Læsetid 8 min.

Oliens comeback: At fodre hunden med dens egen hale

Trods klimakrise skrues olieproduk-tionen nu op globalt og er blevet en del af den amerikanske præsidentvalgkamp, men en stedse stigende andel af energiudbyttet går til at holde selve udvindingen i gang. Den faldende nettogevinst er en barriere for økonomisk vækst, siger forskere
Den canadiske produktion fra tjæresand er vokset fra 760.000 tønder olie pr. dag i 2005 til 1,6 mio. tønder i 2011 – og med en forventning om at nå 2,3 mio. tønder pr. dag i 2015 og mere end det dobbelte i 2030.

Den canadiske produktion fra tjæresand er vokset fra 760.000 tønder olie pr. dag i 2005 til 1,6 mio. tønder i 2011 – og med en forventning om at nå 2,3 mio. tønder pr. dag i 2015 og mere end det dobbelte i 2030.

Todd Korol
18. oktober 2012

Da olieprisen i sommeren 2008 nåede et historisk højdepunkt på 147 dollar pr. tønde, troede nogle, at tiden var inde til omstilling til et ikkefossilt energisystem.

»Tiden er ved at løbe ud. Tiden for handling er nu,« skrev Det Internationale Energiagentur, IEA, der også henviste til de accelererende CO2-udledninger og den tiltagende klimatrussel.

»Der er brug for intet mindre end en energirevolution,« appellerede agenturet.

De globale investeringer i vedvarende energi tog da også fart. Voksede ifølge Bloomberg New Energy Finance fra 133 mia. dollar i 2007 over 164 mia. dollar i 2008 til en rekord på 254 mia. dollar i 2011.

Men forestillingen om, at de smertefuldt høje oliepriser samtidig ville indebære en begyndende nedtrapning af den oliebaserede økonomi, holdt ikke. Mere end at blive opfattet som advarsel mod fortsat afhængighed af den fossile energi har den høje pris virket som stimulans og gulerod for olieselskaberne, der i dag over en bred kam optrapper deres efterforsknings- og udvindingsaktiviteter.

I Canada og USA er der hastig vækst i produktionen af såkaldt ukonventionel olie fra tjæresands- og olieskiferforekomster, som tidligere var udeladt af reserveopgørelserne, fordi de blev regnet for økonomisk utilgængelige. Den canadiske produktion fra tjæresand er vokset fra 760.000 tønder olie pr. dag i 2005 til 1,6 mio. tønder i 2011 og med en forventning hos Canadian Association of Petroleum Producers om at nå 2,3 mio. tønder pr. dag i 2015 og mere end det dobbelte i 2030.

USA’s præsident Obama og udfordreren, guvernør Mitt Romney, kappedes i tirsdagens valgduel om, hvem der kan skrue mest op for oliehanerne.

»Jeg går fuldt ind for olieproduktion. Vi har øget olieproduktionen til de højeste niveauer i 16 år,« sagde præsidenten.

»Jeg vil kæmpe for olie, kul og naturgas,« sagde guvernøren.

IEA taler nu om »en revolution« i den nordamerikanske produktion af ukonventionel olie og et ledsagende amerikansk »forsyningsbonanza«.

Den italienske olieekspert Leonardo Maugeri, tidligere chef for det italienske olieselskab ENI, p.t. forsker ved Harvard Kennedy School, skriver, at »den ukonventionelle olies voksende betydning vil over de kommende årtier gøre den vestlige halvkugle til det nye tyngdepunkt for olieefterforskning og -produktion.«

Olieefterforskningen intensiveres også i Arktis, ligesom den gør det i Afrika, og herhjemme har det statslige olieselskab DONG Energys ny direktør, Henrik Poulsen, netop luftet ambitionen om at kunne mere end fordoble selskabets produktion: Fra godt 65.000 tønder pr. dag i 2010 til omkring 156.000 tønder i 2020. A.P. Møller-Mærsk har tilsvarende annonceret, at man går efter at øge olieproduktionen med 50 pct. til 400.000 tønder pr. dag i 2020.

Altså ingen tegn på udstigning af olieæraen. IEA forventer tværtimod en stigning i den globale olieproduktion frem til 2035 på godt 15 pct.

Olien, væksten og kriserne

Olien er i dag nødvendig for at holde maskinerne, bilerne og flyvemaskinerne i gang. Spørgsmålet er, hvad olieafhængigheden overordnet vil indebære for økonomien. Er olietilgængeligheden én forudsætning for at bringe den hårdnakkede krise til ophør? Eller er olieafhængigheden og jagten på ny olie snarere garant for krisens beståen og forværring?

David J. Murphy forsker i sammenhængen mellem energiforbrug og økonomisk vækst på State University of New York og Northern Illinois University.

»Halvdelen af variationerne i økonomisk vækst, dvs. perioder med recession vs. ekspansion, kan forklares med variationen i olieforbrug,« noterer han i en analyse af udviklingen i USA i perioden 1970-2007, offentliggjort i Annals of the New York Academy of Sciences.

Olie- og energiforbrugets udvikling er en faktor, som ifølge Murphy typisk underspilles eller overses i neoklassiske økonomers forklaringer og forudsigelser om økonomisk vækst. I de klassiske forestillinger er arbejdskraften, kapitalen og teknologiudviklingen de afgørende faktorer for økonomiens evne til vækst. Naturressourcer som olie vil kunne substitueres, når eller hvis de bliver knappe, lyder ræsonnementet.

Og netop olie kan vitterlig erstattes. Af vedvarende energi, hvor de alternative teknologier til bl.a. opvarmning og transport i dag eksisterer. Den officielle danske målsætning om udstigning af den fossile æra i 2050 afspejler tilliden til, at substitueringen kan ske.

Men vil det ske, og kan det ske under genskabelse og opretholdelse af en økonomisk vækst, som vi har kendt den? Det betvivler David J. Murphy. Og væksten kan i hvert fald ikke sikres, hvis den fornyede indsats for at producere mere olie og forlænge olieæraen fastholdes.

»At opretholde status quo for økonomisk vækst baseret på olie i mere end et årti eller højst to er simpelthen ikke muligt,« lyder Murphys konklusion.

Stadigt mindre overskud

Det handler om EROI. Energy return on investments. Et begreb beslægtet med det mere velkendte erhvervsøkonomiske begreb ROI, return on investments, der angiver gevinsten ved en given investering sat i forhold til investeringen.

EROI angiver den producerede energimængde sat i forhold til den mængde energi, der skal bruges til at producere den nyvundne energi. Hvis det handler om olie, og EROI f.eks. er 100, betyder det, at man får 100 tønder olie for hver tønde, man bruger på at hente den ny olie op af undergrunden. En god forretning. Hvis forholdet derimod er én, betyder det, at der intet nettoudbytte er: Der skal bruges en tønde olie på at hente en ny tønde op.

Derfor er udviklingen i EROI-værdierne afgørende. Som Nathan Gagnon, senioranalytiker ved IHS Emerging Energy Research og forsker ved New York State University, påpeger:

»Et afgørende perspektiv, som savnes i debatten, er ikke, hvor meget olie, der findes i undergrunden, og heller ikke hvor meget vi måtte kunne hente op, men derimod hvor meget vi kan hente op med et markant energioverskud.«

David Murphy har ligesom Gagnon og kollegerne Charles Hall og Cutler J. Cleveland kortlagt EROI-værdier for olieudvinding, som de har udviklet sig over tid, og som de gælder for forskellige olieforekomster. Den slags opgørelser er vanskelige, men tendensen er tydelig:

For USA faldt EROI for olie- og gasboringer fra over 100 i 1930’erne til 30 i 1970’erne og videre ned til 11-18 i 2005. Det energimæssige overskud bliver altså stedse mindre som udtryk for, at der skal bruges stadig mere energi på efterforskning og på at hente olien op fra stadig større dybder eller stadig mere komplicerede, svært tilgængelige forekomster.

En global opgørelse på tværs af alle slags olieforekomster, som Nathan Gagnon og Charles Hall har medvirket til, peger på et EROI-fald fra 35 i 1999 til 18 i 2006.

»Denne tendens tyder på, at de globale olieforekomster, der er tilgængelige til at skabe økonomisk aktivitet, er betragteligt mindre end skønnene for de samlede reserver, og at EROI falder over tid og i takt med en voksende årlig boreaktivitet,« skriver Hall og Gagnon i det videnskabelige tidsskrift Energies.

»Hvis EROI for den globale olie- og gasudvinding fortsætter med at følge den tendens, den har haft i denne analyses periode, og hvis det er berettiget at lave en retlinet fremskrivning, vil EROI falde til én i løbet af ca. tre årtier,« advarer forskerne.

Altså i givet fald en situation, hvor olieselskaberne bruger al den udvundne energi på sig selv ...

Når det gælder den nye nordamerikanske offensiv for at få fat i den ukonventionelle olie, angiver Charles Hall og David Murphy EROI for de amerikanske olieskiferforekomster til fem og for de canadiske tjæresandsforekomster til blot to-fire. For én tønde olie investeret i tjæresandsproduktionen får man altså i dag kun to-fire tønder ny olie.

Med de faldende EROI-værdier kan man altså forudse en situation, hvor det måske nok kan lykkes olieselskaberne at presse den globale olieproduktion op i måske et par årtier endnu, men hvor mere og mere af denne olie ender i olieindustrien selv, og en stadig mindre andel bliver til overs til at holde samfundets maskineri kørende.

Vækstens paradoks

Hvis bestræbelserne på at forlænge oliealderen således fastholdes, hvad betyder det så for mulighederne for økonomisk vækst? Er det som den anerkendte canadiske energianalytiker og -forfatter Andrew Nikiforuk skriver i Energy Bulletin?

»I takt med at USA bliver mere afhængig af olie af lav kvalitet, vil dets olieafhængighed berige nogle få olieselskaber og i tiltagende grad svække andre økonomiske sektorer.«

Eller som oliemarkedseksperten Wayne Kelley, direktør for oliekonsulentfirmaet RSK, anfører:

»Det er ikke et spørgsmål om, hvornår olien løber tør, men i stedet et spørgsmål om, hvornår forsyningerne af penge til at købe importeret olie er udtømt.«

David Murphy beskriver en ond cirkel af selvforstærkende processer, der vil undergrave mulighederne for vækst:

• Den økonomiske vækst øger behovet for olie

• Stigende behov for olie øger produktionen fra kilder med lavere EROI

• De heraf følgende højere udvindingsomkostninger fører til højere oliepriser

• Højere oliepriser bremser den økonomiske vækst

• Økonomisk afmatning fører til faldende oliebehov

• Faldende oliebehov giver fald i oliepriser.

De faldende oliepriser »ansporer til en ny kortvarig runde med økonomisk vækst, indtil denne cyklus gentager sig selv. Dette system af lumske feedbackmekanismer er meget passende beskrevet som ’vækstens paradoks’: For at opretholde business as usual vil økonomisk vækst kræve produktion fra nye oliekilder, men de eneste tilbageværende oliekilder indebærer høje oliepriser, som hæmmer økonomisk vækst,« påpeger Murphy.

Hvad USA angår, finder han det »højst usandsynligt, at olieproduktionen kan forøges nok og i tilstrækkeligt lange tidsrum til at få økonomien til at vokse ud af den aktuelle nedtur for slet ikke at tale om kommende recessioner.«

»Ser man på den aktuelle udvinding af ukonventionel olie i Nordamerika, så er det de såkaldte sweet spots, olieselskaberne er gået i gang med, dvs. de allerrigeste forekomster. Når man kommer til de mere marginale forekomster, falder EROI, og omkostningerne stiger, og ingen ved, hvor meget der faktisk vil blive udvundet,« siger David Murphy.

Hvis olieprisen bare er høj nok, kan et olieselskab godt holde en forretning kørende ved kun at hente to tønder olie op for hver tønde, man investerer. Men for samfundets økonomiske vækst er det undergravende, at man hele tiden får mindre energi for pengene. Og holder den høje pris ikke, står selskaberne hurtigt af.

»Da olieprisen faldt midlertidigt til under 70 dollar pr. tønde i slutningen af 2008, blev der øjeblikkeligt skruet helt ned for udvindingen af olie fra tjæresand. Det var simpelthen ikke profitabelt,« påpeger Murphy.

Han og hans kolleger forudser en udvikling, hvor de økonomiske vækstrater vil svinge op og ned, men omkring en linje med klart faldende tendens.

»Alt lagt sammen synes det klart, at de seneste 40 års økonomiske vækst ikke vil fortsætte de næste 40 år, medmindre der sker nogle opsigtsvækkende ændringer i måden, vi håndterer økonomien på,« lyder konklusionen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Philip C Stone
Philip C Stone

Følgende er en lettere bearbejdet kommentar fra august 2011. Jeg har tilføjet anførselstegn omkring et citat fra det kommenterede telegram, rettet en stavefejl, og jeg har tilføjet navnene på artiklerne og forfatterne til et par upræciserede link.

"Danmark står sammen med det øvrige Europa foran en langtrukken økonomisk krise. Der kan gå op til fem år, før det lysner."

Før det lysner? Jamen, måske lysner det ikke. Det er bekymrende at vi fortsat diskuterer økonomi i et spor og klima og energi i et andet. De hænger uløseligt sammen.

When oil prices increase, consumers tend to cut back on discretionary purchases, because oil price increases tend to cause food and commuting expenses to rise, and these are necessities. Earlier this year, economist James Hamilton showed that oil price spikes were associated with 10 out of the last 11 US recessions. Now, oil prices are again high, and economic growth during the first half of 2011 was less than 1%. We are again seeing signs of recession. If oil is really a limiting input for the economy, this is exactly the type of response we would expect from high oil prices.
Gail Tverberg – Why the US Debt Limit Agreement is Only a Temporary Solution
http://ourfiniteworld.com/2011/08/02/why-the-us-debt-limit-agreement-is-...

Get ready for a rocky year. From now on, rising prices, powerful storms, severe droughts and floods, and other unexpected events are likely to play havoc with the fabric of global society, producing chaos and political unrest. Start with a simple fact: the prices of basic food staples are already approaching or exceeding their 2008 peaks, that year when deadly riots erupted in dozens of countries around the world.
It’s not surprising then that food and energy experts are beginning to warn that 2011 could be the year of living dangerously — and so could 2012, 2013, and on into the future. Add to the soaring cost of the grains that keep so many impoverished people alive a comparable rise in oil prices — again nearing levels not seen since the peak months of 2008 — and you can already hear the first rumblings about the tenuous economic recovery being in danger of imminent collapse. Think of those rising energy prices as adding further fuel to global discontent.
Michael Klare – Resource Revolts
http://www.tomdispatch.com/archive/175345/

(Her vil jeg bare tilføje at olie er en vigtig bestanddel i madproduktion, og at priserne på olje og mad hænger nøje sammen.)

Time to Wake Up: Days of Abundant Resources and
Falling Prices Are Over Forever
Introduction
The purpose of this, my second (and much longer) piece on resource limitations, is to persuade investors with an interest in the long term to change their whole frame of reference: to recognize that we now live in a different, more constrained, world in which prices of raw materials will rise and shortages will be common. (Previously, I had promised to update you when we had new data. Well, after a lot of grinding, this is our first comprehensive look at some of this data.)
Accelerated demand from developing countries, especially China, has caused an unprecedented shift in the price structure of resources: after 100 hundred years or more of price declines, they are now rising, and in the last 8 years have undone, remarkably, the effects of the last 100-year decline! Statistically, also, the level of price rises makes it
extremely unlikely that the old trend is still in place. If I am right, we are now entering a period in which, like it or not, we must finally follow President Carter’s advice to develop a thoughtful energy policy and give up our carefree and careless ways with resources. The quicker we do this, the lower the cost will be. Any improvement at all in lifestyle for our grandchildren will take much more thoughtful behavior from political leaders and more restraint from everyone. Rapid growth is not ours by divine right; it is not even mathematically possible over a sustained period.
(Skribenten, Jeremy Grantham, er medstifter af GMO, et investeringsfirma.)
En vigtig artikel som kan findes på mange websider, f.eks.:
http://www.theoildrum.com/node/7853

http://www.information.dk/telegram/275208

Brugerbillede for Philip C Stone
Philip C Stone

"Den italienske olieekspert Leonardo Maugeri, tidligere chef for det italienske olieselskab ENI, p.t. forsker ved Harvard Kennedy School, skriver, at »den ukonventionelle olies voksende betydning vil over de kommende årtier gøre den vestlige halvkugle til det nye tyngdepunkt for olieefterforskning og -produktion.«"

Energy Bulletin har bragt flere indslag som har problematiseret forududsætningerne for Maugeris analyse. Følgende er skrevet af James Hamilton, som har udforsket forholdet mellem olieprisstigninger og økonomisk vækst:

About half of Maugeri's calculated 17.6 mb/d in net additional production capacity comes from two countries-- the United States and Iraq (see his Table 2). I have earlier discussed the situation for the United States. To briefly recap, more than half of the increase in total U.S. oil production since 2005 has come from biofuels and natural gas liquids, neither of which should be added to conventional crude production for purposes of calculating the available supply. Another important contribution to recent U.S. production gains has come from shale/tight oil. I agree with Maugeri that this will be an important factor in the future, but it is not cheap, and there are some big uncertainties in extrapolating recent gains, about which I will have more to say below...

A separate issue is that new production from places like the U.S. and Iraq are needed in part to replace declining production flows coming from mature fields. A key question in any study like this is the assumed magnitude of that decline. As Stephen Sorrell notes, Maugeri does not state his assumed rate, and confuses the issue by mixing discussions of the depletion of an existing reservoir (for which purposes Maugeri is correct to raise the offsetting factor of additions to reserves) with the declining production flow rate from a given field (the relevant number for purposes of calculating the net addition that new fields bring to annual production). Sorrell suggests we can infer the implicit assumed decline rate from Maugeri's Table 2, which reports a difference between his adjusted gross additions and adjusted net additions of 11 mb/d. That seems to imply that Maugeri is assuming that the total decline in production from existing fields between now and 2020 will be 11 mb/d, which I calculate to correspond to a 1.4% annual decline rate (ln(82/93)/9 = -0.014). As Sorrell notes, this compares for example with the IEA's (2008) substantially less optimistic numbers:

Based on data for 580 of the world's largest fields that have passed their production peak, the observed decline rate-- averaged across all fields and weighted by their production over their whole lives-- is 5.1%. Decline rates are lowest for the biggest fields: they average 3.4% for super-giant fields, 6.5% for giant fields and 10.4% for large fields. The average rate of observed post-plateau decline, based on our data sub-set of 479 fields, is 5.8%.

...If we are counting on sources such as shale/tight oil, oil sands, and deepwater to replace production lost from mature conventional oil fields, the days of cheap oil are never going to return.
http://www.energybulletin.net/stories/2012-07-19/maugeri-peak-oil

En længere kritik af Jean Laherrère er efterfulgt af en henvisning til andre kritiske Indslag:

There are few papers which agree with Maugeri’s oil revolution, like George Monbiot (who speaks about enough oil to fry us all!), but there are many papers which disagree:

Richard Heinberg, "Peak denial" 2 July 2012

Dave Summers "Tech Talk - New Energy Report from Harvard Makes Unsupportable Assumptions" 2 July 2012

Steve Sorrell "Commentary on Maugeri’s decline rate assumptions" 6 July 2012

Sadad al Husseini "Commentary: Dr. Leonardo Maugeri’s "Oil: The Next Revolution"" 14 July 2012

Olivier Rech "«Nier l’imminence du pic pétrolier est une erreur tragique», dit l’ancien expert pétrolier de l’AIE" 9 juillet 2012, par Matthieu Auzanneau

Olivier Rech "«Denying the imminence of Peak Oil is a Tragic Error», says ex- IEA petroleum expert". 09 juillet 2012

Chris Nelder "Is peak oil dead?" 24 July 2012

David Strahan ""Oil glut forecaster Maugeri admit duff maths" 30 July 2012

Ugo Bardi "Ugo Bardi: Strahan demolishes Maugeri" 30 July 2012

Ugo Bardi "Peak oil debunked? The mechanisms of denial at work" 17 July 2012

http://www.energybulletin.net/stories/2012-10-16/comments-maugeris-oil-r...

Brugerbillede for Philip C Stone
Philip C Stone

David Murphy har tidligere skrevet om forholdet mellem den stigende satsning på ukonventionelle oliekilder eller olieerstatninger og peak oil. Nedenstående er fra december 2010.

Considering that all of these resources can produce oil, and that there are decades (according to the WEO) of these resources remaining, does peak conventional oil even matter?
In short, yes.
Peak oil is important because it marks the peak of production of “cheap” oil, generally considered to be conventional crude oil. Do not be confused; transitioning from conventional crude oil to NGLs or oil derived from other unconventional resources should be thought of as an indication of peak oil, not the opposite—that technology has enabled the production of oil from NGLs and other unconventional resources, thus disproving peak oil theory...

The economists’ argument—that resource constraints will be abated by technology and substitution—confuses substitution for increasing supply. The usual way that substitution occurs in a market is that the substitute has some sort of competitive advantage (i.e. better product, cheaper, etc.) compared to the item that it is replacing; think supplanting human labor with robots in the construction of cars, or replacing vacuum tubes with integrated circuits. It is difficult to think if there are any advantages in producing oil from oil sands in northern Alberta when compared to production of oil from either East Texas or Ghawar. For example, the cost of production in Saudi Arabia is roughly $20 per barrel while it is over $80 per barrel in the tar sands (Figure 1). But prices are set at the margin for oil (at least in theory), so that if demand for oil increases enough, the price may increase to a point at which unconventional oil production becomes profitable. If this occurs, then oil will be produced from unconventional resources because they are profitable too, not because they are a “substitute,” in the economic sense, for conventional oil...

It means that to grow the economy for the next few decades on an oil energy base would require very high prices. But if the recessions of 1973, 1980, and 2008 have taught us anything, it is that high energy prices cause problems for the economy...

Clearly demand destruction (and a financial crisis) has the ability to lower oil prices, as prices plummeted from 140 to 30 dollars per barrel during the fall of 2008 and winter of 2009. But now, two years later, oil price is again back in the range of $90 per barrel. In a society like ours, where economic growth is touted as the solution to almost every societal problem (see more or less any op-ed on how to fund the U.S. deficit), peak oil presents a paradox: the growth of the economy requires an increasing oil supply, but increasing the oil supply, due mainly to a peak in conventional crude oil production, will require high prices which tend to undermine that growth. The billion dollar question is: at what price of oil does the economy stop growing?
Over the past 40 years, when petroleum expenditures as a percent of GDP increased much beyond 5.5%, the economy tended towards recessions (Figure 2). This tendency is due mainly to the fact that oil infiltrates almost every facet of an industrial economy, from personal disposable income, to manufacturing, to service sectors. Therefore higher oil prices restrain growth via declining discretionary consumption as individuals allocate more money towards gasoline and home heating, or as the cost of producing a good increases, etc.[6] Chris Nelder of getREALlist has described this situation succinctly, writing: “The true import of peak oil, therefore, may not be sustained high prices, but economic shrinkage. Demand will be destroyed long before oil gets to $200 a barrel...”
http://www.theoildrum.com/node/7246

Brugerbillede for Kim Houmøller
Kim Houmøller

Peak Oil er nået og alligevel sker der intet andet end pinen bliver trukket i lang-drag med stor skade for de fleste, og til stor rigdom for de få. Gad vide hvordan Canada ser ud efter den ødelæggelse om 100 år. Men hvad rager det os. Vi vil have "gaz" til vore biler koste hvad det koste vil. Olieindustrien bliver støttet med så mange milliarder af dollars, at der ikke er penge tilovers.

