Læsetid: 4 min.

Fortælling om selvtægt fascinerer vrede grækere

Forbilledet for de græske demonstranter, der protesterer mod udenlandske kreditorers krav, findes i en roman af Petros Markaris. ’Den nationale skatteopkræver’ er en seriemorder, der forsøger at genskabe social retfærdighed
Ifølge avisen To Vima fik det nynazistiske parti Chrysi Avgi, der vil minere landets grænser, 50 pct. af politiets stemmer ved valget i juni. Her et partimedlem, der deler gratis mad ud til fattige grækere.

Ifølge avisen To Vima fik det nynazistiske parti Chrysi Avgi, der vil minere landets grænser, 50 pct. af politiets stemmer ved valget i juni. Her et partimedlem, der deler gratis mad ud til fattige grækere.

Yorgos Karahalis

17. oktober 2012

Den græske stat formår kun at inddrive en brøkdel af borgernes restancer til skattevæsnet. Blot 19 millioner ud af et samlet udestående på 13 milliarder euro fik myndighederne i det kriseramte land opkrævet mellem maj og september, mens skatterestancer for 29,5 mio. euro blev eftergivet, meddeler finansministeriet.

Aviserne er fyldt med historier om privilegerede grækere med hemmelige formuer i udlandet og om politisk beskyttelse af skattesnyderne. For tre uger siden blev en liste over 36 politikere, som angiveligt er under efterforskning af politiets afdeling for økonomisk kriminalitet, offentliggjort, hvorefter en af personerne på listen, tidligere viceindenrigsminister Leonidas Tzanis, blev fundet hængt i sit hjem.

Samtidig er en selvtægtsforbryder, der slår rige skattesnydere ihjel og efterlader ligene ved Athens antikke ruiner, blevet den mest populære figur i græsk samtidslitteratur. Den anonyme seriemorder, der udråber sig selv til »national skatteopkræver«, er blevet et symbolsk forbillede.

»Den nationale skatteopkræver er Gud!« råber demonstranterne på Syntagma-pladsen foran parlamentet. Romanen hedder I Pairaiosi, hvilket på oldgræsk betyder »livets afslutning« eller »den endelige saldo«, forklarer den 75-årige forfatter Petros Markaris i et interview med Le Monde. »Men på moderne græsk henviser udtrykket til en afregningsmetode. Mod et gebyr til skattevæsnet giver staten amnesti til personer, der ikke har betalt, hvad de skylder i skat.«

Mens premierminister Antonis Samaras’ regering forhandler med landets kreditorer om betingelserne for udbetalingen af den næste portion af hjælpepakken og en forlængelse på to år af fristen for implementering af nedskæringerne, risikerer regeringssamarbejdet mellem det liberale Nea Demokratia og det socialdemokratiske PASOK at blive undermineret af en usb-nøgle.

En uhyrlig stat

Ministre og politidirektører skændes offentligt om, hvem der besluttede at ignorere en liste over 1.991 grækeres konti i en schweizisk filial af den britiske bank HSBC, som Frankrigs daværende finansminister Christine Lagarde, der nu er direktør for Den Internationale Valutafond, for to år siden afleverede til den daværende græske finansminister, Giorgos Konstantinou fra PASOK.

»Den græske stat er et dysfunktionelt uhyre,« hævder Petros Markaris og tilføjer: »Den eneste måde at ændre den på er at ødelægge den.«

Romanen om den morderiske opkræver er udstyret med en advarsel på omslaget: »Handlingen i denne roman bør ikke imiteres.«

Bogens hovedperson, kommissær Kostas Charitos, har tidligere afsløret snyd med EU-midler, byggespekulation i forbindelse med OL i 2004, masseindvandringens konsekvenser og mediernes rolle i forbindelse med gældskrisen, men Markaris’ seneste bog møder han det sociale had, som grækernes desperate situation har udløst.

»Gennem mange år i drabsafdelingen har jeg set, at folk bliver slået ihjel af de mest utrolige årsager. Men skattesnyd som drabsmotiv har jeg aldrig før været ude for,« konstaterer kommissæren, der nærer en vis beundring for den ukendte hævner.

Drab på venteliste

I en nylig rapport om det græske sundhedsvæsen skriver organisationen Doctors of the World:

»Det offentlige sundhedsbudget er blevet beskåret med næsten 25 pct. Det er ikke længere kun immigranter, der er desperate for at blive behandlet – der er mange nye fattige, arbejdsløse og ældre mennesker, som ikke længere kan få de sundhedsydelser eller den medicin, som de havde adgang til før. Selv prioritetspatienter som gravide kvinder og børn kan ikke få den påkrævede pleje.«

Nikitas Kanakis, som er leder for Doctors of the Worlds græske afdeling, betegner situationen som »ufattelig« og påpeger, at organisationen ikke kan overtage statens opgaver.

Ifølge officielle statistikker er selvmordsraten steget med hele 22 pct., hvilket sandsynligvis ikke afspejler problemets fulde omfang, da troende grækere er tilbøjelige til at skjule selvmord i familien. I det første kapitel af I Paraiosi finder kommissær Charitos et afskedsbrev fra fire pensionister, som har taget deres eget liv: »Vi har forstået, at vi er en byrde for staten, lægerne, apotekerne og hele samfundet.«

Den yderste højrefløjs fremmarch er også blandt de opløsningstendenser, som Markaris skildrer.

Medlemmer af det nynazistiske parti Chrysi Avgi (Gyldent Daggry), der har 18 mandater i parlamentet, går ustraffet til angreb på illegale immigranter.

Ifølge avisen To Vima fik partiet, der vil minere landets grænser, 50 pct. af politiets stemmer ved valget i juni.

I sidste uge afbrød aktivister en teaterforestilling i Athen. Stykket var den amerikanske dramatiker Terrence McNallys Corpus Christi, hvor Jesus og hans disciple lever i vor tid som homoseksuelle mænd i Texas.

»Denne indtrængen på Hytirioteatret ville have lignet en kulørt anakronisme, hvis ikke almindelige mennesker var blevet slået og overfaldet verbalt, mens tre parlamentsmedlemmer fra Chrysi Avgi begik lovovertrædelser. Det udspillede sig for øjnene af politiet, som så på uden at gribe ind,« skriver avisen Kathimerini.

»Politiet lever ikke op til sin opgave, enten fordi det adlyder politiske ordrer om selektiv tolerance, eller fordi det simpelthen ikke adlyder ordrer. Begge fortolkninger er en trussel mod samfundet.«

I Markaris’ skildring af Grækenland lige nu har retsstaten spillet fallit.

»Drab er sat på venteliste, der er andre prioriteter,« siger kommissær Charitos.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johannes Lennar

Politiet griber ikke ind overfor nazister. Det har de aldrig gjort. Bare tag ud til en demonstration hvor der er nazister og venstrefløjsaktivister og kig på politiet og se hvem de vælger at konfronterer.

Niels Engelsted

Her er en artikel fra Spiegel, der giver en god beskrivelse af grækernes situation og de rige græske skatteundragere, som selvfølgelig stadig er ved magten.

Mon ikke Merkek og Brussels i virkeligheden har grund til at ærgre sig over, at det ikke var det venstreorienterede Syriza de hjalp til magten? De havde planer om også at få stoppet kapitalflugten og få de rige til at betale.

En lidt rodet fremstilling - både når det drejer sig om en boganmeldelse, og som politisk analyse.

Lad mig forsøge at samle lidt op på det.

Den britiske bank HSBC i Geneva, har ganske rigtigt modtaget formuer fra omkring 2000 græske borgere og virksomheder. Navnene er overdraget fra Frankrig i 2010 på en CD.

Denne CD er belejligt nok forsvundet, men tidligere finansminister fra PASOK, og nuværende partileder Evangelos Venizelos har meddelt at har har "listen" - på en privat usb-pin.

Det rejser naturligt nok spørgsmålene - hvorfor har han ikke som finansminister reageret på listen, og hvorfor har han en privat usb-nøgle med disse data på, og hvor er den oprindelige CD.

De 2 forhenværende chefer for afdelingen for økonomisk kriminalitet er afhørt om sagen, den ene hævder at han kun har modtaget en liste med 10 navne ud af de 2000, og den anden chef hævder at disse oplysninger er ulovligt indhentede, selv om de altså er blevet overdraget af en repræsentant for den franske regering.

For lige at runde pengeinstituttet HSBC af, er det samme bank i Geneva, der netop er involveret i hvidvaskning af narko-penge i en skandale der rammer den franske overklasse i Paris og har kostet en af "De grønnes" borgmestre i Paris stillingen - hun er sigtet for skatteunddragelse.

http://www.france24.com/en/20121015-swiss-moroccan-drug-ring-snares-pari...

Det var historien om HSBC...

Af den liste på 2000 navne - som skiftende græske finansministre ikke har reageret på, er der to konti der relaterer til Vatopedi-klostret og til Proton-bank.

Vatopedi-klostret er en skandalesag hvor politikere byttede statsjord for noget værdiløst kirkejord, hvorved den græske stat led et tab på flere hundrede millioner euro.
Flere politikere var dybt involverede og efterforskningen pågår stadig.

Proton-bank, knytter sig til den største aktieindehaver Lavrentis Lavrentiadis, der har formået banken til at udfærdige lån på omkring 600 millioner euro til sine foretagender, og han er nu sigtet for i forening med andre at have forøvet bedrageri, hvidvaskning af penge, kriminel sammensværgelse o.s.v. Han har tilsyneladende betragtet banken som sin personlige pengetank.

Det neo-fascistiske parti har ganske rigtigt en stor del af politifolkene i Athen som abonnenter - der er nu sket det, at de pågældende politikere, der repræsenterer Xrisi Avgi, har fået inddraget de bodyguards de har haft stillet til rådighed fra politiet, da disse bodyguards har deltaget i overfald på migranter.

Men man skal fortsat huske at selv om de får megen omtale, så repræsenterer de under 7% af de afgivne stemmer.

Og artiklen fra Kahimerini omhandler episoden fra Hytirio teatret og konkluderer, at faren og udfordringen for demokratiet er fascister der med deres fanatisme truer, knivstikker og dræber.

Den kan læses i sin helhed her

http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite3_1_16/10/2012_466138

Der må snart komme en undersøgelse eller en boglig beskrivelse af postfascismens Sydeuropa. Og et bind 2 om postfascismens Sydamerika.

Fællesnævneren for Grækenland, Italien, Spanien, Portugal ... og Argentina, Chile, Paraguay + et par stykker til er netop: postfascisme. Egentlig burde vi strække det ud til Balkan også, da deres form for fascisme er den kommunistiske.

Så vi har et helt bælte af lande i Syd med en fælles baggrund, hvoraf mange af dem lige for tiden oplever en slags tilbagevenden til gammel vin på ny flaske, der kunne kaldes fascisme 3.0. Så man burde kunne finde tydelige mønstre her.

Det, der kendetegnede de fascistiske magtovertagelser var en overklasse, der hyrede militærfolk til at foranstalte statskup for at indføre den særlige permanente undtagelsestilstand, som fascismen kræver. Fascismen en altid de priviligeredes overtagelse af staten, hvadenten det sker med staten eller virksomhederne som initiatorer.

Efter juntaer o.lign' bortgang - de kan kun holde det anstrengende greb i en årrække - går de under jorden og dukker sig. Men i mellemtiden har de inficeret deres samfund med deres misbrug af andre mennesker, så tilstrækkelig mange af dem er blevet medmisbrugere. En overklasse og mellemklasse har bygget deres liv op på misbrug. Der lægges et demokratisk, reformeret slør over fortiden, og så taler vi ikke mere om det. De værste og mindst snedige typer bliver straffet, mens resten går i hi og venter på en ny lejlighed til at rage magt til sig.

De finder nye institutioner og metoder. Men målet er altid det samme: omskabelsen af deres i princippet velstående samfund til køkkenhaver og drivhuse for deres eksklusive velstand. Vi ser for tiden dette ske.

Argentina er interessant i denne sammenhæng. De finansielle angreb, der skete på landet i dets første postfascistiske periode varslede hele næste periode med overfald på landene i Sydeuropa. Men der skal være en indre svaghed i disse samfund, for at det kan finde sted. Denne svaghed er skabt af den overklasse, der omdannede disse lande til fascistiske regimer. Og fordi der aldrig blev renset ud efter deres fald, har de nu befæstet sig og vender tilbage.

Spanien fx. har aldrig gjort op med fascisterne. Der har fået lov til at leve videre på deres fede landsteder og køre deres bankforetagener og rigmandsklubber. De har post-Franco styret Spanien med usynlig hånd.

Men igen: i Argentina blæser nye vinde. Her har deres nuværende præsident smidt olieselskaberne på porten. De var prøvekluden for finansterrorisme i det nye århundrede. De har set det komme.

Jeg forstår udmærket, at grækerne kan få visse selvtægtsfantasier for tiden. Men den er farlig, for det er just, hvad der ventes på, så man kan slå ned med hård hånd. I stedet burde de smide oligarkerne, eurokraterne, Goldman Sachs, deres teknokratpræsident, og alle de rige svin, der har udplyndret dem ud af landet, indefryse deres milliarder, nulstille deres valuta til ny-drachmer, daffe ud af eurozonen. De kunne evt. erklære sig statsbankerot og skære alle gældsfangtrådene over. De skulle så tage slæbet i nogle år.

Hvad har idioterne gjort i stedet? Bundet sig op på nye og evigtvarende gældsbindinger. De hoppede på maddingen, og nu spræller de. Det bliver ikke et kønt syn, når folket hiver deres ledere ud af deres huse og klynger dem op. Det er den slags, vi ikke har lyst til at opleve. Man kommer beskidt ud af det ligesom franskmændene efter deres revolution.

Man kan ikke bygge et sundt samfund på afhuggede hoveder.

Lone Christensen

Tak for information om de alvorlige hændelser i Grækenland. Jeg kendte ikke til flere af de tilfælde der bliver nævnt i artiklen og TV-avisen giver jo kun sporadisk information om krisen dernede.

Det her kan få alvorlig konsekvenser for os alle sammen! Grækenland er ikke et land langt borte fra vores modernistisk dekorered TV stuer. Grækenland er tæt forbundet med vores hyperforbundet stater, hvor en prut fra Island kan lamme vestens hjerneskadet økonomi og transport logik.

Hvis eller retter sagt Når revolutionen ramme Grækenland, vil vi sidde der hjemme og tro at dette er bare endnu et "arabisk forår" og føle som verdens lykkeligste folk, for derefter at zappe videre til Smagsdommerne eller fatte at solidariteten blandt os europære er for alvor væk!
Den grusomme historie gentager sig for vores tele-øjne og vi er alle sammen lammet som politiske væsner, samtidig er vi reduceret til en flok tv/internet politiker der er ét klik til hele verdens grusomheder. Og vores politiker lover os, at straffe os med en kærlig hånd.
For fanden det her er bare ikke en særlig godt :)

Grækenland har underskud på det primære budget, dvs. underskud før betaling af renter og afdrag på gæld. Det er derfor ikke så lige til bare at erklære sig insolvent og undlade at betale gælden. I en sådan situation vil der naturligvis ikke være nogen, som står parat med nye lån, og staten kan derfor kun afholde udgifter som modsvares af indbetalte skatter og afgifter.

Derfor vil den græske stat ikke have nok penge til at betale alle udgifter. Man vil nok koncentrere sig om at betale lønninger til politiet, militæret og centraladministrationen, mens udbetaling af pensioner og løn til lærere og lignende grupper vil bortfalde eller blive kraftigt reduceret.

Endelig er der problemet med den private gæld, som ofte overses i debatten. I modsætning til statsgæld er der normalt pant på privat gæld. Der er mange husejere i Grækenland, som har taget lån i euro med pant i huset. Denne gæld vil fortsætte selvom Grækenland går fallit og trækker sig ud af Euroen. Det værste er dog, at denne gæld stadig skal tilbagebetales i euro.