Salafisterne – en islamisk gruppe uden politisk kontrol

I sommeren 2011 skiftede den syriske revolte karakter. Det, der før var en folkelig opstand mod et repressivt regime, blev en sekterisk konfrontation mellem sunnier og shi’itter. Som Bassam Haddad, en USA-baseret professor i mellemøstlige studier, noterede i Beirut-avisen al-Akhbar:

»De, der stadig beskriver den syriske oprejsning, som om de første dage var frosset i tid, taler om en verden, der ikke længere eksisterer.«

I dag konfronteres den syriske præsident Bashar al-Assads regime med tre hovedgrupperinger:

1. Lokale bevæbnede landmænd, der har dannet modstandsgrupper og formelt er tilsluttet FSA, Frie Syriske Armé, men reelt kæmper isoleret og lokalt i forsvaret af deres landsbyer og jorder.

2. Regulære FSA-enheder, bestående af deserterede soldater og i princippet underlagt en central kommandostruktur med hovedkvarter i Tyrkiet.

3. Salafist-grupper, der opererer på egen hånd eller i koordination med FSA afhængigt af tid og sted så at sige, og som menes at stå bag de mest modbydelige angreb på civile med bl.a. bil- og selvmordsbomber i Damaskus og Aleppo. Disse grupper er borgerkrigens ’løsgående missiler’ og generelt uden for både oppositionens og deres sponsorers kontrol.

Mange små grupper

Ifølge Joumana Farhat, analytiker på avisen al-Akhbar, kan salafist-enhederne i Syrien ikke tælles på to hænder: »Der er langt flere, snesevis, og de kommer fra hele verden,« siger hun.

»Nogle er fra Europa, andre fra Pakistan, men fortrinsvis er det krigere fra Irak, Libanon, Libyen, Saudi-Arabien, Jordan og Yemen. Nogle er veteraner fra jihad-fronterne i Irak, Yemen og Libyen, mens andre er strømmet spontant til i sagens tjeneste: At omstyrte Bashar al-Assads alawit-regime, som i deres optik er kættersk. »Det er umuligt at angive et tal på, hvor mange de er, men de tælles i tusinder.«

Salafistgrupperne opererer især i Idlib-provinsen i det nordlige Syrien, hvor der regelmæssigt på det seneste er rapporteret om diskussioner med lokale grupper om, hvilket flag der skal vaje over de Assad-kritiske demonstrationer: Det syriske uafhængighedsflag med en grøn, en hvid og en sort stribe og tre røde stjerner, eller salafisternes sorte flag (dagens forside, red.), hvor der står skrevet på arabisk: »Der er ingen anden Gud end Gud.«

Mange midler

Salafisterne (af salaf: oprindelige eller forgængere) er en fundamentalistisk islamisk retning med et program, der groft sagt hylder tilbagevenden til Profetens tid i det 7. århundrede – dog ikke våbenteknologisk. De er generelt bedre bevæbnede og har flere ressourcer end andre væbnede grupper som følge af gavmilde donorer i Saudi-Arabien, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait. Deres stigende antal og uhindrede adgang til køb af ammunition er ikke kun bekymrende i regimet, men også i den syriske opposition. Således har lederen af den moderate gren af oppositionen, Haytem Manna, kritiseret, at salafisterne udgør en de facto interventionsstyrke på vegne af islamiske golfstater. Haythem Manna repræsenterer NCB, National Coordination Bureau, der er strengt sekulær og tæller grupper både i og uden for Syrien, og som i hvert fald delvis anerkendes af al-Assad-regimet.

Salafisterne er ikke repræsenteret i eksil-oppositionens organisation, SNC, Syrian National Council, hvor Det Muslimske Broderskab har sæde og indtager næstformandsposten. Ej heller udgør de i sig selv et sammenhængende netværk, og bl.a. derfor tror de fleste analytikere ikke på, at de vil få afgørende indflydelse i et post-Assad Syrien. »De er underlagt ledere med forskellige dagsordener, alt efter hvem der støtter dem,« siger Joumana Farhat. »Og de er forskellige alt efter, om det er Qatar eller Saudi-Arabien, om de kommer fra Libyen eller Irak eller her fra Libanon. Deres fremtræden, militært og politisk, er helt afhængig af, hvilken sheik der står i spidsen for den enkelte gruppe. Når borgerkrigen er forbi, vil den syriske opposition næppe tillade, at de får indflydelse.«

Andre iagttagere er mindre optimistiske. Salafisterne vil også efter borgerkrigens ophør være velbevæbnede og derfor være en magtfaktor, som de er det i Yemen og Libyen.