Læsetid 4 min.

Cubakrisen dag for dag: Mellemdistanceraketterne på Cuba påfyldes brændstof

Udmattelseskrigen fortsætter mellem USA og Sovjetunionen, mens verden venter i spænding. Khrustsjov signalerer, at Sovjetunionen vil stå fast og ikke stoppe skibene på vej til Cuba
24. oktober 2012

Onsdag den 24. oktober 1962 er dagen, hvor den amerikanske flådeblokade træder i kraft. Ifølge amerikanske efterretninger er omkring 30 sovjetiske skibe på vej til Cuba, og flere af skibene har modtaget kodede signaler hjemmefra, som amerikanerne dog ikke kan tyde.

Den 24. oktober er også den internationale FN-dag, og i en tale til Sikkerhedsrådet karakteriserer FN’s generalsekretær U Thant fra Burma den eskalerende krise som »det farligste sammenstød mellem de store magter siden Anden Verdenskrig«. U Thant opfordrer USA, Sovjetunionen og Cuba til at indstille blokaden, våbenafskibningen og basebyggeriet i to-tre uger, så FN kan forhandle om at undgå en altødelæggende atomkrig.

I Washington orienterer CIA-chefen Kennedy om, at de første seks sovjetiske skibe er vendt om. En af indberetningerne kommer fra Søværnets Operative Kommando i Danmark.

På Langelandsfortet og marinens udkigsstation Føllesbjerg har det tjenestgørende personel gjort en vigtig observation: M/S Krasnograd, som to døgn tidligere er sejlet mod nord, er vendt om og sejler nu retur med kurs mod Østersøen.

Der sker få timer før, blokaden træder i kraft. SOK indberetter observationen som hastemeddelelse til NATO.

»Man vælger at se de retursejlende skibe som et tegn på, at Kreml alligevel ikke vil sætte alt på et bræt,« siger historiker og leder af Koldkrigsmuseet på Langeland Peer Henrik Hansen. Men andre skibe fastholder kursen, og de vil nå den amerikanske blokade indenfor det næste døgn.

Atomjetjager havarerer

I præsidentens særlige udvalg, ExComm, er der en spændt stemning, bl.a. fordi den amerikanske flåde til sin store overraskelse lokaliserer en neddykket sovjetisk ubåd tæt på USA. Også inden for landets grænser sker en episode, der hurtigt vil kunne udvikle sig til en ekstrem farlig situation:

»Som led i at den amerikanske strategiske luftkommando er gået til næsthøjeste alarmberedskab, Defcon 2, spredes luftvåbnets jagerfly og atommissiler rundt til forskellige flyvepladser. Hensigten er at forhindre, at de uskadeliggøres på én gang ved et sovjetisk angreb. Der sker faktisk et havari, hvor et atombevæbnet fly forulykker under landing. Til alt held sker der ikke noget med missilerne, ellers kunne amerikanerne have troet, at landet var under angreb,« fortæller historikeren Regin Schmidt fra Saxo-instituttet på Københavns Universitet.

I Cuba træner de sovjetiske tropper i at klargøre de opstillede mellemdistanceraketter. De får udleveret målkoordinater, og raketterne påfyldes brændstof, så de hurtigt kan affyres, forklarer Regin Schmidt.

Castro holdes udenfor

Stadig venter amerikanerne på en officiel sovjetisk reaktion på flådeblokaden og Kennedys ultimatum, men helt på bar bund er amerikanerne dog ikke. De kender således indholdet af et brev, som den sovjetiske partileder har sendt til den kendte engelske fredsforkæmper Bertrand Russel fem timer efter, at blokaden er trådt i kraft. Her skriver Khrustsjov en sætning, som diplomaterne især hæfter sig ved: »Så længe der ikke tages kernevåben i brug, må det være muligt at undgå en krig.«

Over for en amerikansk forretningsmand på besøg i Rusland fastholder Khrustsjov dog, at Sovjetunionen vil stå fast og ikke lade sig stoppe af blokaden.

På Cuba anser Castro en amerikansk invasion for uundgåelig. Landets befolkning mobiliseres, men i det videre forløb kobles den cubanske revolutionsleder af: »Castro er ikke indviet i andet end de indledende beslutninger. I resten af forløbet handles der hen over hovedet på ham, og det skaber senere en stor bitterhed i den cubanske ledelse,« fortæller Peer Henrik Hansen.

I København arranges der igen en protestdemonstration. Også denne gang går en del af demonstrationen råbende mod den amerikanske ambassade på Østerbro. Undervejs forsøger demonstranter at vælte parkerede biler, og det kommer til voldsomme sammenstød med politiet, der trækker stavene.

»Der er et massivt opbud af betjente foran ambassaden. Der udbryder rigtige kampe, for folk er meget opflammede, og der er nogle meget militante typer med erfaring fra arbejdskampe med i demonstrationen« fortæller Claus Bryld, der som SF’er deltager i demonstrationen, men holder sig på let afstand fra slagsmålet.

Han husker FN-dagen for »en frenestisk angst for krig«. Folk lytter hele tiden til radioen for at få seneste nyheder: »Vil de sovjetiske skibe vende om? Hvis ikke de gør det, så vil en tredje verdenskrig bryde ud,« erindrer han som det altafgørende spørgsmål.

»Der er i de dage en stemning af, at det her meget let kan ende grueligt galt,« supplerer Anders Uhrskov. Han repræsenterer SF i den nystiftede Cuba-komite, der står bag protesterne. »Komiteen fungerer som andre krypto-kommunistiske organisationer: Kommunisterne leverer organisationsviden og mandskab, mens SF bidrager til en mere folkelig bredde,« som han siger det i dag.

Politiet afspærrrer hele Dag Hammerskjölds Alle for trafik, så kun sporvognene får lov at køre igennem. I alt 14 demonstranter bliver anholdt og taget med på stationen for gadeuorden.

 

Kilder:

Artikelserien er bl.a. baseret på: ’På Afgrundens Rand’ af Peer Henrik Hansen, 2012

’Dansk presse under Cuba-krisen’ af Franciska Lee Beckett, speciale RUC, 2009

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu