Læsetid: 6 min.

Oliefund kan gøre livet svært for Somalias nye regering

Farvandet ud for Kenya og Somalia er ramme om et gryende olieevenyr, og Somalias nye regering øjner store muligheder i olien. Men uenighed de to lande imellem om rettighederne til olien gavner indtil videre hovedsaligt Kenya og terrorgruppen al-Shabaab
For første gang i 21 har år har Somalia nu en politisk leder med en vis folkelig legitimitet. Olien ud for landets kyst giver håb om, at Somalia kan opnå velstand og stabilitet, men paradoksalt nok kan olien destabilisere situationen i landet. Her en valgplakat i en rundkørsel i hovedstaden Mogadishu.

For første gang i 21 har år har Somalia nu en politisk leder med en vis folkelig legitimitet. Olien ud for landets kyst giver håb om, at Somalia kan opnå velstand og stabilitet, men paradoksalt nok kan olien destabilisere situationen i landet. Her en valgplakat i en rundkørsel i hovedstaden Mogadishu.

Elyas Ahmed

18. september 2012

Den nye somaliske præsident, som blev valgt i sidste uge efter 21 år uden en demokratisk valgt regering i Somalia, har en krukke med guld stående for enden af den regnbue, der det seneste år har hvælvet sig over det udpinte land. Men det er en guldkrukke – eller mere præcist en olietønde – som i stigende grad ligner en tvivlsom velsignelse med en håndgranat gemt i bunden.

Den nye præsident, Hassan Sheikh Mohamud, har endnu ikke udpeget regeringsleder og ministre, men synes at have en vis distance til Somalias mange krigsherrer og den korrupte administrativt udpegede overgangsregering, der lod op mod 70 procent af den fremmede bistand forsvinde i egne lommer.

Præsidenten er blevet velsignet af en indtægtskilde, der potentielt kan bringe Somalia velstand og stabilitet. Både på land – men især til vands i farvandet ud for Somalias sydlige kyst – dukker nye olieforekomster op med stor hast i både Somalia og nabolandet Kenyas farvande. Omfanget af oliereserverne er endnu er ukendt, men det antages, at de er betydelige, og at de vil kunne udgøre en væsentlig indtægtskilde for et nyt Somalia, såfremt landet er i stand til at tage vare på forekomsterne.

Somalias naboland mod syd, Kenya, har allerede uddelt koncessioner til flere af de lovende oliefelter til en række internationale oliefirmaer. Problemet er blot, at det er usikkert, hvorvidt Kenya overhovdet har ret til en række af oliefelterne, da de ligger i farvandet mellem Somalia og Kenya i et område, begge lande gør krav på.

Et faktum, der yderligere kompliceres af, at grænseområdet mellem de to lande i vid udstrækning kontrolleres af det kenyanske militær. I oktober sidste år gik kenyanske soldater ind over Somalias grænse i en aktion, der var koordineret med den somaliske regering, den etiopiske hær og en række andre internationale aktører for at knække den militante islamistiske gruppe al-Shabaab, der, for nu at gøre tingene endnu mere komplicerede, anser det sydlige Somalia som en slags hjemmebane og kontrollerer resten af territoriet og ikke mindst den vigtige havneby Kismayo.

Grænsedragning udskudt

Det har ført til vilde beskyldninger om, at den kenyanske invasion i virkeligheden ikke handler om sikkerhedspolitiske interesser, men snarere om at få kontrol over Somalias olieressourcer.

»Kenyas engagement i det sydlige Somalia opstod for at få overtaget i kampen om de off-shore-oliekoncessioner, som retmæssigt tilhører Somalia. Det lader til, at det forsøg nu bærer frugt, efterhånden som den kenyanske mission fortsætter, og de somaliere, der støtter Kenyas engagement, er i gang med at realisere deres reelle intentioner«, skriver organisationen East African Energy Forum i et angreb på den afgående overgangsrepræsentation.

East African Energy Forum beskylder overgangsrepræsentationen for at have forrådt somaliske interesser ved at underskrive en aftale med Kenya, der kort fortalt egentlig blot erklærer, at afklaringen af grænsedragningen må udskydes til et tidspunkt, hvor situationen er mere rolig.

Mens de fleste eksperter er enige om, at Kenyas invasion af nabolandet har en række andre og mere komplekse årsager, er der også enighed om, at grænsestriden ikke just gør tilværelsen nemmere for Somalias regering – og at Kenya ikke nødvendigvis gør det nemmere for den.

