Nyhed
Læsetid: 3 min.

Merkel har afskaffet tysk uenighed om Europa

De tyske socialdemokrater har efter længere tids spekulationer udpeget Peer Steinbrück som manden, der skal slå Merkel. Men det bliver en svær opgave for Steinbrück at profilere sig i forhold til den siddende kansler
Udland
3. oktober 2012

Da de tyske socialdemokrater i fredags udpegede den 65-årige Peer Steinbrück som manden, der ved næste efterårs tyske valg skal vælte Angela Merkel af pinden som tysk kansler, var det i håbet om at præsentere et klart socialdemokratisk alternativ til Merkels krisepolitik.

Den opgave kan imidlertid vise sig at blive mere end vanskelig for Peer Steinbrück, der regnes for at tilhøre den socialdemokratiske højrefløj. Ved at erklære sin støtte til de seneste initiaver fra den europæiske centralbank, der fremover vil kunne opkøbe statsobligationer fra kriseramte lande, har Merkel praktisk talt tilkendegivet, at Tyskland uanset omkostningerne er villig til at redde euroen. Dermed har hun også frataget de tyske socialdemokrater et afgørende valgkampstema.

»Merkel har vendt op og ned på det europa-politiske felt. Der findes reelt set ingen uenighed på det europapolitiske felt, som Hollande og Steinbrück kan udnytte«, mener Albrecht von Lucke, redaktør på Blätter für deutsche und internationale Politik.

»Venstrefløjen i skikkelse af Hollande og Steinbrück har nærmest ikke længere mulighed for at profilere sig, fordi Merkel har opgivet sine tidligere standpunkter: En rendyrket sparepolitik og afvisning af bailouts.«

Som Merkel insisterer Steinbrück imidlertid på, at grækerne må lægge sig i selen, når det gælder strukturelle reformer. »De skal yde deres bidrag, og hvis de ikke gør det, kan de ikke regne med at forlade sig på den tyske kreditværdighed og solidaritet« sagde Steinbrück mandag aften i et interview til tv-stationen ARD.

Skæbnesvanger strategi

Siden offentliggørelsen af sit kandidatur har Steinbrück, der tidligere har været finansminister under Merkel, bestræbt sig på at levere udmeldinger, der markerer et klart alternativ til hans tidligere regeringspartner. Det har blandt andet udmøntet sig i et forslag om at adskille spekulations- og almindelige udlånsbanker.

»Steinbrück forsøger nu med stor ihærdighed at tale for en ny bankpolitik. Han vil fravriste markederne magt over det politiske. Der er imidlertid tale om et højkomplekst tema, der ikke nødvendigvis skiller ham fra Merkel i befolkningens øjne. Jeg tror ikke, tyskerne vil se Merkel som bankernes forsvarer«, siger Albrecht von Lucke, der også peger på, at Steinbrück som medansvarlig for de upopulære arbejdsmarkedsreformer Hartz IV vil skulle arbejde hårdt for at vinde fagforeningernes sympati.

I sin tid som finansminister plejede Steinbrück et nært samarbejde med Angela Merkel. Denne gang har Steinbrück imidlertid allerede nu meldt ud, at en ministerpost i en ny udgave af den store koalition med Merkel ikke kommer på tale. I stedet sigter Steinbrück mod en regering bestående af socialdemokrater og De Grønne. Det kan dog vise sig at blive en skæbnesvanger strategi, vurderer Albrecht von Lucke.

»Spørgsmålet er, om han på afgørende vis kan profilere sig i forhold til Merkel. Der er jeg skeptisk. Efter min vurdering har Steinbrück i sidste ende ikke en chance for at slå Merkel af to grunde. For det første fordi han insisterer på at danne regering med De Grønne. Det virker urealistisk på nuværende tidspunkt, at socialdemokraterne kan indhente CDU’s forspring på 10 pct. SPD vil få svært ved at gøre kandidaten Steinbrück tilstrækkeligt attraktiv, således at man kan få flertal«, siger Albrecht von Lucke.

»Steinbrücks store problem er, at han ikke er nogen folkekær politiker. Han er til en vis grad bureaukrat og i et vist omfang en professortype, der ikke taler til hjerterne. Heller ikke her adskiller han sig grundlæggende fra Merkel.«

Overordnet mener Albrecht von Lucke, at Merkel er et skridt foran SPD, der har haft vanskeligt ved at tackle den tyske befolknings krav om sparedisciplin i eurokrisen.

»Det er lykkedes Merkel at skabe et dobbelt billede af sig selv i forhold til den tyske befolkning. På den ene side fremstår hun som forsvarer af tyske interesser, idet hun siger, at Tyskland må forlange modydelser af unionens øvrige medlems-stater. På den anden side har hun givet den europæiske centralbank frie tøjler.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her