Læsetid: 3 min.

Latinamerikas socialistiske revolution ved en skillevej

Søndagens præsidentvalg i Venezuela kan få store konsekvenser uden for landet. For hvad sker der med det regionale socialistiske projekt, hvis Chávez ikke genvinder sit mandat?
I morgen er der præsidentvalg i Venezuela, og selv om der er masser af vælgere, der stadig støtter  præsident Hugo Chàvez efter 14 år på posten, så er der andre, der mener, at hans dage ved magten er talte.

I morgen er der præsidentvalg i Venezuela, og selv om der er masser af vælgere, der stadig støtter præsident Hugo Chàvez efter 14 år på posten, så er der andre, der mener, at hans dage ved magten er talte.

6. oktober 2012

Mens udfordreren til Hugo Chávez ved morgendagens præsidentvalg i Venezuela, den 40-årige Henrique Capriles, har lovet ikke at røre ved de mange sociale programmer, som Hugo Chávez i løbet af sine knap 14 år som regeringsleder har opbygget, så vil en sejr til Capriles betyde et markant politisk skifte for Venezuelas internationale relationer. Det har Henrique Capriles gentagende gange forsikret de venezuelanske vælgere om:

»Venezuelas udenrigspolitik har været drevet af et mål om at udbrede en verdensomspændende revolution. Mit mål med vores internationale relationer vil i stedet være at skabe den bedst mulige politik for alle os venezuelanere,« har Capriles lovet de venezuelanske vælgere. Capriles ønsker at ændre på, hvem der er Venezuelas allierede, hvor særligt Kina og Rusland over de seneste par år har indgået en række omfangsrige aftaler om olieudvinding i Venezuela, som har nogle af verdens største olie-reserver. Men de aftaler skal ifølge Capriles »revurderes«. Det samme skal Venezuelas våbenhandler med Rusland:

»Vi har brugt mere end 14 mia. dollar på våben købt i Rusland. Det har været en forfejlet politik.«

Regionale konsekvenser

Men ét er Venezuelas allierede uden for Latinamerika, der foruden Rusland og Kina også tæller lande som Iran og Zimbabwe. Noget andet er sammenslutningen af socialistiske lande i Latinamerika, ALBA, som Hugo Chávez har store ambitioner for. Her vil et nederlag til Chávez få mere vidtrækkende konsekvenser - også selv om Chávez’ model for en ny socialisme i Latinamerika allerede er noget falmet. Det mener lektor i latinamerikansk politik ved CBS, Carlos Salas Lind.

»Hugo Chávez har allerede mistet betydelig indflydelse i regionen. Efter at Barack Obama for fire år siden blev valgt til præsident i USA, har Chávez mistet noget af sin gennemslagskraft. Der har ikke været den samme effekt omkring modstillingen til USA, som den store fælles fjende,« siger Carlos Salas Lind og fortsætter: »Også fordi det går godt i Latinamerika. Ikke mindst i de lande, der har valgt en mere moderat kurs end de socialistiske ALBA-lande, som Venezuela står i spidsen for.«

Carlos Salas Lind nævner Peru som eksempel på, at Hugo Chávez har mistet en del af sin regionale magt og indflydelse: »Præsident Humala (Perus nyligt valgte præsident, red.) kommer fra den yderste venstre-fløj, og havde det været for seks år siden, da Chávez var på sit højeste, så er det ret sandsynligt, at Humala ville have støttet op om ALBA-initiativet og knyttet tættere bånd til Chávez. Men han har i stedet vendt sig mod den socialdemokratiske blok i Latinamerika, altså lande som Chile, Colombia, Uruguay og Brasilien.«

Alligevel er der meget på spil for enkelte lande i regionen. Ikke mindst for Cuba, der dagligt modtager omkring 100.000 tønder olie fra Venezuela mod til gengæld at sende skolelærere, læger og sikkerhedsrådgivere til Venezuela. Det samme gælder for Nicaragua, hvor landets enerådige præsident Daniel Ortega i årevis har modtaget store summer fra Venezuela. Penge, som ingen andre end præsident Ortega selv råder over.

Men den slags handler og penge-overførelser er ifølge Capriles forbi, såfremt han skulle vinde valget søndag.

»Ikke en dråbe mere af det sorte guld forlader landet på gratis vilkår,« sagde Henrique Capriles for nyligt i et interview med det franske dagblad, Liberation.

Selv om præsident Hugo Chávez spås en sejr i de fleste meningsmålinger, er forspringet til oppositionskandidaten Henrique Capriles skrumpet over de seneste måneder, og valget tegner til at blive næsten dødt løb.

Søndag er alt muligt

Hugo Chávez har i sine knap 14 år ved magten vundet i alt 12 folkeafstemninger. Men ved det seneste valg til parlamentet i september 2010 opnåede oppositionen samlet set flere stemmer end præsidentens partiblok, PSUV. Kun et valgsystem, der tilgodeser landdistrikterne frem for byerne, betød, at den siddende regering opnåede flertal i kongressen. Men præsidentvalg er anderledes, og her tæller hver stemme med samme vægt.

Derfor er spørgsmålet, hvad Hugo Chávez gør, hvis han taber. Fremtrædende militærfolk har advaret om, at de ikke vil tillade et nederlag til præsident Chávez. Udtaleleser, som hastigt måtte modificeres, men som alligevel hænger i luften.

»Jeg tror, at Chávez-æraen er udspillet på regionalt plan. Chávez betyder ikke længere det samme for Latinamerika. Men det interessante spørgsmål er, hvad Chávez gør, hvis han taber. Vil hæren anerkende et nederlag til Chávez?« spøger Carlos Salas Lind fra CBS.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Det hænger ikke rigtigt sammen

'»Ikke en dråbe mere af det sorte guld forlader landet på gratis vilkår,« sagde Henrique Capriles for nyligt i et interview med det franske dagblad, Liberation.'

'Alligevel er der meget på spil for enkelte lande i regionen. Ikke mindst for Cuba, der dagligt modtager omkring 100.000 tønder olie fra Venezuela mod til gengæld at sende skolelærere, læger og sikkerhedsrådgivere til Venezuela.'

Niels-Holger Nielsen

Angående præsident Humala

Financial Times skriver, efter at have tydeliggjort at Humalas politik er at bortlodde landets mineralrigdomme til udenlandske monopoler, som har en meget dårlig score mht. at rydde op efter sig:

'High quality global journalism requires investment. Please share this article with others using the link below, do not cut & paste the article. See our Ts&Cs and Copyright Policy for more detail. Email ftsales.support@ft.com to buy additional rights. http://www.ft.com/cms/s/0/1822eef4-fe96-11e1-a2e2-00144feabdc0.html#ixzz...

Critics, such as Pedro Pablo Kuczynski, former opposition premier, say Conga is evidence of Mr Humala’s political inexperience. The president’s support has suffered, falling to 45 per cent support in a recent Datum poll. The main complaint is that he has failed to manage social conflicts, with almost 50 per cent expecting the strife to spread in coming months.

High quality global journalism requires investment. Please share this article with others using the link below, do not cut & paste the article. See our Ts&Cs and Copyright Policy for more detail. Email ftsales.support@ft.com to buy additional rights. http://www.ft.com/cms/s/0/1822eef4-fe96-11e1-a2e2-00144feabdc0.html#ixzz...

Meanwhile, the Conga crisis is helping build the political careers of others. The protests have pushed to prominence leftwing leaders such as Alberto Moreno, the head of the Peruvian communist party known as “Patria Roja”, and Gregorio Santos, Cajamarca’s governor, who now plans to run in the 2016 presidential election.' Humala stalls as gold fever revisits Peru

Artiklen slutter således:

High quality global journalism requires investment. Please share this article with others using the link below, do not cut & paste the article. See our Ts&Cs and Copyright Policy for more detail. Email ftsales.support@ft.com to buy additional rights. http://www.ft.com/cms/s/0/1822eef4-fe96-11e1-a2e2-00144feabdc0.html#ixzz...

Isaac Humala, the president’s estranged father and a self-described Andean Marxist, has called on his son to reject foreign mining. He sees many similarities between his son’s position and that of the defeated Inca king, Atahualpa.

“The gold lust in today’s Peru is worse than in the times of Pizarro,” he says. “If my son wants to govern, he has to come back to his people.”

Niels-Holger Nielsen

Venezuela Election Polls by "Respected" Consultores 21 Unreliable

By Erik Sperling, October 3rd 2012
Tags

2012 presidential elections
Polls

With the Venezuelan presidential elections looming this Sunday, the U.S. press is dedicating increasing attention to the campaign between Hugo Chavez and opposition challenger Henrique Capriles. While nearly all polling companies, including the opposition-aligned Datanalisis, give double-digit leads for Chavez, many news organizations continue to give the impression that the race is a toss-up. Countless news agencies have focused heavily on polls conducted by Consultores 21, whose latest poll shows Capriles ahead 49.9 percent to 45.7 percent, to demonstrate that the contest is neck-and-neck.

Consultores 21 is "respected," "reputable," and "well-regarded," according to the Wall Street Journal, ABC News, and Washington Post, respectively. Capriles himself has said "personally, I believe in Consultores. I’ve been looking at Consultores’ polls for many years."

In a meeting with U.S. election monitors on Monday, influential opposition media figure Teodoro Petkoff said that Consultores is one of the only "serious" pollsters in Venezuela today (discounting Datanalisis as corrupt). It is entirely unclear how they come to this conclusion, however, as Consultores has an extremely poor record in previous Venezuelan electoral contests. For example: In the 2004 vote to recall Chavez mid-term, Consultores predicted a tie between those wanting Chavez to finish his term and those voting to recall. But the recall vote failed with Chavez garnering 60 percent of the vote.

In the 2006 presidential election between Chavez and opposition candidate Manuel Rosales, Consultores maintained that Chavez had just a 13% lead over his opponent. Chavez won that contest with a nearly 26 percent margin over Rosales (62.8% to 36.9%).

In the 2009 constitutional referendum to remove term limits for president, Consultores polls a month beforehand showed just 41.8 backing the referendum, with 56.20 opposed. The referendum passed with a 54 percent majority--almost a polar opposite result from the one predicted by Consultores.

Grave errors such as these by a polling company should have been more than enough to put them out of business. The continued existence of Consultores 21, despite their consistent lack of any semblance of accuracy, demonstrates its purpose as a mere campaign tool for opponents of Chavez. News organizations should be able to uncover and identify this type of blatant bias, and now must take steps to correct their misrepresentation of the status of the Venezuelan presidential election.

Niels-Holger Nielsen

Den rensede version

Angående præsident Humala

Financial Times skriver, efter at have tydeliggjort at Humalas politik er at bortlodde landets mineralrigdomme til udenlandske monopoler, som har en meget dårlig score mht. at rydde op efter sig:

'Critics, such as Pedro Pablo Kuczynski, former opposition premier, say Conga is evidence of Mr Humala’s political inexperience. The president’s support has suffered, falling to 45 per cent support in a recent Datum poll. The main complaint is that he has failed to manage social conflicts, with almost 50 per cent expecting the strife to spread in coming months.

Meanwhile, the Conga crisis is helping build the political careers of others. The protests have pushed to prominence leftwing leaders such as Alberto Moreno, the head of the Peruvian communist party known as “Patria Roja”, and Gregorio Santos, Cajamarca’s governor, who now plans to run in the 2016 presidential election.’

Artiklen slutter således:

'Isaac Humala, the president’s estranged father and a self-described Andean Marxist, has called on his son to reject foreign mining. He sees many similarities between his son’s position and that of the defeated Inca king, Atahualpa.'

“The gold lust in today’s Peru is worse than in the times of Pizarro,” he says. “If my son wants to govern, he has to come back to his people.”

http://www.ft.com/cms/s/0/1822eef4-fe96-11e1-a2e2-00144feabdc0.html#axzz...

Hmm... Jeg er p.t. bosiddende i Argentina og har tilbragt de sidste 6 aar eller mere i Sydamerika. Men jeg bliver noedt til at spoerge: HVILKEN latinamerikansk socialistisk REVOLUTION? :o/

Niels-Holger Nielsen

3 Million Strong Chavista March Shakes Caracas, Venezuela

'The rally was the final act of the three month long election campaign, and is reported to be the largest to have taken place in the nation’s history, stretching right throughout the seven main avenues of the capital city.'

'Most polls in Venezuela give incumbent president Chavez a 10% lead or more over his right-wing opponent, Capriles Radonski.'

http://venezuelanalysis.com/images/7318
http://venezuelanalysis.com/video/7317

Niels-Holger Nielsen

Sven-Erik Simonsen/Abejderen berette fra Caracass:


Største massemøde i Venezuelas historie:
Millioner på gaden for Chávez

Oliver Stone og Ignacio Ramonet:
Vi tror på sejr til Hugo Chávez

Højrefløjen har en plan:
Chávez' sejr skal stemples som valgsvindel

På tide at komme videre mod socialisme

'Vi ved, at højreefløjen overvejer og har arbejdet på en strategi, der omfatter påstande om valgsvindel i tilfælde af, at Chavez vinder. Det er naturligvis en strategi, der lanceres med mediestøtte fra Europa og USA. Og med den styrke de imperialistiske medier og højrefløjen har, kan det få konsekvenser.'

Klassekampen, Norge har denne artikel:

Dommens dag for Chávez

Observer har denne:

Venezuela election result set to upset global oil politics

'Whether this multi-trillion dollar asset is controlled by Hugo Chávez or the opposition challenger, Henrique Capriles, will influence which countries and companies are given the priority to exploit them and how much drivers around the world pay at the pump. According to a report this year by BP, Venezuela has reserves of 296.5bn barrels, about 10% more than Saudi Arabia and 18% of the global total. At the country's current levels of production, this would last about 100 years.'

'Whether this multi-trillion dollar asset is controlled by Hugo Chávez or the opposition challenger, Henrique Capriles, will influence which countries and companies are given the priority to exploit them and how much drivers around the world pay at the pump. According to a report this year by BP, Venezuela has reserves of 296.5bn barrels, about 10% more than Saudi Arabia and 18% of the global total. At the country's current levels of production, this would last about 100 years.'

Alt sammen, hver for sig, mere infomativt end Informations tre tynde kopper the, som er skåret over den internationale anti-Chavez-kampange-læst. Er det bare et vilkår som Informationsabonnent at blive holdt hen i uvidenhed og spist af med tre propagandaindlæg i stedet for information?

Niels-Holger Nielsen

Undskyld fordoblingen af citatet fra Observer. Det sidste skulle have været dette:

"There is a danger that British firms might miss out. In this country, oil and politics are intertwined. Many companies are waiting for the election result," said Osmel Molina, deputy manager of the Carabobo region. "They hope for higher profits if the political situation changes. That's why there is so much support for the opposition. They don't necessarily want to oust Chávez, but they do want a weak government so they can control the biggest oil resources in the world."

Klart den mest informationstunge artikel af ovenstående, også interessant fordi der er ting der kan diskuteres.

Det er nu sjovt som medierne kan gaa i selvsving over noget som (ikke) sker naar det bare er langt nok vaek til at folk alligevel ikke kan forholde sig til det.

Har sjovt nok aldrig hoert folk her tale om nogen igangvaerende latinamerikansk socialistisk revolution. Det er et begreb jeg kun kender fra bla. Europaeiske medier.

Mit overordnede indtryk er at tingene her i Sydamerika er nogenlunde som de plejer at vaere. De fattige er stadig MEGET fattige og der er mange af dem. Den lavere middelklaasen har det heller ikke let da det er naesten umuligt at leve for en almindelig loen. De rige er sindsygt rige, bliver stadig rigere og sidder paa en stor del af magten selvom praesidenten maaske er halvroed. Dvs. at de udover at eje jorden, bygningerne og produktions-aparatet ogsaa er ydert godt repraesenterede paa de relevante poster i samfundet; politikere, dommere, officerer i haeren, osv.

Korruptionen koerer derudaf som den plejer.

Mht. til Venezuela saa er det faktisk det eneste land jeg ikke har vaeret i og paa alle maader det land jeg ved mindst om. Det er jo et temmeligt lukket land. Jeg tror man skal bo der for at have en ide om hvad der reelt sker.

Paa den ene side har vi en massiv propaganda-stroem fra Chavez-regimet selv og paa den anden side har vi en massiv propaganda-stroem fra USA der tydeligvis har det formaal at saette Chavez i et daarligt lys. Det er svaert at faa trovaerdig information ud at dette virvar.

Mht. Chavez saa har jeg endnu ikke moedt en venezuelaner som ikke syntes at han er et monster. Men folk paa dette kontinent er jo ikke forvaente med gode politikere saa det er skam meget muligt at alternativerne er endnu vaerre.

De faa ting vi kan vide om Chavez er vel:

1) Han har kommunistiske tendenser som i sig selv (givet den ekstremt ulige fordeling af goderne her i Sydamerika) kunne vaere en god ting.

2) Han har totalitaere tendenser i og med at han ikke bryder sig synderligt om kritik og er villig til at lukke munden paa modstandere med vold.

3) Han er yderst magtsyg. Bla. har han aendret konstitutionen for at kunne blive siddende laengere.

Om han reelt har forbedret eller forvaerret den sociale situation for den almindelige venezuelaner er sgu svaert at sige.

Niels-Holger Nielsen

Thomas Aniss

Som lidt nærmere de europæiske medier end dig;-) har heller ikke jeg hørt om en 'igangvaerende latinamerikansk socialistisk revolution', i hvert fald ikke på anden måde end den brede, nemlig at der er sket en revolution i Sydamerika fra en trend med militærdiktaturer til en trend med demokratier; ofte underforstået med en klar venstredrejning af socialdemokratisk type. Her må man ikke glemme, at netop Socialdemokratismen hører til blandt de mest indædte forsvarere af kapitalismen - med eller uden Keynes. Det er ikke at sammenligne med, hvad man i traditionel sprogbrug forstår ved en genuin 'socialistisk revolution. Husk på, at her i DK bruger vi (især mainstreammedier) rask væk termen socialistisk om socialdemokratiske (evt. med RV i udkigstønden) mindetalsegeringer elle i flæng om partier som S og SF. Malet med den brede pensel er der imidlertid tale om en revolution - en trend, som er vendt. Din måde at udlægge teksten på, antyder også mere end et gran af pan-sydamerikank socialisme, hvilket jeg aldrig har hørt nogen snakke om. Snarere synes opfattelsen at være, at den vitterlige venstredrejning i Sydamerika er en synergisk proces, hvor de sydamerikanske stater gensidigt giver hinanden plads til og mulighed for at møde USAs (og juniorpartneres og ronkedorers a la EU) imperialisme med krav om gensidighed. Uanset om grundtonen nu er blå eller rød, må alle progressive kunne enes om, at dette er et revolutionerende fremskridt, som lover godt for en balanceret løsning af klodens akutte problemer.

Du skriver:

'Mit overordnede indtryk er at tingene her i Sydamerika er nogenlunde som de plejer at vaere. De fattige er stadig MEGET fattige og der er mange af dem. Den lavere middelklaasen har det heller ikke let da det er naesten umuligt at leve for en almindelig loen. De rige er sindsygt rige, bliver stadig rigere og sidder paa en stor del af magten selvom praesidenten maaske er halvroed. Dvs. at de udover at eje jorden, bygningerne og produktions-aparatet ogsaa er ydert godt repraesenterede paa de relevante poster i samfundet; politikere, dommere, officerer i haeren, osv.

Korruptionen koerer derudaf som den plejer.'

Jeg kan forsikre dig om, at det er mit indtryk, jeg har heller ikke været der, at også Venezuela er tynget af en stor arv af korruption, især i retsvæsnet og politiet. Det er et godt udgangspunk for diskussion. Derimod er du svag i kunsten at kommunikere en selvstændig mening/hensigt. Som situeret midt i redeligheden, ville det være nok så befordrende for diskussionen, om du bekendte hvilke tendenser du selv støtter. Jeg fonemmer, at dit indlæg er båret af en aversion mod groteske sociale forskelle, men at du er i tvivl om hvorledes de imødegås. Tager jeg fejl? Brug dit lokalkendskab til (med en fortærsket glose) at gøre en forskel og æg til konstruktiv diskussion. Det har vi alle brug for.

Niels-Holger Nielsen

PS. Der er flere ting i dit indlæg, jeg ikke er ubetinget enig eller meget uenig i, men jeg synes det er et godt og konstruktivt indlæg; hvis det skulle være glippet for mig at udtrykke det tilstrækkeligt klart;-)

Niels-Holger Nielsen

Undskyld, Holger Madsen, at jeg sådan går dig i bedene mht. henvisninger, men jeg havde ikke læst dit indlæg inden jeg trykkede 'indsend'.

Ift. ændringen af forfatningen, så har Hugo Chavez ændret forfatningen så folket kunne stemme på ham som præsident, så han kunne sidde i mere end de 8 år, den tidligere forfatning tillod en præsident at sidde.

Lad mig minde om at den tyske forbundskansler Helmuth Kohl sad som kanzler i Tyskland i 16 år...

I Danmark er vi af den overbevisning at vores velfærdssystem er vel cementeret - Fakta er, at velfærdssystemet er bygget af lige dele: industriarbejdere, fagbevægelse, socialdemokratisme og solidaritet. Alle disse ingredienser er ved at smuldre væk, og tilbage vil stå et tokastesystem: de rige og de fattige. Nøjagtig som i resten af verden.
Tilstanden vil - om ikke andet - når den går op for flertallet, gøre danskerne meget mere realistiske i vurderingen af mulighederne for, social opstigning, demokratisk indflydelse, overenskomstmæssig løn og retten til et arbejde i et land.

Husk Milton Friedman arbejder med begrebet "naturlige arbejdsløshed" ..et begreb der er en kendsgerning World wide.

...og jeg glemte en vigtig ingrediens - amerikansk velvilje begrundet i den kolde krig. Men den ingrediens er som bekendt også forsvundet. Den kolde verden venter derude.

Michael Kongstad Nielsen

Det nye er bl.a., at Argentina nationaliserer landets største olieselskab YPF, hvilket EU fordømte, da Spanien har store interesserer i det, og se hvad Politiken skrev:
http://politiken.dk/erhverv/ECE1603330/argentinsk-oliesag-rammer-danske-...
Det nye er, at Ecuador lukker USA´s militærbase i landet og smider USA´s ambassadør hjem, fordi wikileaks-dokumenter afslørede, at USA støttede antikræfter i Ecuador. Det nye er, at Brasilien og Mercosur og alle kræfter i Sydamerika har sluppet trosserne til USA og en masse af den gamle tids kapitalafhængighed af udlandet, at Brasilien er med i G 20, at der er vækstrater på fra 7 - 10 % (selvom vækst desværre klinger af co2 og fældning af urskov). Det nye er, at hele Sydamerika anerkender Palæstina som selvstændig stat, at Sydamerika har rejst sig som en selvstændig stemme i verden, man må tage alvorligt.

Det vigtige er om der sker spredning af jord og kapital - og at beskæftigelsen stiger. Og der tror jeg Aniss er meget realistisk når han skriver at systemet ved siden af demokratiet, er dybt korrupt og eliten sidder på de vigtige poster i samfundet.

Skal vi ikke tage et skridt af gangen? Fra før at rigdommene blev sendt ud af Syd Amerika til nu hvor de i det mindste bliver i de pågældende lande. Så kan vi tale om at næste skridt bliver at omfordele disse rigdomme på en mere fair metode.

Jeg synes også at kunne læse mange "artikler" fra vestlig presse der hentyder til en slags valgsvindel hvis Chavez vinder. Dette er at gå ind interferer med Venezuelas interne affære, hvilket internationale love ikke tillader.

Ydermere synes jeg ikke at genkende Thomas Aniss holdninger. Den revolution der hentydes til i de diverse internationale medier, er den værdi ændring kontinentet har lavet. Det er klart for alle at Syd Amerika ikke længere kan blive kategoriseret som USAs "baghave". Det er klart at USA/vesten, ikke længere kan skifte diktatorer i de lande der ikke vil spille bold med dem. Noget vi alle ellers har set ske de sidste 60 år.

Hvad Thomas taler om og efterlyser er en hel anden slags revolution. Det er klart at omfordelingen af goderne til det bedrer kun sker gennem en forbedring og større indsigt i samfund og kultur. Disse begreber er ikke noget der over nat kan ændres på.

Arash, rigdommene blive stadig sendt ud af Sydamerika, nu blot ikke som rov, som følge af plyndringer, men som eksportvarer solgt af Sydamerikas rige klasse af jord- og kapitalejere. Forskellen er at de sydamerikanske stater nu kan tage afgifter og evt. nationalisere produktionen, men forskellen er stort set ikke synlig for de fattigste. Jeg mener stadig Aniss ser meget realistisk på de økonomiske og sociale omvæltninger i Sydamerika. Det virkelig positive er at Sydamerikas fascistiske bevægelser er trængt i baggrunden - tilsyneladende fordi pengemagten ikke længere har brug for dem.

@Niels-Holger Nielsen, Karsten Aaen, Bill Atkins, Michael Kongstad Nielsen, Arash Shariar, og andre..

Ok mit indlaeg affoedte en del kommentarer som alle fortjener et ord eller to. Det er en ordentlig mundful saa baer over med mig. Det bliver et langt og halvrodet indlaeg.

Niels-Holger efterspoerger med rette min personlige mening i mit tidligere indlaeg. Hertil maa jeg sige at jeg generelt er meget forsigtig med at tage endegyldigt stilling til ting der er saa overvaeldende komplicerede og kaotiske som politik i Sydamerika.

F.eks. har jeg svaert ved at forstaa at folk der sidder paa et andet kontinent foeler sig i stand til entydigt at udraabe en personage som Chavez til enten helt eller skurk. Eller forholde sig til om en paabegyndt udvikling foerer noget godt med sig eller ej. For mig at se er det meget mere grumset end som saa.

Mht. Chavez saa er min personlige holdning dog at naar magthavere begynder at lukke munden paa opositionen samt omkrive demokratiets regler for at akkummulere mere magt paa egne haender... ja saa er jeg sgu staaet af. Ligegyldigt hvad de saa ellers staar for.

Karsten Aaen paapeger at Chavez blot har aendret forfatningen saaledes at folket kan stemme paa ham igen og at kansler Kohl sad i 16 aar. Jo men der er altsaa stor forskel paa en staerk praesident i et hoej-korruptions-land, som tilmed er i kontrol over medierne, til en kansler i et lav-korruptions-land som Tyskland. I mange lande fungerer 2-periode-reglen som en udemaerket maade at i det mindste begraense magtmisbrug paa.

