Læsetid: 4 min.

Præsident Morsis budskab: Jeg er den nye leder af sunni-araberne

Den egyptiske præsidents tale på de ikke-allierede landes møde i Teheran i sidste uge var samtidig signalet til et politisk magtskifte i mellemøsten
4. september 2012

De kan ikke lade være: Den mest spektakulære bøf under det netop afsluttede træf i Teheran, hvor 120 lande i den såkaldt ’ikke-allierede bevægelse’ mødtes for at bivåne Egyptens overdragelse af formandskabet til Iran, var en oversætterfejl.

Ikke en hvilken som helst oversætterfejl: Da Egyptens nyslåede præsident, Det Muslimske Broderskabs Mohamed Morsi, der sad til højbords med præsident Mahmoud Ahmedinejad og FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, holdt sin tale, udskiftede i hvert fald den ene af de to iranske tv-kanaler, der transmitterede talen med oversættelse fra arabisk til farsi - persisk – ordet ’Syrien’ med ordet ’Bahrain’.

Morsi sagde ordret, og formentlig til nogen fortrydelse for sin vært, følgende: »Vores solidaritet med det syriske folks kamp mod et undertrykkende regime, der har mistet sin legitimitet, er en etisk pligt og en politisk og strategisk nødvendighed.«

Talen blev transmitteret direkte af to iranske tv-kanaler, og i den oversættelse, der kom ud til seere, der fulgte talen på IRIB, den iranske kanal 1, var ordet ’Syrien’ byttet ud med ’Bahrain’, hvilket den iranske generaldirektør for de statslige medier, Ezatollah Zarghami, erkendte og forklarede med, at der under Mohamed Morsis tale var opstået ’en teknisk fejl’ i transmissionen, der havde forvirret oversætteren. For at forstå rækkevidden den ’tekniske fejl’ er det nyttig viden, at Syriens alawittiske styre er tæt allieret med det shi’itiske præstestyre i Iran, hvorimod Bahrains sunnittiske monarki er allieret med Saudi-Arabien, der i marts 2011 undsatte kongen med pansertropper, der kvalte en opstand anført af Bahrains shi’itiske flertal.

Lederrollen tilbage

Det hører også med til historien, at den egyptiske præsident ikke nævnte Bahrain i sin opremsning af det arabiske forårs revolter i Tunesien, Egypten, Yemen, Syrien. Hvorfor? Formentlig af to grunde: Han fandt det næppe opportunt at lægge sig ud med Saudi-Arabien, hvis petro-milliarder Morsi har hårdt brug for i den økonomiske genopretning, Egypten står overfor efter revolutionen, der væltede Hosni Mubaraks regime. Og – nok så væsentligt – han havde sin egen besked med til præstestyret i Teheran, nemlig denne: Egypten er fra og med valget af mig som præsident de sunnitiske araberes ledende nation. Sådan. Under Mubaraks 30-årige regime overtog saudierne lederrollen i kraft af deres geografiske placering som kustoder for de hellige byer, Mekka og Medina, hvor Egypten i arabernes kollektive optik degenererede til amerikansk klient, underlagt en ydmygende fredsaftale med Israel.

Siden Mohamed Morsi tiltrådte sit embede 30. juni har han målrettet revideret den tilstand. Først ved at eliminere militærets diktatoriske regiment med fyringen af lederen af Det Øverste Militære Råd, forsvarsminister og feltmarskal Muhammed Tantawi, dernæst ved at sende kampvogne og troppestyrker ind i det østlige Sinai, hvor en terroristgruppe gjorde knuder. Men også i strid med den fredstraktat med Israel fra 1979, der stipulerer, at egyptiske troppestyrker ikke må overskride en linje midt på Sinai-halvøen. Israel protesterede, og Morsi svarede med at trække sine kampvogne tilbage, men beholdt noget isenkram og nogle troppestyrker for at fortælle amerikanerne og israelerne, at han – som den arabiske kommentator Rami G, Khori udtrykte det – ’var sensitiv, men ikke underdanig’.

Morsi har vendt det døve øre til amerikanske opfordringer om at besøge Israel som et synligt bevis på, at han vil respektere traktaten fra 1979. Det vil han næppe, tyder alt på, om end han næppe heller direkte vil bryde den. Men der er et pres i den egyptiske offentlighed om at revidere traktaten, der blev indgået af daværende præsident Anwar Sadat i en tid, hvor Egypten anglede efter vestlig anerkendelse og bistand. Og Morsi sendte et klart signal til de amerikanske og israelske venner med sine to første rejser – til Kina og Iran.

Det blev noteret i Teheran som et klart dementi af den påståede isolation af præstestyret som følge af striden om de iranske atomanlæg. Iranerne så det som en diplomatisk sejr, at Morsi besøgte Teheran som det første egyptiske statsoverhoved siden den islamiske revolution i 1979 – året for fredsaftalen med Israel. Også FN-generalsekretær Ban Ki-moons deltagelse i Teheran-træffet signalerede en svækkelse af den amerikanske indflydelse i Mellemøsten. Efter hvad Information erfarer fra FN-kilder blev Ban Ki-moon presset af både Det Hvide Hus og af amerikanske kongresmedlemmer til at blive væk fra mødet.

Men også FN-generalsekretæren skuffede sine værter ved at skælde dem ud for trusler om at ’udslette den zionistiske stat’ og benægte holocaust.

Hvad der skulle have været en paradehyldest til Irans afvisning af Vestens og Israels insisteren på at kontrollere deres atomare produktion i alle led, blev i stedet en påvisning af de iranske lederes afmægtighed som seriøse diplomater i en verden under forandring. Mohamed Morsi sagde højt, hvad alle havde troet, han aldrig ville sige, og illustrerede dermed, at han er en aktør i det regionale skakspil. Og Bahrain? Det bahrainske pressebureau har protesteret mod oversættelsesfejlen, som det kalder »en uacceptabel indblanding i Bahrains indre anliggender«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu