Læsetid: 5 min.

Libanons regering lammet efter attentat på spionchef

Situationen yderligere destabiliseret med sunni-demonstranters angreb på regeringsbygningen i Beirut
Chefen for Libanons efterretningstjeneste, Wissam al-Hassan, blev søndag begravet i Beirut, efter at han blev dræbt fredag af en bilbombe.

Chefen for Libanons efterretningstjeneste, Wissam al-Hassan, blev søndag begravet i Beirut, efter at han blev dræbt fredag af en bilbombe.

Fadi Yeni Turk

22. oktober 2012

Det var, da kisterne med de jordiske rester af brigadegeneral Wissam al-Hassan og hans bodyguard var båret ud, og en yngre mand i hvid skjorte greb en trådløs mikrofon og fra Al Amin-moskéens trappe råbte: »Yalla, yalla, yalla a Al Saray,« at situationen kom ud af kontrol. Mandens skrigen satte mængden i bevægelse mod Al Saray, regeringspaladset, få hundrede meter længere nede ad gaden i Beiruts centrum, hvor den svingende med faner og libanesiske flag løb storm på afspærringerne foran den imposante bygning med højrøstede krav om premierminister Najib Mikatis omgående afgang. De flere hundrede aktivister blev mødt med tåregas og efter nogle minutter også med skarpe skud affyret over hovederne. Først da hærenheder rykkede frem og dannede en bufferzone af hjelmklædte soldater og panserkøretøjer mellem politi og demonstranter, døde urolighederne hen, og Najib Mikati var stadig premierminister. Det er han på lånt tid. Allerede lørdag formiddag, da det libanesiske kabinet samledes til krisemøde i præsidentpaladset i Baabda nordøst for Beirut efter bilbomben, der fredag eftermiddag dræbte efterretningschefen Wissam al-Hassan i en snæver gade i den kristne bydel Aschrafiyeh, indgav han sin afskedsbegæring. Præsident Michel Suleiman, en tidligere hærchef, bad ham om at blive som leder af et forretningsministerium, indtil muligheden for at danne en national samlingsregering er undersøgt.

Regeringen deltog ikke

Om det lader sig gøre er højst usikkert. Begravelsen af Wissam al-Hassan, der var leder af efterretningsafdelingen i Libanons sikkerhedstjeneste, var i sig selv et symbol på Libanons politiske og sekteriske deling, der igen er eksponeret som følge af den syriske krise. Dignitarer fra det sunnitiske politiske establishment blandede sig med ledere af de kristne partier, der er en del af den vestligt orienterede 14. marts-blok, og som for tiden udgør den politiske opposition. Også drusiske ledere var mødt talstærkt op som tegn på, at druserlederen Walid Jumblatt – hvis 11 mandater i parlamentet formelt er medlem af 8. marts-regeringsblokken – mente det alvorligt, da han lørdag sagde til CNN, at han snart ville se »Libanons fjende drive forbi i en flod«. Og da han blev spurgt, om han dermed mente Bashar al-Assad, svarede han: »Ja«.

Derimod var ingen fra den siddende regering til stede ved begravelsen, heller ikke den kristne leder af Den Frie Patriotiske Union, tidligere general Michel Aoun, der sidder i regering med de sh’itiske partier, Hizbollah og Amal, med den uafhængige sunnipolitiker Mikati fra Tripoli som regeringsleder. De få shiagejstlige, der var til stede, bl.a. den tidligere imam i Tyrus, Muhammed Amin, var alle kendte kritikere af Hizbollah.

Men det er ikke kun attentatet på spionchefen, der arbejdede i Libanons sunnistyrede og vestligt orienterede gren af de libanesiske sikkerhedstjenester (hæren er under kristen kommando, og den såkaldt Generelle Sikkerhedstjeneste er shiadomæne), som har fået Najib Mikati til at smide tøjlerne, men også det faktum, at regeringen i forvejen var under et voldsomt pres, både på grund af Walid Jumblatts langvarige og hårde kritik af det syriske regime, dels på grund af Hizbollahs ageren som ’uafhængig stat i staten’. Hizbollah sidder med i Mikatis regering som et af de ledende partier, men agerer tillige på egen hånd. Senest med afsendelsen af en ubevæbnet drone ind over Israel, der blev skudt ned nær det israelske atomanlæg i Dimona, og som udløste krav fra såvel oppositionen og præsidenten som Mikati selv om etablering af en ’fælles forsvarsordning’, hvis formål er at underlægge Hizbollahs våbenarsenal den centrale statslige kommando. Det har Hizbollah afvist med henvisning til, at den libanesiske hær er ’utæt’ i forhold til Israel.

Pilen peger på Syrien

Mikati har også haft problemer med at få Hizbollah og dets allierede i regeringen, det shi’itiske Amal-parti, til at acceptere, at den libanesiske regering fortsat arbejder sammen med det særlige FN-tribunal, der efterforsker mordet på sunni-lederen Rafik Hariri i 2005, og som har resulteret i sigtelser mod fire Hizbollah-militante, der imidlertid er som sunket i jorden.

Wissam al-Hassan, der var kendt for sin nære forbindelse til Saad Hariri, lederen af den sunnitisk-kristne 14. marts-opposition, blev dræbt med 50 kilo sprængstof skjult i en parkeret Honda nær hans hjem. »Og det ses af de fleste som et budskab fra Bashar al-Assad om, at han mente det alvorligt, da han for mere end et år siden sagde i et interview, at forsøg på at vælte ham ville ’udløse et jordskælv i regionen’,« sagde Ernest Khoury, en politisk analytiker på avisen As-Safir, straks efter forbrydelsen, der ud over al-Hassan dræbte syv og sårede ca. 100 i det fredagstravle forretningsdistrikt.

Dog, den direkte anledning til attentatet menes at være syrisk gengældelse for sunniorganisering af militær og finansiel støtte til den syriske opposition. Kun få dage før attentatet lod 14. marts-lederen, Saad Hariri, der har opholdt sig uden for Libanon siden april af frygt for sit liv, offentligt meddelte, at han havde overladt varetagelsen af kontakt mellem den syriske opposition og Saudi-Arabien, der donerer finansiel støtte og våben til oppositionen, til en person ved navn Okabe Sakr – en shi’itisk politiker tiljnyttet den sunni-dominerede 14. marts-blok. Det har længe været kendt, at Sakr og andre 14. marts-politikere aktivt støtter den syriske opposition, men at det blev sagt offentligt af en officiel figur som Saad Hariri, der er tidligere premierminister, blev betragtet som en åben krigserklæring.

At svaret – og al Hassan-attentatet tolkes som et svar – kom så hurtigt, tyder på, at det har været planlagt i god tid, og at gerningsmændene kun ventede på en passende lejlighed til at gennemføre det. De fleste iagttagere hælder til, at al-Hassans dødsdom blev afsagt, efter det kom frem, at han var den operative kraft i anholdelsen af den kristne politikere og tidligere minister, Michel Samaha, der blev anholdt i august i besiddelse af sprængstoffer, der angiveligt skulle bruges til terroraktioner mod antisyriske sunnipolitikere i Akkar i det nordlige Libanon.

Usikker situation

Der var da heller ingen tvivl blandt de ca. 10.000, der var mødt frem på Martyrpladsen foran al-Amin-moskéen for at hylde mindet om al-Hassan. De taktfaste talekor lagde skylden på Syriens præsident Bashar al-Bashar og Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, i et sprogbrug, som Informations fotograf kaldte ’meget ækelt’.

Det er dog et meget åbent spørgsmål, om Hizbollah direkte har været involveret i mordet på spionchefen. Hidtil har det shi’itiske parti forsøgt at holde lav profil i Syrien-debatten – Hassan Nasrallah har ikke lagt skjul på, at Hizbollah støtter Bashar al-Assads regime, og der har tillige været rapporter om, at Hizbollah-militante kæmper på det syriske regimes side inde i Syrien. Men dette benægtes kategorisk af Hizbollahs ledelse, og dronen, der blev affyret mod Israel, har muligvis skulle tjene til at aflede opmærksomheden fra Hizbollahs engagement i Syrien.

Muligvis – og igen muligvis: For intet er sikkert bekræftet i libanesisk politik i disse måneder, hvor de libanesiske sekter og fraktioner har ført en spøgelseskrig med syrisk fortegn. Denne spøgelseskrig fik krop med attentatet fredag eftermiddag – og vrede sunnidemonstranter var i aftes stadig forsamlet i centrum trods opfordringer fra deres ledere om at gå hjem. Situationen har ikke været mere usikker siden borgerkrigens ophør i 1990.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Andersen

Libaneserne burde vælge modernisering, demokrati og oplysning istedet for overbefolkning, borgerkrig og islamofacisme. Vi får se hvad vej det går..

Mikkel Andersen
Nu er Libanon ikke Yemen eller Somalia, havde du nogensinde besøgt landet så vil du vide at landet er, moderne, demokratisk og oplyst. Der er ikke overbefolkning i Libanon, Holland har flere mennesker pr.km2 end Libanon. Men typisk at udtale sig om noget man intet aner noget om.

Og hvad i alverden er islamofacisme? har du lige opfundet dit eget ord?