Nyhed
Læsetid: 7 min.

Finansøkonomien som ny kilde til vækst er en blindgyde

De gigantiske opdigtede værdier i den finansielle sektor kan ikke veksles til reale værdier i en materiel økonomi ramt af faldende vækst, siger CBS-økonom. Finanseventyret har kun tjent til at gøre de rige endnu rigere
Hundredvis af arbejdsløse portugisere samler hver dag ulovligt muslinger i mudderet i Tejo-flodens munding ved lavvande for at tjene en smule penge. Finans- og kreditkrisen har ramt Portugal – og mange andre lande – meget hårdt.

Hundredvis af arbejdsløse portugisere samler hver dag ulovligt muslinger i mudderet i Tejo-flodens munding ved lavvande for at tjene en smule penge. Finans- og kreditkrisen har ramt Portugal – og mange andre lande – meget hårdt.

Patricia de la Moreira

Udland
4. oktober 2012

Der var engang – mere præcist i et par årtier efter Anden Verdenskrig – hvor en aftale mellem kapitalen og arbejdskraften var i stand til at sikre den nationale økonomiske vækst i den vestlige verden: Så længe man i fællesskab kunne sikre vækst i erhvervslivets produktivitet, kunne man også sikre beskæftigelse, vækst i lønninger og dermed i befolkningens evne til forbrug og, følgelig, i erhvervslivets indtjening til investeringer i yderligere produktivitetsforbedring. Alting voksede til de flestes tilfredshed.

Men så skete gradvist tre ting: Verdensøkonomien begyndte at åbne sig med øget konkurrencepres på de nationale økonomier til følge. Evnen til at fastholde høje vækstrater for produktiviteten begyndte at svinde. Energipriserne begyndte til gengæld at stige på bekostning af indtjeningen i erhvervslivet. Evnen til vækst på traditionel vis kom i fare – fra engang i 1960’erne synligt via de kontinuerligt faldende BNP-vækstrater for i-landenes økonomier.

Det er Duncan Wigan, der beskriver sammenhængen. Duncan Wigan er britisk-canadisk økonom, ansat på Copenhagen Business School, CBS, med speciale i global politisk økonomi, herunder finansøkonomiens udvikling.

»I denne situation begyndte man at vende blikket mod finanssektoren: Kunne man i i-landene ikke længere konkurrere, skabe overskud og vækst ved at producere varer, måtte man søge at konkurrere på at hente renter ud af produktionen af varer,« siger han.

Vejen blev fra omkring 1980 banet for den finansielle økonomis ekspansion ved de liberaliseringer, der åbnede for fri international kapitalbevægelse, for bankers engagement i spekulative forretninger med værdipapirer og for større udlån, end bankerne faktisk havde kapital til.

»Vi lever nu i en verden, hvor der er fire gange så store opdigtede værdier som reelle værdier,« påpeger Duncan Wigan med henvisning til det gennem de senere årtier hastigt voksende volumen af diverse former for værdipapirer og finansielle produkter.

Der er mange opgørelser af denne vækst i papirværdier.

I USA voksede ifølge Verdensbanken omsætningen af aktier fra i 1988 at svare til 33 pct. af det amerikanske BNP til i 2008 at udgøre 383 pct.

De spekulative, grænseoverskridende hedgefonde kontrollerede i 1990 ifølge finansforfatteren Philip Coggan værdier for 39 milliarder dollar, men i 2011 værdier for næsten 2.000 mia. dollar.

Omsætningen på valutamarkederne i de 53 største økonomier svarede i 2010 ifølge den tyske professor i økonomi Dorothea Schäfer til 15 gange det globale BNP.

»I 2007 nåede den samlede værdi af de globale finansielle aktiver et toppunkt på 194.000 mia. dollar – det svarer til 343 pct. af BNP,« noterer konsulentfirmaet McKinsey Global Institute.

Og selve den globale omsætning af samme finansielle aktiver, domineret af de såkaldte derivater, svarede i 2010 ifølge Bank of International Settlements til 70 gange det samlede globale BNP.

Ifølge Duncan Wigan var det politiske motiv bag den finanssektorliberalisering, der udløste denne eksplosion, at finde nye måder at skabe vækst i en økonomi, hvor den gamle vækstmekanisme svigtede. Det har bare ikke virket. Af flere grunde.

Derivat-økonomien

»97 pct. af pengene i verden er skabt af banker,« siger han. Nemlig ved de finansielle virksomheders udlån af værdier, som der i mange tilfælde ikke er dækning for.

»Denne pengeskabelse hviler på den forudsætning, at ikke alle indskydere møder op ved banken på samme tid og beder om at få deres penge tilbage. Så længe den præmis holder, kan banken udlåne – og derved skabe – langt flere penge, end den har liggende i boksen i kælderen. Denne logik for pengeskabelse kan presses utrolig langt med deltagelse af det samlede kapitalmarked og deres avancerede, komplicerede produkter – derivaterne.«

»Derivaternes logik gør det således muligt for de finansielle aktører at skabe en hel sfære af økonomiske udvekslinger, som faktisk aldrig har jordforbindelse. En forestilling om, at man kan blive ved at skabe penge af penge i et evigt, lukket kredsløb,« påpeger Wigan.

Han minder om, at penge og værdipapirer er et pant, et udtryk for tillid til, at de i sidste ende kan veksles til reelle, håndgribelige og brugbare værdier. Man kan ikke spise derivater og dollarsedler.

»For hver gæld, man skaber, kræves der i sidste ende nogen, der kan betale den. Men hvis der ikke er nogen særlig vækst og efterspørgsel i den reale økonomi, så er der ikke anden kilde til at holde papirværdierne oppe end håb. Og det holder, indtil nogen siger: ’Kejseren har jo ikke noget tøj på’.«

»For til sidst sker der det, der altid sker, når man presser systemet for langt: Folk begynder at spekulere på, hvem der i sidste ende betaler, hvem der kan matche den enorme opdigtede pengemængde med reale værdier fra den virkelige økonomi. Når den kolossale produktion af penge på et tidspunkt blive for grotesk og ufattelig for folk, så mister de troen på, at værdipapirerne har reel værdi og kan indløses, og så skiller de sig af med dem. Boblen brister. Så enkelt er det.«

Så strategien siden 1980’erne med at slippe finanssektoren løs som nyt middel til at skabe vækst i en økonomi, der tabte fart, fungerer ikke. Finanssektorens vækst er i sidste ende afhængig af vækst i den reale, ’gammeldags’ økonomi.

Presset øges

I virkeligheden har den finansielle sektors ekspansion blot tjent til at skabe øget rigdom blandt de i forvejen rige, fremfor til vækst i den samfundsmæssige økonomi, mener Duncan Wigan.

»Reelt er de fleste af pengene hinsides samfundets rækkevidde. De befinder sig i finansielle offshore-centre med skattely og streng bankhemmelighed, hvor myndighederne ikke kan nå dem.« Det uafhængige Tax Justice Network har opregnet en liste på 80 sådanne skattely og/eller offshore-finanscentre – på listen kendte centre som Cayman Islands og Jersey, men også City of London, Schweiz, Dubai, Liechtenstein, Singapore ...

»Det er i sandhed en absurd verden, hvor et meget lille antal mennesker, der har for mange penge, anbringer dem i disse lukkede finansielle centre for at akkumulere endnu flere penge, og derved ophober en stor andel af velstanden, som de nægter at returnere til den virkelige økonomi, hvor pengene kunne have bidraget til at skabe positive cirkler. Demokratiet unddrages pengene,« mener Wigan.

Når boblerne brister, og det finansielle markeds aktører ikke kan betale den ophobede gæld, må regeringerne træde til med redningspakker.

»Men da regeringerne heller ikke kan betale, siger de: Vi må skaffe pengene ved at øge presset på samfundet – via nedskæringer – og presset på naturen.«

Duncan Wigan henviser som eksempel på det sidste til den ny jagt på ukonventionel olie og gas – i olie- og gasskifer og i tjæresand – som middel til at skabe mere indkomst, ny vækst.

Nogle økonomer tror på, at krisen er del af en cyklisk bevægelse i økonomien, og at der gradvist vil ske en ’normalisering’, indtræde en fase med fornyet vækst, som det er set før. Det tror CBS-økonomen ikke.

»Jeg har det problem med teorien om økonomiske cyklusser, at det er en apolitisk forståelse og beskrivelse, som forudsætter, at økonomien kan udvikle sig uafhængigt af politiske udviklinger, vælgerreaktioner og menneskers skiftende adfærd. Jeg finder det ret utroligt, at folk tror på, at vi bare kan gentage, hvad vi har gjort tidligere. Også fordi det er så åbenlyst og videnskabeligt dokumenteret, at vi har nået nogle økologiske grænser. Hvordan kan man forene kendsgerningerne om f.eks. klimaforandringer med forestillingerne om, at alle skal have flere biler, flere tv-apparater?«

»Nogle dele af verden har fortsat behov for vækst, men for verdensøkonomien som helhed tror jeg, vi står ved de økologiske grænser. Man taler om substitution – at knappe naturværdier og ressourcer kan erstattes med andet af samme værdi for mennesket og økonomien. Jeg mener, man befinder sig i en teknologisk drømmeverden, hvis man forestiller sig, at vi skal kunne erstatte atmosfæren og biodiversiteten, at naturen selv er substituerbar,« siger Duncan Wigan.

Vejen frem?

– Så hvad er vejen frem?

»Som et samfund ramt af frygt for fremtiden ser vi på de øjeblikkelige symptomer, hvor vi burde anlægge et mere holistisk syn på sagen og spørge: Hvorfor opstår denne type krise?«

»En del af svaret er, at tabet af konkurrenceevne har ført til en omstrukturering i samfundet. Når mennesker identificerer velfærd med økonomisk fremgang, og der ikke længere sker økonomisk fremgang med lønstigninger, tyer folk til massiv gældssætning som et alternativ måde at opretholde deres pengemængde og forbrug. I toppen af indkomstskalaen har der samtidig været en ophobning af rigdom, som har søgt et sikkert helle. Denne omstrukturering har i både toppen og bunden ledt til spekulativ adfærd, låntagning og gældssætning.«

For at gøre op med den udvikling er der ingen vej udenom at give staten en stærkere rolle, mener Wigan.

»I en situation, hvor vi bogstaveligt har givet billioner af vor fremtidige indkomster til banker, men stadig ikke kan få dem til at sende pengene videre, skal man enten være ideologisk forblændet eller temmelig enfoldig for ikke at sige: Burde vi ikke kontrollere disse processer lidt mere – efter min mening ved at lade staten genindtræde i centrum af finanssystemet og igen kontrollere strømmen af kreditgivning, værdipapirer og pengeskabelse.«

»Selv om det i sig selv er kontroversielt, er det andet skridt mere kompliceret: At bevæge sig væk fra vækst i det hele taget. Jeg tror ikke, det er en opgave, som professorer ved CBS kan levere svaret på. Jeg tror ikke på, at vi kan gøre det top-down. Vi må håbe på en mere demokratisk proces, hvor lommer af ændrede livsformer udvikles, og hvor vi sætter innovation frem for vækst i fokus, men samtidig erkender, at der ikke er tale om en rent teknologisk udfordring, men om sociale og politiske spørgsmål.«

»Jeg tror, der må foregå en proces af gradvis læring – hvis ikke vi kan præstere det, kan alternativet blive meget ubehageligt, voldeligt. Jeg ser mig ikke i stand til at forudse, hvad der faktisk vil ske.«

 

Serie

Skriften på væggen

Siden 1960’erne er i-landenes økonomiske vækstrater faldet vedvarende. Netop nu ligger de omkring 0 procent i Europa. Noget tyder på, at den aktuelle krise er del af et større billede, og at æraen med høje vækstrater er et overstået kapitel i vor del af verden. Derfor kan der være brug for at søge nye, langsigtede modeller for økonomi og udvikling. I en serie artikler og interviews følger Information op på diskussionen om væksten, der blev væk – søsat i lørdagsavisen.

Seneste artikler

  • Der er grænser for alt – selv sol og vind

    18. oktober 2012
    Olien har været historisk unik med sin enestående energitæthed. Dens grønne afløsere er meget ’tyndere’ energikilder, som næppe kan bære en økonomi, der stedse udvider sig
  • Hoffmeyer: Det værst tænkelige er sket

    11. oktober 2012
    På et eller andet tidspunkt vil væksten løje af, og det kan man godt indrette sig på, siger Danmarks nationalbankdirektør gennem tre årtier, Erik Hoffmeyer. Men måden, det netop nu foregår på i Sydeuropa, er rystende. Euro-projektet er en fejl, og hvis nogen vil ud, bør de have det gyldne håndtryk, mener han
  • Connie Hedegaard: Vi kommer aldrig tilbage til tiden før krisen

    9. oktober 2012
    I-landenes evne til vækst skrumper, og tiden er moden til at sætte andre mål for tilværelsen. I hvert fald hvis miljøet skal beskyttes og u-landene have mulighed for nødvendig vækst, siger Connie Hedegaard. At omstille sig under presset af den aktuelle krise er ’afsindig svært’, men der er ingen vej tilbage
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Kanon! Tænk sig, at en økonom (og så fra CBS!) er i stand til så klart at se, hvad andre ikke-miljøskadede længe har været klar over. Hvorfor skriver han ikke en bog, som vi kunne tvangsindlægge politikerne til at læse?
Storbanker, multinationale og andre monopolister er blevet for store til bæredygtighed og kan ikke undgå at fejle.

Den glimrende professor ser sig ikke i stand til at forudse, hvad der vil ske. Jeg, som ikke har noget fagligt renomme at værne om, tør godt vove pelsen. Kapitalismen bryder sammen. Måske ikke med et brag, men det vil gå ret hurtigt, når en eller anden (der kan tænkes flere, oliemangel fx.) udløsende faktor indfinder sig. Det scenarie vil jeg begrunde med, at kapitalisterne er alt for forblændede af deres egne interesser, og politikerne ved ikke hvordan man driver politik i et samfund under kontraktion - de vil derfor også klamre sig til deres illusioner. Sidst men ikke mindst, så er den almindelige samfundsboger vildført af disse politikere og af en presse, som ikke har samfundets bedste som ledetråd. Det sidste har jsn her præsteret en fornem undtagelse fra.

Som professoren peger på, så rummer et sådant scenarie også muligheden for fascisme, det vil jeg indstændigt opfordre alle til at skrive sig bag øret, og begynde at tale om mand og kvinde imellem. For mig er det temmelig indlysende, at der kun er et fornuftigt alternativ, nemlig økosocialisme:

http://en.wikipedia.org/wiki/Eco-socialism
http://climateandcapitalism.com/
http://monthlyreview.org/

Det er som om sommerens diskussion af Enhedslisten og dens forhold til revolution blegner lidt mod de drabelige konsekvenser, som professoren peger på vil blive konsekvensen af ikke at forsøge at revolutionere samfundet - nedefra såvel som oppefra.

Lad os starte med at nationalisere banksektoren.

