Fredsmarch i en krigszone

Det er sjældent – hvis ikke uhørt – at en storpolitiker af Imran Khans kaliber møder op i denne del af Pakistan. Byen Tank ligger kun et stenkast fra det berygtede Waziristan, som er verdenskendt for at være et skjulested for militantgrupper og et mål for amerikanske droneangreb samt pakistanske militæroperationer.

Derfor er Tank blevet til et hjemsted for flere hundrede tusinde internt fordrevne stammefolk, som er flygtet, fordi de ikke har kunne holde den vold, død og ødelæggelse ud, som de har måttet leve med siden den 11. september 2001. Men denne weekend er området pakket med demonstranter.

Imran Khan har marcheret fra Pakistans hovedstad, Islamabad, til den lille by sammen med tusinder af medlemmer af sit parti, Pakistan Tehreek-e-Insaaf (PTI eller Vejen til Retfærdighed) og nogle vestlige fredsaktivister. Målet er at holde et ’historisk stormøde’ i landsbyen Kot Kai i Sydwaziristan. Nord- og Sydwaziristan udgør nogle af landets og verdens farligste områder og har været udsat for 73 droneangreb i løbet af de seneste syv år.

I sidste øjeblik blev Khan stoppet af det pakistanske militær. Han blev fortalt, at de ikke kunne garantere hans – eller demonstrationens – sikkerhed, hvis han fortsatte.

»I Guds Navn, Den Nådige, Den Barmhjertige. Unge. Søstre. Wazirier. Jeg ved, at I ville fortsætte ind i Kot Kai, men jeg er blevet fortalt, at det ikke er sikkert for os,« siger Imran Khan. Den tidligere cricketstjerne, som hjembragte Pakistans eneste VM-trofæ, ved, hvordan man håndterer et publikum – også denne menneskemængde, som svinger partiets enorme rød-grønne flag frem og tilbage, mens de råber: »Hvem redder Pakistan? Imran Khan! Imran Khan!«

»Regeringen sidder og taler med amerikanerne. Vi vil vide, hvad der sker! Asif Zardari (præsident, red.), USA er ikke Gud – Allah er Gud.«

»Hvem dør i de her droneangreb? Vi vil kende sandheden. Har I læst navnene på dem, der bliver dræbt? De er mennesker, og det her er umenneskeligt,« råber Khan til menneskemængden, som øjeblikkeligt svarer med opfordring til både præsident og USA om at forsvinde: »Go Zardari Go! Go America Go!«.

Spørger man disse mennesker og dette parti om roden til voldelighederne i Pakistans farligste områder, peger de på regeringen, som de mener har solgt Pakistans interesser til USA for en slik.

Khan ignorerer Taleban

Under optakten til Khans fredsmarch begyndte Pakistans liberale elite at debattere, hvorvidt Khan misbruger et følsomt politisk emne til at score billige point. Fordi han ikke peger på de andre aktører, der også spiller en rolle i at skabe ustabilitet i Pakistans berygtede stammeområder – som det pakistanske militær og Taleban.

»Taleban-Khan er tilbage. Imran Khan og hans sure khanistas vil råbe og skrige i dag,« siger journalisten Cyril Almeida i den pakistanske avis Dawn.

»Han lyver. Ikke på den der velmenende ’de ved ikke bedre’-måde – de ved, at de lyver. Det her er Khan, arrogant og med hovedet i skyerne. Han tror nok, at protest mod droner og militæroperationer – eller nok mest droner – vil hjælpe i det forestående valg.«

Ved en pressekonference to dage før fredsmarchen blev Imran Khan spurgt, om han var parat til at kritisere militærets operationer i området. Khan havde netop afsluttet en længere tale om, hvordan han ville give præsident Asif Ali Zardari skylden, hvis noget gik galt ved demonstrationen. Zardari er også formanden for Pakistans regerende parti, Pakistan Peoples Party.

»Militæret falder ind under Zardari. Hvis Zardari indrømmer, at han ikke har nogen kontrol over militæret, kan jeg tale med dem,« svarede Khan.

Ifølge journalisten Saleem Safi er Sydwaziristan – det planlagte endepunkt for fredsmarchen – også under militær kontrol. En indikation på, at militæret også er en aktør, der skal kritiseres, før man kan tale om en demonstration, der bredt taler om fred i området.

En bred koalition?

»Jeg vil gerne takke alle de mennesker, som er kommet langsvejs fra for at stå side om side med os. For at kritisere deres egen regerings udenrigspolitik. Og for at sige nej til droner« råber Khan.

Code Pink, en antikrigskoalition bestående af mestendels ældre kvinder, har været med det meste af vejen fra Islamabad til Tank.

»Det er ældre kvinder. De er kommet langvejs fra. Jeg er stolt af, at de kan være med,« råber Imran Khan til menneskemængden, som svarer: »Stop droneangreb! Stop droneangreb!«

Khan nævner det ikke i sin tale, men Code Pink har måttet forlade demonstrationen tidligere, efter at der var rygter om et muligt attentat mod gruppen. Den britisk-amerikanske advokat Clive Stafford Smith har alligevel besluttet sig for at fortsætte. Smith har støttet den pakistanske advokat Shehzad Akbar i at retsforfølge CIA på grund af droneangreb, og han er kommet for at sige undskyld på sit lands vegne.

»Jeg kan ikke stå inde for det, min regering gør. Derfor vil jeg gerne sige undskyld. Undskyld for den død og ødelæggelse, som min regering er skyld i. Ikke flere droner! Ikke flere droner!« råber Smith til masserne, som gentager og klapper til hans ord.

Aktivister misbruges

Lauren Booth, svigerinde til den tidligere britiske premierminister Tony Blair, er også med. Som propalæstinensisk aktivist og journalist ved forskellige nyhedskanaler har Booth været en aktiv stemme i debatten om droner. Som en kontroversiel figur i den britiske debat konverterede Booth til Islam i 2010 og begyndte at arbejde for en iransk tv-kanal.

»Jeg vil gerne takke Lauren Booth, fordi hun kom og protesterede sammen med os,« råber Khan.

Karim Khan, en wazirer, som har mistet sin søn og en bror i droneangreb, fortæller, at han sætter pris på de mennesker, der er kommet langvejs fra.

»Det her er et stort skridt i den rigtige retning. Min søn og min bror arbejdede begge på en skole, og de blev dræbt. Det er uacceptabelt, og det må stoppe,« siger Karim Khan til Information.

I politiske kredse i hovedstaden Islamabad mener man dog, at Code Pink, Smith og Booth har tilsluttet sig et parti, der bruger sagen til at få lette politiske point.

»Det er problematisk, når en global aktivistgruppe ikke er mere følsom over for de lokale politiske dynamikker, der gør sig gældende i et land. De ender med at flyve til lande som Pakistan og bruge en lokal sag til at fremføre deres globale agenda, og de er sjældent opmærksomme på, at de ender med at legitimere nogle politiske kræfter, der egentlig kan være dybt problematiske,« siger Madiha Tahir, der er ph.d.-kandidat ved Columbia University i New York, og som også var med til demonstrationen.

»Den globale venstrefløj – og forskellige ngo’er og antikrigsaktivister – kan ende med at fremstå som arrogante og bruge pakistanerne til at fremføre deres egen sag,« siger Tahir.

På trods af kritikken har den pakistanske presse taget godt imod Imran Khans march. Khan og hans parti har selv kaldt fredsmarchen »historisk« og »symbolsk«. Pakistans stammeområder har historisk set været politisk, juridisk og socioøkonomisk marginaliseret – en indikation på, at der er mange, der ikke ser dem som pakistanske.

»Der er meget, man kan kritisere Khan for,« siger en analytiker i Pakistan.

»Men han har forsøgt at bringe stammeområderne ind i Pakistan, og det fortjener han ros for.«