Mere overordnet set tror jeg at de to store problemer i Sydamerika er 1) en grotesk fordeling af goderne samt 2) korruption. To ting der ioevrigt er viklet haabloest ind i hinanden.

Naar vi f.eks. taler om at i-landene har udbyttet landene her er det jo i hoej grad fordi den lokale oekonomiske og politiske elite (ofte en og samme gruppe) har vaeret korrupt og for egen vindings skyld har tilladt denne udbytning paa bekostning af resten af folket.

Saa naar Arash skriver "Fra før at rigdommene blev sendt ud af Syd Amerika til nu hvor de i det mindste bliver i de pågældende lande.." saa er jeg yderst skeptisk. Det mest sandsynlige forekommer mig at pengene ender paa konti i schweiz eller paa Caymans ganske som det var tilfaeldet foer. Den eneste forskel er blot at ejerne af disse konti nu i mere overvejende grad er rige Sydamerikanere. Saa jeg har svaert ved at se det som en forbedring I SIG SELV, selvom det KAN vaere et skridt i den rigtige retning.

Man skal huske paa at omvaeltninger historisk set ofte ikke reelt har forbedret nogetsomehelst men blot har udskiftet en udbytter med en anden. Ikke mindst her i Sydamerika. F.eks. betoed frigoerelsen fra kolonimagten jo blot at det istedet var det lokale oligarki som fik magten og rigdommene i stedet.

Dette oligarki (hvis efterkommer for en stor del stadig ejer en stor del af kontinentet) drev derefter landende som deres egne personlige forretninger. Til at starte med ganske aabenlyst og senere hen i form a demokratier hvor de dog stadig havde kontrol over de magtfulde positioner. Hver eneste gang oligarkerne har staaet til at miste for meget magt til demokratiet har de forsoegt at kuppe magten (med eller uden udenlandsk hjaelp).

Saa igen er jeg skeptisk naar der tales om at man har bevaeget sig vaek fra militaer-kup/diktaturer og amerikansk/europaeisk inflydelse er det saa fordi at der som Arash er sket en "vaerdi ændring"? Eller er det snarere et spoergsmaal om at der ikke laengere er penge i lortet for oligarkerne?

Jeg ved det. Jeg er pessimist. Og nu bliver jeg endnu mere pessimistisk:

Jeg tror ikke at der kan komme gang nogen egentlig omfordeling foer der goeres op med korruptionen. Det vil nemlig kraeve en LANG periode med regeringer og politikere som ikke er i lommerne paa oligarkerne. Samtidigt kan jeg ikke se hvordan en person overhovedet skulle kunne komme til magten i et bund-korrupt system uden selv at vaere korrupt og/eller have alliancer med i det mindste dele af oligarkiet.

Saa alt i alt kan jeg ikke se nogen socialistisk revolution (revolution betyder vel HURTIGT omvaeltning?). Der dog gang i en udvikling der ser positiv ud, men det bliver et lang og sejt traek at skabe reele maerkbare forbedringer for de Sydamerikanske folk, hvis det overhovedet kan lade sig goere paa de givne preamisser.

Det maa vist vaere nok for nu..

Venlig hilsen Aniss (live from Cordoba, Argentina :o)

@Niels-Holger

Hej igen. Jeg skimtede lige en artikel og dette slog mig i oejnene:

So why all the anger and fuss against Chávez?

To those who haven’t got the message yet: “It’s his foreign policy, Stupid!”

Det er da bestemt grunden til Chavez betragtes som en skurk i USA's oejne (og derfor som en helt i mange andres oejne).

Jeg er personligt helt med paa den overfor USA afvisende politik som foeres af Venezuela og andre sydamerikanske lande.

Min Chavez-skepsis gaar jo paa noget helt andet som jeg naevnte i mine indlaeg. Hvad mener du om det?

Niels-Holger Nielsen

Det vil jeg gerne svare på, selvom det er et kæmpe emne, som jeg har begrænset viden om. Så det bliver nok lidt teoretisk-abstrakt og måske slagordspræget.

Jeg må starte med at stille dig et spørgsmål: Hvad mener du konkret med dette:

'Mht. Chavez saa er min personlige holdning dog at naar magthavere begynder at lukke munden paa opositionen samt omkrive demokratiets regler for at akkummulere mere magt paa egne haender…'

Bare så vi kan være sikre på, at vi taler om det samme.

'I mange lande fungerer 2-periode-reglen som en udemaerket maade at i det mindste begraense magtmisbrug paa.' Det er muligt (har du nogle lysende eksempler?), men Venezuela kan jo ikke blive stående i vadestedet, og PSUV har bare ikke nogen kandidater der matcher Chavez i karisma og folkelig yndest. Imidlertid blev man sig denne svaghed pinlig bevidst dag Chavez blev ramt af cancer, så man arbejder på et bredere lag af ledende kadre med gode forbindelser til folket.

'Mere overordnet set tror jeg at de to store problemer i Sydamerika er 1) en grotesk fordeling af goderne samt 2) korruption. To ting der ioevrigt er viklet haabloest ind i hinanden.'

Det er jeg for så vidt enig i, men jeg mener, at du glemmer et tredje problem: imperialismen og specielt den amerikanske imperialisme, US. Hertil komme en hel række problemer med race, klasse, køn, sexualitet, alder (speciel undertrykkelse). Ingen af alle disse ting fosvinde fra den ene dag til den anden, som du også er inde på. Så vidt jeg har forstået, mener langt de fleste sydamerikanere, at deres forhold er forbedret de sidste 10-15 å med stabile demokratier. Det tæller vel også midt i 'din' elendighed. Demokrati er muligheder og styrkelse af almindelige menneskers tro på egne muligheder og kræfter.

'Naar vi f.eks. taler om at i-landene har udbyttet landene her er det jo i hoej grad fordi den lokale oekonomiske og politiske elite (ofte en og samme gruppe) har vaeret korrupt og for egen vindings skyld har tilladt denne udbytning paa bekostning af resten af folket.'

