Læsetid: 3 min.

Tysk dom udstiller Europas politiske fallit

Den tyske forfatningsdomstol har trodset tyske EU-skeptikere og sagt god for både finanspagt og den permanente europæiske krisefond, men dommen er uden kraft og retning og vil hverken afklare spørgsmålet om gældsbyrden eller eurozonens overlevelse
Dommere ved den tyske forfatningsdomstol giver deres forbeholdne ’ja, men’ til ratificering af den permanente europæiske krisefond, ESM, i Karlsruhe i går.

Dommere ved den tyske forfatningsdomstol giver deres forbeholdne ’ja, men’ til ratificering af den permanente europæiske krisefond, ESM, i Karlsruhe i går.

Uli Deck

13. september 2012

Det er en god dag for Tyskland, og det er en god dag for Europa.«

Sådan lød den optimistiske udmelding fra Angela Merkel, da den tyske forfatningsdomstol onsdag formiddag gav sit forbeholdne »ja, men« til en ratificering af den permanente europæiske krisefond (ESM). Dermed kan Tyskland allerede i næste uge blive det sidste land i eurozonen til at ratificere finanspagten.

»Proceduren har vist, at de angrebne love med høj sandsynlighed ikke krænker forfatningen,« sagde domstolens præsident, Andreas Voßkuhle onsdag i Karlsruhe. Selv om Angela Merkel og andre fortalere for en europæisk finanspagt kan ånde lettet op, vil dommen hverken formilde euroskeptikere eller tilhængere af en kollektivisering af den europæiske gæld.

»Dommen i Karlsruhe bringer ikke Europa videre. Heller ikke Tyskland og heller ikke demokratiet«, skriver Heribert Prantl i Süddeutsche Zeitung.

»Denne dom undviger nemlig de vigtigste spørgsmål. Den vil gerne være en principiel dom, men den er bange for det principielle. Som det er domstolens sædvane, når det gælder Europa, er dommen en ’Ja, men’-dom. Men denne doms ’ja’ er denne gang så kraftløs som dens ’men’. Det er en sukkende ’men, ja’-dom.«

Parlamenter under pres

Trods domstolens insisteren på en øvre grænse for det tyske bidrag til ESM udlægger Prantl derfor dommen som et svigt af medlemslandenes nationale demokrati. »Det nationale parlament er ikke i stand til at garantere den demokratiske kontrol med mægtige euroredningsprojekter. Når det angår Europa, har det nationale demokrati ikke længere nogen form for kompetence til at medvirke på udformningen. Den har kun kompetence til at vægre sig; det nationale demokrati kan, hvis det anstrenger sig, sige nej til EU-storprojekter og krisefonde. Men det slår ikke til. Man kan ikke styre med en nødbremse.«

Med domstolens velsignelse kan EU i samarbejde med den europæiske centralbank allerede fra oktober iværksætte krisefonden som en brandmur om eurozonen. Svækkede eurolande kan fremover søge ESM om yderligere midler til at konsolidere de statslige budgetter mod til gengæld at indføre de nødvendige strukturreformer. Som sin vigtigste komponent indebærer dommen imidlertid et afgørende forbehold over det tyske bidrag til krisefonden, som beløber sig til 190 mia. euro.

»Siden sidste uge har det stået klart, at den europæiske centralbanks opkøb af statsobligationer vil bebyrde grundlovens demokrati med gældsbyrder og stabilitetsrisici i uanede dimensioner. Medlemmerne af den tyske forbundsdag og Europas borgere er i lige så ringe grad som den tyske regering blevet spurgt ad om det«, skriver den tyske forfatter og journalist Thomas Darnstädt i Der Spiegel, der også kritiserer domstolen for at mangle mod til at forholde sig til sidste uges udspil fra den europæiske centralbank. Ifølge onsdag-ens dom skal der fremover skabes sikkerhed for, at Tyskland ikke skal hæfte yderligere uden forbundsdagens accept.

Alligevel illustrerer dommen, at der er grænser for de nationale parlamenters magt. »Den egentlige taber er i grunden politikerne som sådan. I sidste ende har forfatningsdomstolen tydeliggjort, at den kurs, man er slået ind på i løbet af eurokrisen, ikke længere lader sig bremse,« siger Albrecht von Lucke, redaktør på tidsskriftet Blätter für deutsche und internationale, og peger på den europæiske centralbanks initiativ i sidste uge som mere betydningsfuld end ratificering af ESM.

Mange tyskere frygter, at centralbankens planer om at opkøbe kriseramte landes statsobligationer på det primære og sekundære marked vil påvirke tysk økonomi i negativ retning i form af øget inflation og forringet konkurrenceevne. Først senere vil domstolen tage stilling til, hvorvidt centralbankens opkøb af statsobligationer strider imod de tillægslove, som forfatningsdomstolen ønsker at føje til en tysk ratificering af ESM. Ifølge Julia Langbein, Zentrum für europäische Integration, Freie Universität Berlin, bør EU-skeptiske tyskere ikke grue for, at ESM automatisk vil føre til en kollektivisering af den europæiske gæld.

»Grundlæggende er der tale om et signal om solidaritet til kriseramte lande, der fremover skal kunne låne ’billige penge’ til gengæld for strukturelle reformer. I sit nuværende omfang kan ESM imidlertid ikke understøtte lande som Spanien og Italien, hvis de skulle få brug for hjælp.«

 

Leder bagsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tog mig tid til at lytte til Herr. Andreas Voßkuhles lange prædiken over dagens tekst "Ja, aber ..." - og så undrer bureaukraterne i EU sig over, at hele konstruktionen bliver kaldt elitens projekt ...

Hvem forstod, hvad manden fablede om - ræk hånden op - vi venter herefter på "eine kleine Einführung für Dummies" ...

Dan Johannesson

@Jon, farrage er en fremragende taler, med pointer man ville ønske kom ud til hver eneste europæer. Der ER gode politiske kræfter, tydeligvise selv i EU paralamentet. Desværre er det ganske enkelt ikke dem der gives taletid, men primært kandidater fra det etablerede kor af stemmer der synger sangen om konstant øget centralisering og afgivelse af demokrati, indtil den total facistiske central union er færdigetableret.

Det er som Farrage også er inde på, helt ude i lyset nu at det er netop dette der foregår. Det er i denne tid vi giver det sidste demokrati væk. Og selv NU, sover Holger Danske sin dybeste søvn.

Så længe vi lever i et mentalt spændingsfelt imellem afledt apati og oversocialisering, kan du teoretisk set, næsten nedskyde den halve befolkning unden nogen reaktioner. Bare du gør det labgsomt nok. Årsagen er blandt andet mediernes enkelstagslogik, hvor større bevægelser og kontekster sjældent belyses.

Så døren er ved at smække i og som altid vil vi tage imod, selv vores eget og vores efterkommeres FÆNGSEL, det fascistiske centralistiske regime, med ordene: Hvem vinder X factor i år?

En total nedsmeltning, synes uundgåelig. Som modstander af projektet, kan jeg kun være tilfreds. Som borger, ser det måske nok lidt anderledes ud, de økonomiske konsekvenser taget i betragtning.

Alternativt, skal vi rejse et fælles flag, under en fælles forfatning. Ridserne synes dog for dybe til at få borgerlige med på deres eget projekt, nu da projektet tager vand ind, så er den lette løsning Hadrians wall.

Vinderne bliver bare ikke de liberale i Europa, men i de tunge økonomier. Det er et ganske interessant skue, kønt er det bare ikke.

Capitalism kills.

Grækenland kom jo med fordi der blev fiflet med tallene. Ved at omregne en del af Grækenlands gæld i Yen til Euro og ved at bruge forældede valutakurser, lykkedes det at få gælden til at se mindre ud end den i virkeligheden var.

Dette lille regnestykke hjalp den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs med, som konsulent for den daværende Græske regering. Det indbragte dem en fed fortjeneste, og en sikker plads som rådgivere for regeringen.
EUs økonomer og politikkerne holdt det blinde øje for kikkerten. Grækerne blev bundet til Euroen uden at være klar til at tage konkurrencen op.

Ansvaret for dette burde ikke tørres af på den græske befolkning, men på dem der førte landet i uføre. Men det er der ingen der ønsker. Draghi der skal rydde op og får stillet den nye store pengetank til rådighed - og man forstår at der ikke er nogen demokratisk kontrol med denne, hvilket nok ikke er tilfældigt - har selv en fortid i det hæderkronede Goldman Sachs, hvor han nok har lært et og andet.

Der erher opstillet mange og meget forskellige indvendinger.

Set med en økonoms øjne, er den eneste risiko egentlig en potentiel stigende inflation. Og om det kan siges, dels vil en beskeden fast inflationsrate være en fordel, og dels vil Centralbanken selvfølgelig styre dette.

Og det med den evt. reducerede motivation, altså automatiske stbilisatorer, er en liberal holdning uden meget bund i virkeligheden.
Men man skal være klar over, at de økonomisk svage lande vil, skulle bruge 20-40 år, for at kunne rette op på deres dårlige økonomi.

Nu skulle sydlandende aldrig Nogensinde have været optaget i Euroen til at begynde med. Og Grækenland der økonomisk har været en mikro økonomi og ovenikøbet en i miserabel tilstand i umenneskelige tider, ja de burde endvidere aldrig have være optaget i EU.

Det resulterede jo i at projektet blev en dødssejler fra den dato det skete, da ingen af disse lande besad de egenskaber der skulle til for at klare skærene. Vi taler immervæk og økonomier der langtfra var blomstrende på optagelses datoen. F.eks. Havde Italien jo nærmest haft noget nær nul væks i nogle årtier, man skal basalt set tilbage til 50'erne før man kan finde nogle opmuntrende tal fra denne del af Europa.

Så at man overhovedet overvejede at tage dem med i klubben, virker ikke blot naivt og dumt, det virker som en ordentlig omgang vennetjenester.

At visse dele af EU er antidemokratisk og lidt af et oligarki, det har det sku været siden det hel kul og Stålunionen. Så at plævre løs om noget der allerede er veldokumenteret er nærmest formålsløst.

Et sygt barn med influenca - insolerer man indtil det er blevet rask, så det kan komme i skole igen. Men i Euro-land skal det blive i klassen og smitte alle de andre. Selv om man er syg kan man da godt søge lektierne via Skoleintra på nettet, og eleverne i klassen samle en skilling ind til en "opmuntring"

Endelig træffes de beslutninger, der kan redde hele EU! Det er godt nok sent, de alt for konservative tyskere har holdt resten af Europa på pinebænken; men alene ved at true med at bakke ethvert forsøg på spekulation imod euroen op med køb af statsobligationer har man demonteret faren for angreb.
På samme måde med kontrollen med de europæiske banker, hvis idiotiske solipsisme nu bringes under opsyn. Det er langt bedre, og forhåbentlig tilstrækkeligt, til at rette på konvergensen landene imellem, så egentlig fælles finanspolitik kan undgås.

Man kan ikke blæse og have mel i munden. Jo man kan, men det ender som bekendt med et værre griseri.

Hvis man vil have en EU kan man ikke lade nationalparlamenterne styre den, det ville være fuldstændig galamatis. De nationale parlamenter har, ikke kun i Danmark men stort set i alle EU lande, desværre de sidste 20 år konsekvent undermineret alle forsøg på at gøre EU til et folkeligt projekt men har samtidigt ladet finansmarkederne løbe af med den politiske kontrol igennem sløjfning af kontrolmekanismerne.
Situationen er efterhånden løbet så meget af spor at hele EU projektet mere eller mindre er blevet til en historisk trussel mod demokratiet.

En fælles finanspolitik dvs. endnu, og officielt mere fælles end den der allerede praktiseres i realiteten og udenom demokratisk kontrol vil betyde demokratiets endelig. I hvert fald det vi hidtil har kaldt demokrati her i Europa.

Hvordan vi nogensinde kan komme ud af denne situation uden dybe skræmmer har jeg ikke fantasi nok til at forstille mig. Jeg håber at andre har.

Det kan efterhånden ikke mere helt udelukkes, at bureaukraterne i øjeblikket bastler på nogle efterhånden nødvendige nødretsregler - for at kunne etablere en ny form for undtagelsestilstand i deres elskede EU - de er godt på vej i den retning ...