Læsetid: 3 min.

Snyd i statusmaskineriet

Uddannelse i dag fokuserer både i tanke og i tale på status, og det giver gode grunde til at snyde
24. september 2012

Velkomstfanfarerne til sommerens semesterstart blev i år ledsaget af dyster underlægningsmusik om udbredt og tiltagende snyderi blandt studerende og gymnasieelever. Skønt tilsat et mål af overbærenhed – »hvem har ikke snydt en lille smule?« – var de bekymrede toner fremtrædende, og der blev søgt og spurgt hos mange begavede folk: Hvorfor snyder de?

Der kom tilsvarende mange og forskellige svar på dette uhyre bredt formulerede spørgsmål, som naturligvis fortsat står og blafrer. Og måske skulle vi et øjeblik bare lade det blafre og i stedet søge svar på et snævrere spørgsmål: Hvilke grunde er der til ikke at snyde i dagens danske uddannelsessystem, forudsat at man har en pæn chance for at slippe af sted med det?

Certifikatet i centrum

Studerende har helt generelt én god grund til ikke at snyde, nemlig at de er interesserede i deres studium og ønsker at sætte sig ind i det fag, de har valgt. Så snyder man ikke, for det kan jo ikke give andet udbytte end muligvis et ’bestået’ og i sidste ende et certifikat.

Sidstnævnte kan være et effektivt signal til alverden om, at man har sikret sig en plads i den så hyppigt besungne højkaste af kloge hoveder, men for den, der faktisk ønsker at blive klogere, er det ikke tilstrækkeligt blot at gå for at være klog.

Desværre er den herskende uddannelsestænkning og -debat aldeles domineret af et syn på studier som intet andet end instrumenter til at opnå en status, der i sig selv er studierne uvedkommende. Store dagblade smækker rask væk studier og karriere sammen i én sektion og refererer benovet tvivlsomme stjernemærkninger af universiteter på verdensplan. Det lader til at blive anset for en del af naturens orden, at prestige er det højeste mål for ethvert universitet og dets befolkning, og at folk uddanner sig i den ene hensigt at kunne klatre i hierarkier, få højere status, velbetalte og magtfulde job, bedre økonomi og mere social anseelse.

Når tendensen er, at uddannelsessystemet anskues og drøftes som et ganske renlivet statusmaskineri, som personer, institutioner og nationer kan bruge til at stige i graderne, så er det ikke mærkeligt, hvis studerende faktisk opfatter systemet netop sådan. Men i sådan et system gælder det – også når det kaldes et omfordelingsinstrument – bare om at komme igennem, mens man tænker på noget andet for at opnå noget tredje. Tømt for egentlig, selvstændig mening er studier noget, man er nødt til – en art pligt på linje med, hvad værnepligten kom til at stå for, efterhånden som den blev tømt for indhold.

Og universiteters og andre uddannelsesinstitutioners markedsføring med charterrejselignende appeller til vordende studerende forstærker signalet: Man kan have det sjovt, mens det bliver overstået. Hvorfor skulle man ikke snyde i et system, der fremstår sådan?

Instrument og mening

At uddannelse er forbundet med status, er en gammel kendsgerning, som vil vedblive at have sin plads i uddannelsesdebatten og at spille en rolle som motivation for den enkelte studerende. Betænkeligt bliver det først, når statusaspekter bliver aldeles dominerende for den enkelte og kommer til at udgøre systemets hele mening. Så bliver det til gengæld meget betænkeligt. Dér er dagens uddannelsestænkning tæt på at være.

Skønt næppe nogen har ønsket det, er uddannelsesdebatten i forbløffende grad blevet tømt for indhold og for mening, der rækker ud over det rent instrumentelle. Det er farligt for uddannelsessystemet, for det præger i høj grad de studerende, som alt for let kan komme til at mangle gode grunde til ikke at snyde.

Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu