug for at forsvare os militært, så jeg synes det helt relevante pointer der bliver rejst.

Men jeg er også sikker på at EU ikke vil kunne samarbejde om et fælles militær, det ville i så fald skulle ledes af en Britte, en Tysker, en Franskmand, en Spanier, en Italiener, og mindst et par stykker mere, i fællesskab, uden nogen klar ledelsesstruktur.

Peter B. Jensen

Det lyder som et yderst farligt projekt. Traditionelt er hære underlagt en enhed, som en nationalstat, til at udgøre dennes militære styrke. EU er ikke en sådan enhed, hverken i borgernes bevidsthed eller myndighedsmæssigt, så der er ingen klar organisation for hvem der kan kommandere militæret og hvem der står til ansvar for deres handlinger. Uden en tydelig 'chain of command' risikerer vi at FN eller amerikanerne overtager ledelsen, og benytter hæren som egen forlængede arm.

Manglen på enhed kan også blive et problem hvis vi bliver angrebet. Da de nationale forsamlinger endnu vægter mere end det fælleseuropæiske, risikerer vi et militær der falder fra hinanden i det øjeblik det bliver sat på prøve. Hvis diverse militærenheder er trænet i, og designet til, at indgå i en fælles militær struktur, uden tradition for nationale alternativer, så kan vi ende med et dårligere forsvar.

Og hvad med risikoen for europæiske krige? Det er et tyndt lag fernis der holder europæerne samlet, og der er mange magtfulde nationale bevægelser overalt i Europa. Kriserne spidser til, borgerne er desperate og politikere søger projekter - så vi har den perfekte grobund for en ny Hitler.

Min foretrukne løsning er at afmilitarisere. Der er ringe sikkerhed ved store stående hære, når en håndfuld innovative terrorister kan lamme samfundet. Og krige løser ingen konflikter, de forskubber bare magten til andre kynikere. Det 21. århundredes globale samfund kunne passende starte med at betragte alle krige som borgerkrige, og behandle dem med samme foragt som vi ser en borgerkrig inden for nationens grænser.

Hvis det er for urealistisk, så styrk FNs militære mandat - specielt beregnet på nålestiksoperationer i konfliktzoner. Hvis vi tror at fremtidens konflikter bliver som Libyen, så skab en international styrke specifikt til det - i stedet for et blandingsprodukt der både skal levere regionalt forsvar og global slagstyrke.

Men i stedet for at sende soldater skulle vi måske sende den hær af civile administratorer og meningsmagere der er ved at ødelægge vores eget land med for meget af det gode. De gør nok mere gavn ved at lære de demokratiske traditioner fra sig, end de gør hjemme ved at prædike til demokrater om hvordan andre skal indrette sig ifølge deres demokratiopfattelse.

Selvfølgeligt overtager USA ikke ledelsen af e Europæisk hær, den kunne endda have den fordel at alle lande skal være eninge før den måtte sættes ind offentsivt og ellers kun bruges i det ydre forsvar omkring Europa til patruljering og i planlagte øvelser rundt omkring evt. Sammen med USA..

Desuden kunne man have en international fredstyrke , som med samme opbakning kan sættes ind rundt omkring hvor noget sådant er påkrævet, jeg synes det er en rigtig god ide med et fælles forsvar og naturligtvis af en mindre styrke end alle de nuværende hære i Europa tilsammen... SÅ DER OGSÅ ER BÅDE EFFEKTIVISERING OG BESPARRELSER INDBYGGET I PROJEKTET... Go for it Europe !

Men sprogene er et problem, må jeg foreslå Engelsk ! Som vores fælles Europåiske førstesprog , og måske en Fransk ledelse som kompensation og en Polsk Placering af et af hovedkvatererne samt et i Grækenland og Spanien.

Peter B. Jensen

Jeg tror ikke som sådan at amerikanerne får myndighed over et eventuelt europæisk militær. Men hvis det europæiske militær har en svag/uklar ledelse som følge af at det er en multinational koalition med skiftende nationale ledere og interesser, så ser jeg en risiko for at militæret kan blive sat ind, der hvor den stærke finger peger hen.

Hvis Washington råber om handlekraft, imens vores egne ledere debatterer etikken og fornuften bag en militær intervention, så vil militærfolk nok foretrække den som giver klare ordrer - og jeg kan forestille mig adskillige politiske kræfter der finder egne motiver til at støtte det.

Jeg tænker eksempelvis på følgerne af 9/11, hvor også danskerne blev mobiliseret efter et enkeltstående terrorangreb på USA - der hverken truede deres nationale suverænitet eller Danmark. En af årsagerne var, tror jeg, at de formåede at definere det som et angreb på nogle fælles vestlige værdier, frem for et angreb på symbolske institutioner på USAs imperialistiske udenrigspolitik.

På samme måde frygter jeg at en europæisk hær kan blive manipuleret, specielt med lidt støtte til de rette kræfter.

(PS. Det kom til at lyde lidt mere sølvpapirshat end jeg havde tiltænkt. Men som illustration håber jeg at det går an, og viser pointen).

Peter B. Jensen

Det er trods alt kun 18 mennesker der skal overtales, for at bringe hele den europæiske vrede ned over nogen. De kan spilles ud mod hverandre, presses i det nationale bagland eller købes - afhængigt af situationen og deres habitus.

Men inden vi skriver en kriminalroman, så er manipulerbarheden nok heller ikke min største anke imod en fælleseuropæisk hær. Jeg tror ikke Europa er klar til at forene sine militære interesser, og jeg tror det er kontraproduktivt at skabe militære enklaver i en globaliseret verden. Disse enklaver er nærmest selvskabt til, på sigt, at ende i konflikt - da de vil stå som en trussel imod andres suverænitet, så friheden først er sikker når de er borte.

Derfor hælder jeg mere til et styrke under FN, der kan intervenere med et klart mandat. Frem for et nyt våbenkapløb imellem regionerne.

Nej ikke endnu, men hvor tit spørger de lige befolkningen om vi ønsker en Finanspagt eller noget. Hvis vi vover at stemme nej – ja så stemmer vi bare en gang til, det er hverdagens demokrati i EU

Ja Henrik du har en pointe der ,jeg var rasende da vi igen og igen skulle stemme om Deltagelse i Unionen, så rasende at jeg i drømme slettede skriften på væggen hvorpå der stod; "ja til Eu" og istedet skrev jeg med store blå bogstaver:
Men JA TIL EN VERDENS-UNION !

men det er jo mange år siden nu nærmest 20 år siden...

Men jeg tror fortsat på en verdens-union i en løsere form til løsning af globale spilleregler på verdenshavene, og til at fordele klimaflygtninge igennem og modvirke yderligere forurening af atmosfæren ,havene landjorden og drikkevandet over alt på planeten..
og også få skabt nogle regler for en begrænsning af rumskrot,på en måde så det sendes ned igen frem for at flagre rundt derude og ødelægge mulighederne for at sende mennesker der op fordi det ganske enkelt vil blive mere og mere livsfarligt jo mere skrot der er deroppe !

Peter B. Jensen

Nej, de er ikke enevældige. Men de har effektive redskaber til at skaffe et politisk flertal i folketinget, hvor de kan handle med andre løfter eller spille på den fløjpolitiske loyalitet. Dertil kan man piske en folkestemning i gang, der også presser politikerne til at 'gøre det rigtige'.

Jeg ved som sagt godt at det lyder som en dårlig konspiration. Men sporene efter Irak og Afghanistan skræmmer, og fået mig til at betvivle politikernes evne til at tage militære beslutninger. De har så mange jern i ilden at det ikke er til at gennemskue om beslutningen tages for at støtte dansk erhvervsliv, fordi statsministeren bliver feteret af sit idol eller som led i et ideologisk korstog.

Og jeg tror kun at problemet bliver værre, hvis vi centraliserer den militære magt - så der kun skal lobbyes et sted. Hvis politikerne kommer hjem med en anbefaling fra ENAAB (European Nations Armed Advisory Board (opdigtet)), så frygter jeg at de vil følge den - tilsvarende hvad de gør i dag med økonomiske anliggender. Og bruge den som en syndebuk, hvis de vil tørre sorteper af sig.

Ser man på eurosamarbejdet, så indeholder det mange af de samme problemer som jeg frygter kan opstå ved en militær fusion. De nationale egeninteresser pibler frem, når det pludselig ikke er til egen (kortsigtede) fordel at indgå i samarbejdet. Forestil dig et ramaskrig, hvis det danske militær bliver udkommanderet uden folketingets samtykke, fordi tysken, franskmænd og italienere synes det skal være så. Det kan ende med at ødelægge det europæiske projekt.

Jeg er glad for EU, og ser masser af potentiale i at samarbejde om mere fredelige projekter. Lad os komme ud i rummet, harmonisere lovgivninger så nationerne ikke spiller ud mod hverandre og tage fat på klimaproblematikken, for blot at nævne et par stykker. Vi kan fremme demokratiudbredelsen ved eksempel og samarbejde, og dele ud af vores erfaringer - både de gode og dårlige. Men militær supermagt.. er vi ikke blevet klogere?

Der er også et geopolitisk hensyn. Det vil presse mellemøsten, Asien og Afrika til at opruste for at bevare terrorbalancen, hvis Europa bliver en samlet (potentiel) fjende. Og så er vi tilbage i den kolde krig, blot med nye grænsedragninger.

Hvilke eksempler har du på at der er blevet indgået handler på tværs i et parlament for at få modstandere af krig til at gå ind for en krig ? Jeg tror ikke på at du har nogle konkrete eksempler på det og det er trods alt 179 folkevalgte personer der skal stemme ....plus alle dem i alle de øvrige landes parlamenter !

Peter B. Jensen

Jeg er desværre ikke privilegeret med insiderviden fra politiske udvalgsmøder eller samtaler. Og hvis jeg var måtte jeg ikke referere dem her. Så du får samme bevis som vi fik som grundlag for krigene - intet!

Jeg kan dog fremhæve andre eksempler på politiske studehandler uden relationer, som en grænsebom for stemmer til en efterlønsreform eller ROJ-tv for tyrkisk støtte. Jeg tror ikke at politikere er mere ydmyge hvad krig angår, så længe det ikke foregår i deres valgkreds.
Du får næppe en pacifist til at underskrive en krigserklæring, men en opportunist der får noget til gengæld...

Vi er dog meget langt fra emnet. Jeg har begrundet hvorfor jeg mener det er en dårlig ide med et fælleseuropæisk militær, og min skepsis ved dem der kan aktivere det. Vi er uenige om trusselsbilledet, effekten og egne politikere habitus og kommer derfor til forskellige konklusioner. Fred være med det.

"Nedskæringer på forsvarsområdet er vanskelige, for ingen almindelig borger vil lægge mærke til en reduktion på 100 kampvogne på samme måde, som de ville mærke til nedskæringer på deres pensionsordning." Udsagnet viser absurditeten. Hvad taleren mener, at det er alt for nemt at skære ned på forsvaret, fordi folk i al almindelighed ikke mærker det. Og så har han ikke engang ret, for forsvarslobbyen er jo ganske stærk, for at sige det mildt. Så altså: ja, det er svært at skære ned på forsvaret, selvom det ikke rammer almindelige borgere. Derfor må disse også argumentere på et højere niveau for sagen.
En anden interessant pointe er forsvaret af en højtstående person for monopoldannelse, nemlig når det drejer sig om 8x8 køretøjer. Og dette fra administrerende direktør for den tyske producent af militære køretøjer KMW. Jamen, var de borgerlige ikke tilhængere af fri konkurrence som motoren bag produktivitetsudviklingen? Det ved nogle af os godt, at de ikke rigtig er, men det er da godt at høre det fra deres egen mund.

Robert Ørsted-Jensen

Henrik Hansen
Og George Orwell var en venstresocialist og marxist som var - brændende tilhænger at Europas Forenede Stater - Europahær inklusive - det var for ham den enbeste vej frem og væk fra de religiøse, nationalistiske og andre borgerkrige som har hærget Europa i flere tusind år.