Landsbyen, hvor de demente har det sjovt

Hvordan skal Europas grånende velfærdssamfund tage sig af det stadig stigende antal ældre mennesker med demens? Et nyt konceptplejehjem nær Amsterdam har muligvis svaret: en landsby med velkendte rammer
Landsbyen med 152 demente ’indbyggere’ – ikke patienter – De Hogeweyk i Weesp ved Amsterdam er blevet et tilløbsstykke for hele verden. De demente er trygge og har ikke pludselige stemningsskift, fordi de er trygge. Til venstre beboeren Antje Roijter og plejeren Petra van Eijk.

Landsbyen med 152 demente ’indbyggere’ – ikke patienter – De Hogeweyk i Weesp ved Amsterdam er blevet et tilløbsstykke for hele verden. De demente er trygge og har ikke pludselige stemningsskift, fordi de er trygge. Til venstre beboeren Antje Roijter og plejeren Petra van Eijk.

Anita Edridge
26. oktober 2012

Jo Verhoeff stråler af glæde. Der findes ikke noget andet ord for det. Hun hopper ivrigt op fra sin sofa og tager imod min fremstrakte hånd.

»Velkommen«, siger hun.

»Der er rart her, du vil kunne lide det. Folk er venlige. Og der er så meget, man kan foretag sig: købe ind, madlavning, bingo, klubben for klassisk musik. Så det er et rart sted at komme forbi og besøge en gang imellem.«

Jo kommer her ret tit, når hun ikke er på arbejde. Hun er sekretær på et kontor, forklarer hun. I Amsterdam. Selv bor hun sammen med sine forældre i Diemen, ikke så langt fra byen. Hendes far er bogholder.

Bortset fra … vent nu lige. Hun har da en mand, ikke? Og to børn, stadig ganske små. De er så søde, begge. Hvordan kan hun overkomme det hele? Især – nu hun kommer til at tænke på det – fordi hun faktisk sover her. Nogle gange. Gør hun ikke? Hun spiser her i al fald ret tit. Det smager for resten rigtig dejligt.

Men pyt nu med det.

»Du bliver altså nødt til …,« siger Jo og puffer denne strøm af tilsyneladende uforenelige virkeligheder brat til side, »at møde min familie. Dem alle sammen. Det vil de elske, det er jeg sikker på. Hvis du synes, kan du komme forbi engang i næste uge og få en kop kaffe. Kunne du tænke dig det?«

»Ja tak, det vil jeg da meget gerne,« svarer jeg. Men det kommer selvfølgelig ikke til at ske.

Jo Verhoeff er 86. Hendes mand døde for 10 år siden, hendes forældre mange år tidligere. Børnene lever deres egne liv nu. Jo er forvirret. Det er her, hun bor.

Lægerne har givet hende diagnosen svær demens. Men ligesom de fleste andre beboere på dette underligt opløftende hollandske plejehjem, virker hun bemærkelsesværdigt rolig. Ja, faktisk er hun ret glad.

Presserende sundhedsproblem

Demens er alment anerkendt som et af de mest presserende problemer på sundheds- og socialområdet. En rapport udgivet tidligere i år af WHO forudsagde, at med den kontinuerligt aldrende befolkning i den udviklede verden vil antallet af mennesker, der lider af demens, blive fordoblet til 65 millioner i 2030 og tredoblet i 2050.

I Storbritannien anslår en undersøgelse fra Oxford University antallet af mennesker med demens til over 800.000, og i 2025 vil der være over en million.

Briterne bruger 23 milliarder kr. om året på omsorg for demente. Det er dobbelt så meget som på kræftbehandling og tre gange så meget som på hjertesygdomme. En fjerdedel af de britiske hospitalssenge er nu optaget af demente. I marts talte premierminister David Cameron sågar om »en national krise«. Da vi lever længere, udvikler stadig flere af os degenerative hjernesygdomme såsom Alzheimers, som er den mest almindelige årsag til demens. Hvordan vi som samfund skal tage os af vores demente, sagde han, er blevet »en af de største udfordringer i vores tid«.’

I disse måneder strømmer eksperter fra hele verden – Tyskland, USA, Australien, Storbritannien – til den lille hollandske by Weesp, til en halv times kørsel sydøst for Amsterdam for at se nærmere på, hvordan en banebrydende ny institution har løftet denne udfordring.

De Hogeweyk, plejehjemmet, hvor Jo Verhoeff bor, har udviklet en innovativ, human og tilsyneladende praktisk måde at drage omsorg for mennesker med demens.

»Det gik sådan til,« forklarer Isabel van Zuthem, De Hogeweyks informationsmedarbejder, der sidder ved et cafébord på plejehjemmets brede og indbydende gårdsplads, mens et springvand plasker bag hende.

