Læsetid: 3 min.

Fødevarekrise i mange årtier endnu

Vi er stødt på vækstens grænser og risikerer social revolte, advarer finansmogul
17. oktober 2012

Han starter sit essay med at citere reggaemusikeren Bob Marley:

 

Them belly full but we hungry ...

A hungry man is an angry man

A hungry mob is an angry mob.

 

Og derefter citerer han den store økonom Kenneth Boulding:

»For at tro på grænseløs vækst i en begrænset verden, må man enten være skør eller økonom.«

’Han’ er Jeremy Grantham, selv økonom, superspekulant og indehaver af det store investeringsselskab GMO i Boston med 100 mia. dollar i porteføljen. Og essayet, han har skrevet, hedder Welcome to Dystopia! og beskriver, hvordan verden ifølge Grantham er på vej ind i en langvarig og politisk sprængfarlig krise, der handler om manglen på mad.

»Det ser nu ud til, at vi er omkring fem år inde i en kronisk, global fødevarekrise, som næppe vil mindskes de næste mange årtier, i hvert fald ikke før befolkningen er reduceret betragteligt fra sit forventede toppunkt på over ni milliarder i 2050,« skriver Grantham, som nogle gange om året udsender et – for hver gang mere opsigtsvækkende – essay til sine investeringsklienter m.fl.

Han henviser i den seneste tekst til den officielle vurdering, at fødevareproduktionen globalt skal øges med 60-100 pct. frem til 2050 for at kunne brødføde de ni mia. mennesker og samtidig dække en voksende middelklasses efterspørgsel på bl.a. mere kød. Det er en udbredt antagelse, at i hvert fald de 60 procents forøgelse kan nås, men Jeremy Grantham er uenig.

»Det er meget mere sandsynligt, at vi ikke kommer i nærheden, fordi der er alt for mange faktorer, der vil gøre vækst i fødevareproduktion stadig sværere,« skriver han.

»Produktiviteten af korn er faldet årti for årti siden 1970, fra en vækstrate på 3,5 pct. til 1,5 pct. De mest effektive kornproducenter er højst sandsynligt ved at nå et ’glasloft’, hvor yderligere produktivitetsvækst pr. acre nærmer sig nul ved den enkelte kornarts grænse.«

Hertil beskriver Grantham, hvordan vandforsyningsproblemerne tiltager, hvordan uhensigtsmæssigt landmandsskab udpiner jorden, hvordan udbyttevækst ved stigende brug af kunstgødning er stadig sværere at opnå, og hvordan de igangværende klimaforandringer med ekstreme vejrforhold ødelægger både dyrkning og høst mange steder.

»Selv hvis vi kunne producere føde nok globalt til at ernære alle tilfredsstillende, indebærer den fortsatte klare vækst i omkostningerne til input (i form af kunstgødning og brændstof, red.), at stadig flere ikke vil have råd til at betale den mad, vi producerer,« anfører investeringschefen.

»Mange af disse tiltagende vanskeligheder afspejledes i den oprindelige fødevarekrise i 2008 og dens genkomst i 2011.«

De seneste måneders markante prisstigninger er imidlertid ifølge Grantham mere truende, fordi de er indtruffet »trods meget større tilplantninger, end man havde adgang til i 2008. Den globale efterspørgsel er så stor og stiger så hurtigt, og lagrene er samtidig så små, at prisfølsomheden ved vejrmæssige tilbageslag er blevet ekstrem.«

»Skrappe modforanstaltninger for at forhindre en fødevarekrise kunne effektivt forkorte den aktuelle krise og forebygge, at en meget alvorligere krise udvikler sig, men sådanne modforanstaltninger vil sandsynligvis ikke blive truffet. Grunden er, at prissignalerne er for svage for de rige lande – de har råd til de højere priser – og der er træghed i alle dele af systemet. Problemet med fejlernæring i fjerne lande føles i almindelighed heller ikke som et spørgsmål af høj prioritet i de rigere lande,« konstaterer Jeremy Grantham.

På den baggrund konkluderer han, at »hvis presset på fødevarerne melder sig igen og forstærkes af stigende brændstofpriser, så stiger risikoen for socialt kollaps og global ustabilitet til et punkt, hvor de formentlig bliver den største kilde til internationale konfrontationer.«

Som antydet af Bob Marley.

Finansmogulen slutter sit opsigtsvækkende essay med at pege på væksten som ondets rod.

»Vi kan simplethen ikke have eksponentiel vækst på en begrænset klode, men ingen politikere (hvilket er forståeligt) og stort set ingen økonomer (hvilket nærmest er ubegribeligt) vil røre ved dette emne. Jo længere vi venter med at se ressourceknapheden i øjnene – især nødvendigheden af at stille om til fornyelige kilder – desto alvorligere bliver problemerne,« saluterer han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som jeg tidligere har været inde på i anden tråd, så jeg ude af stand til at opbyde nogen synderlig respekt for disse Granthams udtalelser. Hvis han virkelig mener, hvad han taler om, så burde han i mine øjne skrive et fratrædelsesbrev til sine kunder. At hans kunder så naturligvis vil finde en anden investeringsrådgiver er for mig af sekundær betydning.

For problemet er tilsyneladende hele tiden det samme: Er det ikke reelt omkostningsfrit for Grantham at ytre disse selvfølgeligheder, som selv en frossen Danpo-kylling kan regne ud? Afgiver han nogle synderlige privilegier ved det?

Og på samme måde i en helt anden tråd: Er Arnold Schwarzenegger personligt rede til at skære ned på sit formodentlige kolossale CO2-aftryk, og dermed afgive nogle af sine privilegier?

Det er alt sammen åh så aldeles trættende.

Men han har jo ret i, at eksponentiel vækst ikke er en mulighed og at det er ret fantastisk, at økonomerne ikke forholder sig til det. Så kan man da sige, at han bruger sin fantastiske rigdom til at understrege de indlysende sandheder, selvom man jo ikke ved, om han har tjent sine penge ved at spekulere i fødevarer. På den baggrund gør han si,kkert mere skade end gavn.

Nu er det ikke for at sidestille nogen, men mon Gandhi havde haft samme succes med revolutionen i Indien, hvis ikke havde han forsaget de fleste af de privilegier, han havde, for at blive som dem, hvis rettigheder han kæmpede for?

Når folk med rigelige privilegier tilsyneladende ikke er villige til at afstå nogle af dem, hvorfor skulle folk med langt færre privilegier, så lytte til disse folk? Hvorfor skulle sidstnævnte ikke, således med rette, ønske at stræbe efter de samme rettigheder?

Rettelse [men det er vel åbenlyst]: Hvorfor skulle de mindre privilegerede ikke, således med rette, ønske at stræbe efter de samme rettigheder?

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror man skal satse på selvforsyning og stoppe op med den meget voldsomme transport af fødevarer rundt om på kloden. Den er for det første energikrævende, og for det andet vanedannende eller strukturelt styrende for fejlagtig udvikling i navnlig de fattige fande.

I de fattige lande kan man måske forestille sig en vandring tilbage fra byen mod landet, så beskæftigelsen igen fik større vægt i fødevarefreskaffelsen, hvad enten det er direkte landbrug, eller afledte sektorer som vandfremskaffelse, infrastruktur, bolig- og landsbybygning osv.

Dermed bliver de også mere frie og uafhængige af Monsanto og andre multinationale selskaber, der "prakker" dem pakkeløsninger på, de bliver afhængige af. Det første led i en sådan proces er altid good governance. Man skal altså have lokale regeringer ag administrationer, der ønske noget godt for landets befolkning, og ikke kun dem selv.

Philip C Stone

Min kommentar til http://www.information.dk/308649 indeholder et uddrag fra Granthams kvartalsbrev og en link.

Og hermed vil jeg venligst opfordre JSN til at forsyne webudgaven af sine artikler med link til de artikler og rapporter som han omtaler.
Det vil gøre det lettere for os at blive endnu klogere.