Krisen vil fortsætte lige så længe vi intet gør, for en omstilling vil kræve lige så meget som Anden Verdenskrig i nutidskroner, men skabe millioner af arbejdspladser. Krisen i 1929 forsvandt først i 1960!
Skal vi vente så længe?

Brugerbillede for Aleksander Laursen
Aleksander Laursen

Fed artikel.

Velinformerede folk er jo også klar over at det økonomisk bedst vil kunne betale sig for de enkelte lande og globalt set at omstille økonomien til værende grøn økonomi.

Det er kun så de nuværende rigmænd kan nå at skrabe så meget til sig som muligt inden den grønne omstilling virkelig går i gang.

Brugerbillede for Dennis Berg

Klimaet kommer til at ændre spillereglerne før videre olieudvinding bliver uprofitabel.

Det ser ud til, at intet vil kunne ændre udviklingen. Ikke logik, ikke fakta, ikke videnskab. Historien må bare gå sin gang, ser det ud til.

Nyd livet, inden alt ændrer sig - det kan komme til at gå stærkt.

Brugerbillede for Karsten Aaen

For mig at se er det ikke selve udvindingen af hverken tjæresand eller olieskifer der er problematisk. Det er det forhold at der til hver boring efter olieskifersand skal bruges mindst 6 millioner liter vand. I fremtiden ved vi at vand bliver en knap resurse, og så tillader man sig at bruge vand på denne måde - det er altså det rene vandspild.

Dertil kommer at i hvert fald olieskifer-boringerne i høj grad risikerer at brække jordlagene i jorden op; dette betyder: større risiko for grundvandsforurering da man går ned under grundvandsspejlet. Dette er måske til at leve med...

Værre endnu er dette:
Behandlingen af jorden er så hård og så brutal, at man så at sige brækker jorden op i stykker, for at komme ned til skifergassen/skiferolien. Og dermed sørger man for at intet, absolut intet, kan gro der i mange, mange år. OK, bregner måske, men bestemt ikke noget som vi mennesker kan bruge til føde, f.eks. rug, hvede, majs mv.

Problemet synes at være tosidet: 1) USA vil ikke spare på energien som alle andre lande efterhånden har lært og 2) Olieprisen er i dag så høj at det faktisk kan betale sig at ødelægge jordlagene så brutalt som man gør i USA. Var olieprisen på det halvde ville alle tale om at gå over til sol, vind og bølge-energi.

Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

Hvis olieprisen var på det halve, ville der ganske vist ikke blive udvundet vankseligt tilgængelig olie, men forbruget ville stige enormt og klimakatastrofen rykke hastigt nærmere.

Så at der udvindes skiferolie er ganske vist destruktivt, men dog et tegn på, at olien er ved at være en svigtende ressource, samt at USA ikke bryder sig om at være nødt til at importere sin olie fra oversøiske og utilregnelige stater.

Bedst vill det naturligvis være, om USA virkelig tog fat på at anvende alternativ energi, det gør de vel også nok, men det har lange udsigter at få omstillingen op i gear, og uoverskuelige konsekvenser af det fortsat stigende fossile energiforbrug kan hobe sig op inden da.

Brugerbillede for Dennis Berg

Der er ingen tegn på, at afbrændingen af fossile brændstoffer tager af, eller at det vil i overskuelig fremtid.
Tvætimod.

Brugerbillede for Reza Wali

Jorden anno 21xx: Vores blå Jord er beskidt og ulækker. Overfloden af dyrearter er væk pga knækkede fødekæder, som igen er forskyldt af overfiskning og menneskets tilsvining og indtrængning af dyrelivets naturlige habitater.
Vandkilder er privatiseret, mennesker sulter og sviner, Jordens evne til at bære liv dør stille.
Koncentrationen af drivhusgasser har ødelagt en fotosyntese der nu kun lader de stærkeste planter vokse. Alt imens resten af livet visner.

Vi ødelægger vores livsgrundlag. Støt de politikere der har til hensigt at gøre op med dette. Hvis de findes.

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen

Når filmen knækker vil det blive almindelige mennesker der skal betale prisen. Dig og mig. Hvad med at opgive slavesjælen og gå til kamp mod de kræfter, som har gjort det nødvendigt at vi nu spadserer rundt på afgrundens rand? Det sker ikke, så længe disse diskussioner kun frekventeres af de for længst overbeviste. De andre vil hellere diskutere prostitution og statsministerens skattesag, eller promovere deres uforgribelige mening om hvordan diverse bodemidler kan redde et bankerot politisk og økonomisk system. Godt man snart skal dø.

Brugerbillede for Filo Butcher

Snart får vi en republikansk president i USA igen, så skal I se løjer! Slut med de små puttebiler der kører 35km på literen, så får man igen skatterabat for at købe en Humvee eller anden civil tank som det skete da Bush kom til magten, og USA er igen reddet fra fallitens rand for en lille stund.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Forbrydelse mod menneskeheden - vi sidder i et kvælertag af gammeldags ideer om ejendomsretten til det, der i virkeligheden tilhører fællesskabet. Den 1% som har fået lov at stjæle fra os, og som nu med deres forbryderisk asociale og elendige forvaltning af fællesskabets ressourcer er i gang med at ødelægge det for alle - dem selv inklusive. Hvad kan der gøres for at ændre denne selvmorderiske kurs ? Ekspropriering af tyvegodset ? Civil ulydighed ?

Vi må satse på engagement i alternative samfund og hævet bevidsthed i omsorgsarbejdet for vores eksistensgrundlag, vores fælles biotop - for dette fantastiske sted i universet som giver os en helt vidunderlig og ubegribelig mulighed for liv. At menneskeheden ikke er bedre til at tage vare på denne kostelige oplevelse er umådelig mærkeligt og sørgeligt og har været en stærkt traumatiserende faktor, siden jeg som tolvårig under Cubakrisen og atomvåbenkapløbet med rædsel indså, at de voksne ikke var intelligente, og at jeg ikke kunne regne med deres evne til beskyttelse - suk.

Brugerbillede for Freddy Andersen
Freddy Andersen

Ja det er lige før man tror verden består af en eller anden religiøs sekt, der har besluttet at begå kollektivt selvmord

Brugerbillede for Mads Christensen
Mads Christensen

Der er meget man kunne have lyst til at kommentere på her, men jeg vil nøjes med at sige til Karsten Aaen, at der da vist er et par ting om skifergas, som han ikke helt har forstået.

Her er et link http://ing.dk/artikel/113474-se-hvordan-hydraulisk-frakturering-udvinder...
som gerne skulle godtgøre, at skifergasboringer/-produktion ihvertfald ikke har nogen indflydelse på betingelserne for dyrkning af afgrøder på jordoverfladen.

Brugerbillede for Filo Butcher

Randi, så længe det store flertal forbliver tavs fordi de faktisk ER medskyldige i den store forbrydelse mod sig selv og resten af planeten er der intet at stille op end at trække i skulderne og tænke: det må de jo selv om.

Der er vel tilstrækkelig med initiativer og organisationer der ikke gør andet end gøre opmærksom på disse katastrofale misforhold, men folksene er ligeglade så længe det ikke rører dem personligt, ikke mindst fordi de er bange for at miste den tryghed der ligger i at man ved hvad man har.....

Brugerbillede for Mads Christensen
Mads Christensen

Hverken det ene eller det andet, Niels-Holger.

Læg venligst mærke til, at jeg skrev om skifergas. Ikke om tjæresand i Canada eller olieskifer/skiferolie i fx Estland.

Her er endnu et link om den seneste udvikling vedr. skifergasefterforskning på EU-plan: http://ing.dk/artikel/132351-saa-bliver-der-givet-groent-lys-for-skiferg...

NB. Det er vist ikke miljøhensyn, som har fået Frankrig til at sige stop, inden man overhovedet er kommet igang. Det er den franske atomkraftlobby, som har været på spil. Men så er der jo godt, at Total kan få lov til at bore to huller i hhv. Nordjylland og Nordsjælland, inden den danske 'tænkepause' sætter ind.

Hvis der er nogen, som er dårligt informeret, er det ihvertfald ikke overtegnede.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Romed Bucher - Det store flertal skal bevidstgøres, og det er ikke kun deres eget ansvar, men også deres, som i kraft af det lederskab de har påtaget sig, er medansvarlige for hvilke beslutninger, der træffes.

De med indsigt, må gøre hvad de formår, for at vække det store tavse dumme flertal af deres tornerosesøvn. Den onde dronning skal ikke uden modstand slippe af sted med sit væmmelige stunt.

Jeg kan ikke nøjes med at trække på skuldrene - det er også mit hjem og mit liv, der gambles om.

Brugerbillede for Emil Diurhuus

Puha, i skriver alle sammen som om i har givet op. Og det er uden at gøre noget overhovedet.

De nuværende magthavere er røv ligeglade med at vi løber tør for olie, her, lige om lidt, og konsekvenserne den fortsatte olieboring har for miljøet.

Hjælp os med at samle de sidste 9000 underskrifter, og i vil få mennesker i folketinget, der tænker på mere end kortsigtede kroner og øre:

www.facebook.com/fokusung
www.partietfokus.dk

Brugerbillede for Thomas Aniss

"Puha, i skriver alle sammen som om i har givet op."

Jo.. personligt skal jeg da gerne indroemme at jeg har givet op. Jeg kan overhovedet ikke se hvordan et totalt kollaps skal kunne undgaas eller hvad i al verden jeg kan goere ved det. Hoejst sandsynligt har vi allerede passeret "point of no return" og vi fortsaetter alligevel med accelerende fart i den forkerte retning.