»Tilbage i 1992, da dette var stadig et traditionelt plejehjem for mennesker med demens – du ved: seks etager, anonyme afdelinger, låste døre, overfyldte dagcentre, non-stop tv, centralt køkken, sygeplejersker i hvide kitler, masser af medicin – mistede to af vores medarbejdere uventet deres mødre inden for kort tid.«

»Den ene sagde så til den anden: ’Nå, det gik da i det mindste hurtigt. Godt at de ikke skulle ende her på dette frygtelige sted’. Så var det, det gik op for dem, hvad de lige havde sagt, og de begyndte at tænke: ’Hvilken slags hjem kunne vi godt tænke os til en slægtning med demens? Hvordan vil vi gerne selv bo, hvis turen en dag skulle komme til os’?«

Bor i 23 små trygge huse

Svaret viser sig at være dette smarte, lave murstenskompleks, der blev opført i 2010. En kompakt, selvstændig modellandsby på en fire hektar stor grund i udkanten af byen, halvdelen af den bestående af masser af plads med brede boulevarder, hyggelige sidegader, pladser, beskyttede gårde, velholdte haver med små søer med siv og en overflod af vilde blomster. Samt en café, en restaurant, et teater, et minimarked og en frisørsalon. De Hogeweyks 152 indbyggere – »aldrig patienter«, advarer van Zuthem – har alle fået stillet diagnosen svær eller ekstrem demens af det hollandske behandlersystem.

Deres gennemsnitsalder er 83 år, og de passes af 250 fuld- og deltidsansatte medarbejdere (de fleste af dem er uddannet plejepersonale, resten får et særligt kursus), hvortil kommer frivillige. De bor i små kollektiver på seks syv personer i 23 små huse, der hver permanent har tilknyttet en eller to plejere. Beboerne har hver især deres egen rummelige soveværelse, men deler køkken, stue og spisestue.

 

To centrale principper ligger til grund for De Hogeweyks prisvindende design og den pleje, der gives her, siger van Zuthem: For det første en målsætning om at mindske og afbøde angst, forvirring og den ofte meget store vrede, som demente mennesker kan blive grebet af, og det løses ved at skabe et miljø, der er trygt, velkendt og menneskeligt: Et næsten normalt hjem, hvor folk er omgivet af ting, de kender og omgivet af andre mennesker med baggrunde, interesser og værdier, som deres egne.

For det andet en målsætning om at »maksimere livskvaliteten. Vi skal sørge for at holde alle aktive. Fokusere på det, de stadig kan, snarere end på alt det, de ikke kan. For når du lider af demens, er du ganske vist syg, men derudover kan du stadig fungere på mange områder.«

Så De Hogeweyk har 25 aktivitetsklubber med alt fra folkesang til bagning, fra litteratur til bingo, fra maleri til cykling.

Man tilskynder også beboerne til at passe de små daglige gøremål, de har været vant til: havearbejde, indkøb, kartoffelskrælning, afbælgning af ærter, ordne vasketøj, gå til frisøren og gå på café.

»Disse små, daglige handlinger har en enorm betydning,« siger van Zuthem.

»De stimulerer og giver folk en fornemmelse af, at de stadig har et liv.«

Bor i genkendelig fortid

Selve boligerne tilhører syv forskellige ’livsstilskategorier’: ikke perioder frosset i tid såsom ’1950’erne’ eller ’1960’erne’, men forskellige stemninger, der søges fremkaldt gennem valget af indretning, dekoration, musik, selv mad. Den ene er gooise, eller hollandsk overklasse med lysekroner, blondeduge, fine mørke møbler i imiteret mahogni, og et køkken diskret skjult bag en skærm.

Her, forklarer van Zuthem, »opfører plejerne sig som tjenere. Mange af de mennesker, der kommer her, er folk, der har haft en tjenestefolk.«

Det er også her, jeg møder Johan Jacobs, der sidder med et stort smil i frisk nystrøget lyserød skjorte, marineblå bukser og polerede hyttesko i en polstret damask-lænestol. Han er, siger han, »forretningsmand fra Amsterdam. Køb og salg.« Hvilke varer? »Åh, mange slags«.

I De Hogeweyk sætter han især pris på den klassiske musikklub. »Og dans«. Han blinker skælmsk.

Du har ikke mistet din sælgercharme? bemærker jeg.

»Ikke over for damer, det helt sikkert,« replicerer han.

På den modsatte side af gården ligger der et hus i ambachtelijke-stil, for beboere, der engang var beskæftiget i håndværksfag og landbrug: landmænd, blikkenslagere, tømrere. Møblerne er tungere, gardinerne mørkere, indretningen enklere. Huiselijke er for forhenværende hjemmegående husmødre: ryddeligt, ulasteligt rengjort med små udstillingsskabe, der rummer snesevis af figurer i messing og porcelæn.

Toos Borst, der også er oppe i 80’erne, er ikke helt sikker på, at hun bor her.

»Gør jeg? Det ved jeg nu ikke rigtig. Der er meget rart her. Selv om jeg ville foretrække at være hjemme hos mig selv i Wateringen. Du kender det sikkert, det ligger nær Haag? Der er min mor. Min far er desværre gået bort. Han havde sin egen virksomhed. Jeg kan ikke helt huske, hvad han lavede. Men her er billeder, se bare … og her er mine oldebørn.«

De er en aktiv del af stedet

Udenfor i solskinnet sidder beboere ved haveborde foran deres huse og spiser is. Vasketøjet hænger på en snor. Ingen døre – bortset fra hovedindgangen med dens hotel-lignende modtagelsesområde – er låst i De Hogeweyk , og der er ingen biler eller busser at være bange for. Beboerne kan frit vandre rundt, som de vil og besøge, hvem de vil. Der er altid nogen, der kan følge dem hjem, hvis det bliver nødvendigt. På torvet med dets kæmpe petanque- og skakspil har andre beboere samlet sig omkring en gammeldags bod. De sutter på lakridsbolsjer og vugger i takt til traditionel hollandsk blæsermusik fra 1950’erne.

»De har selv malet dem,« forklarer Marjolijn de Visser, en munter ung plejer i jeans og T-shirt, og peger på de smukt malede skodder på boden.

»Det er virkelig vigtigt, at beboerne føler, at de også bidrager, og at de kan gøre så meget, som de overhovedet føler sig i stand til. Og lakridsbolsjerne …, nå ja, måske kan de vække minder. Føre dem lidt tilbage i tiden.«

Det lod til at være stikordet, for i det samme vakler en ældre mand, hr. Stomps, forbi, idet han putter en flødekaramel i munden. »Lekker!« udbryder han, henrykt. »Usædvanligt velsmagende!«.

I frisør- og skønhedssalonen er Ingrid Scheermeijer netop ved at færdiggøre en permanent.

»Nogle gange kan de godt blive lidt forvirrede,« siger hun.

»De glemmer, hvor de er, og forsøger at gå deres vej. Og ofte er man nødt til at forklare dem, hvad det er man laver hvert femte minut. Og så er de helt fraværende igen. Men det gode ved det er, at man ikke behøver at anstrenge sig for at føre en normal kedelig samtale. Og du skulle bare se deres ansigter, når de kigger sig selv i spejlet bagefter. De ser lykkelige ud.«

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

I Danmark betagtes demens som en folkesygdom, og ca. 85.000 mennesker er demente. Heraf lider 45.000 af Alzheimers sygdom

15.000 nye tilfælde af demens konstateres hvert år.

Totale omkostninger ved demens andrager 9,5-15 milliarder kr. om året.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Jan Weis

Ingen ser ud til at genkalde sig udgangspunktet for udviklingen her ved begyndelsen af den 2. Moderne – at den afgørende retning af ”fremskridtet” er kendetegnet ved forringelse, reduktion, minimering og negativ formalisering af menneskers livsbetingelser og omgangstone – verden bliver påstået bedre end den er, mens vi leverer mindre human kapital, dog altid i overensstemmelse med konsekvenserne af den fordummende og katastrofale neo-liberale dødsmærkede filosofi – mere larm, mere kold masse, mere hysteri og mere urin – ikke al udvikling er som bekendt fremskridt …

Denne kærlige solstrålehistorie fra Holland kan imidlertid ikke dække over, at også herhjemme konstateres der adskillige tilfælde af demens blandt ronkedorer – der dog ikke bliver kærligt omtalt, men snarere forsøgt hængt ud i visse dagblades debatspalter af debatricer, hvis bibeskæftigelse åbenbart er urinproduktion …

”A woman may very well form a friendship with a man, but for this to endure,
it must be assisted by a little physical antipathy.” – frit efter Friedrich Nietzsche …

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Og?

Det er da fint at man også i Holland opbygger dette koncept, som har haft i Danmark i mange, mange år.

Man har bl.a. i Esbjerg bygget et nyt plejehjem efter de samme principper som dem i Holland, for 4-6 år siden.

Ellers en dejlig og livsbekræftende artikel..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Er plejehjemmet privat? Skal beboerne selv betale? Der er flere af beboerne, som har haft tjenere, står der i artiklen. Det lyder som om klientellet er formuende. Det har man sprunget let og uelegant over i hapiness-artiklen.

anbefalede denne kommentar