Læsetid: 3 min.

Piratekspert: Private vagter og aggressivt militær begrænser pirateri

Det samlede antal piratangreb falder, og en erfaren piratforhandler giver de private sikkerhedsstyrker om bord på skibe æren for det samt en effektiv militær tilstedeværelse. En naiv tilgang til piratbekæmpelse er omsonst; hård magt er nødvendig, lyder det
Gary Skjoldmose-Porter, der i årevis har arbejdet med piratbekæmpelse i både FN- og NATO-regi, er i dag sikkerhedschef hos rederiet Clipper-Group, siger: ’Der er simpelthen ingen alternativer. Synligt  bevæbnede styrker på vores skibe, pigtråd langs rælingerne og meget andet betyder, at piraterne opgiver, allerede inden det kommer til konfrontationer.’

Gary Skjoldmose-Porter, der i årevis har arbejdet med piratbekæmpelse i både FN- og NATO-regi, er i dag sikkerhedschef hos rederiet Clipper-Group, siger: ’Der er simpelthen ingen alternativer. Synligt bevæbnede styrker på vores skibe, pigtråd langs rælingerne og meget andet betyder, at piraterne opgiver, allerede inden det kommer til konfrontationer.’

Tine Sletting

20. september 2012

Kampen mod pirateriet ud for Somalias kyst gør fremskridt, og det skyldes i høj grad en kontant militær indsats og private sikkerhedsstyrker, som rederier i stigende grad benytter sig af på deres kapringstruede skibe.

Sådan lyder budskabet fra Gary Skjoldmose-Porter, der i årevis har arbejdet med piratbekæmpelse i både FN- og NATO-regi og sammen med amerikanske FBI. Til daglig er han såkaldt corporate security manager hos det danske rederi Clipper Group og har ansvaret for sikkerheden på rederiets godt 200 skibe.

»Private sikkerhedsstyrker og de militære styrkers tilstedeværelse skylder man en stor del af æren for, at det nu er lykkedes at vende kurven for piratangreb,« siger Gary Skjoldmose-Porter og henviser til de seneste tal fra det Internationale Maritime Bureau, der viser, at antallet af kapringer i første halvår af 2012 var 54 pct. lavere end året før.

Gary Skjoldmose-Porter understreger at også en usædvanlig barsk monsunsæson og programmer på landjorden har spillet en rolle. Men rederiernes øgede brug af private sikkerhedsstyrker og forholdsregler om bord på skibene har en entydig positiv effekt, mener han.

»Der er simpelthen ingen alternativer. Synligt bevæbnede styrker på vores skibe, pigtråd langs rælingerne og meget andet betyder, at piraterne opgiver, allerede inden det kommer til konfrontationer.«

Gary Skjoldmose-Porter og Clipper Group har de seneste år valgt at udstyre alle deres skibe, der passerer gennem de farlige farvande omkring Afrikas Horn med bevæbnede styrker fra et privat sikkerhedsfirma. Og den beslutning træffer stadig flere rederier.

»Rederierne holder af naturlige årsager sikkerhedsprocedurer osv. meget tæt til kroppen, men der er ingen tvivl om, at private sikkerhedsstyrker er mere udbredt end nogensinde,« siger Gary Skjoldmose-Porter.

Naiv piratopfattelse

Sikkerhedschefen spiller en markant rolle i den nye danske film Kapringen, der har biografpremiere i denne uge, og som allerede har høstet internationale anmelderroser. Filmen, der er instrueret af Tobias Lindholm, skildrer situationen omkring kapringen af et dansk skib. Her har Gary Skjoldmose-Porter vejledt instruktøren om, hvordan lignende situationer udspiller sig i virkeligheden, og den britiskfødte tidligere jægersoldat spiller også en rolle foran kameraet – som sig selv, pirateksperten, der skal forsøge at løse den dramatiske situation.

Gary Skjoldmose-Porter håber, at Kapringen, der ifølge ham skildrer virkeligheden meget præcist, kan være med til at skabe en mere nuanceret debat omkring piratbekæmpelse:

»Filmen er barsk, og virkeligheden er barsk. Forhåbentlig kan filmen, og det fokus den skaber på området, være med til at øge bevidstheden om og forståelsen for den komplicerede kamp.«

Information har i en række artikler tidligere på året sat fokus på den øgede aggressivitet og konfrontation i piratbekæmpelsen – eksempelvis hos det danske militær i området. Bl.a. har Information afdækket, hvordan Danmarks krig mod pirateriet koster stadig flere menneskeliv, fordi de danske krigsskibe har fået friere hænder til at gå i clinch med piraterne, og flere eksperter advarede om, at prisen for piratbekæmpelsen kan blive for høj.

I løbet af det seneste år har også en række videoer på nettet, der viser, hvordan private sikkerhedsstyrker på skibe skyder vildt på pirater, der nærmer sig, skabt debat. Og kritikken af rederiernes ageren og mulige optrapning af konflikten er jævnligt tilbagevendende i debatten. Men den debat er ofte for unuanceret og naiv, og det er for letkøbt, når meningsdannere og medier kritiserer rederiers og militærets ageren, mener Gary Skjoldmose-Porter:

»Den største misforståelse blandt folk i Vesten, der ikke beskæftiger sig indgående med emnet, er, at der findes en let løsning: At man betaler piraterne, hvad de kræver, så alle kan vende hjem, og ingen kommer til skade. Men sådan fungerer spillet ikke,« siger Gary Skjoldmose-Porter, der understreger, at han godt forstår forargelsen, når brudstykker af voldsomme videoer og tal på dødsfald som følge af sammenstød rammer overskrifterne. »Men omfattende væbnet tilstedeværelse er desværre en absolut nødvendighed, som situationen er nu.«

Hemmeligheder

Men på trods af Gary Skjoldmose-Porters forhåbning om, at den nye danske piratfilm vil hjælpe til at skabe en mere nuanceret debat, er der dog også spørgsmål og nuancer om emnet, som sikkerhedschefen ikke selv ønsker at svare på.

Blandt andet vil han »af sikkerhedsmæssige årsager« ikke uddybe detaljerne i de rules of engagement (regler for sammenstød, red.) han og Clipper Group har indført om bord på deres skibe – altså eksempelvis hvornår det er tilladt at åbne ild mod pirater.

Og han ønsker heller ikke at uddybe, hvor mange gange Clipper-skibe er blevet forsøgt kapret efter indførslen af bevæbnede sikkerhedsstyrker. Ej heller, hvor mange gange, der har været direkte skudvekslinger mellem pirater og Clipper-skibe.

»Men der har været tilfælde,« bekræfter han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"I løbet af det seneste år har også en række videoer på nettet, der viser, hvordan private sikkerhedsstyrker på skibe skyder vildt på pirater, der nærmer sig, skabt debat"

Lad mig bare indrømme det, jeg er ikke spor forarget over, at sikkerhedsstyrkerne skyder på piraterne. Hvis det bliver for meget er løsningen jo ligetil: vend piratbåden og sejl udenfor skudvidde.