Det er det man traditionelt kalde et kompradorborgerskab. Det er dog mit indtryk at de sydamerikanske borgerskaber i dag i langt højere grad er nationale borgerskaber, med stærke selvstændige interesser i et hjemmemarked, styrket indkomstudvikling, og selvstændig optræden på verdensmarkedet - herunder suverænt valg af internationale samhandels- og udviklingspartnere. Det løser ingen grundlæggende problemer (men det kvantitative har som sagt også sin ret), men en vågen og håbefuld under- og middelklasse er bedre situeret for at kæmpe for sine langsigtede interesser end en en, der er nedsunket i diktaturets apati og håbløshed. Nu har de en mulighed for at fastsætte en nedre grænse for hvad de vil finde sig i (lige nu;-). Disse ting indømmer du jo også nødtvunget: 'Saa jeg har svaert ved at se det som en forbedring I SIG SELV, selvom det KAN vaere et skridt i den rigtige retning.' Hvis de sydamerikanske bourgeosier ønsker at stå i spidsen for udviklede moderne stater, må de her og nu sikre sikre sig arbejderklassens idet mindste betingede opbakning. Det råde over masser af naturrigdomme, så der er masser af muligheder - og masser af mulige handelspartnere, som man kan spille ud mod den angloamerikanske (det er osse os) imperialisme.

'Man skal huske paa at omvaeltninger historisk set ofte ikke reelt har forbedret nogetsomehelst men blot har udskiftet en udbytter med en anden. Ikke mindst her i Sydamerika. F.eks. betoed frigoerelsen fra kolonimagten jo blot at det i stedet var det lokale oligarki som fik magten og rigdommene i stedet.'

Ja, ja Rom blev heller ikke bygget på en dag. Dengang havde vi også herremænd og ridefogeder her i fædrelandet.
Jeg tvivler på, at bondebevægelserne, arbejderbevægelsen og de oprindelige befolkningers organisationer vil lade sig slå tilbage til start.

'Dette oligarki (hvis efterkommer for en stor del stadig ejer en stor del af kontinentet) drev derefter landende som deres egne personlige forretninger. Til at starte med ganske aabenlyst og senere hen i form a demokratier hvor de dog stadig havde kontrol over de magtfulde positioner. Hver eneste gang oligarkerne har staaet til at miste for meget magt til demokratiet har de forsoegt at kuppe magten (med eller uden udenlandsk hjaelp). '

Som sagt, jeg tvivler på, at tiden kan skrues tilbage efter den nyeste udvikling. Og lige nu er de trods alt et mindstemål af fælles interesser i de sydamerikanske stater.

'Saa igen er jeg skeptisk naar der tales om at man har bevaeget sig vaek fra militaer-kup/diktaturer og amerikansk/europaeisk inflydelse er det saa fordi at der som Arash er sket en “vaerdi ændring”? Eller er det snarere et spoergsmaal om at der ikke laengere er penge i lortet for oligarkerne?'

Både og! Og så organiseringen og nye styrkepositioner, som jeg nævnte ovenfor.

Men ellers er jeg meget enig med dig;-)

Niels-Holger Nielsen

Jeg ramte vist lidt forket i mit svar til dig, Thomas.

Det var det he du mente ikke?:

'De faa ting vi kan vide om Chavez er vel:

[Hvorfor mener du at VI kun kan vide få ting om Chavez? Jeg synes da, at jeg ved en del uden på nogen måde at være ekspert. Jeg beskæftiger mig kun intenst med emnet når mainstreampressen går amok i ensidighed og hadske udfald. Hvilket dog sker jævnligt:-]

1) Han har kommunistiske tendenser som i sig selv (givet den ekstremt ulige fordeling af goderne her i Sydamerika) kunne vaere en god ting.

[Enig]

2) Han har totalitaere tendenser i og med at han ikke bryder sig synderligt om kritik og er villig til at lukke munden paa modstandere med vold.

[Det har jeg bedt om en uddybning af ovenfor]

3) Han er yderst magtsyg. Bla. har han aendret konstitutionen for at kunne blive siddende laengere.

[Stort set uenig, kan du ikke uddybe det?]

Om han reelt har forbedret eller forvaerret den sociale situation for den almindelige venezuelaner er sgu svaert at sige.'

[Nej, det er ikke så svært at vide, tal og statistikker taler sit tydelige sprog - arbejdsløsheden er halveret, analfabetismen er udryddet, mindstelønnen er den højeste i Sydameika, alle har adgang til gratis sundhedsydelser, sidste år blev de bygget 250.000 boliger til almindelige abejdere etc. etc., men billedet er ikke entydigt og rosenrødt - fx. er mordraten steget under Chavez, se fx. her; http://venezuelanalysis.com/analysis/4338]

venezuelanalasys.com dækker det hele, så kan du jo prøve at krydstjekke med FNs organisationer, CIAs og verdensbankens statistikker osv. Som du i øvrigt kan se i nogle af de artikler, jeg linker til, er de såmænd også skrevet en del bøger om emnet (som jeg ikke har læst).

@Niels-Holger

Ja det var

Jeg har ikke meget tid lige nu men kort sagt.....

2) Han har nationaliseret medierne og udryddet de medier der var kritiske overfor hans styre.

3) Han forsoegte at omkrive forfatningen saaledes at han kunne blive siddende i mere end 2 perioder (12 aar). Det blev klart nedstemt af folket. Nu stiller han saa alligevel op igen :o/

Han har ogsaa paa anden vis akkumuleret mere magt i praesident-embedet end der tidligere var. Kan ikke huske hvad der her er tale om. Du kan evt. selv google det da jeg ikke har tid lige nu.

I et land hvor der ikke er nogen fri presse til at kritisere regeringen og modsige dens propaganda hvordan kan du saa vide at nogetsomhelst af det du laeser er sandt? Og hvilke data baserer statistikkerne paa hvis ikke de kommer fra staten selv?

Det forekommer mig at det jeg laeser om Venezuela enten er rosenroedt (det tager jeg som et tegn paa Chavez propaganda) ELLER det modsatte (et tegn paa USA's propaganda). Sjaeldent stoeder jeg paa noget der virker trovaerdigt. Derfor tager jeg det hele med et gran salt og tror at man skal bo der for at have et realistisk forhold til situationen. Og derudover har jeg trods alt moedt en hel del venezuelanere som har en helt anden opfattelse af udviklingen i landet end den rosenroede.

Hvad synes du selv om at han har lukket munden paa oppositionen? Er der ingen alarmklokker der ringer hos dig?

Et lysende eksempel (som du udbeder) paa en leder der kom til magten via den parlamentariske process og tilegnede sig mere magt end godt var er vel Hitler. Man kunne ogsa naevne Mugabe. Men der er jo faktisk en del.

Fidel Castro havde ogsaa paa programmet at udskrive valg naar foerst den socialistiske stat var blevet etableret. Hvordan gik det nu med det?

I det hele taget har jeg nul tillid til "staerke maend" som tilegner sig magt og i kraft i sin magt soeger at tilegne sig endnu mere magt. Det boer efter min mening undgaas at give for meget magt til enkelt-personer.

Her er ioevrigt lidt laesning:
http://www.hrw.org/reports/2012/07/17/tightening-grip-0

Beklager det noget forhastede svar...

Venlig hilsen Aniss

USA's spin maskine kører igen. Og man skal aldeles ikke tro på den. USA gør kun noget som gavner USA. USA bryder sig ikke om styrer som Venezuelas, fordi bl.a. Hugo Chavez sætter sig op imod deres styre - og bl.a. smider de store olieselskaber, de 7 søstre ud af Venezuela.

Hvordan er det lige det nu i Saudi-Arabien?

James Petra til Russia Today:

“President Chavez has taken a very independent foreign policy position opposing the US military intervention in the Middle East.
He has opposed the US Free Trade agreement and has been an extraordinarily influential president, fomenting Latin America integration which essentially means exclusion of the US.

Along the lines President Chavez has been defining an alternative route for Latin America.”

http://rt.com/news/venezuela-presidential-elections-833/

Niels Christensen

@Aaen
Måske du skal overveje at opdatere din viden om olieproduktion. De '7 søstre' har i snart en generation været en saga blot. Alle de største olieselskaber i verden er nu statsejede og har været det i årevis. Det forhold er imidlertid ikke sivet ind på venstrefløjen, der helst vil bevare fjendebilleder der ikke eksisterer mere, så de er fri for at forholde sig til den nye verdensorden.
Det der kendetegner olieproduktion også i de store lande er at de enkelte produktions felter er hoved ejet af stats firmaer, og der så indgår en række andre firmaer som delejere. Dette er bl.a. for at sprede investerings risikoen.
Chevron har iøvrigt lige indgået en meget stor aftale med det venezuelanske stats olieselskab.
Og hvis du tror at de russiske og kinesiske selskaber er mindre profit orienterede end de amerikanske så er du da fuldstændigt galt afmarcheret.

Og jeg forstår slet ikke hvad du mener med din hentydning til Saudiarabien.
Bortset fra at Aramco, som har været saudisk ejet i over 30 år er verdens største olieselskab målt på kapitalisering.
Og iøvrigt er meget professionelt drevet, hvad man til gengæld ikke kan sige om PDVSA. Der bliver brugt af den venezuelanske stat som en ekstra tegnebog, sikkert fint for Chavez, men til gengæld dårligt for firmaet, der i det sidste årti har underinvesteret i en sådan grad at olieproduktionen er faldende.

Jeg tror man skal passe på med at forgude nogen. Chavez er ikke fejlfri, faktisk langt fra. Jeg synes heller ikke at nogen prøver at afbilde ham som fejlfri.

Sagen er, ser vi realistisk på de muligheder Venezuela har at gå, er Chavez åbenbart en bedre løsning end hans modstander Capriles. Det nytter ikke noget at vi drømmer os om paradiset og i en sammenligning med paradis fra vælger alt på kloden.

Ydermere igen, synes jeg ikke at det er en valid kritik når der skrives at Chavez får støtte her i debatten pga hans anti amerikanske ståsted. Det er ikke Chavez nogen argumentere for. Det er folkeretten og de tanker der basere på at alle stater er lige man gør opmærksom på. Det er billigt at feje kritik af således.

Michael Kongstad Nielsen

Thomas Aniss og andre - tak for engagerede indlæg om dette store emne.

Jeg tror Aniss har meget ret i, at oligarkiet er blevet siddende, hvor de sad, dog minus regeringsmagten. Men det viser jo, at det har været en demokratisk udvikling. Man har genforhandlet kontrakter med udenlandske selskaber, som i Bolivia, Ecuador og Venezuela, man har stoppet pengestrømmene ud af Sydamerika, men egne oligarker er blevet, hvor de var. Jeg var ikke bekendt med, at Chavez regering skulle have overtaget alle medier, men det er ikke tilfældet i Ecuador, og typisk ejes medierne netop af oligatkiet, det må man også kende til i Argentina.

De nye demokratier vil prøve at undgå, at det går som efter Anden Verdenskrig, hvor de pludselige demokratier for frem med brask og bram, nationaliserede og delte gaver ud, så økonimien skred i uføre. Oligarkiet reagerede dengang med kup og militærdiktatur, understøttet af USA.

Læren fra dengang sidder vel i baghovederne på alle, der har gået lidt i skole dernede, det gælder om at undgå fortidens fejl. Derforfor tror jeg man lader de eksterende virksomheder, erhvervsstrukturer, landbrugs- og plantagebedrifter osv. fortsætte uantastede, jorden eksproprieres ikke, men opkøbes hvor den ikke dyrkes eller kun meget ekstensivt, og så laves lodder til hidtil jordløse bønder (Bolivia).

Der laves sundhedsprogrammer og skoleudbygning for de penge, staten får ind på råsstoffer og skatter. Der laves udbygning af infrastrukturen, ikke bare de store linjer,, men også forbedringer i de såkaldte "Barrios", en slags slumkvarterer i eller udenfor de store byer som f. eks. Caracas.
http://therealnews.com/t2/index.php?option=com_content&task=view&id=31&I...

Hvis man studerer statestikkerne vil man se, at der lansomt trækkes flere og flere ud af fattigdom, og landenes BNP forøges, det giver grundlag for opbygning af en lavere middelklasse, der med tiden kan overtage større dele af kontinentets ejendom og økonomi. Men der er ekstrem lang vej igen. Bolivia f. eks. er stadig et af verdens fattigste lande, og gini-koefficienten er tårnhøj.

Men som sagt, det nye er på rimelig sikker vej, faren for militærkup må anses for at være drevet over, selvom kuppet mod Zelaya i Honduras stadig er tæt på. Hvordan man får has på korruptionen? Det gør man vel, når der ikke længere er grund til korruption (samt ved retslig forfølgelse), dvs. når politimanden og embedsmanden tjener en fornuftig løn, som man kan opretholde en rimelig levestandard med. Og pengene til de lønninger skal komme fra beskatning.

Niels-Holger Nielsen

“If you tell a lie big enough and keep repeating it, people will eventually come to believe it. The lie can be maintained only for such time as the State can shield the people from the political, economic and/or military consequences of the lie. It thus becomes vitally important for the State to use all of its powers to repress dissent, for the truth is the mortal enemy of the lie, and thus by extension, the truth is the greatest enemy of the State.” Goebbels

Det samme gælder NYT og WPs løgne om Venezuela, som jeg kan se, at du har ædt råt, Thomas A.

'Analyses Found in Independent News Media

Far different depictions, noticeably absent in mainstream coverage, were found in independent news sources.

