Nyhed
Læsetid: 6 min.

Dengang Harlem var de sortes fristed

I James Fishers ungdom var Harlem et sted, hvor sorte kunne leve uafhængigt af den herskende hvide klasse og være stolte af deres kultur. I dag ser den 90-årige mand med misbilligelse på, at hvide pionerer flytter ind i New York-kvarteret, og han skælder ud på unge sorte i hængerøvsbukser, der har glemt, hvor de kom fra
James William Fisher på 90 hilser på og taler gerne med alle på sin gade og i kvarteret i Harlem, New York, men det er ikke ensbetydende med, at han er tilfreds. Han mener, at den nye generation af sorte er fortabt, og at de tilflyttende hvide undermineret kvarterets særlige kulturarv og betydning for sorte.

James William Fisher på 90 hilser på og taler gerne med alle på sin gade og i kvarteret i Harlem, New York, men det er ikke ensbetydende med, at han er tilfreds. Han mener, at den nye generation af sorte er fortabt, og at de tilflyttende hvide undermineret kvarterets særlige kulturarv og betydning for sorte.

Benjamin Kürstein

Udland
4. oktober 2012

Hver formiddag på slaget 10.30 tager en lille sort mand elevatoren fra 4. sal i en ejendom i New York-kvarteret Harlem ned til stuen og traver med rank holdning og evigt godt humør ned ad gaden. Hans mål er krigsveteranernes klinik.

»Good morning,« lyder det venligt fra James William Fisher, når han møder folk på gaden.

Hilsenen kan være henvendt til den spansktalende vicevært i en tilstødende ejendom, til en sort skuespillerinde, der er ude at lufte hunden eller en hvid mand, som arbejder i en hedge fund i Wall Street.

Hr. Fisher er venlig imod alle på sin gade.

Folk kender den lille beskedne herre på hans kasket, der er prydet med tallet 630. Det henviser til hotelværelset i Memphis, hvor borgerretsforkæmperen Martin Luther King blev myrdet i 1968.

Væggene i Fishers lejlighed er dekoreret med billeder af sorte berømtheder, han har mødt gennem sit lange liv, eller som han blot ser op til. I hans arbejdsværelse hænger et foto af Barack Obama.

I januar fyldte James Fisher 90. Det er snart 70 år siden, han første gang kom til Harlem, dengang kvarteret var beboet næsten udelukkende af afroamerikanere. I dag er så meget forandret, at James Fisher snart ikke ved, hvor han skal begynde.

Og skudsmålet er langt fra positivt. Han fatter f.eks. ikke, hvorfor sorte lokalpolitikere hyrer hvide medarbejdere.

»Vores lokale sorte byrådsmedlem, Robert Jackson, har en hvid kvinde ansat som sin højrehånd. Hun er sympatisk, men kan det virkelig passe, at en sort politiker i et sort kvarter ikke kan finde en sort sekretær, der kan sin ABC?«

På ham virker den nye generation af sorte fortabt. »Mændene kan ikke holde sammen på deres familie. Jeg bliver vred, når jeg ser unge fyre gå rundt med bukserne ned om knæene, eller når jeg hører dem kalde hinanden niggers,« siger Fisher og fortsætter: »Jeg fortæller dem, at de er heldige – at nigger aldrig blev brugt i Harlem, da jeg var ung. Jeg siger til dem: ’I forstår ikke den pris, vi sorte har betalt som slaver og som undertrykte for, at I kan leve i frihed’.«

Den ældre mand forstår heller ikke, hvorfor hans barnebarn gerne vil til Sverige og finde en hvid kæreste. »Sorte bør få børn med sorte,« prædiker han.

Kongen af Harlem

Engang var tingene helt anderledes i Harlem. Det var dengang, Kongen af Harlem levede og regerede i det berømte sorte kvarter. Han hed Adam Clayton Powell Jr. og var fra 1940’erne frem til 1970 USA’s kendteste sorte politiker og medlem af Kongressen.

»Jeg så ham ofte gå ned ad 7. Avenue i Harlem og standse op for at tale med forbipasserende. Jeg stødte ind i ham på natklubber,« husker Fisher.

»Adam Clayton Powell var folkets mand. Jeg savner ham enormt. Harlem savner ham stadig,« siger han sørgmodigt.

Powell begyndte i 1930’erne med at organisere folk i Harlem omkring åbenlyse uretfærdigheder begået mod det sorte mindretal. En kampagne, der minder om den unge Barack Obamas hverv som social aktivist i Chicago 50 år senere.

I årene op til Anden Verdenskrig pressede han New Yorks bystyre til at ansætte sorte i den offentlige administration – vigtigst i Harlems hvide politistyrke. Senere organiserede han succesrige boykotter mod jødisk- og italienskejede butikker og firmaer i Harlem, som afviste at beskæftige sorte.

Uden Powells førerskab, fortæller James Fisher, ville hvide chauffører have fortsat med at køre busserne, taxierne og undergrundstogene i Harlem.

»Når tingene spidsede sig til, og der var behov for protestaktioner, var det altid ham, der gik forrest. Han vidste, hvad der rørte sig, fordi han altid var ude at gå og snakke med kvarterets beboere.«

I dag er New Yorks berømte sorte kvarter ikke, hvad det var i Powells dage – et underholdende og intellektuelt udfordrende sted at bo. Ej heller er Harlem den isolerede ghetto, som få andre end trofaste og modige beboere turde begive sig rundt i de sidste tre årtier af det 20. århundrede.

I stedet er bydelen hastigt ved at udvikle sig til et multietnisk smeltedigel for en ny generation af bedrestillede tilflyttere, der støt og roligt skubber sorte beboere ud.

Powell døde senere i 1971 og nåede aldrig at opleve, hvor galt det gik med Harlem og de borgere, hvis rettigheder og frihed han havde kæmpet for gennem tre årtier, og for hvem han havde opnået beundringsværdige resultater i Kongressen. Fra 1960’erne til 1990’erne betød misbrug af heroin, kokain og senere crack i Harlem og andre sorte bykvarterer en ond spiral af kriminalitet, ledighed, dyb fattigdom, brudte ægteskaber, dårlig uddannelse og afhængighed af social bistand for to generationer af unge afroamerikanere.

Renæssancetiden

I Fishers øjne så Harlem ganske anderledes ud, da han ankom til New York i 1943. Den gyldne periode, Harlem Renaissance, lakkede mod enden. I renæssancetiden 1919-35 florerede kunst, litteratur, musik og teater i Harlem – et areal, der strakte sig fra 110. gade i syd (grænsen til Central Park) til 155. gade i nord og afgrænset i øst af East River og i vest af Hudson River. Millioner af sorte udvandrede i begyndelsen af 1900-tallet fra sydstaterne til nordstatsbyer. For dem var New York et specielt sted. Byen virkede som en magnet på den veluddannede sorte intelligentsia samt kunstnere og intellektuelle. Harlem var fristedet, hvor de kunne leve i deres eget åndehul uden at blive generet af den hvide befolknings herskerånd, konstante indblanding og nidstirrende blikke. »Vi holdt os væk fra alle hvide, med mindre de var første eller andengenerationsimmigranter. I Harlem følte vi os for første gang uafhængige: Vi havde vores egne butikker, restauranter, natklubber, advokater, læger, ejendomsmæglere, musikere, osv.,« erindrer Fisher.

Mødet med de hvide

Selv blev han født af fattige forældre i Bishopville, South Carolina i 1922. Da han var tre år, døde faderen under markarbejde for en plantageejer. Nogle år senere blev moderen syg og døde. James var forældreløs som syvårig.

Han blev uformelt adopteret af en hvid familie, slikhandler Paul Dickson Amans og hans hustru.

I den tid, drengen tilbragte med hvide i Amans-familien hus, blev han – modsat andre sorte i byen – aldrig chikaneret eller kaldt en nigger. I sommerferien tog de ham med til deres sommerhus på Myrtle Beach, hvor han legede på de hvides strand.

»Mens jeg boede hos dem, vidste jeg godt, at hvide følte sig overlegne. Men det gik først rigtigt op for mig, da jeg blev konfronteret med raceadskillelse i Miami Beach. Jeg måtte f.eks. kun opholde mig på de hvides strand,« husker han. Der har ifølge James Fischer altid været noget ved ham, som har draget hvide til ham. I Miami Beach holdt en italiensk-amerikansk mafioso en beskyttende hånd over den sorte dreng og skrev ham en anbefaling til et job på en jødisk ejet restaurant i New York.

»Efter mordet på Martin L. King i 1968 gav den jødiske familie mig 3.000 dollar, som jeg skulle bringe til hans stik-i-rend-dreng, Jesse Jackson. De stolede på mig,« pointerer Fisher.

Tre års tjeneste som soldat i Stillehavet under Anden Verdenskrig belærte ham yderligere om forskellene mellem hvide og sorte.

»Vi blev konstant chikaneret af hvide soldater og officerer. Da vi fik ordre til at blive skibet ud fra træningslejren i Louisiana, var vi overbevist om, at vi nu gik døden i møde, så vi marcherede til en hvid officersklub for at afholde vores sidste fest. Men her blev vi mødt af kampvogne.«

Da han vendte hjem fra krigen i 1946, var valget af bopæl ikke svært at træffe. Det skulle være Harlem, hvor han selv kunne styre kontakten med den hvide verden. Han, konen og en datter flyttede et par gange og endte i 1971 op på en smuk og fredelig gade i det nordlige nabolag Sugar Hill.

Fisher bor i dag alene i en treværelses lejlighed med udsigt til nogle af de gader, hvor fortidens berømte musikere og sangere engang havde residens.

Det går ham på, at hvide bliver ved med at flytte ind på hans gade – Hamilton Terrace – i en uophørlig strøm. Han er blevet nedtrykt.

I foråret begyndte han pludselig at få mareridt om de forfærdelige ting, han havde set under krigen. Psykologer på veteranernes klinik diagnosticerede Fisher med post-traumatisk stresstilstand – 65 år efter Anden Verdenskrig. I et dokument nævnes som bevis en række hårrejsende eksempler på de umenneskelige ting, han har oplevet.

Til sidst skriver psykologerne:

»Hr. Fisher er overbevist om, at hans stresstilstand også skyldes oplevelsen at se hans kvarter blive overtaget af hvide amerikanere.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her