Steffen Gliese

Det er jo ikke første gang, at fantasillionerne har dræbt realøkonomien, og det middel, man ofte med succes tyer til, er pengeombytning, så man slipper af med værdpapirier uden materiel baggrund.
Det er jo markedslogikkens udstillede idioti, vi har her - og endnu et bevis på, at vækst er hjernedødt, for hvis der er noget, vi har oplevet i samme periode, som væksten reelt har været gået i stå i den vestlige verden, er det innovationsspring, der reelt burde lette tilværelsen og hjælpe til at nedsætte forbruget, fordi kompensationstrangen for lønarbejdets slavekarakter mindskes.

Steffen Gliese

Niels-Holger Nielsen, i modsætning til dig mener jeg, at man gør det demokratiske samfund en alvorlig bjørnetjeneste, hvis man ikke holder finansiering og produktion ud i strakt arm, så det ikke fedtes ind i et offentligt klassekampsscenario, hvor dele af borgerne af staten, der bør være garant for netop friheden til at vælge egen bane i livet, i stedet underlægges produktivitetskrav, som undergraver deres status i samfundet.

Niels-Holger Nielsen

Pengeombytning bruges til at afskaffe sorte penge (kontanter). Det har ikke noget med det artiklen handler om at gøre. Her er tale om bogførte værdier - i bogstaveligste forstand veksler på fremtiden. Der kan være, og er givetvis, også tale om sorte penge, med de har i givet fald været igennem en hvidvaskning. Men det er jo det sædvanlige med dig, Peter Hansen, du har altid en nem løsning på et svært problem. Ofte påstår du at problemerne kun findes inde i folks hoveder, ikke i dit eget underforstås.

Niels-Holger Nielsen

Du må undskylde, Peter Hansen, men din anden kommentar forstår jeg intet af.

Steffen Gliese

Pengeombytning bruges typisk til at nedskrive værdien af en møntfod.

Steffen Gliese

Niels-Holger Nielsen: man skal lade være med at lægge aktiviteter, der baserer sig på produktivitet og indtjening i offentligt regi, fordi de borgere, der er beskæftiget her, anbringes i et uholdbart forhold som undergivne i forhold til den stat, i hvilken vi alle principielt er lige. Man vender magtforholdet, så staten, der i princippet er underlagt borgerne, i stedet bliver udbytter af borgerne.

Niels-Holger Nielsen

'Pengeombytning bruges typisk til at nedskrive værdien af en møntfod.'

Det er rigtigt, når man skal af med hyperinflation, det er bare ikke det artiklen handler om. Hvordan havde du i øvrigt tænkt dig, at man skulle lave en international pengeombytning? Hvad rager det den dansker, som har sine penge stående i dollars eller bonds på Caymanøerne, at Danmark, fx, laver en pengeombytning?

Jeg forstår stadig ikke hvad du skriver om nationalisering af bankerne. For mig er det essentielle, at kreditgivning og finansiering bliver underlagt demokratiske beslutninger. Det du skriver, som jeg ikke forstår, vil det ikke i princippet gælde enhver offentlig ansat, i enhver branche?

Finansmarkedet er blevet ændret fra at været en måde til at skaffe kapital, til produktion til at være et kasino.

Steffen Gliese

1) værdier, man ikke gør rede for, og som ikke derfor ikke underlægges pengeombytningen, også på nationalt plan, fortaber al værdi. Man vil med andre ord kunne bringe pengemængden i det nødvendige 1:1 forhold med de eksisterende værdier.
2) Magt korrumperer og absolut magt korrumperer absolut! Derfor kan en stat, der står for bankvirksomheden ikke længere være sammes vogter, hvorved borgerne - i en dobbeltrolle som borgere og kunder - henad vejen vil udsættes for den kendte vilkårlighed på markedet, nu blot uden en stat til at gribe ind på borgerens vegne.
Der er en afgørende forskel på tjenesteydelse og vareproduktion, vil jeg nok mene. Mens staten i første tilfælde kan bryde markedets effektivitetskrav til fordel for høj kvalitet, giver produktion af den type, der er tale om, kun mening som effektiviseret proces. Jeg tror, at selvansvar har meget med det at gøre. Derfor er det, retfærdigvis, på samme måde en uting, at f.eks. reparationer og rengøring ikke længere er dele af den offentlige virksomheds egen drift, men er udliciteret og derfor segregeret fra det almindelige arbejdspladsfællesskab.

Niels-Holger Nielsen

Stop, stop, Hansen. Det hjælper ikke noget, jeg kan stadig ikke forstå hvad du skriver. Du kan jo bare vælge at mene, at det nok er min fatteevne, der svigter;-)

Niels-Holger Nielsen


Private banks have failed – we need a public solution

The Barclays scandal has underlined the City's unmuzzled power. But it also offers a chance to take democratic control

Artiklen har gjort det klart for mig, at finansmarkedet og politikerne indbyrdes sælger flere skåle ris til senere levering, end der er og reelt behøves.

Grethe Preisler

Tak til Information og JSN for denne artikel.
Det er altid godt at få anledning til at revidere sine fordomme.

Hvad mig angår har jeg, siden Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksens "regnedrenge fra handelshøjskolevenstre" i 2001 overtog styrepinden, nærmest været af den opfattelse, at der intet godt kunne komme fra CBS.

Og så er der måske alligevel en fremtid og et håb om at fornuften ender med at sejre. Et håb for vore efterkommere på denne blå planet, som er den eneste vi har.

"This is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning." (Winston Churchill)

Niels-Simon Larsen

@Jørgen Steen: Derivatøkonomien forstår almindelige mennesker (mig fx) ikke, og diskussionerne havner hurtigt ude i de knastørre områder. Jeg forstår heller ikke mentaliteten bag, så jeg vil gerne have, at du satsede mere på det, der skal sættes i stedet. Jeg har læst din bog grundigt, men hvad gør vi ved miseren? Her tænker jeg også på Inf. Hvorfor ikke i højere grad støtte de bestræbelser, der gøres for at skabe et nyt samfund, og lade dem komme til orde? Det er løsningsforslagene, der er interessante, ikke problemerne.

”Jeg ser mig ikke i stand til at forudse, hvad der faktisk vil ske.”

Det er ikke så svært. Sammenbrud. Vi kan læse om udskridningen hver dag. Måske skulle han have sagt: ”Jeg ved ikke, hvad jeg selv bør gøre?” Mangel på fantasi er det mest skræmmende og vidner om et uddannelsessystem, der ikke uddanner os til at løse vores egne problemer.

randi christiansen

Stor tak til Jørgen Steen Nielsen for at blive ved - og forhåbentlig ved og ved og ved så længe der er behov.

Løsningen ? Den ligger lige for. Det er så nemt som at klø sig i nakken. Vi skal bare blive enige - og det er jo - som sædvanlig - problemet.

Materien er en fast størrelse for hvilken, der derfor kan beregnes en funktionel og retfærdig fordelingsnøgle. Biotopens bæredygtige ydeevne kendes.

Den skal beskrives, køreplanen beregnes og forelægges verdenssamfundets borgere, som vil forstå, at dette er måden at ´drille maskinrummet´, så virksomheden Den Blå Planet kan køre som smurt.

Utopisk ? Kun i øjnene på de, der enten er for dumme eller af forskellige skumle årsager taler mod bedre vidende

randi christiansen

Men hvem husker, da finansmarkedernes deregulering blev sneget ind ad bagdøren - herhjemme med Poul Nyrup som statsminister - i ly af murens fald ´se selv, kommunismen virkede ikke, så NU skal den neoliberalistiske kapitalisme have fuld skrue´spin - ikke en kat der gøede, det var inden internettet, men jeg gøs og fortrængte som lavstatusborger i mit stille sind.

Hvor ignorant har man som administrator af fællesskabets ressourcer lov til at være ? Er vi hemmeligt besat af udefrakommende aliens, der planlægger at overtage kloden eller hvad f..... foregår der ?

Niels-Holger Nielsen

randi, så vid jeg husker, husker du fejl. Det første store og afgørende skridt til liberalisering (læs; ophævelse af national kontrol) af finansmarkederne blev gennemført af en af Schlüterregeringerne, vistnok i '87 eller '89?

Niels-Holger Nielsen

Angående dit forrige indlæg, randi, så er det en god måde at forstå problemet og løsningen på, men spørgsmålet er om det er en god måde at implementere det på?

Niels-Simon Larsen, Jeg kloger mig lige udfra en dokumentar jeg så forleden:

Derivatøkonomi er mange ting: 'Bundtede værdipapire', Væddemål (forsikringersaftaler, tidsbegrænsede låneaftaler), og meget andet opfundet af nogle af de skarpeste matematiske hjerne i USA (bl.a. hentet fra USA's udsultede grundforskning i atomteori).

Det man skal holder sig for øje er de 'Bundtede værdipapire' - såkaldte CDO'er - som består af alle mulige handelsaftaler og kontrakter, - Huse, våben, maskiner, fødevare m.m.a, samlet helt tilfældigt i et 'gult omslag', som så kreditvurderes af en bank. (Bundtet i omslaget gennemløbes og gives en risikovurdering A1, A2, A3.. B1, B2 osv. og en værdi.) De gule omslag blev så samlet i nye gule omslag og en ny kredit/værdi-vurdering blev foretaget. Efterhånden blev dette system mere og mere uigennemskueligt og de summer, der blev udlånt på basis af de 'gule omslag' var helt ude i skoven. Systemets havde to formål: Uigennemskuelighed i forhold til finanstilsynet og andre banker og helt bevidst at låne for mange penge ud, for så at sælge lånet og det gule omslag videre.

Hvorfor skriver Duncan Wigan ikke en bog, siger Niels-Holger Nielsen.

Den bog har Jørgen Steen Nielsen skrevet: "Den store omstilling - fra systemkrise til grøn økonomi"

JSN behandler alle de forhold der er med i ovenstående artikl, men er dog knap så kontant med hensyn til statens indflydelse på bankernes virksomhed. Det nærmest JSN kommer er en Glass-Steagall act hvor finansdelen adskilles fra de almindelige bankforretninger.

En egentlig statsovertagelse af bankdriften vil nok heller ikke gavne omstillingen "fra systemkrise til grøn økonomi", da en demokratisk indflydelse på bankdriften nok vil betyde at den traditionelle vækst under hensyn til velfærd og beskæftigelse vil blive prioriteret højere end den grønne økonomi.

Jeg personligt tror ikke på kapitalismens sammenbrud, men derimod tror jeg at kapitalismen vil mutere og forandre vores politiske og demokratiske systemer.

Jeg skal måske lige korrigere: Jeg tror ikke kapitalismen skvatter sammen af sig selv...

Georg Christensen

Finansindustrien? som "vækstfaktor", er kun en "illusion". En "illusion", som "LIVET", bør tage alvorligt, hvis "det", ønsker fremtidsmuligheder.

Niels-Simon Larsen

@Bill: Jeg har ikke forstand på økonomi (ud over min egen). Sidst i 40’erne havde jeg Hovedstadens lille regnebog i skolen, der gjorde meget ud af hovedregning og ellers få eleverne til at forstå, at de aldrig måtte slippe, at 2+2=4. Det kunne man så gå videre med på mangfoldige områder.
Forleden så jeg en udsendelse med det første ’pyramidespil’, nemlig tulipanhysteriet i Holland, hvor de hollandske købmænd jobbede priserne op time for time, indtil det hele kollapsede. Det er det samme, der foregår nu bare med andre ord og så selvfølgelig langt mere sofistikeret. Det er dette sidste, jeg ikke gider bore mig ned i. Jeg har pligtlæst Den store Omstilling om hele svineriet, men min interesse ligger på det humanpolitiske område.
Jeg linker lige fra en anden tråd om, hvad det græske Syriza mener, der skal gøres. Meget interessant, synes jeg.
http://www.greanvillepost.com/2012/05/27/the-european-situation-syrizas-...

Vesten er gået til grunde. Det gælder om at forlade den synkende skude før den når havets bund. I Asien er værdierne reelle. Der er udbredelsen af belåning af fx. ejendom et ret begrænset fænomen. Vesten er i en langt værre forfatning, end dens indbyggere er klar over. En facade. Løgn. Manipulation og korruption.

Det er vel nok godt, at man snart flytter til Asien :)

Jeg synes, jeg gentager mig selv noget, hér. Men det er vel nok fordi stort set alle artikler her i avisen peger i samme retning: Vestens fald.

Længe leve den synkende skude, hurra, hurra, osv...

Flemming Andersen

Niels-Holger Nielsen

"Kapitalismen bryder sammen. Måske ikke med et brag, men det vil gå ret hurtigt, når en eller anden (der kan tænkes flere, oliemangel fx.) udløsende faktor indfinder sig.

Det er jeg ikke enig med dig i. Kaptalismen er livskraftig nok, fordi de rige har samlet deresværdier udenfor demokratiernes rækkevidde i diverse skatte ly.
De råstoffer vi kommer til at mangle inden for de næste 100år vil være mange , men ikke energi, som er det allernemmeste at erstatte på anden måde end vi gør idag.
Men mange andre råstoffer lader sig kun erstatte af langt, langt dyrere metoder end vi kender idag og disse erstatninger vil således kun komme de aller rigeste til gavn.
Det vil så polarisere tingene i helt uhørt grad og langt de fleste vil synke ned og tilbage til daglejerlignende forhold, vi allerede nu ser både krav og ønsker om at befolkningen skal omstille sig til, for at være til rådighed for arbejdsmarkedet, kun på markedets vilkår.

De rige vil isolere sig i enklaver, med vagtværn, pigtråd og flakke fra land til land, for at finde det sted , som kraver mindst af dem, for dog at få den smule de har lyst til at bidrage med. Men de vil bevare systemet for enhver pris, om så det betyder deres egen undergang.

Derfor er artikler som denne "guld" værd, for ligesom i alle andre forhold, kan kun oplysning til alle, rig som fattig , bedre forhold og indstilling, så selv de rige kan indse deres interesse er i en anden fordelingspolitik, og andre værdinormer.

Vore politikere er håbløst tabt og vil først reagere, når solen er brændt ud, men de sidder og venter på at væksten skal komme igen.

randi christiansen

Niels Holger - Jeg husker ikke forkert. Tværtimod tydeligt min rædsel og forundring, da det gik op for mig, hvad der var gang i - og så under en socialdemokratisk statsminister - hvis han var bundet burde han have gjort opmærksom på det.

Diverse privatiseringer tog jo også fart på den tid - yderst forbløffende under en S ledelse - måske igen R der havde en finger med i spillet

Mht implementering, så forstår jeg ikke rigtig, hvad du mener ?

Rasmus Varnich Blumensaat

"A legitimate academic study of economics must include a critical discussion of both the benefits and flaws of different economic simplifying models. As your class does not include primary sources and rarely features articles from academic journals, we have very little access to alternative approaches to economics. There is no justification for presenting Adam Smith’s economic theories as more fundamental or basic than, for example, Keynesian theory."

http://hpronline.org/harvard/an-open-letter-to-greg-mankiw/

John Vedsegaard

Efter der er kommet så utroligt mange økonomer, finansfolk, og andre "eksperter"er det lige som alt falder fra hinanden, de skaber flere problemer end de fjerner.

Peter Andersen

Lad de rette politikere træde frem.

randi christiansen

Niels Holger - mht implementering så er det en del af løsningen.

Det er som regel sådan, at i samme omfang et problem er beskrevet, vil løsningen tegne sig.

