Læsetid 5 min.

EU: Borgere skal drive den grønne dagsorden

EU vil med ny kampagne påvirke almindelige mennesker til at se fordelene ved et lavemissionssamfund. Organisationer støtter tanken om, at drivkraften bag den grønne omstilling skal komme nedefra
Klimakommissær Connie Hedegaard har lanceret et EU-initiativ for at øge opmærksomheden om vigtigheden af, at vi hver især tænker og handler for at formindske klimagasudslippet mest muligt. Bevidsthed er det første skridt mod handling. I vores demokratiske samfund kan ikke meget gennemføres uden opbakning fra befolkningen, siger hun og bruger selv cyklen mest muligt.

Klimakommissær Connie Hedegaard har lanceret et EU-initiativ for at øge opmærksomheden om vigtigheden af, at vi hver især tænker og handler for at formindske klimagasudslippet mest muligt. Bevidsthed er det første skridt mod handling. I vores demokratiske samfund kan ikke meget gennemføres uden opbakning fra befolkningen, siger hun og bruger selv cyklen mest muligt.

Claus Holsting
12. oktober 2012

I et mødelokale på stueetagen af London City Hall er luften tæt af ivrige stemmer:

»Den offentlige sektor burde være forpligtet til at købe elektriske køretøjer.« »Folk har brug for et sæde, der bevæger sig, ikke for en bil – i Paris kan du booke biler på timebasis over din smartphone.« »Hele opfattelsen af mobilitet må genovervejes. Den mest bæredygtige rejse er den, der aldrig bliver foretaget – så hvorfor sidder vi her, når vi kunne have diskuteret det på en videokonference?«

Udvekslingen af ideer mellem godt 200 medlemmer af organisationer, ansatte i ministerier, forskningsinstitutioner og kommercielle virksomheder fra overalt i Europa er blevet skudt i gang af EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, der kort forinden har lanceret EU-kampagnen En verden du kan lide. Med et klima du kan lide på rådhusets øverste etage.

Her kunne deltagerne nyde udsigten til både den moderne, cirkelformede bygnings indbyggede solceller, der hænger som et kludetæppe foran vinduerne, og gamle Tower Bridge, der i dag bliver dyngvåd af regnen.

Kampagnen har til hensigt at overbevise EU-borgerne om, at overgangen til et lav-emissionssamfund er både nødvendigt, attraktivt og økonomisk fordelagtigt for den enkelte.

»Vi ønsker at bringe nogle af alle de smarte klimaløsninger frem i lyset. Vi har så mange eksempler i Europa, og at udbrede den bedste praksis er en del af løsningen,« siger Connie Hedegaard ved lanceringen og nævner som eksempel, at man på Stockholms Hovedbanegård konverterer passagerernes kropsvarme til opvarmning af omkringliggende kontorbygninger.

»At øge opmærksomheden om en lavemissions-livsstil er vigtig, fordi bevidsthed er det første skridt mod handling. I vores demokratiske samfund kan ikke meget gennemføres uden opbakning fra befolkningen,« påpeger hun.

Oplysning nødvendig

De fremmødte til dagens lancering er enige med EU-kommissæren i, at der er brug for oplysning. Laura Palmeiro fra yoghurt-, babymad- og mineralvandsproducenten Danone oplevede en positiv respons fra kunderne, efter at firmaet skar ned på emballagen som en del af dens strategi om at reducere sit CO2-aftryk med 30 procent på fem år. Men firmaets undersøgelser viser også, at forbrugerne ikke helt forstår, hvorfor firmaet gør det.

»Forbrugerne forstår ikke, at det er en fordel for dem ved at købe en CO2-neutral flaske frem for én, der ikke er CO2-neutral. Så der er brug for oplysning,« siger hun i forbindelse med diskussionen om, hvorvidt et europæisk CO2-mærke kan være en måde at hjælpe forbrugerne til at træffe miljørigtige valg i hverdagen.

Michael Spanos, stifter af Eurocharity – der rådgiver 450 medlemmer angående bæredygtige løsninger og kommunikation af deres indsats til kunderne – er enig.

»Flertallet ved ikke, hvilken effekt disse tiltag har på deres tilværelse, så det er meget vigtigt at øge bevidstheden om disse emner,« siger den unge, entusiastiske mand i middagspausen.

Forinden havde Hedegaard i et svar på et spørgsmål afvist, at der er brug for forbilleder til at promovere den grønne omstilling.

»Folk er ikke dumme. Hvis det er let at gøre det rigtige. Og hvis folk ikke føler, at de er alene, hvis der er et økonomisk incitament i det for dem, så tror jeg, at de vil gøre det rigtige,« sagde kommissæren, der ikke desto mindre nu står og taler med filmstjernen og miljøforkæmperen Colin Firth, der er dukket op i pausen og efter fem-ti minutter i blitzlys forsvinder igen.

Angela Bryant, ansvarshavende direktør i organisationen 10:10 – der har erfaring i netop at opsøge og engagere almindelige mennesker i klimakampen – mener dog ikke, at lidt stjernedrys skader.

»Rollemodeller behøver ikke at være stjerner – det kan være en engageret person fra skolen eller lokalsamfundet. Men lidt stjernedrys hjælper. Det kan hjælpe til med at få budskabet ud i medierne,« siger hun med et nik til manden, der for en generation af kvinder primært kendes som mr. Darcy i Bridget Jones’ Dagbog.

Erika Helms – 10:10’s globale kampagnemanager – tilføjer, at stjernerne kan hjælpe til med at få budskabet ud til andre end »de 20 procent, der er vant til at tale om de her emner«.

Krise og klima

Angela Bryant påpeger, at det netop i disse økonomiske krisetider er særlig svært at komme igennem med klimabudskabet.

»Klimadebatten kører lidt op og ned i bølger, og lige nu er det svært at få budskabet ud,« siger hun og håber på, at EU-kampagnen vil sætte gang i en ny opadgående bølge.

Den britiske klimaminister, Edward Davey, der slås med sine konservative koalitionspartnere for at fastholde en ambitiøs klimapolitik, ved bedre end de fleste, at klimadebatten er blevet klemt både politisk og i medierne i de seneste år på grund af den økonomiske krise. Men han advarer imod at adskille de to ting.

»Der er mange positive følger (af grøn omstilling, red.), som rækker ud over klimabeskyttelsen. Den vil hjælpe os til at positionere os i fremtidens vækstmarked. Energieffektivitet kan spare britiske virksomheder fire mia. pund om året og kan hjælpe almindelige mennesker med at spare penge,« opremser Davey i sin tale.

Michael Spanos – hvis virksomhed opererer fra Grækenland og Bruxelles – er enig. I Grækenland, hvor han kommer fra, har han set, hvordan folk er begyndt at tænke mere kreativt »som resultat af krisen«.

»I de seneste to år med rekordhøj arbejdsløshed i Grækenland har vi set en stigning på 50 procent i antallet af unge mennesker, der er vendt tilbage til landet fra storbyerne for at dyrke jorden. De er højtuddannede, kommer med karrieremæssig erfaring og er fordomsfri. De kender til alternative dyrknings- og produktionsmetoder, der ikke er prøvet før, og på den måde bliver de en del af løsningen,« siger Spanos, hvis virksomhed er en af kampagnens partnere.

10:10 er i kontakt med kampagnen for at blive en af over 70 partnere, der skal fortsætte den indbyrdes erfaringsudveksling og hjælpe med at sprede budskabet til almindelige mennesker, for som Angela Bryant siger:

»Vi har allerede etableret netværket, vi har kontakt til folk.«

Hun nikker anerkendende til morgenens nyhed om, at syv store energiproducenter – heriblandt Vestas, Siemens og Mitsubishi Power Systems – i et brev til den britiske regering har truet med at trække sig ud af Storbritannien på grund af regeringens vaklende kurs og trusler om at slække på de grønne målsætninger. Yderligere 43 virksomheder og organisationer er medunderskrivere af brevet, der dog er så godt som druknet i dækningen af den konservative partikonference.

»Medmindre man får massiv støtte fra almindelige mennesker til den slags, er det svært at presse politikerne, for de lytter først og fremmest til vælgerne,« siger Bryant.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer