Læsetid: 6 min.

Union uden politisk styring

Med de nye udvidelser af Den Europæiske Centralbanks beføjelser tager EU endnu et skridt i retning af at skrue op for institutionernes magt uden at have den politiske overbygning på plads. Men ved at udskyde den politiske diskussion til fordel for økonomiske hastetiltag gentager unionen ifølge kritikere en mangeårig tendens til at gemme de politiske diskussioner om projektet væk fra befolkningerne
Med de nye udvidelser af Den Europæiske Centralbanks beføjelser tager EU endnu et skridt i retning af at skrue op for institutionernes magt uden at have den politiske overbygning på plads. Men ved at udskyde den politiske diskussion til fordel for økonomiske hastetiltag gentager unionen ifølge kritikere en mangeårig tendens til at gemme de politiske diskussioner om projektet væk fra befolkningerne
12. september 2012

Hvis den tyske forfatningsdomstol i dag – som de fleste venter – vedtager, at Tyskland kan deltage i redningen af euroen, vil Den Europæiske Centralbank (ECB) kunne tilbyde ubegrænset støtteopkøb af de trængte sydeuropæiske landes statsobligationer.

Det forventes samtidig, at EU-Kommisionens formand, José Manuel Barosso, i en tale i dag vil foreslå, at ECB får endnu mere magt, idet den skal være den ny supervisor for eurozonens banker.

Vedtagelsen af Tysklands deltagelse vil få den effekt, at renten i de gældsplagede lande vil falde, og lånebyrden dermed blive mere overkommelig.

Men det vil også betyde, at EU endnu engang tager afgørende skridt i retning af at udvide de europæiske institutioners magtbeføjelser, uden at en tilsvarende politiske overbygning er undervejs eller på plads. Det har fået den tyske kritik til at hagle ned over Den Europæiske Centralbank – og ikke mindst over bankens chef, Mario Draghi. Den tyske nationalbanks chef, Jens Weidmann, var således det eneste medlem af ECB’s styrende råd, der stemte imod de øgede beføjelser, som han har kaldt »at lade seddelpressen køre«. Han efterlyser politisk kontrol med den gæld, der nu bliver centralbankens og dermed hele Europas gæld.

Den tyske politiske kommentator Armin Mahler kalder i det tyske magasin Der Spiegel Centralbankens ikke-demokratisk valgte direktør Mario Draghi for »Europas mest magtfulde mand« og skriver, at det er muligt, at Draghi mener, at der ikke er nogen vej tilbage for euroen, men at »det er der for demokratiet.«

Problemet for tyskerne er, at resten af Europa tilsyneladende ønsker at give Centralbanken beføjelser uden at have den politiske overbygning klar til at håndtere banken. Det forklarer Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk Politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

»Tyskerne har presset på for, at man skulle lave traktater, før man kunne gøre noget. Nu følger vi så ikke længere den tyske model, hvor man ønsker at have hele det institutionelle setup på plads først. Tyskerne har tabt det slagsmål over for alle dem, der mener, at vi ikke kan vente, men er nødt til at handle nu for at redde unionen og euroen, og så må vi bygge de nødvendige politiske institutioner op bagefter,« siger Marlene Wind.

I opløsning før eller senere

Netop dette argument langede den italienske politiske kommentator Barbara Spinelli i sidste uge hårdt ud efter:

»Mario Draghi insisterer på at sige, at den politiske union må vente til anden omgang, for den økonomiske union har førsteprioritet,« skrev hun og hævdede, at denne tilgang gør Europa til et pubertært univers, som »består af lærere og elever i skoleuniform, herre- og tjenestefolk, hyrder og får«.

»Det kan ikke være anderledes, når der mangler en føderal regering, som kan overvåge alle og rette ubalancer og uligheder mellem staterne. Det er ikke det Europa, som vi blev lovet i efterkrigstiden, og som foruden budgetdisciplin skulle sikre demokrati og social retfærdighed: En institution, som lå uden for og over staterne for at forhindre den stærkeste og mest krigeriske i at herske. Det Europa, vi bliver præsenteret for, fremstår som en bestemt form for disciplin – løntilbagegang og afvikling af sociale rettigheder,« skrev Barbara Spinelli.

Også den danske professor i europæiske studier Uffe Østergaard har for nylig advaret mod at udvide de økonomiske beføjelser, uden at det politiske projekt følger med:

»En møntunion uden en politisk og en økonomisk union går i opløsning før eller senere, når presset udefra bliver stort nok,« sagde han til tidsskriftet Notat i sidste måned.

Ifølge Marlene Wind har også tyskerne forsøgt at kræve en politisk overbygning på projektet med at gøre ECB til en mere føderal institution.

»Man giver ECB større beføjelser, og hele spørgsmålet har været, om tyskerne kunne acceptere det uden at stille krav om en egentlig finansunion. Det er jo tyskernes ønske, at man først bygger institutionerne op, før man tildeler EU nye og større beføjelser,« siger Marlene Wind, der peger på, at det helt konkret handler om politisk ansvar:

»Skal man hæfte for hinandens gæld, og skal ECB spille en mere dominerende rolle, skal det følges op af en bankunion og en finansunion.«

Tyskland bøjer sig

Det kan imidlertid hævdes, at kampen mod de øgede beføjelser allerede var tabt før forfatningsdomstolens afgørelse i dag. Den Europæiske Centralbank har af bankens styrelse fået magt til handle, og kun de færreste tror, at den tyske forfatningsdomstol vil stikke en kæp i hjulet på den store EU-maskine. Derfor må eurolandene tage kampen om demokratiet senere.

»At man handler nu, betyder, at tyskerne ikke først får deres ønske om en politisk overbygning med en finanspolitisk union på plads, som Angela Merkel ønsker det. Det bliver derimod, som de andre medlemmer af EU ønsker det, nemlig at ECB handler nu for at gå imod markederne og tage kontrollen tilbage for at redde euroen, og så i løbet af efteråret må man tage de debatter, der nu skal til,« siger Marlene Wind.

Det tyske medlem af CSU Peter Gauweiler, der er den sydtyske delstat Bayerns søsterparti til Angela Merkels kristendemokrater, har flere gange gjort opmærksom på, at ECB’s nye beføjelser ikke er underlagt nogen form for parlamentarisk kontrol. Han ønsker derfor, at den tyske domstol skal udsætte sin afgørelse, da der ikke tages stilling på det korrekte grundlag, eftersom Den Europæiske Centralbank siden sagen ved de tyske domstole blev sat i gang, har bevæget sig ind på et helt nyt område.

»Det har skabt en hel ny situation, og derfor er diskussionen, der indtil videre har fundet sted, ikke længere gyldig.«

Frygt for folkeafstemning

Uffe Østergaard ser et mønster i den måde, det europæiske projekt har udvidet sig gennem årtierne:

»Man har hele tiden taget et halvt skridt mere end det, man sagde, man var i gang med – og dermed fremtvunget en ustabil situation, som nødvendiggjorde et følgende skridt. Et godt eksempel er, at man tog hul på en toldunion i Romtraktaten i 1957, og det kaldte man så for et marked. Men faktisk kom det indre marked først i 1986. Systemet har fungeret, men det har efterladt vælgerne frustrerede, fordi de i deres naivitet har troet, at når man talte om det indre marked, så talte man faktisk om et indre marked og ikke om et økonomisk og politisk samarbejde,« siger Østergaard i Notat.

Professor Marlene Wind fra Københavns Universitet mener ikke, at der som sådan er et demokratisk problem med det, Den Europæiske Centralbank nu foretager sig.

»Der er ikke noget af det, som Mario Draghi foretager sig, der ikke er afstemt politisk. Det er et svar til markederne, der spekulerer i at få renten på sydeuropæiske statsobligationer urealistisk højt op. Det er et forsøg på at tage kontrollen tilbage,« siger Marlene Wind, der imidlertid gør det klart, at der fra mange europæiske politikeres side gøres alt for at undgå en kommende folkeafstemning om suverænitetsafgivelse eller traktatændringer.

»Nu prøver man at opfinde nogle mekanismer inden for Lissabontraktatens rammer. Det var derfor, man sagde, at Lissabontraktaten ville blive den sidste traktat, fordi den giver mulighed for at ændre og udvide samarbejdet uden at ændre selve traktaterne. Derfor håber man fra de fleste EU-politikeres side, at man kan lave de her ændringer med mindre justeringer, det vil sige uden at skulle ændre traktaten og dermed sende spørgsmålet til folkeafstemning,« siger Marlene Wind, der tilføjer:

»Spørgsmålet er, hvad der er tilbage af det EU, vi kender, når man er færdig med den her proces.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mon ikke det er en lodret ordre fra Peking og Washington altså under bordet... Rundkredspalaveret er jo så langsommeligt men dog samtidigt viklet grundigt ind i den resterende verdens økonomi...
for øvrigt en god ide med en union men den skal gå hele vejen så og påtage sig fællesudgifterne for Grækenlands grænsepatruljering også og løse det fælles flygtninge problem fra centralt hold !

men bankernes enevælde på planeten stækkes bedst ved en transglobal overornet styring og lovgivning og underlæggelse under verdenssamfundet som helhed måske FN, men langt bedre i et demokratisk valgt overornet råd et VERDENSØKONOMISK PARLAMENT .

Claus Sønderkøge

Mascha omkring Beijing har du ret iflg. ARD, Ulrich Deppendorph.

Han deltog i Merkels seneste rejse og med hans erfaring og ansvar kan man fæste lid til hans udtalelser.

Han meddelte helt klart i 'Unter den Linden' på Phoenix i mandags at Merkel havde fået en klar ordre. Det handlede om at holde sammen på medlemslandene og dermed lukke diskussionen om overlevelse eller ej eller hvor mange medlemmer.

Tilbage står kun hvordan.

John Vedsegaard

Der bliver lavet alt for få folkeafstemninger, ikke kun i Danmark men i samtlige EU lande. Årsagen er selvfølgelig at politikerne ikke vil afgive magt til folket (det billige skidt) men have det hele til sig selv.

Men OK, jeg må indrømme at jeg ikke gad læse hele artiklen..

Det tror pokker, at EU-tekno--bureaukraterne er bange for at lade sig teste af et egentligt demokrat. For så ville de aldrig have kunnet flæske sig i deres fine stillinger. Så ville de europæerne befolkninger have dømt dem ude for længst.

Derfor har de gentagne gange praktiseret at snige deres tiltag igennem ved hele tiden at gå liiiidt længere, ved hele tiden at omdøbe, hvad de havde gang i og ved hele tiden at - skal vi ikke bare sige det ligeud: lyve europæerne lodret op i hovedet.

Eurokraterne er feje og udemokratiske. De har tasken fuld af skjulte dagsordener. Og de er korrupte. Glem ALDRIG, at en hel EU-kommission måtte gå af på grund af korruption i slutningen af 90'erne! Er de folk forsvundet fra systemet? Overhovedet ikke. EU er det perfekte forum at gemme sig i. De dukker sig et stykke tid, og så finder de et andet sugerør. Og vi betaler for deres vellevned.

Et eksempel: en fransk politiker havde i Frankrig fået en dom for korruption og var idømt aldrig at kunne bestride et offentligt embede længere. Hvad gør man så? Man udnævnte ham til kommissær for juridiske anliggender i EU - saftsuseme! Man skulle ikke tro det, men dette særlige mønster er faktisk velkendt i disse systemer. En person har kvajet sig på et lavere plan. Herefter bliver han forfremmet til et højere plan. Hvorfor, spørger man sig selv, er det ikke selvmodsigende? NEJ, overhovedet ikke. For det første har manden bevist sin evne til at begå overgreb. Dernæst har man nu noget på ham, så han bliver særdeles medgørlig for de kræfter, der virkelig trækker i trådene.

Mario Draghi har en særlig fortid. Han har på sit CV stående en karriere hos Goldman Sachs. Har du, kære bloglæser, nogen som helst anelse om, hvad det vil sige? For hvis du har, bør der lyse samtlige røde lamper. Sammen med J.P. Morgan hører de til den kreds af finansforetagender, der er de mest betændte i verden, overhovedet. Deres svindelnumre er totalt berygtede i hele finansverdenen. Dem, der beundrer dem, gør det, fordi de er gjort af det samme stof. Dem, der kritiserer dem, gør det, fordi de enten er misundelige (og derfor også gjort af samme stof) eller stadig har skam i livet og moral tilbage.

Den samme fortid har de teknokrater, der står i spidsen den italienske og græske regering. De har sjovt nok en karriere hos Goldman Sachs. Hvorfor har de dumme-dumme politikere ikke lugtet lunten og opdaget et mønster her?

Og så er der fru Marlene Wind, professor i EU-sympati. Jeg mindes ikke at have hørt andet fra hende end ren propaganda. Man behøver bare at læse ovenstående. Sammen med den søde Connie og den søde Lykke er hun jo en sand charmekur for Imperiet. Gad vidst, om hun står på deres pay-list? Hun har i hvert fald en karriere, der bygger på det. Og det er en af pointerne ved EU-maskinen: det er en karriere-fabrik. Har du arbejdet i EU, kan du regne med den fede løn, den fede pension, de fede lejligheder, de fede fradrag og de fede rejsetilskud.

Claus Sønderkøge

Morten Hansen dine påstande er håbløs forvirret. De politikere som er aktive i Europa er ikke mere korrupte end dem der er i nationale parlamenter. De tager mest deres dårlige manerer med sig.

Men det udsiger intet som helst om at Europa gennem de sidste 100 år har spillet sig alle trumfer af hænde. Vor uduelighed har gjort at Europa er sat under administration af de store magter Kina og USA. Først og fremmest er vor manglende menneskemasse årsagen.

Omkring Goldmann Sachs har du ret. Du kunne med rimelighed også have anført Zoellich. Men går du ned på næste niveau, de grå eminenser, så myldrer de frem. En glimrende dokumentation blev for en uge siden vist på ARTE. Den genudsendes en af dagene. Den er næppe på You Tube endnu.