Kenyas regering tildelte således tidligere på sommeren koncessioner til tre af de omdiskuterede oliefelter til de franske og italienske oliefirmaer Total og Eni. Det førte til indædte protester fra den somaliske regering.

»Som jeg ser det, var det en kalkuleret satsning fra den kenyanske regering. De ved, at Somalia er enormt rodet, og at den somaliske regering er svag. Og samtidig har Kenya regionens største flåde, så landet kan forsvare felterne. Men Kenya burde ikke udstede koncessioner, når der er tvivl om, hvorvidt de har rettighederne til området,« siger den norske Somalia-analytiker Stig Jarle Hansen fra Norges Institut for Miljø og Udviklingsstudier.

Kenyas disposition kan svække den somaliske regering, der allerede fra starten er skrøbelig, og levere skyts til regeringens interne modstandere.

»Det er en temmelig stor fælde, der ligger og venter Somalias på regering. Selv om regeringen sådan set ikke har fået noget ud af det, bliver den allerede beskyldt for at sælge ud af somaliske interesser, og på den måde sparker Kenya til en regering, der er sårbar i forvejen. Det gavner al-Shabaab, og der er ingen tvivl om, at de vil bruge det til at angribe regeringens legitimitet og samle opbakning mod den,« siger Stig Jarle Hansen.

Bufferzone

Konflikten mellem Kenya og Somalia er ikke den eneste ulmende ressource-konflikt i et Østafrika. Både Tanzania, Uganda og flere andre lande har gjort olie- og gasfund i områder, som indimellem overlapper grænser. Kenya vil drage stor nytte af de råstofforekomsterne i regionen, da Kenya i vid udstrækning er det eneste sted, hvorfra energi-råstofferne kan transporteres ud til omverdenen. Derfor er man blandt andet ved at modernisere havnen i kystbyen Lamu, der er udset til at blive et af Østafrikas vigtigste transportcentre, ikke mindst grund af en planlagt olieledning fra det olierige Sydsudan. Men det gør også Kenya sårbar.

»Jeg tror Kenyas engagement i Somalia i langt højere grad handler om, at Kenya vil sikre grænsen, end det handler om oliekoncessionerne, on- og offshore,« forklarer Jason Mosley fra tænketanken Chatham House’s Afrikas Horn-program.

»Den mere eller mindre officielle begrundelse var en række kidnapninger fra al-Shabaab hen over grænsen, men for den kenyanske regering handler det i høj grad også om, at provinsen op til Somalias grænse er blevet et vigtigt økonomisk område, og at man derfor ønsker at skabe en bufferzone,« forklarer han.

Det er da også en af årsagerne til, at Stig Jarle Hansen mener, at den kenyanske enegang med oliefelterne er en kortsigtet strategi for et Kenya, der selv er ramt af uro, intern splittelse og social ubalance og godt nok har brug for pengene fra de nye oliefelter, men også for stabilitet i den nordøstlige del af landet, hvor olie-eventyret udspiller sig. For her er der også er et stort antal somaliske flygtninge og immigranter og en historie med megen uro.

»På den korte bane giver det jo meget god mening for Kenya at sikre sig ressourcerne. Men man har også en stor interesse i, at Somalia er stabilt, fordi usikkerheden flyder over grænsen. Og mens chancen for, at al-Shabaab f.eks. kan angribe off-shore olierigs ikke er så stor, kan man sagtens forestille sig, at de vil foretage angreb på den anden side af grænsen og skabe mere ustabilitet i Kenya. På den måde er det ikke særlig fornuftigt på lang sigt,« siger han.

Norges interesser

Spørgsmålet er, hvordan – og ikke mindst af hvem – de to landes strid kan løses. Her har netop Norge tidligere indtaget en central rolle som mægler i striden mellem de to lande, men det på papiret fuldstændig neutrale lands erfaringer viser også, at det er svært at bygge bro. Norge er nemlig ud over at være særdeles aktiv i afrikansk udviklingspolitik selv et olieland, og derfor har norske juristers arbejde med at skabe et slags midlertidigt fait acompli om søgrænsen resulteret i beskyldninger om, at landet selv ville tilrane sig olierettighederne.

»Indtil nu er der ikke rigtig nogen, der har forsøgt at løse problemet. Og det er også utrolig svært, især for et land som Norge, der har olieinteresser, og hvor man vitterlig også har en stærk olielobby, som man har i mange lande. Man risikerer at få en farlig modreaktion, som netop skaber mere konflikt snarere end fred,« siger Stig Jarle Hansen. »Der er i høj grad brug for, at nogen gør noget. Det er bare svært at få øje på, hvem det skulle være.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu