Læsetid: 4 min.

’Skrid med dig, rige fjols’

Europas rigeste mand er blevet et fransk hadeobjekt. Mangemilliardæren Bernard Arnault har søgt om belgisk statsborgerskab og hænges nu ud for at ville flygte fra præsident Hollandes nye 75 procents beskatning af euromillionærer
17. september 2012

Der står han med sin røde kuffert. I baggrunden ses et maleri af Mark Rothko. Tidligere i år blev et berømt billed af den farveglade ekspressionist solgt ved en auktion for 87 mio. dollars. Om maleriet tilhører manden på billedet, ved vi ikke. Men Bernhard Arnault kunne sagtens købe det, hvis han ville. Det ville være et beskedent greb i lommen for ejeren af verdens største luksusmærke-imperium, LVMH (Louis Vuitton Moët Hennesy).

Arnault er Frankrigs rigeste mand. Hans formue på over 32 milliarder euro gør ham også til Europas rigeste og verdens fjerderigeste mand. Men hans plads på forsiden af Frankrigs største centrum-venstreavis Libération var ikke nogen hædersplads. Det fremgik af overskriften, Casse-toi riche con! (’Skrid med dig, rige svin!’) Arnault havde da også svært ved at se morskaben og anlagde injuriesag imod avisen, hvis største aktionær for øvrigt er en anden fremtrædende fransk milliardær: Baron Edouard de Rotschild, en ætling af en Europas mest berømte velhaverdynastier.

Hvorfor nu hænge Arnault ud som persona non grata? Fordi han sidste weekend meddelte, at han vil være belgisk statsborger. Den beslutning affødte spekulationer. Kunne den have noget at gøre med, at præsident François Hollande for nylig svor at gøre alvor af sit valgkampsløfte om at indføre en ny ’superskat’, der skal beskatte velhaver-årsindkomster, der overstiger en million euro, med 75 procent? Var Arnaults pludselige kærlighed til Belgien et kneb til skatteunddragelse? Belgien har trods alt ingen formueskat og en meget lav skat på arv, mens Frankrigs har Europas højeste.

Arnault inddæmmer skade

Som belgisk statsborger ville Arnault heller ikke behøve at betale skat i Monaco – det har franske statsborgere måttet, siden det lille fyrstendømme og Paris indgik en skatteaftale. Libération kunne også henvise til, at tusinder af rige franskmænd er flyttet til Belgien eller har anskaffet sig proforma-adresser i det belgiske skattely – en udvikling, der allerede stod på, da Sarkozy var præsident. Og havde Arnault, en nær ven af Sarkozy, måske ikke ytret offentlig kritik af Hollandes økonomiske politik for at skade det franske »erhvervs- og investeringsklima« og gøre det »lidet indbydende over for folk med iværksætterånd«? På lederplads fordømte Libération de franske skytteflygtninges »moralske frivolitet.«

Også den franske statschef var indigneret. I et tv-interview, hvor Hollande advarede franskmændene om sløje tider og varslede både nedskæringer og skatteforhøjelser, fandt han også anledning til at kritisere nationens ultimative multimilliardær for »manglende patriotisme« i en krisetid. Frankrigs premierminister, Jean-Marc Ayrault, forpassede heller ikke lejligheden til at gentage, at de rige må yde deres bidrag til økonomisk genopretning.

»Alle må bidrage efter evne. Den skattereform, vi er på vej med, vil placere beskatningen af arbejde og kapital på det samme niveau.«

Arnault fik travlt med at inddæmme skaden. Allerede inden præsidentens interview gik i luften, nåede han i en udtalelse til nyhedsbureauet AFP at forsikre, at han parallelt med sit belgiske statsborgerskab ville bevare sit franske og opfylde skatteforpligtelser i Frankrig til fulde, »som alle andre franskmænd«. Hans ansøgning om at blive belgier havde »personlige årsager« og »skulle ikke tolkes politisk«.

Reference til Sarkozy

Libérations uelskværdige forsideopfordring spillede an på en kontroversiel og efter manges mening »upræsidentiel« udtalelse fra Nicolas Sarkozy–Casse-toi, pauvre con! (Skrid med dig, stakkels fjols)–som han lod falde af under et besøg på en landbrugsmesse i 2008, hvor en fransk bondemand ikke ville gengælde hans håndtryk.

For Libération fik affæren et farceagtigt forløb, da det gik op for avisen, hvor store annonceindtægter man står til at miste med tabet af reklamer for alle de luksusmærker, Arnaults imperium kontrollerer. Senere samme uge bragte avisen en ny forside med denne rubrik: »Bernard, hvis du kommer tilbage, annullerer vi alt «–endnu et hint til Sarkozy, der før bruddet med ekshustruen Cécilia, som han fravalgte til fordel for den tidligere supermodel Carla Bruni, skal have sendt en sms til førstnævnte med ordlyden: »Kom tilbage, og jeg annullerer alt.«

Arnault-affæren bringer mindelser om 1981, da socialisten François Mitterrand kom til magten på et lignende program om at brandbeskatte de superrige (og nationalisere mange store virksomheder). Dengang skulle Bernard Arnault heller ikke nyde noget af socialistiske skatteopkrævere og flyttede fluks teltpælene til USA.

Mitterands økonomiske politik har medført en ret betydelig velhaverflugt fra Frankrig, før han to år inden i sin periode måtte ændre politisk kurs, tvunget af en akut økonomisk krise. Dette kursskifte fik i 1984 Arnault til at vende tilbage til Frankrig.

En lige så massiv velhaverflugt er ikke set i denne omgang, ikke endnu i al fald. Højest en langsom stivning. Alligevel gør den borgerlige opposition under ledelse af tidligere premierminister, François Fillon, hvad man kan for at puste problemet op.

»Bag hele Bernard Arnault-affæren er et bjerg af udvandringer. Hvem er mest patriotisk? En mand, som har skabt tusindvis af arbejdspladser og betaler millioner af euro i skat eller venstreorienterede lederskribenter?«

Noget kunne dog tyde på, at i det mindste nogle af Frankrigs milliardærer kan mobilisere »patriotisk solidaritet«.

Baron Rotschild er i al fald helt enig med både sin avis og sin præsident.

»Når der appelleres til os, som sidder bedst i det, om at yde en indsats for den nationale solidaritet, så mener jeg nok, at vi kan tilpasse os.«

16 af Frankrigs rigeste milliardærer vil øjensynligt gerne beskattes. Da præsident Nicolas Sarkozy sidste år lovede skattelettelser til de rigeste, blev han mødt med en afvisning. I et åbent brev i ugeavisen Nouvel Observateur skrev disse styrtende velhavende franskmænd–Jean-Paul Agon, Liliane Bettencourt, Antoine Frérot, Dennis Hennequin, Marc Ladreit de Lacharrière mfl.–under på, at de helst så sig fritaget for skattelettelser og var udmærket tilfredse med at bidrage til den »nationale solidaritet«. Ingen af de 16 brevskrivere er udvandret, men ingen af dem har dog heller applauderet en skatteprocent på 75.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Efter anden verdenskrig og op til starten af tresserne betalte man i USA 90% i marginalskat, og helt frem til Reagan i starten af firserne 70%.
Det var den mest fremgangsrige tid i USAs historie.

Opfattelsen af skat er den, at udgiften gør en fattig.
Men faktisk er skat ligesom at sætte penge i banken.
Ikke aktionær-banken, men samfundsbanken.

Renterne er næste generation som får uddannelse,
plejepersonalet som skal passe dig,
vejene du skal køre på, osv.

Men tidsånden er pt. at egne penge gør mest gavn i egne udenlandske konti, eller en fed BMV-tur over grænsen for at
købe en kasse Carlsberg.

"Men tidsånden er pt. at egne penge gør mest gavn i egne udenlandske konti, eller en fed BMV-tur over grænsen for at
købe en kasse Carlsberg."

Mon ikke de får bajerne sendt?