Læsetid: 4 min.

Libanon: Et opdelt land

På trods af 22 år uden borgerkrig er Libanon ikke kommet meget tættere på at skabe et politisk system baseret på politiske ideer i stedet for sekteriske tilknytninger. Spørgsmålet er, om den libanesiske stat er stærk nok til at undgå, at historien om Syriens kollaps også bliver historien om Libanons
På trods af 22 år uden borgerkrig er Libanon ikke kommet meget tættere på at skabe et politisk system baseret på politiske ideer i stedet for sekteriske tilknytninger. Spørgsmålet er, om den libanesiske stat er stærk nok til at undgå, at historien om Syriens kollaps også bliver historien om Libanons
23. oktober 2012

»Når vi er færdige med Assad, er det Hizbollahs tur,« konstaterede den hvidskæggede libanesiske sheikh, mens hans kone stillede en kande med te ned på tæppet i det kølige rum.

I horisonten tårnede Syrien sig op som en bjergkæde flimrende i varmedisen over de frodige grønne marker, mod nord Beqaa-dalen med dens stærke tilstedeværelse af de shiitiske modstandere, og familieoverhovedet var denne eftermiddag i sommer ikke i tvivl om, at hans egne bekymringer og konflikten i det nærliggende Syrien var forbundet.

Et par timer tidligere var en såret syrisk oprører kommet humpende ind og havde lagt sig på en af madrasserne, halvbedøvet af painkillers som et styk gods fra den udgående trafik fra det borgerkrigshærgede land, mens jeg selv, mad, medicin og hvem ved hvad ellers var på vej ind den anden vej i en travl illegal suppleringslinje over grænsen til det syriske oprør, hovedsaligt formidlet af tjenstvillige libanesere.

Ingen af beboerne i det beskedne bondehus burde i princippet have noget i klemme på den anden side af grænsen – og så alligevel.

»Det er den samme kamp, vi kæmper. Og vi ved, at når Bashar er væltet, vil vores brødre komme og hjælpe os. Hizbollah har styret det her land i alt for lang tid. Det er snart slut,« konstaterede klanlederen mørkt, mens resten af folkene i lokalet, libanesiske og syriske, gav ham ret, og én klappede på sin pistol.

Frygter borgerkrig

Oplevelsen i sommer var kun en krusning på overfladen i forhold til de spændinger og fjendskab, der lurer i Libanon.

Imens tragedien i Syrien stille og roligt eskalerer, bliver Libanons uløste problemer trukket skarpere og skarpere op. USA lovede i går støtte til en efterforskning af bilbomben mod efterretningschefen Wissam al-Hassan, der blev dræbt i fredags, og samtidig holdt både libanesere og udenlandske iagttagere vejret og ventede på, hvor eksplosivt situationen kan udvikle sig; om det kan blive til den borgerkrig, alle frygter, på et eller andet tidspunkt vil ramme Libanon, eller om konflikten vil gå i sig selv ligesom andre opblusninger af vold i det lille, men politisk centrale land. For øvede iagttagere er Libanon et minikosmos af Mellemøstens brudflader, for uøvede et uigennemskueligt morads af modsatrettede interesser. Akademikere diskuterer ind imellem, om Libanons borgerkrig nogensinde er stoppet eller blot er sat på pause, men hvad, der i hvert fald ligger fast, er, at Syriens borgerkrig er en udløsermekanisme for Libanons problemer, snarere end årsagen til dem.

Da forhandlere i den saudiarabiske by Taif i 1989 fik strikket en fredsaftale sammen, der opdaterede Libanons særprægede konfessionelle demokrati-model, fik de afsluttet 15 års borgerkrig, men ikke i udpræget grad korrigeret et fejlslagent system, der fastsatte magtfordelingen mellem Libanons forskellige religiøse grupper, men samtidig grundfæstede det politiske systems sekteriske karakter og bevarede systemets indbyggede skævhed. Og det er den mangel, der stadig i dag præger libanesisk politik.

De kristne maronitter kunne se deres dominerende position reelt forsvinde, selvom de formelt bevarede størstedelen af den i forfatningen med kravet på at besætte præsidentposten og posten som chef for militæret, mens sunniernes premierminister fik udvidet sit mandat. Libanons traditionelt svageste gruppe, shia-muslimerne, fik til gengæld institutionelt ikke meget mere ud af fredsslutningen end den post som formand for parlamentet, de allerede havde. Til gengæld kunne de via deres voksende befolkningsandel, samarbejdet med syrerne og ikke mindst Hizbollahs øgede indflydelse se deres reelle indflydelse vokse, også efter at mordet på den tidligere premierminister Rafiq Hariri tvang den syriske storebror ud af Libanon og åbnede en konfliktlinje, der stadig præger libanesisk politik i dag.

Resultatet er et politisk system, hvor magten ligger uden for parlamentet, og en sekterisk opdeling, der ikke er begrænset til de øverste politiske embeder, men fortsætter ned i systemet. Hvor de fleste vigtige poster er fordelt ikke efter evner, men efter sekterisk tilhørsforhold, og hvor den myrdede Wissam al-Hassans sunni-dominerede interne sikkerhedstjeneste, ISF, har en ligeså shiitisk domineret pendant. Og hvor begge institutioners loyalitet ikke ligger hos deres politiske overordnede, men hos deres sekteriske bagland i tilfælde af konflikt.

Spørgsmålet er, om og hvornår den konflikt kommer, og om den støt stigende voldskurve og Saad Hariris åbenlyse støtte til de syriske oprørere er starten på en væbnet konflikt, som en udglattende præsident, et upartisk militær og et åbenlyst militært overlegent Hizbollah indtil videre har formået at hindre.

Hos oppositionen lugter de politiske ledere blod. Hizbollah er svækket af Syriens kollaps, både militært og moralsk. I første omgang er målet Najib Mikatis regering og Hizbollahs ret til at sætte den politiske dagsorden, men spørgsmålet er, om Hizbollahs modstandere vil vente til næste års parlamentsvalg og en politisk løsning, eller slå til mod et svækket Hizbollah inden.

Politisk vejrhane

I det spil om magten er det ikke uinteressant at følge den politiske vejrhane Walid Jumblatt, der aldrig har næret nogen dyb kærlighed til de syrere, der dræbte hans far, men hvis politiske prioritet har været at sikre sin drusiske minoritet mest mulig indflydelse. Efter først at have gjort rejsen fra den pro-vestlige og anti-syriske 14.-marts alliance og til den Hizbollah-dominerede 8.-marts-alliance synes han nu på vej tilbage igen. Den drevne politiker brugte som vanligt et blomstrende sprog, da han blev spurgt om, hvem, han mente, var ansvarlig for mordet på Wissam al-Hassan.

»En dag vil morderen dø. Man er bare nødt til at være tålmodig, og en dag vil man se ens fjende flyde forbi i en flod,« sagde han og svarede kortfattet »ja«, da han efterfølgende blev spurgt, om den fjende var Assad.

Udefra kan man bare håbe, at der ikke flyder libanesere ved siden af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Brockdorff

Libanon var indtil borgerkrigens start i 1975 et perfekt multikulturelt land, hvor kristne, muslimer, jøder, hinduer, buddhister og alle mulige andre trosretninger levede i fred og fordragelighed med hinanden, og hvor alle var enige om nogle fælles ”spilleregler”, nøjagtig som i nationer som Danmark med demokrati og folkestyre som politisk styreform.

Beirut havde prædikatet ude i den store verden som ”Mellemøstens Perle”, og hundredtusinder af amerikanske og europæiske turister strømmede årligt til Libanon for at opleve sol og afslapning på de smukkeste hoteller, og sikkerheden for turisterne var meget høj, fordi det var en ufravigelig regel blandt alle de religiøse fraktioner i Libanon, at turisterne altid skulle kunne føle sig trygge under ferien, og dermed give landet en god turistindtjening i milliardklassen.

Men alt det blev endegyldigt ødelagt i 1975, da Yasser Arafat og hans muslimske fundamentalister i PLO blev smidt ud af kong Hussein i Jordan på grund af deres omfattende terroraktioner i Europa – herunder OL i München – hvorefter de strømmede til det fredelige og multikulturelle Beirut, hvor de helt umotiveret gik til angreb på det kristne flertal med alle sine katolikker, og lige siden har Libanon reelt været et land med krig, sekterisk vold, anarki og kaos.

Libanon har fortjent en bedre skæbne.

Per Dørup Jensen

At dømme ud fra de mange terroraktioner og provokationer, der har fundet sted mod Assad-styret og dets tilhængere - med det formål at give selvsamme styre skylden herfor, og dermed opildne til Nato-bombning af Syrien, ligesom i Libyen, synes mordet på Libanons Sikkerhedschef at indskrive sig som den seneste logiske aktion i denne kæde.
Derudover er det for det første typisk for Natos Jihad/Salafist/Al-Quada-bander (som mainstream medierne konsekvent og fejlagtigt kalder oprørerer) at bruge terroristmetoder som dén bilbomber,der dræbte Sikkerhedschefen.
For det andet er det - i forlængelse heraf - helt a-typisk, at en stat/regering bruger sådanne terroristmetoder.
Og for det tredje ville det være en helt irrationel handling af Assad, der i forvejen er hårdt presset af Natos bander. at dræbe Libanons Sikkerhedschef og dermed yderligere at blive konfronteret med halvdelen af Libanons befolkning

Regin Buss Vels Jensen

Alle der har den mindste interesse i borgerkrigen i Libanon, bør læse: "Robert Fisk: Pity the nation - Lebanon at war"

En borgerkrigs indre dynamik bliver tydelig, og man bliver klogere på årsagerne og hvorfor det kunne fortsætte gennem så mange år.

Ole B
Du er helt gal på den. Det er altså pinligt sådan som du blander ting sammen, ikke har styr på helt elementær viden og værst af alt opfinder din egen historie.

Lad mig skyde dine påstande i sænk.

PLO er absolut ikke muslimsk men sekulær. Der findes ikke ét eneste muslimsk parti i PLO, alle er de sekulære nationalistiske og socialistiske. Det var første fejl.

Anden fejl; Det var ikke PLO der stod bag aktionen i München men en afspringer gruppe af Fatah kaldet BSO. Og PLO blev ikke smidt ud af Jordan for terroraktioner i Europa, men fordi de blev for stor en mundfuld for Jordans konge, og dette var iøvrigt i 1971 ikke 1975. PLO har iøvrigt haft tilstedeværelse i Libanon siden 1960erne.

Libanon var absolut ikke fredeligt som du påstår, og spændinger mellem de forskellige sekter og grupper stammer tilbage fra kolonitiden. Har du hørt om 1958 krisen? hvor der udbrød borgerkrig mellem Libanesiske kristne og muslimer. Ingen PLO eller Palæstinensere var involveret her. Og de kristne var lige så aktive i overgreb og vold som deres muslimske modstandere. Situationen forværredes i øvrigt ved Amerikanernes indblanding til fordel for de kristne, hvor flertallet er Maronitter og ikke katolikker som du påstår, tredje fejl.

Netop denne forfordeling af det kristne mindretal af Vesten var netop årsagen til borgerkrigen i 1975.
De kristne sad tungt på magten, hæren og økonomien i Libanon, som et levn fra kolonitiden og det skabte de spændinger der udløste borgerkrigen, ikke som du påstår PLO's ankomst og deres umotiverede angreb på kristne. Fjerde fejl.

Den største fejl PLO begik var at de valgte at være en aktiv del i konflikten.

Desuden var borgerkrigen de facto en ideologisk konflikt mellem Vesten og kommunismen der hver støttede deres lejr med penge og våben.

Lad mig også fortælle dig slutligt at borgerkrigen blev antændt af kristne phalangister lige præcis d. 13 oktober 1975.

Regin Buss Vels Jensen

Enig med Michael Kamp i det meste, selvom jeg synes det er lidt for sort/hvid at sige at PLO´s ankomst ikke havde en betydning for borgerkrigens begyndelse. Det havde den. Smid en masse bevæbnede mænd ind i et land, og lad dem angribe nabolandet. Selvfølgelig havde PLO en betydning for borgerkrigens begyndelse. Men ellers enig i alt det andet.

Stig Rasmussen

Martin Kaarup: Så Cuba skulle være et pragteksempel til efterfølgelse?

"Municipal assemblies are elected every two and a half years. Municipal elections are officially non-partisan, but as with National Assembly elections, critics maintain that no candidate can express overt opposition to the Castro government or to the communist system"
http://en.wikipedia.org/wiki/Elections_in_Cuba

Lyder mere som Animal farm....

Regin

Det har jeg nu heller aldrig påstået se her:

"Den største fejl PLO begik var at de valgte at være en aktiv del i konflikten."

Det vidner da om alt andet end passivitet fra PLOs side :)

Men at påstå det som Ole påstod er jo faktuelt forkert.
Og jeg mener nu at borgerkrigen allligevel var brudt ud hvis du tager PLO ud af regnestykket, deres tilstedeværelse var bare med til at accellerere processen mod det uundgåelige.

Ole Brockdorff

Jeg skrev min lille kommentar hurtigt og spontant om Libanon på baggrund af min bedste hukommelse, fordi jeg selv besøgte Beirut i 1974, og dengang oplevede jeg en fredelig multikulturel hovedstad med betegnelsen ”Mellemøstens Perle”, hvor alle mulige religioner og etniciteter levede i harmoni med hinanden.

Men jeg tager naturligvis Michael Kamps fine historiske fremstilling til positiv efterretning, men fastholder nu den holdning til begivenhederne i Libanon, at opstarten på borgerkrigen i 1975 kom efter ankomsten af Yasser Arafat, der sammen med sine bevæbnede PLO-folk og forskellige muslimske fraktioner gik til angreb på grupperingerne af kristne indbyggere i Beirut, hvorefter det hele eskalerede til en 15 år lang borgerkrig for Libanon.

Ole

At du gentager det du sagde igen, gør historien ikke mere sand.

Læs nu det jeg skriver, da alt kan bakkes op historisk, din udlægning er simpelthen faktuelt forkert og har ingen hold i virkeligheden.

Man bliver altså ikke Libanon "ekspert" af at have været der engang i 1974.

Borgerkrigen startede reelt tilbage i slut halvtredserne, og her var ingen PLO.
PLO har INGEN muslimske fraktioner, og flere af stifterne og lederne i de største partier i PLO er KRISTNE. Og nej de gik ikke løs på de kristne indbyggere, det var snarere omvendt.