Nyhed
Læsetid: 5 min.

’Europas ledere har glemt, hvordan man drømmer’

Information er gået på jagt efter den europæiske drøm anno 2012, men finder ingen. De nuværende politikere har mistet evnen til at drømme om fremtiden, mener kritikere
Visionen om et samlet Europa har de sidste 60 år sikret europæerne både sikkerhed og vækst. Men de nuværende ledere har svært ved at drømme, som EU’s grundlæggere gjorde det.

Visionen om et samlet Europa har de sidste 60 år sikret europæerne både sikkerhed og vækst. Men de nuværende ledere har svært ved at drømme, som EU’s grundlæggere gjorde det.

Pedro Armestre

Udland
2. oktober 2012

Irske James Kilcourse har en drøm. En drøm om at det EU, han har gjort til både sin hobby og sin levevej, en dag vil være stærk nok til for alvor »at forsvare sine værdier rundt om i verden«.

»I dag kan vi ikke engang forsvare vores værdier i vores egen nabolag og endnu mindre i resten af verden,« siger den 24-årige researcher ved Institute of International and European Affairs i Dublin, der dog taler på egne vegne som medlem af FutureLabEurope – et netværk af unge visionære europæere mellem 20 og 30 år.

Et andet medlem er 26-årige Janosch Delcker, journalist og dokumentarfilmproducent. Hans drøm er, at Europa kommer ud på den anden side af den nuværende krise som en »stadig tættere union med en stærkere europæisk identitet«, og at dette sikrer kontinentet yderligere »700 års fred«.

Græske Theodora Matziropoulou påpeger – som sine FutureLabEurope-kolleger – at hun »identificerer sig selv som europæer« og mener, at EU er »›meget mere end en handels- og monetær union«.

Drømmen om et mere integreret Europa deler de unge med mange af Europas stats- og regeringsledere og ikke mindst formand for Europa-Kommissionen, José Manuel Barroso, der i sin State of the Union-tale for nylig fremførte en vision om et føderalt Europa. Imidlertid er integrationsprocessen i EU i høj grad blevet løsningen på et konkret problem – eurokrisen – snarere end udtryk for en bredere vision om fremtiden.

»Det er ikke rigtig opfyldelsen af EU-grundlæggernes drøm, for det er integration ud af frygt frem for af lyst,« siger James Kilcourse.

Den store løsning

EU’s grundlæggere havde oplevet to verdenskrige og forudså, at overnational samarbejde og samhandel i Europa ikke kun ville bringe øget velstand, men også fred og sikkerhed.

Visionen har i nu over 60 år sikret, at et ellers historisk krigerisk europæisk kontinent har levet i fred, påpeger professor Richard Whitman fra tænketanken Chatham House i London.

»Og på velstandssiden er vi nu en – på trods af krisen – enormt velstående del af verden, med bekymringer som primært hører velhavende samfund til. I Europa i 1940’erne var vi bekymrede over, hvordan vi skulle brødføde os selv,« minder han om.

Både Whitman og de unge er enige om, at de drømme, der i dag eksisterer i EU, snarere er en fortsættelse af denne oprindelige Europæiske Drøm end en ny vision for Europa.

»Jeg står tvivlende over for, om politikerne i dag har en vision. De fleste kæmper sig bare igennem krisen. De har ikke en bredere vision som Delors, Schuman eller Monnet,« siger James Kilcourse med henvisning til det moderne EU’s stamfædre.

Richard Whitman er enig. Han mener, at det, der »mangler i denne krisetid, er politisk lederskab i form af fantasi«.

»Forestillingen om Den Store Løsning mangler. Lederne finder det svært at drømme ud over nuet til fremtiden. Store politikere har altid haft en vision, men Europas ledere lige nu har glemt, hvordan man drømmer,« siger Whitman og afviser det seneste udspil fra bl.a. Future of Europe-gruppen bestående af 11 udenrigsministre som »blot en indkøbsseddel – ikke en plan for i morgen«.

Ulrike Guérot, senioranalytiker ved European Council on Foreign Relations Berlin-kontor, har heller ikke opdaget nogen stor visionær politikker blandt den nuværende flok.

