Læsetid: 7 min.

Hvor længe tør Nato vente?

Vejen til fred i Afghanistan går utvetydigt gennem en politisk aftale med Taleban, erkender NATOs ledere. De kommende måneder er afgørende for en aftale, men selvom parterne formentlig ikke er langt fra hinanden, forhandler de ikke
Imens forhandlingsprocesser med Taliban synes skrinlagt, er det vindue, Vesten og den afghanske regering har til at få en aftale på plads, hastigt ved at lukke sig, advarer flere eksperter.

Imens forhandlingsprocesser med Taliban synes skrinlagt, er det vindue, Vesten og den afghanske regering har til at få en aftale på plads, hastigt ved at lukke sig, advarer flere eksperter.

Jeff Pachoud

19. oktober 2012

Det var det emne, der måske burde have stået højest på dagsordnen, da NATOs forsvarsministre i sidste uge mødtes i alliancens udstrakte kompleks af undseelige grå toplansbygninger i en forstad til Bruxelles for at tale om Afghanistan. Men det politiske kompromis med Taleban, som alle erkender er forudsætningen for fred i Afghanistan, var kuriøst fraværende i diskussionerne.

Mens generalsekretær Anders Fogh Rasmussen igen og igen forsikrede, at »alting kører efter tidsplanen«, at flere og flere baser og områder overlades til afghanske sikkerhedsstyrker, og at de uafladelige af insider-angreb »ikke vil påvirke NATOs tilbagetrækning«, var det andet ben i den vestlige tilbagetrækningsplan, en aftale med Vestens fjende gennem 11 år, ganske fraværende.

Ikke fordi alliancens ledere afviste, at forhandlinger med Taleban er essentielle, hvis det skal undgås, at en fornyet borgerkrig bliver den direkte konsekvens af den vestlige alliances tilbagetrækning om to år.

»Vi tror på, at løsningen i Afghanistan i sidste ende må involvere en politisk forhandlingsløsning. Det burde forfølges fuldt ud, og mens vi fortsætter kampen og følger den militære plan, vi har lagt, så fortsætter vi også med at se os om efter muligheder for forsoning. Men processen må iværksættes på initiativ af afghanerne selv,« konstaterede USA’s forsvarsminister, Leon Panetta, da Information spurgte den tidligere CIA-direktør om forhandlinger med Taleban.

Problemet er blot, at den proces i øjeblikket synes skrinlagt, og at det vindue, Vesten og den afghanske regering har til at få en aftale på plads, hastigt er ved at lukke sig.

»Det næste par måneder bliver afgørende, og der skal arbejdes meget, meget hårdt. Forhandlingerne burde allerede være i gang. Men når det amerikanske valg er overstået, åbner der sig en mulighed, som må udnyttes, hvis man vil undgå en borgerkrig, der både vil destabilisere regionen og annullere de fremskridt, der trods alt er sket i Afghanistan,« siger Afghanistan-analytikeren Michael Semple, stipendiat ved Carr Center for Human Rights Policy på Harvard University, og han er muligvis den uafhængige iagttager, der har størst indblik i forholdet mellem Taleban og Vesten.

»Med tilbagetrækningen i 2014 er der en deadline, som i stigende grad motiverer den militante del af Taleban, samtidig med at det planlagte afghanske valg i 2014 efterhånden vil gøre det til et åbent spørgsmål, om den siddende regering kan forhandle med nogen legitimitet. Tidsaspektet er ekstremt vigtigt. Vinduet for forhandlinger står fortsat åbent, men det er ved at blive lukket i, og selv om mange på begge sider helst vil læne sig tilbage og vente, øger dette i drastisk grad sandsynligheden for en blodig borgerkrig,« siger analytikeren, som i september publicerede en opsigtsvækkende rapport om muligheden for forsoning med Taleban efter at have talt med flere højtstående ledere i og omkring bevægelsen.

Ingen rygter om forhandlinger

Taleban-ledernes udsagn åbenbarede en overraskende åbenhed over for ideen om et kompromis med regeringen i Kabul og den vestligt dominerede ISAF-koalition, og Michael Semple, der både har arbejdet for EU’s specielle udsending i Afghanistan og uafhængigt har talt med mange Taleban-ledere, vurderer også, at der i øjeblikket er enestående gode muligheder for at nå et kompromis – men også at muligheden for kompromis kun vil være til stede i begrænset tid.

»Der findes to modsatrettede tendenser i Taleban. Én gruppe, der godt kan se, at de ikke kan vinde militært og heller ikke ønsker den udmarvende borgerkrig, som Taleban i første omgang blev skabt for at stoppe, og som derfor ønsker forhandlinger. Og så findes der en anden gruppe, der ser frem til det vestlige exit og ønsker at tage hele pakken med magt. Og der er ingen tvivl om, at den sidste gruppe bliver stærkere og stærkere, jo længere tid der går,« siger Michael Semple og understreger, at de kanaler, der blev oprettet via forhandlinger omkring årsskiftet vedrørende åbningen af et politisk kontor for Taleban i Qatar, stadig eksisterer, selvom forhandlingerne kollapsede i februar over teknikaliteter om løsladelse af en række Taleban-folk fra Guantánamo.

Der er imidlertid ingen rygter om forhandlinger. Heller ikke i Tyskland, der dengang var afgørende for tilnærmelserne til Taleban, er der ifølge kilder med indsigt i processen noget nyt om forhandlinger, og den manglende bevægelse bekymrer blandt andre Michael Semple, der ikke giver meget for den amerikanske forsvarsminister og Anders Fogh Rasmussens insisteren på, at fredsforhandlinger skal ledes af den afghanske regering.

Han står ikke alene med sin vurdering af, hvor relativt begrænset et tidsrum man har at arbejde med.

»Vi har brug for, at processen kommer i gang med det samme. Det er helt afgørende for, at der kan komme en langsigtet fred i Afghanistan. Alene det, at forhandlingerne starter så sent og med så håndfast en deadline, giver anledning til en vis pessimisme,« mener Gareth Price, der er leder af tænketanken Chatham House’s Asienafdeling. Han mener, at bolden ligger hos de vestlige ledere:

»Der er behov for at sende et signal til Taleban om, at man er interesseret i forhandlinger. Det er det, de venter på.«.

Hos NATO er der imidlertid en vis skepsis over for en række tågede fredsfølere, der på det seneste er kommet fra folk omkring Taleban. Her giver flere kilder over for Information udtryk for, at følerne hovedsaligt skal ses som udtryk for, at Taleban er militært presset, i stand til at gennemføre færre angreb og mister opbakning, og at de hovedsageligt er interesserede i at købe sig lidt luft, snarere end de er oprigtigt interesseret i en langsigtet politisk løsning.

Proces bør ledes af afghanerne

Og over for Information har Anders Fogh Rasmussen da også en forsigtig tilgang til spørgsmålet om forhandlinger:

»Om Talebans ledelse er oprigtigt engageret i at finde en politisk løsning, ved jeg ikke, men jeg ved, at den bedste måde at facilitere en politisk proces er ved at opretholde det militære pres, så talebanerne og andre fjender af Afghanistan indser med al tydelighed, at de ingen mulighed har for at vinde på slagmarken,« siger han.

»Som alliance har vi en klar position på dette område. NATO er som organisation ikke involveret i sådanne forsoningsprocesser, det må være en proces ledet af afghanerne selv, og det har vi gjort klart helt fra starten. Vores position er, at det giver mening at give den politiske proces en chance, hvis en række forudsætninger er opfyldt,« forklarer han og specificerer de ’røde linjer’ NATO-alliancen har i forhold til en forsoningsproces.

»Den første betingelse er, at det er en proces anført af afghanerne selv. Den anden, at grupper og individer involveret i processen må overholde og respektere den demokratiske afghanske forfatning, inklusive fuld respekt for menneskerettigheder, hvilket selvfølgelig også inkluderer kvinders rettigheder. Den tredje betingelse er, at de afsværger vold og skærer alle forbindelser til terrorgrupper. Hvis disse betingelser er opfyldt, mener jeg, at vi bør give den politiske proces et skud.«

To ultimative krav

Spørgsmålet er imidlertid også, hvor bogstaveligt disse ’røde linjer’ skal tolkes. Ifølge både Gareth Price og Michael Semple er der i virkeligheden ikke meget, der skiller ISAF og Karzai-regeringen fra en aftale med Taleban.

»Mit indtryk er, at der kun findes to ultimative krav: Vesten vil ikke have, at Taleban samarbejder med eller giver husly til al-Qaeda eller lignende bevægelser, og Taleban vil ikke have, at der er vestlige soldater i Afghanistan. Det er krav, begge parter ikke har nogen problemer med at leve op til. Så kan man så spørge, om Taleban er oprigtige, når de siger, de ønsker fred, og om de kan kontrollere alle i den løst strukturerede bevægelse, som Taleban er. Svaret er, at det kan man kun finde ud af, hvis man forsøger,« siger Gareth Price.

Michael Semple mener, at kravene er endnu mere begrænsede end det. I hans samtaler med Taleban-ledere er det blevet indikeret, at Taleban endda kan leve med en vis tilstedeværelse af vestlige soldater (selvom dette dog siden er blevet modsagt af andre Taleban-ledere), samt at organisationen trods nylige indikationer på det modsatte med bl.a. det pakistanske Talebans drabsforsøg på skolepigen Malala Yousafzai også godt kan leve med f.eks. undervisning til kvinder, så længe det foregår inden for islamiske rammer, og endelig at organisationen angiveligt også er parat til at skære båndene til al-Qaeda fuldstændig.

»Man er nødt til at forstå, at Taleban i krigerisk opposition og et politisk Taleban involveret i beslutningsprocesser er to forskellige ting. Afghanistan har ændret sig meget siden 2001, og det er Taleban også godt klar over,« siger Michael Semple, der heller ikke mener, at der findes nogen kategoriske krav fra Vesten.

»Jeg tror, at det vil være meget svært for NATO at sige nej til en hvilken som helst realistisk regering, der ser nogenlunde holdbar ud, selvom man selvfølgelig ikke vil kunne blive som en partner, hvis de mest ekstreme talibanfolk arrangerede masse-hovedafhugninger i Kabul,« siger Michael Semple, der også mener, at vestlige forhandlere vil være parate til at agere hurtigt, hvis en åbning opstår.

»Pointen er, at der ikke findes momentum for moralske korstog i Nato-landene. Den liste eksisterer ikke længere. Man vil bare gerne undgå et komplet nederlag og have et værdigt exit.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Man vil bare gerne undgå et komplet nederlag og have et værdigt exit.«

En 'fred med ære' som det hed, da Richard Nixon ville trække de slagne amerikanske soldater ud af Vietnam i sin tid.

Michael Kongstad Nielsen

Fuldstændig rigtigt, hvad Herbert Pundik skriver i Politiken i dag..
Lad os tage skridt til hurtig hjemrejse, jo før jo bedre.

Man kunne have håbet, at den nye regering gjorde en forskel og trak tropperne hjem. Men nej. Ligeså så sørgeligt er det Palæstinapolitikken. Her kunne man have tilsluttet sig Tjekkiet, Ungarn, Malta og Polen, der har anerkendt, ligesom over 100 andre lande i verden har gjort det. Eller i det mindst have presset mere på i EU for en fælles løsning. Den sag vil Vilhelmsen vist åbne igen, når Villy er kommet sig.