Analyse
Læsetid: 4 min.

Den økonomiske videnskab sidder fast i matematisk modeltænkning

Finanskrisen og den globale recession har ikke udløst nogen ny grundlæggende intellektuel revolution hos fagøkonomerne
Udland
16. oktober 2012

En bastion for økonomisk ortodoksi. Det ry har den Internationale Valutafond fået med sit intimiderende hovedkvarter i Washington og sine team af unge økonomi-nørder, der farter verden rundt i jetmaskiner for at diskutere vilkår og diktere betingelser.

Men i verdensøkonomiens bagvendte verden efter finanskrisen kan en af de mest konservative institutioner måske udgøre avantgarden for en intellektuel revolution. Det viste Christine Lagardes opsigtsvækkende intervention i sidste uge ved fondens årsmøde i Tokyo, hvor hun advarede verdens finansministre mod at skære for dybt i de offentlige budgetter.

Midt i den dybeste og længstvarende økonomiske nedtur siden Den Store Depression, skulle man forvente, at fagøkonomerne ville være naget af tvivl på sig selv. Man skulle forvente, at deres akademiske højborge fra Californien til Cambridge ville være optaget af at rydde ud i de gamle tænkemåder, der gav intellektuel tyngde til den finansielle sektors påstande om, at de gjorde den finansielle verden til et sikrere sted med deres spredning af økonomiske risici. Men de fleste mennesker i professionen er blot kørt videre i den samme, gamle skure, erklærede David Blanchflower, som er amerikanske økonom og tidligere medlem af Bank of England, og det gjorde han allerede før Nobel-komiteen satte navne på dette års vindere af økonomiprisen: spilteoretikeren Lloyd Shapley og stabilitetsforskeren Alvin Roth.

»Økonomien fortsætter, som om intet var hændt siden 2008. Alle beskæftiger sig med de samme ting, som de altid har gjort, og underviser i det samme stof,« siger David Blanchflower.

Om alle prognoserne fra verdens fremmeste økonomiske institutioner, siger David Blanchflower følgende: »På mange måder ville vi have klaret os bedre ved at betale en abe for at kaste dartpile efter en skive.«

Principper bør skrottes

Langt de fleste tænketanke og finansielle vismænd evnede ikke at forudsige, hvor dybt den aktuelle recession ville stikke, og hvor megen omhu det vil kræve at genskabe et nyt og stabilt opsving.

Alligevel klynger mange økonomer sigtil deres elskede matematiske modeller af verden og udskyder blot opsvinget med yderligere et kvartal, når de konfronteres med virkeligheden. Og kun få af dem har indrømmet, at nogle af deres disciplins mest fundamentale principper må skrottes – eksempelvis at individer agerer fuldkommen rationelt, eller at markeder altid finder frem til den optimale prissætning.

Der findes enkelte undtagelser. To tidligere vindere af Nobels økonomipris, Paul Krugman og Joseph Stiglitz, har udnyttet deres position som fremtrædende, offentlige intellektuelle til at uddele reprimander til de politiske beslutningstagere for ikke at have fattet krisens omfang. Og for ikke have truffet tilstrækkeligt vidtgående foranstaltninger til at beskytte økonomien imod nedturens værste skadevirkninger.

Krugman og Stiglitz har ry for at have socialdemokratiske sympatier og at hælde stærk til keynesiansk analyse og dennes forudsigelse af, at store utidige nedskæringer af de offentlige budgetter kunne medføre ubodelig stor skade.

Huller i økonomers forståelse

IMF’s skifte fra at være heppekor for nøjsomhed til nu at være fortaler for en blidere tilgang viser blot, hvor meget gamle ortodoksier kan krympe sig under nye kendsgerninger. Fem år efter, krisen satte ind, er eurozonen stadig på randen af et sammenbrud, mens Storbritannien sidder fast i en recession trods drastiske nedskæringspolitikker.

Eric Beinhocker er direktør for Institut for Ny Økonomiske Tænkning i Oxford, der er del af en transatlantisk bestræbelse på at nytænke de grundlæggende principper, som økonomistuderende er blevet undervist i gennem årtier. Han siger:

»Krisen har afsløret enorme huller i økonomernes forståelse af sammenkædningen mellem det finansielle system og den bredere økonomi. Før krisen ville kun de færreste økonomer have forudsagt, at ballade i et obskurt hjørne af det amerikanske realkreditmarked kunne udvikle sig til verdensomspændende problemer.«

Jonathan Portes, der er direktør for National Institute for Economic and Social Research, mener også, at det er på tide at bryde med de gængse modeller. Han er en skarp kritiker af nedskæringspolitikker, men siger også, at inden for mikroøkonomien – den, der undersøger individers, husholdningers og virksomheders økonomiske beslutninger – vil det være forkert at smide barnet ud med badevandet.

»Jeg tror ikke, denne krise fortæller os ret meget om mikroøkonomiens fundamentale bærepiller«, siger han. Dog tror han, at økonomernes store svigt bestod i at antage, at den finansielle sektor fungerer ligesom ethvert andet marked.

»Med hensyn til finansielle selskaber viste det sig, at vi er nødt til at tænke på dem på en helt anden måde. Her er mere marked ikke nødvendigvis bedre«. Han tilføjer, at en lektion, som økonomerne kan blive nødt til at lære, er at være mere ydmyge over for deres økonomiske modellers prognostiske magt, uanset hvor smukke og præcise matematiske modeller de bygger på.

Lord Skidelsky, økonomisk historiker og forfatter til en biografi om Keynes, er enig: »Det kan meget vel være, at den perfekte model slet ikke findes, og at vores søgen efter den er omsonst. Måske har vi brug for helt andre modeller og helt andre teorier til helt andre situationer. Keynes sagde, at økonomi var en moralsk videnskab, ikke en naturvidenskab – det forstår jeg sådan, at økonomi i højere grad må inddrage menneskelige situationers meget forskelligartede karakter.«

Med andre ord er økonomi ikke fysik, fordi mennesker ifølge deres natur er uforudsigelige. Ingen kommer nogensinde til at opdage en økonomisk ‘Gud-partikel’, der kan forklare, hvorfor nogen beslutter sig for at sælge deres hus, ansætte en ekstra medarbejder eller købe en ny bil. Hvad angår Nobelpriser i økonomi siger Skidelsky, at de måske i højere grad fortæller os om flygtige intellektuelle modeluner end om fundamentale sandheder om den økonomiske verden: »Min generelle opfattelse er, at Nobelpriser i økonomi temmelig nøje følger det, som er på mode i disciplinen.«

 

Heather Stewart er økonomiredaktør ved The Observer©

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Var nogle af alle de mange amerikanske Nobelpristagere på banen med advarsler inden 2008?

En knivspids kvadratrod i suppen. Det var den enkle opskrift på matematikernes vej til succes.

Vi har mødt dem alle steder. Også i skak mødte vi dem. Joh, skak er en form for matematik, påstod de. Hele verden er faktisk matematik, har mange af os hørt, og "hele verden" har fysikere så forsøgt at sætte på formler - tænk om man kunne koge suppen ned til én enkelt formel, fantaastisk. Økonomer nøjedes med at sætte Amerikas økonomi op på tusinde ligninger, og en af dem, Klein, blev belønnet med en pris i Stockholm.

Matematikerne har fejlet noget så grusomt.

Desværre valgte mange af dem at bruge deres evner politisk, ikke mindst i Europa.

(Kan man overhovedet skrive deres formler her?)

Torben Nielsen

Nobelprisen i økonomi 2012 gives for spilteoretiske resultater. Altså redskaber for økonomisk gambling.

Tsk tsk, mennesker bliver mere og mere forudsigelige jo mere sociologisk indsigt man besidder.

Derfor er det også tosset at det er økonomer der skal give råd om landets økonomi, fordi de kan ikke sige noget om hvordan samfundet udvikler sig.

Smukke matematiske modeller, der går catwalk gennem Wall Street.!

Philip C Stone

Forfatterne til bogen Winner-Take-All Politics: How Washington Made the Rich Richer - And Turned Its Back on the Middle Class., tidligere anmeldt af Annegrethe Rasmussen (http://www.information.dk/245539), har skrevet en anmeldelse af Krugmans og Stiglitzs sidste bøger. Anmeldelsen fokuserer meget på den politiske og økonomiske situation i USA, men har også en del interessante overvejelser i forlængelse af ovenstående artikel.
http://www.nybooks.com/articles/archives/2012/sep/27/what-krugman-stigli...

Flemming Andersen

En fin artikel, der underbygger påstanden om at poltik ikke skal vedtages af økonomer, men af befolkningen.

Steffen Gliese

At nogen kan være så akademisk højrøvede og tro, at teorier på et rent abstrakt plan kan appliceres på virkeligheden er så himmelråbende latterligt, at man burde grine dem ud - hvis ikke resultaterne havde været så tragiske for den verden, vi lever i, og ikke kun efter krisen, men i den tredje verden i trekvart århundrede.

Et institut i Schweiz, SFI, har brugt matematik i stor stil, og har fundet ud af, at 147 foretagender styrer verden. Blandt de mest styrende er banker som

• Barclays
• Goldman Sachs
• JPMorgan Chase & Co
• Vanguard Group
• UBS
• Deutsche Bank
• Bank of New York Melon Corp
• Morgan Stanley
• Bank of America Corp
• Société Générale

Det vidste de fleste af os nu nok. Men hvis man er interesseret i, hvad matematikere kan bruge matematikken til, når de kender facit på forhånd, så er deres arbejde her.

http://arxiv.org/PS_cache/arxiv/pdf/1107/1107.5728v2.pdf

Her er arbejdet tygget igennem i artikelform. Matematikerne kunne ikke forudse 2008, som bekendt, men helt som forventet påstår de, at deres nyopdagede "model" kan forudsige kommende katastrofer.

http://occupycorporatism.com/swiss-study-shows-147-technocratic-super-en...

Jeg ser først nu, at det matematiske arbejde om "dem, der styrer verden" er fra september 2011. Og at en "journalist" har gravet historien frem præcis et år efter og præsenterer det som en nyhed.

Barclays, Goldman og Deutsche har endda været omtalt på dansk for et år siden, men det har vist ikke været nævnt, at flere på Top 50 ejer Mecom, der ejer Berlingske.

http://avisen.dk/her-verdens-50-stoerste-mastodonter_154738.aspx

Og videnskabeligt på engelsk.
http://www.newscientist.com/article/mg21228354.500-revealed--the-capital...

Att Torben Nielsen: Spilteori er ikke (kun) "redskaber for økonomisk gambling"!

Må i øvrigt anbefale "The Origin of Wealth: Evolution, Complexity, and the Radical Remaking of Economics" af Eric D. Beinhocker, der citeres i artiklen. Rigtig god.