Læsetid: 2 min.

Er Det Arabiske Forår på vej til Jordan?

Tusinder af islamister demonstrerede i går i den jordanske hovedstad imod kongehusets bebudede reformer – de er ikke vidtrækkende nok, mener Det Muslimske Broderskab, der er opmuntret af egne politiske gennembrud i Egypten og Tunesien
Tusinder af islamister demonstrerede i går i den jordanske hovedstad imod kongehusets bebudede reformer – de er ikke vidtrækkende nok, mener Det Muslimske Broderskab, der er opmuntret af egne politiske gennembrud i Egypten og Tunesien
6. oktober 2012

Hidtil er Amman, Jordans hovedstad, blevet forskånet for dramatiske begivenheder i stil med dem, der i løbet af de seneste to år har fået andre dele af den arabiske verden til at skælve. Det kom ganske vist til demonstrationer i marts 2011, men disse blev hurtigt inddæmmet, og siden har kongen forsøgt at følge op på sine løfter om reformer med hele tre udskiftninger af sin premierminister.

Angiveligt fyrede kong Abdullah netop sin seneste premierminister, Awn Khasawneh, fordi hans reformtempo var for langsomt. En konkurrerende udlægning går på, at han i sine samtaler med oppositionen var kommet til at fraternisere overdrevent med Den Islamiske Aktionsfront (IAF) – den jordanske gren af Det Muslimske Broderskab.

Nu ulmer uroen i det hashemitiske kongerige. I går afholdt IAF et kæmpe politisk massemøde under mottoet ’Red vort hjemland’ for at tilkendegive sin modstand imod de forfatningsmæssige ændringer, som kongen har godkendt forud for det parlamentsvalg, han lover vil blive afholdt inden årets udgang. Det stadig mere højrøstede IAF kalder reformerne utilstrækkelige og truer med at boykotte valget, hvilket risikerer at gøre dem meningsløse. Store moddemonstrationer fra monarkiets loyalister var også bebudet.

Skævvredet valgsystem

IAF er blevet opmuntret af det politiske gennembrud for Det Muslimske Broderskab i Egypten og Tunesien og af den fremtrædende rolle, som den islamistiske bevægelse spiller i opstanden i nabolandet Syrien.

For at komplicere tingene er mange af Broderskabets tilhængere jordanere af palæstinensisk oprindelse – et forhold, der altid er politisk følsomt. Ligesom fredsaftalen med Israel er det: Obeidat-klanen, en af det støste på den jordanske østbred, har netop udstødt et af sine medlemmer, fordi han tog imod stillingen som jordansk ambassadør i Tel Aviv.

Kongen er under pres fra sine vestlige venner for at reagere mere overbevisende på folkets voksende krav om forandringer. Alligevel har han fortsat ingen planer om at opgive sin beføjelse til at udnævne premierministeren og afskedige parlamentet efter behag.

Det seneste reformforslags nye valgsystem er stadig skævvredet til fordel for regimets tilhængere – især vil palæstinensiske jordanere blive stærkt underrepræsenterede.

I de seneste måneder har der i Jordan været udbredt bekymring over krisen i Syrien, en drastisk forværring af økonomien, stridigheder om fjernelse af subsidiering af brændstof og voksende vrede over nye restriktioner på internettet.

Det tidligere uigennemtrængelige tabu mod kritik af kongehuset er tilsyneladende blevet uopretteligt brudt.

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jordans konge har ellers gjort meget at skabe et demokratilignende samfund, men måske alligevel ikke I tilstrækkelig grad. .

Carsten Hansen

Islamister ønsker ikke demokrati.

Og kan man overbevise de fattige og analfabeterne om at islam er det eneste eviggyldige, så er fundamentet for et islamisk teokrati lagt.