Læsetid: 3 min.

Mafiaen er blevet en kolonimagt

Mafiaanklager har fået Italiens regering til at opløse byrådet i Reggio Calabria, men samtidig viser anholdelsen af en norditaliensk politiker, at den calabresiske mafias indflydelse langtfra er begrænset til den fattige region i Syditalien
13. oktober 2012

Det var en ventet, men »smertelig« beslutning, som Italiens regering traf tirsdag. Bystyret i den syditalienske provinshovedstad Reggio Calabria opløses på grund af »nærhed til den organiserede kriminalitet«, meddelte indenrigsminister Anna Maria Cancellieri.

’Ndrangheta City, som den største by i den tyndt befolkede region Calabrien kaldes med henvisning til den lokale mafia, der betragtes som den farligste og mest ekspansive af Italiens kriminelle organisationer, skal i de næste 18 måneder regeres af en regeringsudpeget kommissær:

»Det er første gang i Italiens historie, at bystyret i en provinshovedstad bliver opløst,« påpegede indenrigsministeren og sagde, at det er »et præventivt tiltag for byens bedste«.

At organiseret kriminalitet i Italien ikke er et marginalt samfundsproblem, men en trussel mod selve demokratiet, blev understreget, da politiet i Milano få timer efter indenrigsministerens meddelelse anholdt et medlem af regionalforsamlingen i landets største og rigeste region, Lombardiet. Domenico Zambetti fra tidligere ministerpræsident Silvio Berlusconis parti, Popolo della Libertà (PdL), er anklaget for at have købt 4.000 personlige stemmer, som sikrede hans mandat, af ’ndranghetaens filialer i Milano-området for 50 euro, (370 kr.), pr. stemme. Klanen blev aflyttet, da Zambetti betalte den sidste rate af i alt 200.000 euro: »Lortepolitikere, store som små, den ene værre end den anden.«

Kolonisering

Den calabresiske mafia har vokset sig stor og stærk i skyggen af de kriminelle organisationer på Sicilien og i Napoli-området og skønnes nu at kontrollere omkring tre pct. af Italiens BNP. I Calabrien har ’ndranghetaens klaner, de såkaldte ’ndrine, omkring 4.500 medlemmer, men organisationen har foruden filialer i næsten alle italienske regioner også etableret sig i f.eks. Nordeuropa, Nordamerika og Australien.

Calabreserne har gennem alliancer med sydamerikanske narkokarteller opnået en dominerende position som importør og distributør af kokain. I Italien har organisationen investeret i f.eks. byggeerhverv, fødevaredistribution, restaurationsbranchen og hospitalsindustrien og er tilsyneladende i stand til at påvirke den offentlige forvaltning i det meste af landet: »I alle de (norditalienske, red.) byråd, som er blevet opløst på grund af mafiainfiltrationer, er ’ndranghetaens tilstedeværelse blevet konstateret,« siger Enzo Ciconte, som forsker i den organiserede kriminalitets historie ved universitetet Roma Tre, til avisen Il Fatto Quotidiano:

»’Ndranghetaen har et projekt med at etablere sig i den politiske verden i Mellem- og Norditalien. Det er ikke en isoleret episode,« siger Ciconte med henvisning til anholdelsen i Milano og tilføjer:

»Hvis vi også tager Fondi-affæren i betragtning, tegner der sig et uhyggeligt billede.«

Fondi er en lille by mellem Napoli og Rom, hvor et af Europas største engrosmarkeder for frugt og grønt ligger. I 2009 ville daværende indenrigsminister, Roberto Maroni fra Lega Nord, opløse bystyret, efter at politiet havde konstateret, at både den calabresiske og napolitanske mafia var repræsenteret i Fondis byråd. Men indenrigsministerens indstilling blev nedstemt på et ministerrådsmøde i Berlusconi-regeringen: »Det var et signal til alle,« mener sociologiprofessoren og tidligere medlem af parlamentet Nando Dalla Chiesa: »Hvis man har de rigtige beskyttere, kan ikke engang indenrigsministeriet længere opløse et byråd.«

Nederlag

»Vi ved ikke, hvor politikken holder op, og hvor ’ndranghetaen begynder,« stod der på et banner, som vrede borgere havde hængt op i Reggio Calabrias byrådssal under en protestaktion kort inden meddelelsen fra Rom. Demonstranterne var ansatte i blandede offentlige og private selskaber, bl.a. kommunens renovationsselskab, som mafiaen har sat sig på, og som nu er gået i betalingsstandsning. 500 medlemmer af Reggio Calabrias borgerskab – læger, universitetsansatte og advokater – havde derimod appelleret til Mario Montis regering om at lade byrådet fortsætte:

»En del af borgerskabet er blevet en del af ’ndranghetaen,« konstaterer Enzo Ciconte. Calabriens guvernør og tidligere borgmester i byen, Giuseppe Scopelliti (PdL), betegner på Twitter regeringens beslutning som »et nederlag for demokratiet«.

På et pressemøde efter anholdelsen af Zambetti understregede offentlig anklager Ilda Boccasini, at ingen havde anmeldt medlemmet af regionalforsamlingen, og at handel med stemmer for første gang nogensinde er blevet opdaget under efterforskningen: »Det er ødelæggende for demokratiet,« sagde Boccasini og tilføjede, at en korrupt politiker ikke kan undgå at blive en del af »den kriminelle organisations fælles gods og sociale kapital«. frese@in formation.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu