Læsetid: 7 min.

Da Obamas naive drøm brast

På partikongresserne i 2004 og 2008 havde den unge idealistiske politiker en rosenrød forestilling om personligt at kunne genskabe en æra med kompromis på tværs af partiskel. Han lærte sin lektie. I denne uge vil Obama prøve et nyt budskab i North Carolina
Også demokrater og Obama selv har nu åbent erkendt, at idealerne om ét samlet USA ikke har været mulige at realisere.

Også demokrater og Obama selv har nu åbent erkendt, at idealerne om ét samlet USA ikke har været mulige at realisere.

The New York Times

4. september 2012

På Demokraternes partikongres i 2000 var Barack Obama en ukendt og ret fattig lokalpolitiker fra Chicago, som næsten ikke havde råd til at leje en bil, da han tog flyveren til Los Angeles for at overvære kroningen af Al Gore til præsidentkandidat.

På partikongressen i Boston fire år senere var hans betydelige politiske talenter blevet opdaget af partiets lederskab. Præsidentkandidat John Kerry tildelte den unge senats-kandidat fra Illinois æren at holde årets nøgletale.

Det var i den anledning, at amerikanerne for første gang hørte om Obamas vision – at amerikanerne var forenet af mere end, hvad der skiller dem.

»Der findes hverken et højreorienteret eller et venstreorienteret Amerika. Vi har kun et Amerikas Forenede Stater,« sagde han.

Efter fire år med den konservative republikaner George W. Bush som præsident higede amerikanerne efter enhed, og det tilbød den unge politiker. I 2008 red han på en folkelig bølge af håb om forandring baseret på tværpolitisk samarbejde hele vejen til Det Hvide Hus.

Men nu fire år senere har Obama skuffet de amerikanere, der havde troet på hans håbefulde vision.

Han har opgivet at samarbejde med Republikanerne og fører i stedet en typisk amerikansk valgkampagne mod Mitt Romney og Paul Ryan, hvor angreb på opponenterne prioriteres over en udlægning af Obamas egen plan for at bringe landet sikkert i havn efter mange års økonomisk krise.

Præsidentens store udfordring her på den demokratiske partikongres i Charlotte i sydstaten North Carolina bliver at fremlægge en konkret plan for, hvordan han agter at skabe flere job, bringe mere balance på forbundsstatens budget, holde udgifterne i sundhedssektoren nede og sikre USA mere energiuafhængighed.

Det er ikke blot et spørgsmål om at fremlægge en ønskeliste. Vælgerne skal også have at vide, hvordan Obama vil føre sine planer ud i livet, hvis Republikanerne fortsat nægter at afvige fra deres ideologisk rigide synspunkter.

Et fordampet håb

Selv blandt demokratiske aktivister anerkendes det, at Obamas håb om at skabe en konstruktiv samarbejdsånd i Washington er strandet.

»Det meste af vores håb er fordampet. Jeg troede i 2008, at vi var på vej ind i en ny æra, og i dag synes situationen at være blevet forværret,« siger dr. William Siroty fra svingstaten New Hampshire til Boston Globe. Han var demokratisk delegeret i 2004.

I dette valgår forekommer Washington at være mere splittet end nogensinde. Modsat Obamas påstand i 2004 findes der vitterligt røde (republikanske) og blå (demokratiske) delstater, som ingen aspirant til Det Hvide Hus gider at spilde en dollar eller et minut på at vinde over på sin side. Valgkampe føres i dag i en snes svingstater. Resten af landet bliver ignoreret.

Selv Obama har i et åbenhjertigt tv-interview måttet indrømme, at tingene ikke gik som planlagt.

»Jeg har ikke været i stand til at ændre stemningen i Washington i en sådan grad, at de afspejler jævne menneskers hæderlighed og fornuft. Demokrater såvel som republikanere og partiuafhængige higer efter, at deres ledere løser problemer, og ansvaret for svigtet ligger på mange skuldre,« sagde præsidenten til CBS-værten Charlie Rose tidligere denne sommer.

»Der er ingen tvivl om, at jeg undervurderede, i hvilken udstrækning partipolitik overskygger problemløsning i Washington,« tilføjede Obama.

Men det var ikke kun et spørgsmål om at undervurdere viljen til kompromis.

Det var også Obamas indædte uvilje mod at bebrejde republikanerne, når de stak en kæp i hjulet, og bagefter benytte sin prædikestol i Det Hvide Hus til at gå direkte til amerikanerne og forklare dem, hvad der var sket, og hvad han agtede at gøre for at komme videre.

»Det er sådan, præsidenter historisk set har ledt nationen. Ingen kan ændre den politiske kultur i kraft af sin egen personlighed. Hvad fik Obama til at tro, at Republikanerne bare ville kapitulere, når han sejrrigt satte sig i stolen? Det er mange årtier siden, det kunne lade sig gøre for en præsident,« siger forfatter og kulturkritiker Neal Gabler fra New York.

»Amerikanerne ser gerne samarbejde mellem partierne, men de respekterer fremfor alt lederskab, og det forbinder de med dristige initiativer. De kan lide ledere med en rygmarv,« mener Gabler.

Nej til skattelettelser

I de første to og et halvt år i det Ovale Kontor stod præsident Obama fast ved sin indre overbevisning, at hvis begge partier blot bøjede sig mod hinanden, kunne de sammen løse nogle af landets største udfordringer.

Det var f.eks. præsidentens tilgang, da han fremlagde den første stimuluspakke midt under den finansielle og økonomiske krise i 2008. En tredjedel af en udgift på 850 mia. dollar blev øremærket til skattelettelser for at lokke oppositionen ombord, men det lykkedes kun at få et par moderate republikanere til at stemme ja.

Mitt Romneys vicepræsidentkandidat Paul Ryan stemte imod.

Trods dette tilbageslag fortsatte Obama sin kompromissøgende linje fremfor at slå i bordet og påpege overfor den amerikanske befolkning, at republikanerne er hykleriske: De støtter pricipielt skattelettelser – blot de ikke gennemføres af en demokratisk præsident.

Samme tilbøjelighed til at undgå partiskhed gav udslag i, at præsidenten rejste rundt i USA i 2008-09 og talte om en finanskrise og en arbejdsløshed på 10 pct. løsrevet fra den politiske virkelighed, de var opstået i – nemlig et otte år langt republikansk styre, af hvilke partiet havde haft flertal i Kongressens to kamre i de seks år.

Det gjorde det lettere for Republikanerne at lægge hele skylden for den høje ledighed på Obama og vinde midtvejsvalget til Repræsentanternes Hus i 2010.

Kort inden dette valg havde den republikanske mindretalsleder i Senatet Mitch McDonnell udtalt, at oppositionens højeste prioritet var at få Obama smidt ud af Det Hvide Hus efter en embedsperiode. Republikanerne ville med andre ord ved enhver given lejlighed stikke en kæp i hjulet og sørge for, at arbejdesløsheden og den svage økonomiske vækst forblev uløste problemer.

Vendingen i 2011

End ikke disse advarselssignaler – plus Tea Party-bevægelsens stigende popularitet – førte til en midtvejskorrektion i præsident Obamas politiske strategi.

I stedet forsøgte han at bruge Kongressens normalt rutinemæssige afstemning om at hæve forbundsstatens gældsloft – der lader Finansministeriet udstede nye obligationer for at finansiere den voksende gæld – til at nå frem til et kompromis om den uholdbare vækst i de offentlige udgifter.

I foråret 2011 bebudede det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus, anført af Paul Ryan, at det kun ville hæve gældsloftet, såfremt Obama gik med til omfattende nedskæringer på den sociale del af budgettet.

Demokraterne var chokerede, men Obama erklærede sig villig til at acceptere besparelser på 3.000 mia. dollar over ti år, dersom Republikanerne gik med til at inkludere forsvarsbudgettet og skatteforhøjelser på årsindkomster over 200.000 dollar.

Under forhandlinger i begyndelsen af august i Det Hvide Hus sagde formanden for Repræsentanternes Hus, John Boehner, i princippet ja, men han blev hurtigt kanøflet af Paul Ryans ideologiske tropper i Huset. Kompromisforslaget faldt til jorden.

Det var Obamas sidste alvorlige forsøg på at nå til kompromis med oppositionen. Ikke alene var hans ry som en effektiv leder blevet skadet, han var også blevet upopulær i sit eget parti for at acceptere en forringelse af de sociale ydelser som f.eks. sygesikring for ældre og mindre bemidlede.