Som sagt vi er fucked!

Brugerbillede for Emil Diurhuus

@Thomas Aniss

Er det ikke for let at give op, for dernæst at sidde på internettet og sprede dommedags-propaganda?

"Trying is the first step to failure" - Homer Simpsons

Miljøpartiet Fokus ved at "real life change" kræver pisse hårdt arbejde, og derfor kommer vi også til at få indflydelse.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Er der mon stadig nogen, som vil advokere for at ´greed is good ´?

Artiklen beskriver med hjerteskærende tydelighed den undladelsessynd - manglende forståelse og omsorg for biotopens kredsløb og dermed menneskehedens overlevelse - som efterkrigstiden har ekscelleret i.

I en omtåget blanding af efterkrigstraumer og ressourcenarkomani fik
industrialiseringsmaskinen og det såkaldt ´frie´ marked lov til bevidstløst at nedtromle al menneskelighed, mens en lille gruppe forhutlede hippier og miljø-og venstrefløjshumanister som tidens seere forsøgte at vække de sovende - men nej, den massive og invasive (hvor fra?) ødelæggelse var begyndt og fik lov at fortsætte sit helvedestogt i ly af narkoleptiske tilstande, som i stedet for oplysning og visdom blev injiceret i befolkningerne.

Vi er ilde stedt, det indser omsider trods alt de fleste – men den 1% fastholder sit dødsgreb, mens skønheden forvitrer, og menneskehedens chancer for overlevelse dagligt forringes.

Den kultur, som historisk er blevet opbygget, er ikke værdig til at bebo denne skønne planet, og står derfor foran sin ødelæggelse. I hvilken form er ikke klart, men der ser ikke ud til hos de ansvarlige at være vilje og forstand til den nødvendige kursændring, som måske ville kunne redde os.

Dette er skriften på væggen – læs den, I tåber.

Brugerbillede for Thomas Aniss

@Emil Diurhuus

Nu mener jeg skam slet ikke at det er et valg hvad man tror paa eller ej. Jeg kan ikke vaelge at tro paa julemanden eller gud bare fordi jeg godt kan lide tanken. Min hjerne vil simpelthen ikke acceptere tanken som vaerende realistisk og i overenstemmelse med den virkelighed jeg lever i.

Det samme goer sig gaeldende her. At nogle milliardar af mennesker skulle aendre handlingsmoenstre i en saadan grad som det er noedvendigt forekommer mig umuligt. Vi taler bla. om frivilligt at gaa markant ned i levestandard (markant betyder ikke 5-10 % men snarere 80-90 %). Holde op med at koere bil. Holde op med at spise koed. Holde op med at faa mere end hoejest ET barn pr. par. Osv.

Hvordan faar man folk til det? Det er der sgu ikke mange stemmer i.

Lige nu har vi i USA to praesident-kandidater som konkurrerer i hvem der er mest pro-olie. Man har intensiveret olie-produktionen og er begyndt at udvinde den olie som man tidligere har ment ikke var rentabel (hverken oekologisk eller oekonomisk). Jordens befolkning har allerede overskredet det antal som kan broedfoedes paa baeredygtig vis, og vi bliver stadigt flere. Det enkelte individ forbruger stadig mere og mere. Osv.

Jeg tror desvaerre at det eneste der kan faa folk til at aendre adfaerd er NAAR katastrofen sker og hele civilisationen kollapser, men saa er det selvfoelgelig for sent. Og jeg tvivler faktisk paa at selv det vil vaere nok.

Mht. "at sprede dommedagspropaganda" saa er det nu bare min aerlige mening, og jeg kan ikke se at det skulle goere hverken mere eller mindre skade eller gavn end det jeg ellers kunne goere.

Brugerbillede for Emil Diurhuus

@Thomas Aniss

Point taken, Thomas, point taken! Jeg forstår hvor du kommer fra, og hvor håbløs situationen tager sig ud.

I Miljøpartiet Fokus ser vi dog anderledes på sagen. Vi ved at vi kan gøre noget, og det kræver først og fremmest at vi får nogle politikere ind i folketinget, der ved, at der skal gøres noget.

Men det kræver at intelligente og vise mennesker, som dig selv, Thomas, stopper med at sprede dommedags-scenarioerne, og istedet støtter op omkring 'real life' politik.

For hvis vi er vedholdende nok - og det er vi i Miljøpartiet Fokus - vil bæredygtigheden sprede sig. Og det starter i Danmark.

Er du Nietzsches overmand, der kæmper på trods af et muligt nederlag, eller er du en slave?

Hemmeligheden er at du selv vælger, hvad du vil være.

Brugerbillede for Emil Diurhuus

Tænk også på, at vi har udviklet os fra aber i Afrikas træer, til der hvor vi er nu.

Det er min ubøjelige tro, at hvis vi er vedholdende nok, er der ingen grænser for, hvad vi kan opnå.