Læsetid: 2 min.

Strejke og molotovcocktails lammede Athen

Sydeuropa samles tilsyneladende i protester mod nedskæringer. Tvillingprotester i Athen og Madrid mod skrappe spareplaner
Udland
28. september 2012

Luften i den centrale del af den græske hovedstad, Athen, var onsdag tyk af tåregas, mens politiet forsøgte at holde rasende demonstranter under kontrol.

Hundredvis af maskerede unge kastede med molotovcocktails i nærheden af parlamentet, og kampklædte betjente brugte knipler og peberspray, da de tørnede sammen med den ophidsede folkemængde.

Samtidig gik titusindvis af mennesker gennem gaderne i Athen for at vise deres vrede over de store nedskæringer, der rammer det græske samfund. Massedemonstrationen var også vendt mod Grækenlands kreditorer:

»Ud med EU og IMF,« lød det taktfast fra demonstranterne, som ifølge arrangørerne bag protestmarchen talte op mod 100.000 mennesker.

»Vi kan ikke tage det mere. Vi kan ikke lade vore børn vokse op under disse forhold,« sagde en 54-årig lærer, Dina Kokou.

Hun er mor til fire og føler sig presset af nedskæringer og øgede skatter.

Omkring 3.000 politifolk var midt på onsdagen udkommanderet i det centrale Athen, hvor skodder og jerngitre var trukket for butiksvinduer. Landet var samtidig ramt af en 24 timer lang strejke med aflyste fly og togafgange.

Kæmper for fremtiden

Der var også mange tusinde demonstranter på gaden i storbyen Thessaloniki.

»Vi er her for at kæmpe for fremtiden. Hvis der ikke sker noget, vil jeg måske aldrig kunne finde et job og komme til at leve et værdigt liv,« siger den 20-årige jurastuderende Anastasia Teloni.

»Vi har været igennem en utrolig social katastrofe i de senere år. Jeg har fået halveret min løn. Jeg har to børn og ved ikke, om jeg har et job i morgen,« siger den 56-årige Ilias Loizos.

Fagforeningerne er primært vrede over nedskæringer på 12 milliarder euro, som den græske regering har lovet IMF og EU at gennemføre for at kunne få glæde af næste del af den økonomiske hjælp til landet.

Nedskæringerne betyder blandt andet, at lønninger, pensioner og velfærdsydelser bliver sænket. En meningsmåling har vist, at mere end 90 procent af grækerne mener, at kravene er uretfærdige og vil gå ud over de fattige.

Skrap kost for spanierne

Onsdagens protester i Athen faldt sammen med anti-nedskærings-demonstrationer i den spanske hovedstad, Madrid.

Her står regeringen umiddelbart over for at skulle fremlægge sit budgetforslag for 2013, som ventes at blive skrap kost for mange spaniere.

Landets finanser er under hårdt pres, og det vil ikke komme som nogen større overraskelse, hvis premierminister Mariano Rajoy snart beder sine europæiske partnere om en økonomisk saltvandsindsprøjtning.

Tvillingprotesterne i Athen og Madrid medførte onsdag fald på de europæiske aktiemarkeder.

ritzau/AFP

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Engelsted

Hvad forestiller den økonomiske og politiske elite sig egentlig, der vil ske i fortsættelsen? At der kommer økonomisk opsving og politisk stabilitet, når lønninger og velfærd er skåret ned til benet? Eller er de bare faret vild i deres egne kontorer?

- Sydeuropa samles tilsyneladende i protester mod nedskæringer, skriver Ritzau.
Tilsyneladende har Ritzau ret, - tilsyneladende.!