Læsetid 3 min.

Cubakrisen dag for dag: Verden venter på Khrusjtjov

Tirsdag den 23. oktober 1962 – dagen efter præsident Kennedy varsler en flådeblokade af Cuba – bliver lang og usikker. Med spænding afventer verden, om de sovjetiske skibe med kurs mod Cuba vil vende om, eller om de vil bryde amerikanernes blokade
23. oktober 2012

23. oktober 1962

Tirsdag den 23. oktober 1962 underskriver præsident Kennedy den proklamation, der sætter gang i flådeblokaden af Cuba. Fra næste dag vil alle skibe på vej til Cuba med offensive våben blive afvist med magt.

Mens dele af den amerikanske befolkning begynder at hamstre fødevarer, drøfter Kennedys særlige komite, ExComm, udviklingen fra time til time. Et stort og uafklaret spørgsmål er, hvordan amerikanerne rent praktisk skal stoppe sovjetiske skibe, uden at det fører til atomkrig. Et af problemerne er, at amerikanerne ikke klart har meldt ud, præcis hvor blokaden trækkes. Et andet problem er kompetencestridigheder mellem den politiske ledelse og militærets chefer.

»I komiteen har forsvarsminister Robert McNamara et sammenstød med en admiral, der ligesom andre højtstående officerer forventer, at fra nu af skal de væbnede styrker nok selv bestemme, hvad der videre skal ske. Men McNamara fastholder, at det er en politisk beslutning,« siger historikeren Regin Schmidt fra Saxo-instituttet på Københavns Universitet.

Tomme barrygter

Den amerikanske flåde sender for første gang lavtgående Crusader jagerfly ind over Cuba for at fotografere raketbaserne. Det er en klar krænkelse af det cubanske luftrum, og amerikanerne ved, at cubanerne råder over SAM-raketter, der kan nedskyde jagerflyene. Ud fra billederne vurderes det, at fire ud af ni raketbaser på øen er fuldt operative, mens tre stillinger til langtrækkende raketter bliver færdiggjort i højt tempo. Stadig kender amerikanerne dog ikke antallet af raketter, og de ved heller ikke, om der overhovedet er ankommet atomsprænghoveder.

I dybeste hemmelighed holder justitsminister Robert Kennedy et aftenmøde med den sovjetiske Washington-ambassadør Anatoly Dobrini. Ligeledes etableres enkelte uformelle kontakter mellem journalister og diplomater for at sondere, om amerikanerne som modydelse vil være indstillet på at demontere atomraketbatterier i Tyrkiet og Italien, hvis Sovjetunionen fjerner raketterne fra Cuba.

»Disse amerikanske atomraketter i Tyrkiet og Italien med kort flyvetid til de russiske storbyer er en medvirkende årsag til, at russerne overhovedet placerer raketter på Cuba,« forklarer historiker og leder af Koldkrigsmuseet på Langeland Peer Henrik Hansen.

»Samtidig er tirsdagen præget af mange såkaldte barrygter, altså oplysninger, som russerne har opsnappet fra amerikanere, de har mødtes med på barer og restauranter i Washington. Barrygterne kommer senere til at påvirke stemningen, selv om de ikke har så meget på sig,« tilføjer han.

Til Cuba ankommer det sovjetiske fragtskib Aleksandrovsk med 58 atomare sprænghoveder. Skibet er akkurat nået frem, inden blokaden sættes i værk. Skibets last bringer antallet af sovjetiske sprænghoveder på den caribiske ø op på 158.

I Havana holder præsident Fidel Castro en mobiliseringstale, hvor han kalder Kennedy for en sørøver og sammenligner ham med Hitler.

»Vi vil vide at forsvare os selv. Vi har truffet forberedelser til at sætte os til modværge og slå ethvert angreb fra De Forenede Stater tilbage. Lyt opmærksomt til mine ord,« råber Castro til folkemængden.

På den anden side af kloden anholder sikkerhedstjenesten i Moskva den amerikanske spion Oleg Penkowski. Han er manden, der tidligere har informeret amerikanerne om de sovjetiske missilsystemer. Om aftenen går de sovjetiske ledere i Bolshoi-teatret i Moskva for at demonstrere over for den sovjetiske befolkning, at de har situationen under fuld kontrol.

Angst og sammenbrud

I København holder regeringen ministermøde om formiddagen, og samtidig mødes cheferne for de militære værn. Her drøfter man, hvordan man skal forholde sig til et brev fra den amerikanske øverstbefalende for NATO, general Lauris Norstad.

Indtil videre afviser han at følge anbefalinger fra den amerikanske regering om at sætte NATO-styrkerne i forhøjet beredskab, men generalen ønsker under alle omstændigheder en intensivering af efterretningstjenestens virksomhed.

På et senere møde enes forsvarets ledende officerer om ikke at gennemføre foranstaltninger, der kan påkalde sig offentlig opmærksomhed. Men det bemærkes senere i pressen, at på et møde i Udenrigspolitisk Nævn om eftermiddagen deltager helt usædvanligt også forsvarschefen Kurt Ramsberg.

»Regeringens beslutning er kort sagt at holde en lav profil,« forklarer Peer Henrik Hansen.

Formanden for organisationen Socialistisk Ungdoms Forum (SUF) Vagn Rasmussen holder tale på et hurtigt sammenkaldt protestmøde tirsdag aften på Københavns Grønttorv.

»Vi demonstrerer ikke for Fidel Castros styre på Cuba – vi demonstrerer for Cubas ret til at være i fred og for vor egen ret til at leve i fred. Vi demonstrerer mod de stormagter – mod USA – som under dække af fede fraser om frihed, demokrati og fred er parat til at lægge hele verden øde for at fremme deres egne magtpolitiske interesser,« slutter Vagn Rasmussen talen.

En af deltagerne, Ole S. D. Hansen, husker især den angstfylde stemning, der præger mange demonstranter. Han følges til en demonstration med en kvinde, der midt på gaden får et nervesammenbrud.

»Man kan ikke gøre noget, bare vente på atomraketterne. Mange er hysteriske og grædefærdige,« erindrer han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu