Læsetid: 2 min.

’At dumpe folk er en kærlighedserklæring’

Det er undervisernes opgave at være hårde og kræve mere af de studerende, så de lærer, hvad det handler om på universitetet. Det mener lektor i statskundskab Robert Klemmensen fra Syddansk Universitet
10. oktober 2012

Robert Klemmensen har undervist i godt 10 år på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet i Odense. I øjeblikket har han timer i holdningsdannelse på kandidatuddannelsen, samfundsvidenskabelig metode på bacheloruddannelsen og en forelæsningsrække om store bøger inden for politologien.

Den sidste times undervisning var dobbelttimen i metode for 80-90 tredjeårsstuderende. Temaet var forskellige interviewmetoder inden for samfundsforskningen fra etnologisk undersøgelse til strikte spørgeskemaundersøgelser. Robert Klemmensen bruger som regel de første 20 minutter til at gennemgå dagens emne, hvorefter der er tid til diskussion.»Det går ikke med fri leg fra første minut, for så når vi ikke det, vi skal,« siger Robert Klemmensen. Han har ikke de store problemer med sovende studerende eller tomme pladser til forelæsninger.

»Men jeg snyder også lidt, for jeg har knyttet obligatoriske opgaver til forelæsningerne, så når jeg f.eks. har gennemgået interviewteknikken, så skal de studerende finde en problemstilling, hvor de kan bruge interview som dataindsamling, og så har de en uge til at lave en opgave,« forklarer Robert Klemmensen.

Han har selv skruet tilrettelæggelsen af undervisningen med efterfølgende obligatoriske opgaver sammen, fordi han ser det som en styrke, at de studerende bliver tvunget til at bruge den nye viden, de har fået.

»Jeg mener, at man skal være hård ved de studerende og stille krav. I den første opgave dumpede 40 procent af dem, men jeg fortalte, at det var en kærlighedserklæring til dem, for nu er de voksne og går på universitetet, og det er svært,« forklarer Robert Klemmensen.

Han mener, at underviserne i nogen grad har lullet sig selv lidt i søvn ved tanken om, at de studerende har valgt studiet af egen fri vilje, og derfor behøver man ikke kræve noget af dem. Men debatten om timetal og kvalitet i undervisningen er efter hans mening præget af alt for meget sortsyn og pegen fingre af dovne studerende og dårlige lærere.

»De her unge aner jo ikke, hvad de går ind til, når de begynder på en uddannelse, og det er vores opgave af gøre dem interesserede og aktive. Og det gør vi ved at tage dem alvorligt. Ikke bare den dygtigste håndfuld, som sikkert ville kunne klare sig uden undervisningen, men også dem, der har meget at lære,« siger Robert Klemmensen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Et klassisk ordsprog siger "Græd til træning - Grin i krig"

Det er den politiske målsætning om at mange skal uddannes, kombineret med taxametersystemet, der fremelsker ideen om at en grad fra et universitet skaber fremgang.
Samme politiske målsætning tager ikke højde for at en uddannelse og det at være uddannet ikke er det samme.

Hvis vi ønsker bedre kvalitet skal vi stramme kravene - hvis vi vil have flere kandidater skal vi sænke kravene. Hvis vi vil havde flere kandidater med højere kvalitet skal vi hæve kravene og sende flere penge.

Med venlig hilsen
Lennart