Writing for the Nation, Mark Weisbrot, who is co-director of the Center for Economic and Policy Research, characterized Venezuela as having “the most anti-government media in the hemisphere” (12/06/06). Eva Golinger, a Venezuelan-American lawyer and prominent critic of U.S. foreign policy, wrote that, “You turn on any of the channels here and you’ll see that there’s more freedom of expression enjoyed in Venezuela than probably anywhere else in the world. It’s the only place where they can go on television and talk about killing the president, or saying the most derogatory and offensive things on a news hour” (interview on Z-Net, 2005). PR Watch refers to the “... former AP correspondent in Venezuela Bart Jones, [who] dismisses the criticism of the RCTV non-renewal as the result of a ‘web of misinformation,’” and instead maintains that RCTV “should not be seen as free-speech martyrs. Radio, TV and newspapers remain uncensored, unfettered and unthreatened by the government. Most Venezuelan media are still controlled by the old oligarchy and are staunchly anti-Chavez.”

Contrasting points and analyses such as these beg the question: what is the actual composition of the Venezuelan media in terms of its ownership and editorial positioning toward the Chávez administration? Indeed, some characterizations in the U.S. news media described RCTV as being: “one of [only] two [broadcast networks] that presented opposing views of President Hugo Chavez’s rule” (Seattle Post-Intelligencer, 10/23/07). However, the facts show otherwise.

Ownership Structure and Editorial Leanings of the Venezuelan News Media

A Venezuelan Congressional leader protested to the New York Times in a June 2007 letter to the editor that: “broadcasters like Venezuela’s Radio Caracas Television use a limited public good – the broadcast spectrum – and must abide by long-accepted public-interest standard,” adding that the overwhelming majority of ownership “is in private hands, much of it owned by huge conglomerates.”

Starting with the television media, the favored new source of most Venezuelans, there are at least five nationally broadcasted television stations that transmit via “free-over-the-air” and publicly allotted signals (other accounts put the total as high as eleven, depending on different definitions of what is considered “national”). Even using the conservative estimate, previous to the RCTV closing, three of these five stations were privately owned and commercially operated. These included Venevisión (established in 1961, formerly owned by Mexico’s Televisa, but now controlled by Grupo Cisneros), whose television programs are picked up by a television source familiar to U.S. citizens, Univision; Televisión de Venezuela (Televen; established in 1988); and lastly, RCTV.

All three of these broadcast networks were overwhelmingly favorable to the two-day-long 2002 military coup that temporarily unseated President Chávez. The government’s claim that RCTV actively participated in the coup is well documented. So there is little controversy about the autonomy and independence of these corporate-run stations. Venevision and Televen both maintain that they do not want to be involved in political conflicts and strive to maintain “objective” positions. No prominent analyst has seriously contended, however, that either of these stations are “pro-Chávez.”

The other national channels on the limited electromagnetic spectrum are public and state-controlled. Before RCTV, there were only two, but now there are three: Venezolana de Televisión (VTV, established in 1964); Visión Venezuela (ViVe TV, established in 2003); and Televisora Venezolana Social (TVes, established in 2007 as RCTV’s replacement). By the most conservative of estimates then, 3 out of 5 national channels are funded by the state. And according to other accounts that give a higher total number of national stations, seven of the eleven stations are private and corporate controlled. None of these seven maintain in any meaningful way “pro-Chávez” stances.

By broadening the picture to include regional stations, as well as cable and satellite stations, we see an even greater presence of private and corporate media. Both Globovisión and CNN en Español have attracted the ire of Willian Lara, the Venezuelan communications minister, for their sharp criticism of Chávez and their alleged anti-government messages (Romero, NYT, 05/29/07). In an interview with this author, CNN en Español president Christopher Cromwell proudly remarked that Chávez may not like the programming on his network, but this meant CNN was doing it job correctly.

Globovisión is one channel somewhere between regional and national, as it is widely broadcast in the major metropolitan areas of Caracas, Carabobo and Zulia, and also via satellite on the DirectTV network. It is also one of the most resolutely anti-Chávez stations in its editorial stance.

There is even a major regional network that is neither state-run nor commercially oriented. Valores Educativos Televisión (Vale TV) has been on the air since 1998 and is run by Asociación Civil, which is managed by the Catholic Church. Vale TV is indeed one of the reasons why the Venezuelan news media is arguably much more diverse and free than U.S. news media are depicting.

Despite their nearly national reach, the U.S. commercial media rarely mention these networks. However, even the most conservative estimates put private commercial ownership at no less than 75% of the television news media. Other estimates that include more outlets are as high as 95%.

Looking at Venezuela’s print media paints an even greater opposition presence than television, with publications deeply critical of the Chávez administration, commercially oriented and corporate-owned. The D.C.-based think-tank Council on Hemispheric Affairs (COHA) described the issue in blunt terms: “nine out of ten newspapers, including [the most prestigious daily] El Nacional and [the business-oriented] El Universal, are staunchly anti-Chávez” (Council of Hemispheric Affairs, August 21, 2005). Opposition to Chávez, given the commercial character of daily newspapers in Venezuela, is especially rampant in print; not even one major daily newspaper is controlled or funded by the state.

There are twenty-one daily newspapers in Venezuela’s largest city and capital, Caracas, eleven of which are considered to be of significant influence and eight of which that are also distributed nationally. This pales in comparison to the situation in the U.S., where the largest city has only four major dailies (New York Times, Wall Street Journal, New York Post, Daily News), at least two of which are significantly sympathetic to the Bush administration’s policies. Further, only two of these four papers (New York Times and Wall Street Journal) double as a nationally distributed daily newspaper – the U.S. only has four nationally distributed daily papers (the USA Today and Washington Post comprising the other two).

Venezuela thus has at least as varied a print sector as the U.S. does – and in some ways, it is more diverse. Indisputably, Venezuela has a wider array of print choices and a larger amount of nationally distributed publications. But this is not the only democratic aspect of Venezuelan media. An often overlooked but widespread movement has also come to bear in a country full of social and political change.'

What is the Venezuelan News Media Actually Like?

Jesper Løvenbalk Hansen havde ret i overskriften, - Latinamerikas socialistiske revolution ved en skillevej.

Alle Latinamerikanske lande har lykønsket Chavez med sejren, og som den kinesiske regering har udtrykt det,- også med hans socialisme projekt.!

Stig Rasmussen: USA er Venezuelas største handelspartner, og Chavez håber Obama vinder præsidentvalget for samarbejdets skyld.

Niels-Holger Nielsen

Jesper Løvenbalk har vundet retten til at levere en lang og velafbalanceret artikel om perspektiverne for Venezuela frem til 2018.

Niels-Holger Nielsen

Chavez vandt med en komfortabel margin, det kan ikke bortforklares, husk det ved fremtidig dækning af den interessante udvikling i Venezuela. I EU, USA, Canada og hvorsomhelst ville det blive betegnet som et klart nederlag for udfordreren. Sidst men ikke mindst, valgdeltagelsen var eklatant større end noget, vi var set længe ved et præsidentvalg i USA. Man kan vel egentlig sige, at den næsten har haft danske dimensioner. Hvem har mest demokrati?

Sider