Cubakrisen var det første tydelige tegn på en tendens, der op gennem 1960’erne og 70’erne stod stadig mere klart: Rivaliseringen mellem USA og Sovjetunionen flyttede fra Europa og det opdelte Berlin til lande eller krige i den tredje verden: Cuba, Vietnam, Portugals ’glemte’ afrikanske kolonier …
»Hvad man end vil mene om Berlinmuren, så havde den paradoksalt nok også den virkning, at mulighederne for sammenstød mellem parterne i den kolde krig omkring Berlin blev mindre. Opførelsen af muren flyttede så at sige fronten for den kolde krig fra Europa ud til lande i den tredje verden,« mener professor på Saxo-instituttet ved Københavns Universitet Poul Villaume.
Han peger også på, at da præsident Dwight D. Eisenhower i NATO’s sikkerhedsråd i 1959 udtrykte betænkeligheder ved USA’s planer om at opstille atombevæbnede Jupiter-raketter i Tyrkiet vendt mod de sovjetiske storbyer, sammenlignede han det netop med den situation, der kunne opstå, hvis russerne f.eks. opsatte raketter i Mexico eller på Cuba.
»Der var altså en forståelse for, at raketterne lige under Sovjetunionens bløde bug havde provokeret,« siger han.
På den baggrund er det for simpelt at anskue løsningen på Cubakrisen for 50 år siden som en entydig vestlig sejr, da Khrustsjov søndag den 28. oktober 1962 gav besked om at demontere raketterne, mener han.
»Dengang vidste kun de allerfærreste, at Jupiter-raketterne i Tyrket indgik i bytteaftalen. Udgangen på krisen blev derfor dengang fortolket som en klar sejr til Kennedy og en lige så stor ydmygelse af Khrustsjov.« Derimod var krisens store tabere Castro og på længere sigt også den cubanske befolkning, mener Villaume.
»Ganske vist opnåede Castro, at amerikanerne ikke siden engagerede sig aktivt med soldater og materiel i en invasion af Cuba, som de ellers havde forberedt sig på. Men Castro blev aldrig tilgivet, at han i sin tid havde nationaliseret amerikansk ejendom.
300 millioner ville dø
Kennedy iværksatte den handelsblokade, som stadig opretholdes, og der blev planlagt og gennemført sabotageaktioner, destablisering samt drabsforsøg mod Castro. Det betød igen, at det blev lettere for det cubanske regime at legitimere en undertrykkelse af den interne opposition, fordi de kunne mistænkes for at være i ledtog med CIA-finansierede eksilcubanere. Cubakrisen bidrog dermed til at konsolidere et repressivt styre på den caribiske ø,« siger Villaume.
Internt i den danske regering vurderede daværende statsminister Jens Otto Krag dengang udfaldet af krisen som en klar vestlig sejr. Ganske vist understregede udenrigsminister Per Hækkerup, at Vesten ikke burde »hovere« over krisens udfald, men han fulgte blot det spor, som Kennedy havde lagt om ikke offentligt at ydmyge den sovjetiske førstesekretær.
»De to danske toppolitikere var på linje med andre vesteuropæiske ledere også opmærksomme på, at USA undervejs i krisedagene helt havde koblet NATO-partnerne fra beslutningsprocessen i ExComm. De vesteuropæiske statsledere fik kun én indledende orientering forud for Kennedys tv-tale den 22. oktober. Men som Hækkerup internt i regeringen bagefter understregede, undgik Danmark på den anden side at blive bragt i den yderst vanskelige situation, der ville være opstået, hvis USA havde bedt regeringen om en at tage stilling.«
Få uger efter Cubakrisen i oktober 1962 mødtes Hækkerup med Kennedy. Kennedy afviste, at en begrænset atomkrig overhovedet kunne lade sig gøre. Hvis først atomvåbenet blev taget i brug, var det umuligt at forhindre en eskalering, og mindst 300 millioner mennesker ville dø inden for de første 24 timer.
Det har gjort indtryk på Krags regering, mener Villaume.
I forvejen havde Danmark bragt sig i en ny og måske mere udsat position set fra Moskva ved få måneder tidligere efter flere års tøven at have taget et væsentligt militært integrationsskridt med tilslutningen til NATO’s såkaldte Østersøkommando. Skridtet havde også vakt modstand blandt mange danskere, fordi det bl.a. betød, at (vest)tyske officerer og soldater på ny kunne komme til Danmark. Der var militante demonstrationer mod de første vesttyske militærkøretøjer, da de rullede over grænsen. Danmarks tilslutning til Østersøkommandoen blev naturligvis bemærket i Warschawa-pagten, der som et modtræk de følgende år påbegyndte de regelmæssige simulerede flådeøvelser, hvor polske tropper øvede landgang på strande, der kunne minde om Lolland eller Falster.
For at afbalancere den militære integration i Østersøkommandoen forstærkede den danske regering indsatsen for at skabe afspænding. Det samme gjorde andre europæiske lande som Storbritanien og Belgien, forklarer Villaume: »Danmark øgede kontakterne til landene i Østeuropa, og i 1962 indgik man den første kulturudvekslingsaftale med Sovjetunionen. Og Hækkerup rejste Østeruopa tyndt og knyttede kontakter til de politiske ledere.«
Som den første vesteuropæiske udenrigsminister foreslog Hækkerup på et NATO-ministerrådsmøde i 1966, at der skulle indkaldes til en europæisk sikkerhedskonference.
»Hækkerups næsten aktivistiske udenrigspolitik var en indirekte følge af Cubakrisen, men formålet med det danske ’østdiplomati’ var også, fremgår det af samtidige dokumenter i Udenrigsministeriet, at søge at drive en kile ind mellem Sovjetunionen og især de mindre østlande,« siger Villaume.
Dette er sidste artikel i serien