På et pressemøde i august 2011 efterlyste præsidenten med direkte henvisning til Republikanerne en villighed til at tage ansvar.

»I Repræsentanternes Hus er de tilsyneladende ikke i stand til at indtage et standpunkt, som kompromitterer deres ideologiske præferencer. Intet,« sagde Obama.

I Trumans fodspor

Herefter opgav han endelig at finde fælles fodslag med et parti, der var drejet skarpt til højre, siden præsident George W. Bush forlod Det Hvide Hus i 2008.

I september indkaldte han Kongressen til en ekstraordinær samling, hvor han fremlagde en beskæftigelsesplan, som alle og enhver vidste ville blive mødt med stålsat modvilje fra Republikanerne i Repræsentanternes Hus.

I de næste par måneder skruede Obama op for retorikken og lød af og til som Harry Truman, der efter at have været bagud i meningsmålingerne vandt en forbløffende sejr i præsidentvalget i 1948 ved at gå i offensiven.

Obamas mest konkrete og visionære tale – der måske vil tjene som forlæg for hans takketale på et sportsstadion torsdag i Charlotte – blev holdt i Kansas i december 2011. Her malede præsidenten et andet billede af Amerika, end det han havde skildret i 2004 og 2008.

»Nogle i Washington hævder, at en løssluppen markedsøkonomi, lave skatter og ingen regulering vil klare alle problemer. Det er en enkel teori, og selv om vi alle tror på en driftig individualisme og en sund skepsis overfor staten, så duer den ikke og har aldrig duet,« sagde Obama til en skare på 1.200 tilhørere på Osawatomie High School.

Der er en anden teori, fortsatte Obama.

»Den handler om, hvordan vi bygger en stærk middelklasse op. Det er en ide, som begge partier har omfavnet gennem 200 år. Det drejer sig ikke om at vende sig mod teknologi og rejse toldmure omkring USA eller om at straffe profit og succes eller foregive, at staten kan løse alle samfundets problemer. I stedet er det en ide om, at alle amerikanere vokser sammen, når spillereglerne er retfærdige, når alle får en fair chance, og når alle giver deres besyv med.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg håber Obama vinder igen, og helst stort, selv om det næppe er sansynligt... OBAMAS INTENSIONER er primært af det gode for hele verden, men som Præsident er man jo ikke enevældig, og den supertanker han blev til at styre havde allerede en kurs I nærmest modsatte retning end der Obamas idealisme havde hjemme..sikke en ilddåb af nederlag han har været igennem, og hvilken uhyrlige stor opgave han nu har for sig I at skulle forvandle USAmerikanernes døgnflue-politiske bevidsthed og øjebliks-ideologi til sammenhængende og indsigtsfulde analyser, som de orker at høre til ende og lagre I deres "små" hjerner og lægge Obama tilbage ved hjertet på valgdagen...Gid også de fattige kommer til at genvinde troen på Obama.... De rigeste som de er flest ved godt de tjener penge på at stemme (på Republikanerne) og de fleste af disse er ligeglade med dem der sover på en avis om hjørnet !

OBAMA har fået stækket sine måk ,desværre! Han har fået klippet sine tæer og hugget en hæl, han er blevet helt gråhåret og han har været med til at sende mennesker I krig/døden... Han er ikke den samme I dag som han var før valget og ikke mindst har han forstået at han eget handlerum er meget lille og at ingen chancer skal forbigåes for taktiske vindinger, fordi hans modstandere mere end at være demokrater primært er obstructører... Han han kun knapt fået drejet supertankeren/USA og der er lang vej igen.

Desværre politik er en beskidt branche, og med storkapitalen på nakken ved han også at de kan trække tæppet væk under ham hvis ikke han går på en meget tynd line.. Best wishes to Obama and the World in him being reelected as President of the USA

OBAMA WALK YOUR TALK !

Obama burde have kørt sine politiske modstandere over i 2008 frem til 2010. Og han burde have fået vedtaget stort set alle sine forslag, da han havde magten og styrken til at gøre det.

Præcis som Venstre 1 sekund efter valget i 2011 råbte løftebrud efter ABF-regeringen, råbte Republikanerne af Barack Obama. Og modviljen mod denne mand, Obama, er stor, dels fordi han går ind for en dialogisk proces i politik, dels fordi han er, nå jo, sort. Racismem trives stadig i USA.....under jorden....
Bare fordi man ikke kan sige N-ordet offentlig forsvinder holdningerne bag dette N-ord jo ikke...

Niels Engelsted

Det er simpelthen for idyllisk!

Misforholdet mellem Obamas retorik i 2008 og hans handlinger efter, at han blev valgt, er simpelthen enestående. Og det kan ikke altsammen forklares ved en fjendtlig kongres. Demokraterne havde faktisk flertal i begge kamre i de første to år.

Hvis der var noget, som Obama ikke gjorde, så var det walk his talk, og selv om han vil helt sikkert vil gentage sin skønsang, vil det heller ikke ske denne gang.

JA Obama skal lære at bruge sin vrede som fremdrift I stedet for at have den som en sarkastisk/såret bremseklods..

For han har masser af retfærdig vrede og masser af formulerings talent og evner for komunikation med andre mennesker, hans varme glimt I øjet er ægte og det kan hans tilhørere selv mærke..han vil mennesker, hvilket han har til fælles med Clinton omend på en mindre overklasse-blasert måde, ...

Obama skal lære at kalde snot for snot og han skal lære at sige røvhul til et menneske der faciliterer udbyttelse og hjerteløshed.. Og han skal lære ikke at hjav skyldfølelser over for denne vrede som udspringer af en basal holdning om at alle fortjener at få en fair chance og rimelige vilkår for deres liv.

Det er så trist at Obamas sundhedsreform hænger I en tynd tråd inden den har været til udbredt glæde for den brede befolkning...

men Romney den klown er jo en katastrofe som verdens-leder ! Gys og rædsel !

Nej for han vil helt sikkert komme svagere ud af valget selv om han vinder det denne gang ,og at hans stil er for pæn og formeget smuk retorik har du ret I Niels, men ærligt talt tror jeg han er nærmest for fint et menneske til at have den betydningsfulde stilling og for føelsesbetonet måske også..og med det langtrukne nederlag han har bag sig er der jo ikke den bedste basis for et styrket lederskab rent psykologisk I den offentlige forventning og opbakning... Måske man burde havde valgt en anden at stille op for demokraterne med så langt et nederlag bag sig og så have tilbudt Obama vicepræcident stillingen, men det opfatter jo de fleste som uværdigt.. Alt I alt kan erfaringen I denne problemstilliing være at en nomineret præsident bør have slebet sine rundsave på albueren skarpe og hurtige og magtfulde I repræsentanternes hus I en del år før han våger at stille op til det ultimative job..
man kan sige at Obama nok havde hafte gavn af nogle flere års træning I positionering og I at vinde magtkampe blandt rutinerede kamphunde !

Alle amerikanske præsidenter har det problem,at kæmpe med/mod,senatorer og kongresmænd som er købt og betalt af forskellige økonomiske interesser-lobbyismen.
Næsten alle senatorer og kongresmænd er markedsgjort,de er en vare og bliver betalt af økonomiske interesser som det politiske system ikke kan kontrolere.
Spørgsmålet er om man overhovedet kan betragte systemet som demokratisk,hvis vi skal lave en kobling til vores eget system.
Senatorer og kongresmænd valgt af deres vælgere prioriterer deres lobbyer højere end hensynet til deres vælgere som har valgt dem.
Det er nok derfor det er så svært at gennemskue "spillet"

Meget interessant historiefortolkning...

Politiskt set er GWBush = Obama = Romney. Det er fuldstændigt ligegyldigt hvem der vinder, det er Goldman Sachs og vennerne som styrer.

400 more years!

Jo selvfølgelig er der det. Men at GWB skulle være djævelen og Obama Messias, som medierne (i sær i Europa) ofte vinkler det er jo bare dumt. Herregud, vi gav Obama Nobels fredspris som et carte blanche for at gøre hvad han så ville med omverden. Go' idé!

At vi fokuserer på marionetterne gør bare at vi ikke ser hvem der i virkeligheden har magten.

Søren Kristensen

Valget behøver ikke at være et tilvalg af Obama så meget som et fravalg af Romney, så skal det nok gå alt sammen. Diplomati tager tid og hvis de amerikanske vælgere stadig tror Obama kan frelse verden alene fordi han er en udmærket taler, så er de måske lidt for naive, uden dermed være sagt noget ondt om den egenskab. Verden tilhører som bekendt de enfoldige eller hvad det nu er man siger. Jeg er selv en af dem og har 500 ude på at Obama tager en tur mere alene på baggrund af alternativet. Lidt som vi har det for tiden, her i andedammen hvor man både ved hvad man har og hvad man får.

Steen Erik Blumensaat

Mulat, mulater.
Han får de samme beløb som modstanderen modtager, de er begge købte.
Solgte sjæle i solgte kropper.
Forskelige røvhuler, samme lort, æd lort.
Hail the chiff.
Work brings freedom.

Det kan da ikke passe, at Obama har været lige så naiv om USA, som de oprømte europæere der gik i selvsving da han blev valgt?

Hvad andet menes der med den underlige floskel 'et samlet USA', end et USA på Obamas, og liberale demokraters, betingelser? USA er altså mere end som så.

En amerikansk præsident har på papiret stor magt, i praksis noget mindre. Som de sidste fire år har vist.

Søren Kristensen

Hvis magt er retten til at hævde det de fleste måtte mene, så er en præsident magtfuld. Hvis magt er retten til at hævde det uhyrlige, det fantasifulde eller det som kun de færreste måtte mene, så har en præsident stort set ingen magt og det gælder i de fleste demokratier, med en velfungerende og fri presse og en befolkning som ikke er truet så meget på levebrødet at der er optræk til revolution.
Obama var fantasifuld for fire år siden og fik derfor pressens bevågenhed, men fantasi holder som bekendt og forventet ikke i længden, så man kan håbe for ham, at det hele bliver lidt lettere næste gang, hvis der bliver én. På billedet ser det ud som om han kunne trænge til lidt frihjul.

Michael Kongstad Nielsen

Obama skulle have brugt sit flertal i begge kamre fra start. Amerikanerne ville have forandring, de stemte for forandring, men de fik den ikke. Åh hvor tåbeligt. Bolden lå lige for fødderne af ham, og dog undlod han at sparke. Han gik han bare rundt om den, snakke med de andre, snakkede med modstanderne, og bolden blev liggende.

Obama skulle hurtigt have fået vedtaget sine mærkesager (helthcare, skat på de velhavende, miljøhensyn, vedvarende energi, mindre krig, pres for fred og forståelse i Mellemøsten, mellem Indien og Pakistan osv.

Intet af det gjorde han. Allerede efter to år var det for sent. Han burde levere Nobels fredspris tilbage. Men måske vinder han fire år til. Og så må man håbe, han har lært lektien.

Michael Kongstad Nielsen.

Hvis det virkelig var så let som du fremstiller forløbet.hvorfor gjorde han det så ikke??

Måske havde han bare ikke flertallet hos senatorer og kongres mænd da det kom til stykket,husk lobbyerne.

Michael Kongstad Nielsen

Han havde flertallet. Men han ville det umulige, spænde over hele spektret, have republikanerne med. Men da de som gruppe er udenfor (hans) pædagogisk rækkevidde, grusede projektet til, og så mistede han flertallet 2010. Han skulle have lavet "blokpolitik", det kunne have indfriet forventningerne.

Niels Engelsted

Da det for mange år siden lykkedes venstreorienterede jurastuderende på Harvard Law School at gøre Obama til chefredaktør for det meget prestigiøse Harvard Law Review, der ellers nærmest havde været de konservative studerendes ejendom, allierede han sig straks med de konservative i forbrødringens navn til sine vælgeres fortvivlelse.

Det er det man genhører i hans konventtale i 2004--there are no blue states, there are no red states, there are only the united states--og som han har gentaget ved enhver senere lejlighed, senest da han besøgte katastrofeområdet i Louisiana efter den sidste orkan--no republicans, no democrats, only americans...

Så forbrødring er formentlig Obamas grundlæggende personlige tema--ulykke, hvis man vil, for man kan ikke lade være at tænke, at det er mulatten, der siger, der er ikke sorte, der er ikke hvide, der er kun brødre.

Det er derfor muligt, at Obama ikke bare er endnu en købt politiker fra Chicago, men at hans politik har rod i hans personlige tema/traume. Resultatet er imidlertid det samme. Forbrødring og kompromis forudsætter indædt kamp ellers bliver man kørt ud på røv og albuer, som vores SF'ere nu ved.