Læsetid: 2 min.

Storstilet snyd ryster Harvard

På Harvard University er halvdelen af de studerende på et introduktionskursus til Kongressen kommet under mistanke for at have skrevet af efter hinanden til eksamen
5. september 2012

Over 100 snydere på et introduktionskursus til Kongressen? Det lover ikke godt for hverken det prestigiøse Harvard University eller fremtidens amerikanske politikere, hvis mistanken viser sig begrundet.

Meget tyder på, at halvdelen af de studerende på ét hold, har skrevet af efter hinanden til den afsluttende eksamen, efter der er kommet en ny sværere prøveform til. Universitetet har nu iværksat en undersøgelse af de mistænkelige besvarelser.

»Hvis disse påstande kan bevises, er det udtryk for en helt uacceptabel adfærd, der har kompromitteret den tillid, som intellektuelle opgaver på Harvard afhænger af,« siger Harvards præsident, Drew Faust, i en erklæring.

Harvard bryster sig af at danne den amerikanske elite inden for jura, erhvervsliv og politik, men da snydeskandalen kom frem, nægtede universitetet først at oplyse, hvilket fag der var tale om. Det blev dog snart afsløret af studenteravisen The Harvard Crimson, at det var på et introduktionskursus til den amerikanske kongres. Ifølge The Crimson undrede en censor sig før sommerferien over slående ligheder i op mod 20 eksamensbesvarelser og gik til ledelsen med sagen. Her satte man en indledende undersøgelse i gang, der fandt mistænkelige besvarelser hos omkring 125 ud af de 250 studerende på holdet. Nu er universitetet i færd med at kontakte de mistænkte enkeltvis. De skyldige kan håbe på at nøjes med en officiel advarsel, men de kan også risikere et års bortvisning.

For svært

Eksamensopgaven bestod af et essay og et afsnit med spørgsmål-svar. De studerende havde angiveligt lov til at bruge alle hjælpemidler, bøger, noter og internet, men blev advaret mod at diskutere opgaven med hinanden.

Ifølge The Crimson var afsnittet med spørgsmål-svar nyt i forhold til tidligere år, og det har gjort kurset væsentligt sværere. I 2011 bedømte 67 pct. af de studerende kurset som ’let’ eller ’meget let’, mens det samme kun gjaldt 16 pct. af de studerende i 2012. Samtidig har spørgsmål-svar-delen gjort det lettere at opdage snyd.

En af de studerende, der er under mistanke for at have snydt, siger til The Crimson, at han følte sig frustreret over, at kurset var så meget sværere end forudset. Han havde allerede meldt sig til fem kurser det semester. Selv blev han kontaktet af studerende uden for biblioteket, der opfordrede ham til at samarbejde om eksamensopgaven.

»Det var meget tydeligt, at det foregik. Det var sådan noget, man ikke nødvendigvis prøvede at dække over,« siger han.

Nyhedsbureauet AP fortæller, at Harvard nu har lanceret et udvalg om videnskabelig redelighed. Udvalget taler om et oprette et ’æres-kodeks’ for akademisk redelighed.

»Vi mener, de studerende skal have en retfærdig sagsbehandling. Alle ville ønske, arbejdet allerede var afsluttet, men vi bliver nødt til at være tålmodige. Det kommer til at tage den tid, det tager,« siger leder af udvalget, dekan Jay Harris til AP.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

At skrive af efter hinanden er enten gruppearbejde, eller overordentligt besværligt at praktisere - hvis det det er gensidigt, som overskriften indikerer.

Johnnie Hougaard Nielsen

Det vil såmænd være ganske simpelt at "uddelegere" besvarelsen til en enkelt skribent, og så er det ikke sikkert at kopisterne er så grundige med at "huske" at genskrive det med egne ord.

Det lyder som et begyndende akademisk oprør, hvor samarbejde om fælles resultat igen kommer til ære og værdighed. Det kan man håbe på.