Om ikke andet bliver det udstillet, hvem der er kontraproduktiv og hvorfor. Der foregår alt for meget i det skjulte - senest Transatlantic Trade Pact som efter sigende skal udstyres med lovgivende magt. Det er ikke lykkedes mig at få overblik her.

Finansøkonomien har først og fremmest være en måde for økonomer at berige sig selv.

Der er ingen tvivl om at Finansektoren indeholder og skaber en del luft, men artiklens tal er ikke alle lige sobre.

Det har ikke saerlig stor betydning at aktieomsaetningen stiger i forhold til BNP. Derimod er det ikke godt hvis summen af boersselskaberens markedsvaerdi er langt hoejere end deres diskonterede fremtidige indtjening, eller hvis kun et gennemsnitshus koster mere end 10 gange en gennemsnitsloen.

Det er ikke kun den finansielle sektors produkter, der i sidste ende er et tillidsspoergsmaal, det er det da ogsaa at tage en uddannelse. Vi specialiserer os alle i et eller andet og regner med at nogle andre klarer alle de andre ting vi hver isaer har brug for.

Baade mit og min nabos fag kan i princippet blive overfloedigt fra den ene dag til den anden - og haandgribelige fysiske aktiver som f.eks. en Zeppeliner - kan med et vaere vaerdiloese.

Derivater er ikke opfundet af den finansielle sektor, men bare en maade at beskrive eller forstaa virkeligheden paa. Hvis man har et trae i haven kan man faelde det i morgen, men man kan ogsaa vente til naeste aar hvis man tror der venter en endnu koldere vinter. Dermed har man en option - eller et derivat.

At saa den finansielle sektor har indgaaet et meget stort antal derivataftaler, der til sidst blev saa indviklede at de ikke laengere forstod dem selv - er betaenkeligt - som Galbraight sagde, skal man skynde sig at faa solgt, naar ens taxachauffeur begynder at tale om at koebe aktier.

Men artiklen har nogle fodfejl, der saar tvivl om substansen, kan der ikke foretages en strammer?

randi christiansen

Det handler om hvilke grundstrukturer, vi ønsker.

I weekendens Information anmelder Rune Lykkeberg i artiklen ´Private gevinster og offentlige tab´ bogen ´The strange non-death of Neoliberalism´ af Colin Crouch. Heri beskrives med al ønskelig tydelighed at både den socialdemokratiske velfærdsmodel og den nyliberalistiske model er baseret på et uholdbart fundament af enten offentlig gældsætning eller privat ditto.
” Det er forandringen ifølge Crouch: Tidligere var det staten, som stiftede gæld for at skabe vækst. Nu er det borgeren, som optager lån for at skabe vækst. Vores økonomi er stadig drevet af gældssætning og investering, men præmisserne er forandret. Crouch kalder nyliberalismen for en »privatisering af keynesianismen«. Gevinsterne er privatiserede, idet vi selv tjener penge på at låne og sælge gæld videre, men tabene er kollektiviserede. Det er staten, som kommer og betaler, når investeringsbankerne er truet, men efterfølgende har staten ikke magt til at regulere finanssektoren. Det er ikke de store banker, der er »for store til at gå ned«. Det er selve finanssektoren, konkluderer Crouch.
Det, vi plejer at kalde finanskrisen i 2008, viser således ikke, at systemet gik under, men derimod at systemet på sine egne betingelser fungerer. Det producerer økonomisk ulighed, social ulighed og stor politisk afmagt. Men vi er blevet afhængige af finanskapitalismen som motor for forbrugssamfundet og vækstskabelse. Som Crouch skriver:
»Det er blevet umuligt at forestille sig en økonomi, som ikke er domineret af gigantiske virksomheder, der omsætter deres økonomiske magt til politisk indflydelse, og vi kan ikke regne med, at regeringer kan andet end reagere positivt på disse virksomheders krav.« ”

Det burde efterhånden være tydeligt for alle, at der er behov for et markant opgør med de herskende ideer vedr vækst, ejendomsretten til fællesskabets ressourceadministration, fordelingsnøgle etc. Idealer som historisk har tildelt magten til inkompetente aktører, som drevet af primitive og uvidende ambitioner ødelægger livet for alle – inkl dem selv.

Mange har ikke modet og visionerne til at gøre op med forældede og bagstræberiske idealer – heldigvis er der en stigende forståelse for den afgørende nødvendighed af visionær nytænkning, når miljø-og socioøkonomi skal tilrettelægges.

I tirsdagsudgaven af den norske avis Klassekampen er der en leder - Systemkrise - der tager udgangspunkt denne artikel:

http://www.klassekampen.no/60770/article/item/null/systemkrise

randi christiansen

Fra artiklen Steen Sohn henviser til : "Den britisk-kanadiske økonomen Duncan Wigan sier i et intervju med Information at strategien med å slippe løs finanssektoren som et middel for å skape ny vekst ikke fungerte. I virkeligheten har den bare ført til økt rikdom for dem som allerede var rike. Pengene er hinsides samfunnets rekkevidde, de befinner seg i «finansielle offshore-sentra», der myndighetene ikke kan nå dem. «Det er i sannhet en absurd verden», sier Duncan Wigan, «at et svært lite antall mennesker som har for mye penger, kan plassere dem i lukkede finansielle sentra for å akkumulere enda mer penger og slik tilrane seg en enda større andel av velstanden, som de nekter å returnere til den virkelige økonomien, hvor pengene kunne ha bidratt til å skape positive sirkler». Når så boblen brister, og finansmarkedenes aktører ikke kan betale opphopningen av gjeld, må regjeringene tre inn med redningspakker. Men fordi heller ikke regjeringene kan betale, legges presset på samfunnet gjennom nedskjæringer og velferdskutt. Det er i sannhet en absurd verden."

Hovedet på sømmet - vi er blevet snydt, så det driver, og har derfor al ret til at ekspropriere : "Pengene er hinsides samfunnets rekkevidde, de befinner seg i «finansielle offshore-sentra»"

Så hvad Margrethe og co ....?

Steffen Gliese

Selvom det kunne lade sig gøre at lade fantasipengene generere ny vækst, ville det være helt tåbeligt, da vækst kun er interessant, når der er noget at omsætte pengene til.
Man kan så sige, at pengene kan gemmes og bruges senere, men sagen er stadig den, at den til enhver tid bestående produktion er det, det kommer an på. Man kan derfor ligeså godt lade være med at gemme på pengene og blot hele tiden sørge for den optimale fordeling af det, der kommer ud af produktionen.

randi christiansen

Peter Hansen - selvfølgelig skal de penge da ikke investeres i hjernedød vækst - noget bør civilsamfundet og deres ledere da have lært

Men at lade de, der i forvejen har mindst > almindelige mennesker, undgælde for denne forbryderiske praksis, er både dumt og ødelæggende.

Til at afbøde disse for civilsamfundet så katastrofale virkninger ville det derfor være på sin plads at ekspropriere disse uretmæssigt tilegnede formuer.

Inger Sundsvald

Preben Wilhjelm skriver i ”Krisen og den udeblevne systemkritik” om krisens anatomi:

”Den startede ikke med en boligboble, men med en kornboble. Den var ikke engang forårsaget af overoptimisme, grådighed eller fejlslagen spekulation i landbrugssektoren. Den var, stærkt forenklet, men i det væsentlige rigtigt, foranlediget af tre på hinanden følgende gode højtår både i USA og Europa, specielt Sovjetunionen. Det, som ret beset burde være en lykke for menneskeheden, hvoran store dele var ramt af hungersnød, udviklede sig til en katastrofe. Kornprisen faldt. Og når markedet råder, bliver udsvingene voldsomme. En ’overproduktion’ på f.eks. 10% medfører ikke et prisfald på 10%, nej alle søger desperat at komme af med deres korn, det er købers marked, og prisfaldet kan meget vel blive 30% - eller 50% - eller 70%. Kornet skal jo sælges, bogstavelig talt for enhver pris. I USA kunne bønderne ikke klare deres gældsforpligtelser og krakkede på stribe. Ejendomspriserne faldt, bankerne led store tab, mange måtte lukke, andre kunder mistede deres opsparing. Hvad mere var: Bøndernes ødelagte økonomi betød, at de ikke længere kunne anskaffe f.eks. biler og landbrugsmaskiner. Dermed udvidedes krisen til bil- og maskinindustrien. Utallige automobilarbejdere blev arbejdsløse og havde dermed ikke længere råd til alle de andre forbrugsvarer såsom sko, tøj og radioapparater, og efterhånden bredte krisen sig til alle sektorer. Og til resten af verden.”

Markedsmekanismen kan være udmærket til at regulere det private forbrug, og hvilke produkter der overlever i konkurrencen, men er fuldstændig ubrugelig ved det kollektive og ikke på fordelingen mellem det det private og det kollektive.

”Den tillader os ikke at vælge en lavere klassekvotient for vores børn frem for at udskifte bilen. Vi kan ikke prioritere ren luft og rent vand frem for en fladskærm.

Den slags retter sig op af sig selv, vil neoliberalisterne sige, men der er ingen plan for hvordan man UNDGÅR at komme i situationen, for ingen kunne rigtigt forudse det, og desuden rager det liberalisterne en papand, for der er altid penge at tjene på elendighed.

Inger Sundsvald

højår > høstår

Inger Sundsvald

Preben Wilhjelm skriver endvidere:
”Særligt absurd bliver det, at man redder finanssektoren angiveligt for at sikre, at der fortsat kan ydes lån til erhvervsvirksomhed (læs: beskæftigelse) samtidig med, at man fratager den tilskyndelse til at yde sådanne lån. Sammenhængen er i korthed: Fordi bankerne har tabt på hasarderet spekulation og den private sektor har nedlagt 200.000 arbejdspladser, har staten dels pumpet penge i at redde banker, dels udstedt statsobligationer for milliarder af kroner for at dække det underskud, der er en følge af massefyringerne. Hvorfor skulle bankerne og privatkapitalen nu investere i nye arbejdspladser, når man tilbyder et langt sikrere alternativ, nemlig de statsobligationer, som de selv har nødvendiggjort?! Det burde ikke komme bag på nogen, at det netop er, hvad hjælpen til bankerne i vid udstrækning er blevet brugt til.”

Men nu I må selv købe den lille pamflet for at læse mere, den koster 78 kr.