»Nej, jeg kan ikke se nogen med en vision for EU i dag. Merkel har forhåbentlig en skjult dagsorden, men hvis hun har, så går hun meget stille med den. De øvrige statsledere er bare ikke visionære,« siger hun og tilføjer, at hun »tror, det må være op til den yngre generation at definere, hvad de vil have ud af Europa«.

»Men jeg har ikke set det ske i den generation endnu,« erkender hun.

Lever drømmen

Franske Sylviae Goulard, medlem af Europaparlamentets Alliance af Liberale og Demokrater og tilhænger af et føderalt Europa, mener, at problemet er, at de nuværende ledere »ikke har nogen fornemmelse for historie«.

»Merkel og Hollande ser på, hvad folk vil have nu og ikke 20 år frem i tiden. De tænker ikke over, hvor vi er på den lange bane i Europa- og Verdenshistorien,« siger hun og beskriver EU’s grundlæggere som »drømmere, men samtidig dybt pragmatiske«.

»Vi betaler på en måde prisen for deres succes, for det store problem i dag er, at vores generation ikke kan huske krigen. Vi er ikke bange,« siger hun.

Ulrike Guerot er enig:

»Indtil 1989 kom truslen mod Europa fra Sovjetunionen. Derefter har truslen været globaliseringen, men det har ikke virket. Det er ikke konkret nok til at mobilisere folk,« siger hun.

Richard Whitman tilføjer, at en af årsagerne til, at den nuværende generation af politikere har svært ved at drømme, er, fordi den Europæiske Drøm langt hen ad vejen er gået i opfyldelse.

»Grundlæggerne var opponenter til den gængse tankegang dengang. De tænkte ud over det nationale niveau, og det er blevet helt almindeligt i dag. Så set i det lys er det måske for meget at forlange, at vores politikere skal drømme, for de lever jo drømmen,« siger han.

Stadig relevant

Den yngre generation, for hvem den nuværende krise allerede fylder en stor del af deres voksenliv, mener imidlertid, at netop de seneste års udvikling viser, at grundlæggernes Europæiske Drøm ikke er noget, man en dag kan sætte hak ved og erklære for opfyldt.

»Jeg er temmelig sikker på, at grundlæggerne af EU aldrig ville have troet, at de europæiske værdier ville blive rystet så dybt som i denne krise. I EU i dag peger vi fingre ad hinanden, og processen for at genopbygge tilliden mellem os vil blive lang,« mener Theodora Matziropoulou.

Corina Stratulat, analytiker i tænketanken European Policy Centre i Bruxelles, er enig i, at gældskrisen har udfordret grundlæggernes drøm.

»Især folk fra de lande, der er i den økonomiske storms øje, er gået fra velstand til ledighed og fattigdom, fra sikkerhed til usikkerhed, fra håb til frygt. For første gang er spørgsmålet om opløsning af eurozonen og selv opløsning af EU som resultat af krisen blevet stillet,« siger Stratulat.

I det lys mener hun ikke, at dette er tidspunktet, hvor Europas ledere behøver at bruge tid på at drømme.

»Jeg kan ikke se pointen i at skabe, tale om eller ’sælge’ drømme til nogen. Vores komplekse realitet, vores problemer, vores fremtid er alle meget virkelige problemer, som ikke hører til i noget drømmeland,« siger Stratulat, der dog mener, at Europa – hvis det lykkes at løse eurokrisen, fuldende integrationsprocessen og sikre, at det nye EU bliver et demokratisk EU – kan blive en »forløber i post-nationalt demokrati og i en mere retfærdig kapitalisme«.

Netop dette EU er meget tæt på James Kilcourses drøm: »Jeg tror, at EU kan medvirke til at løse de store internationale problemer ved at vise, at 27 lande kan samarbejde om at løse store problemer – vi kan vise verden fordelen ved multinationalisme,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Desværre er det rigtigt.

Op gennem 1970-erne, 80-erne og delvis 90-erne førte EU udviklingen i Europa på næsten ethvert område. Man udviklede simpelt hen store og visionære tanker, som man drev Europa frem med. Og det drejede sig om alle tænkelige områder fra humanistiske til økonomiske og tekniske.

Sådan er det absolut ikke mere. Nutidens europæiske ledere er ikke udfarende og visionære - det er de langt fra. De ser indad, er lukkede, og er skræmte fra vid og sans over den økonomiske krise. Faktisk er Europa gået fra et åbent og stærkt sammenhold til i det skjulte at beskytte sig mod de andre, som man i øvrigt også ser ned på.

Derfor står Europa nu i den værste økonomiske krise, der r set siden første verdenskrig. I mange lande bakker økonomien, så de simpelt hen ikke vil kunne indfri deres gæld. Det breder sig, og skader alle andre landes afsætning og økonomi. Og man har desværre ikke set bunden af denne udvikling endnu.

Skal Europa og europæerne videre, kræver det, at alle de gamle, uvillige og udygtige ledere skal helt væk. Det må være helt slut med kun at arbejde ud fra snævre politiske normer, som ikke har fungeret i mange år.

Og så skal Europa igen turde tænke i store visionære tanker for fremtiden. Og i de tanker skal sammenhold og fællesskab have en fremtrædende plads.

Man kunne jo starte med visioner for grøn energi, rent miljø, sunde fødemidler og et bæredygtigt samfund, der er i harmoni med sig selv. Hvis det bliver udviklet på den rigtige måde, og Europa kan blive en normgiver for andre samfund, vil dette have et enormt eksport-potentiale.

- Europa trænger virkelig til store visioner.

Niels Engelsted

Det er bare altsammen fortrængning, påført udefra og selvpåtaget.

Visionen mangler ikke, det er stadig den samme vision som Delors havde. Midlertidigt er den bare gjort til et spøgelse, der vandrer rundt i Europa. En anden vision er nemlig kommet buldrende på tværs, den neoliberalistiske vision fra USA.

Før politikerne tør tage et opgør med denne fremmede vision--og det er ikke risikofrit--vil de ikke være i stand til at frisætte den europæiske vision og begynde at drømme igen.

Fremtiden er forlængst planlagt med et spor der fører direkte til det Ny-Liberale "1984 storesøster" fremtids-samfund.
Hvordan skulle det også have plads til med-menneskelige drømme ?

Niels Engelsted

@Kasper, hvordan blev det neoliberale fremtidssamfund til 'storesøster'? Har Big Brother skiftet køn, og hvis så, hvorfor?

Tjaa - jeg tror, der er et aspekt, som fuldkommen er overset. Da jeg var 15-18 år rejste jeg Europa rundt i tog. (Inter rail). Jeg drak mig fra sans og samling med ETA-sympatisører i Bilbo, bollede med en underskøn serbisk pige i på stranden i Kroatien, mødtes med unge røde i Athen (det var under obersterne) og var i Lissabon hurtigere end nogen kunne skrive nelliker, da sommerferien startede i 1974.

Problemet er bare, at Tyskland nu - og en stor del af Østeuropa - styres af folk, der blev voksne, mens muren stadig stod. Sig hvad I vil om Merkel, men hun har ikke - og kunne heller ikke - få nogen som helst europæisk bevidsthed.

Hendes manglende empati overfor grækerenes, spaniernes og portugisernes problemer hører helt sikkert sammen med den manglende erfaring.

Hmmm - gad vide, hvad der egentlig blev af hende serberen...

Niels Engelsted

Måske var det en idé, hvis unge fra alle EU's lande lavede en Next Stop Bruxelles march, lidt i stil med de store marcher mod Washington under depressionen. Her skulle være rig lejlighed til fælleseuropæisk forbrødring og forsøstring, og for de heldige sikkert også mulighed for at gentage Henrik Jensens ungdomsoplevelser.

Måske er drømmen ikke problemet? Måske er "forbuddet" mod visioner og afskrivningen af filosofiske tanker og drømme for en bedre verden, noget som afvises som fantasteri og idioti.

Længe leve drømmen og fantasien. Her er mange af mine gode ting i tilværelse startet!

Dan Johannesson

VISIONEN er under fuld udarbejdelse i the Trans- Pacific Partnership (TPP), der nøjagtig på samme måde som ACTA, lige nu forhandles i al hemmelighed. Aftalen vil få ACTA til at ligne et sandkorn på en strand, ifht de ekstreme og vidtrækkende konsekvenser af TPP.

Aftalen forhandles af mere end 600 af verdens største kooperationer, og vil, hvis den gennemføres, blandt andt gøre at kommercielle kooperationer får mulighed for SELV AT UDFORME OG VEDTAGE LOVE.

Jeg skriver det i stort, fordi at konsekvenserne af dette tiltag alene,(TPP har langt mere guf end dette ene punkt) er så vidtrækkende og destruktive, at det bør give ethver demokrat kuldegysninger ind til benet.

Naturligvis giver den vestlige presse, ligesom med ACTA, ingen form for dækning af processen, som reelt forhandler netop den vision der efterspørges: En verden der er 100% under private aktøres / konglomeraters kontrol.

Borgerorganisationen Avaaz (16 millioner medlemmer, dvs. ikke konspirationstosser osv) skriver mere om the Trans-Pacific Partnership, som får den gamle NAFTA aftale til at blegne her:
https://en.avaaz.org/760/tpp-secret-talks-free-trade-agreement

Dan Johannesson

(Justering: Pressen dækkede jo ACTA, men ikke før millioner af borgere begyndte at demonstrere imod aftalen..)

jan henrik wegener

Drømme ellermej, jeg synes man mangler at diskutwere noget, noget vi kan sætte bogstavet "f" for. Hvad er det "f"står for?Fwejl, forkerte beslutninger, fortrydelse, ("fjolser" er måske lidt groft sagt). I bedste fald -forhåbentligvis , ikke forbrydelser i nævneværdigt omfang??
Alt dette er ikke noget særligt for EU, for den "f-faktor" findes jo nok i stort set alle samfund. Men spørgsmålet er om ikke den faktor- fejlfaktoren - forstørres med størrelsen på organisationen, der jo i dette tilfælde er politisk, måske ligner lidt en stat.
Måske er projektets sørste problem at man ikke har gjort sig den faktor klart. Det er vel fristende at forestille sig en ufejlbarlig styrelse, men også ganske illussorisk, uanset størrelsen. Tænk blot FN.

randi christiansen

Dan Johanneson - "Aftalen forhandles af mere end 600 af verdens største kooperationer, og vil, hvis den gennemføres, blandt andt gøre at kommercielle kooperationer får mulighed for SELV AT UDFORME OG VEDTAGE LOVE."

Jeg tror ikke mine egne øjne - ved Helle Thorning og de andre regeringsmedlemmer noget om det ? Selvfølgelig gør de det ? Hvilket gør situationen endnu mere uhyrlig - hvorfor tales der ikke offentligt om denne suverænitetsafgivelse ?

Hvad i al verden er der gang i? En kommerciel verdensovertagelse ?

Steffen Gliese

Først og fremmest befrielsen, der igen sender unge fra rundt omkring i Europa på langfart til de mange lande, som Henrik Jensen beskriver det.
Og en organisering af det indre marked, så globaliseringens ulemper kan afbødes af gensidig vareudveksling.

David Steinberg

Det er ikke korrekt, at EUs elitære politikere ikke tør drømme. De drømmer hver eneste dag, dagen lang, og sikkert også natten med.

Hvad drømmer de om?

Et forenet Europa.

Så vidt så godt.

Men hvad vil det sige?

Allerede kort efter anden verdenskrig var nutidens og fremtidens EU på tegnebrættet. Man ønskede et forentet Europa uden nationalstater(!), med fælles mønt(!), fælles udenrigspolitik(!) og fælles skatteopkrævning, med fordelingspolitik og hele dynen(!). Naturligvis blev sandheden om EU ikke fortalt de stakkels europæiske borgere, som vi alle jo er. Slutmålet, planen, lå fast. Men man vidste, at det var der ingen, der ved deres fulde fem ville gå med til. Derfor den historie med alle løgnene, som vi kender:

"Det er kun et frihandelsområde for stål." "Det er kun et indre marked." "Unionen er stendød."

Det er kommet frem, at den britiske premierminister Heath beordrede datidens politikere, da England stod foran at træde ind i Fællesmarkedet, til IKKE at fortælle sandheden til de britiske vælgere. Man har som bekendt et standpunkt, til man kan slippe af sted med at fortælle sandheden.

Der ligger allerede et kort over fremtidens Europa efter nationalstaternes opløsning. Her taler man ikke om lande men om regioner. Sjovt nok svarer en region til de danske regioners størrelse. Men det er sikkert en tilfældighed. De danske politikere kan UMULIGT være så forudseende. Vel?

Det er vigtigt at indse, at der er en plan, at planen forsøges ført ud i livet. Euroen så første skitse på tegnebrættet i 1961 eller 1962(!), og man skal ikke lade sig narre af, at det tager generationer at føre planen ud i livet. Generation efter generation af folkevalgte politikere i vidt forskellige lande på et kontinent uden fælles historie (bortset fra sort død, krig, ødelæggelse garnere med lidt oplysningstid og græske søjler, filosofi og statuer) arbejder alle i samme retning. Det er HELT SIKKERT en tilfældighed og må skyldes inderigspolitiske overvejelser i Danmark, Sverige, England, Frankrig, Spanien, Grækenland, Irland, Tyskland og alle de andre lande.

Man har diskuteret, om Euroens problemer kunne have været undgået. Ingen møntunion har kunnet overleve uden fælles finansministerielt fodslag. Hvis man indfører en møntunion uden en fiskal union, så er den dødsens. Det vidste man godt. Visse europæiske toppolitikere er on record for at have udtalt, at man vidste, at euroen ville ryge ind i vanskeligheder, og at man ville benytte lejligheden til at få indført mere central styring, ophæve suverænitet over nationale budgetter, lave en overførselsunion og prøve at lave eurobonds. Dette blev sagt omkring årtusindeskiftet og kan verificeres med en vis søgning på internettet.

Det er sikkert en tilfældighed, at man nu prøver at indføre mere central styring, ophæve suverænitet over nationale budgetter, lave en overførselsunion og prøver at lave eurobonds.

Nej, problemet er ikke, at europæiske politikere ikke drømmer. De drømmer skam hele tiden.

Problemet er måske bare, at den vision de har for Europa er af en slags, som gør, at man ikke vil fortælle den europæiske befolkning, hvad drømmen - eller snarere: mareridtet - går ud på.

randi christiansen

Et forenet Europa er udmærket, spørgsmålet er om hvad ?

Europolitikernes visioner er ikke visionære - de er for snævre og uduelige ifht at skabe gode betingelser for borgernes tilværelse. Det er hug en hæl og klip en tå - og derfor humper vi afsted.

Tjek økologiske økonomer, professor Herman Daly, Jørgen Steen Nielsen ´Den store omstilling´, permakultur, Tor Nørretranders, Preben Wilhjelm og mange andre med et indsigtsniveau, der desværre og besynderligt nok ikke matcher deres indflydelse.

Håbet er, at evolutionen går i retning af det ´mest hensigtsmæssige´- måske vil det betyde udslettelse af en tåbelig menneskehed. Vågn op !

Dan Johannesson

Randi - "Hvad i al verden er der gang i? En kommerciel verdensovertagelse?"

- Yep, hvis du læser artiklen om forhandlingerne omkring The Trans- Pacific Partnership, er det i grove træk det som der er i ovnen. :)

Men det har jo længe været tydeligt at demokratierne i blandt andet Danmark mest er skuedemokratier. Alle relle beslutninger kommer fra centralisrede teknokratier, i vores del af verden kaldet EU, som er under massivt pres og kontrol fra konglomeraternes lobbyister.

At konglomeraterne begynder åbenlyst og direkte at lovgive og kontrollere verden i stedet for som hidtil indirekte, er jo blot næste logiske skridt. Men så længe verden er så dybt indljeret i afledningskultur, kan man jo dybest set brænde kongeriget, og voldtage børnene, blot der stadig annonceres en vinder i X faktor.

Det bedste fængsel i verden, er som bekendt det folk ikke selv kan se de sidder i.